„Jeg skulle bare hente min post“

„JEG glemmer aldrig den mandag formiddag på posthuset,“ fortæller Andre, en hvid mand der er født i Sydafrika, men nu bor i Namibia. „Der var fyldt med mennesker. Jeg bemærkede en efterladt taske i nærheden. Efter at jeg havde fået min post, forlod jeg stedet. Jeg havde ikke kørt i mere end tre minutter før jeg hørte et øredøvende brag. Senere fandt jeg ud af at en bombe var eksploderet kun en meter fra hvor jeg havde stået.“

„Jeg skulle bare hente min post,“ siger Andre. „Det var et kæmpe chok for mig da jeg blev klar over at uskyldige mennesker var blevet sprængt i stumper og stykker. Flere af dem kendte jeg personligt. Jeg er stadig rystet over det der skete, selvom det nu er 25 år siden. Indimellem dukker der erindringer frem fra det blodbad jeg senere fik at se, og jeg forstår hvor tæt jeg har været på døden.“

Et globalt problem

Du vil måske aldrig komme så tæt på den slags angreb, men lignende hændelser finder hyppigt sted rundt om på jorden. Flere og flere griber til vold, såkaldte terrorhandlinger, for at nå deres mål. — Se rammen „Hvem er terroristerne?“ på næste side.

I 1997 kom en journalist frem til at der „kun havde fundet en række selvmordsangreb sted i fire lande“. Men i 2008 skrev den samme journalist at „mere end tredive lande på hvert kontinent, undtagen Australien og Antarktis, havde oplevet de ødelæggende konsekvenser af selvmordsangreb“. Han konkluderede i sin  bog The Globalization of Martyrdom (Globaliseringen af martyriet) at sådanne angreb „bliver udført af flere og flere organisationer, som hvert år dræber et stadig større antal mennesker“.

Lad os se på det angreb der er nævnt i begyndelsen af artiklen. Den gruppe der tog ansvaret for at have anbragt bomben, betragtede sig selv som frihedskæmpere. De stræbte efter at opnå uafhængighed af det styre der var i landet. Men hvad motiverer folk til at begå sådanne handlinger for at nå deres mål? Lad os se på eksemplet med Hafeni.

Hafeni er født i Zambia og voksede op i flygtningelejre i nogle af nabolandene. „Jeg var rasende over den brutale og uretfærdige måde min familie og andre blev behandlet på,“ siger han. Derfor blev han en del af den militante gruppe som hans forældre tilhørte.

Hafeni ser tilbage på denne periode og siger videre: „Det sørgeligste ved det hele var den følelsesmæssige belastning det var at leve som flygtning. Børn blev skilt fra deres mødre, fædre og søskende. De ældste søskende var med i kampene, og mange af dem vendte aldrig tilbage. Jeg så aldrig min far, ikke engang på et foto. Alt hvad jeg vidste, var at han var død i kamp. Selv i dag har jeg følelsesmæssige ar på grund af det jeg har oplevet.“

Det er helt klart at problemerne er komplekse. En bedre forståelse af dem vil hjælpe dig til at se hvad der skal til hvis menneskene nogen sinde skal opleve at denne vold stopper.

[Ramme/​illustration på side 4]

HVEM ER TERRORISTERNE?

Sociologiprofessor Mark Juergensmeyer forklarer: „Om man vil kalde nogle der har begået voldelige handlinger, for terrorister eller ej, afhænger af om man mener at disse handlinger er berettigede. Brugen af dette udtryk afhænger i høj grad af ens verdenssyn: Hvis man opfatter verden som fredelig, fremstår voldshandlinger som terrorisme. Hvis man opfatter verden som værende i krig, betragtes voldelige handlinger måske som legitime.“

Når udtrykket terrorist bruges, har det derfor ofte politiske undertoner. Mange grupper ser sig selv som frihedskæmpere, ikke som terrorister. Ifølge forfatteren Jessica Stern indbefatter terrorisme (1) handlinger rettet mod civile og (2) brugen af vold for på dramatisk vis at skabe frygt. Derfor bruger militante personer — uanset om de hører til en oprørsgruppe eller et civilt styre — ofte de samme metoder som terrorister.