Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvorfor nogle griber til vold

Hvorfor nogle griber til vold

Hvorfor nogle griber til vold

DA JOSEBA, der bor i Spanien, blev spurgt hvorfor han blev medlem af en militant gruppe, svarede han: „Den undertrykkelse og uretfærdighed vi led under dengang, blev uudholdelig. I storbyen Bilbao, hvor jeg boede, kom politiet og slog løs på folk og arresterede dem.“

Joseba fortsætter: „En morgen blev jeg arresteret fordi jeg gav udtryk for hvad jeg mente om den slags politimetoder. Jeg blev så vred at jeg ville gøre et eller andet — om nødvendigt noget voldeligt — for at rette op på forholdene.“

Undertrykkelse og hævn

Uden at retfærdiggøre vold erkender Bibelen at „undertrykkelse kan få den vise til at handle forrykt“, det vil sige handle irrationelt. (Prædikeren 7:7) Mange bliver vrede når de bliver dårligt behandlet på grund af deres race, religion eller nationalitet.

Hafeni, der er nævnt i den forgående artikel, siger for eksempel: „Vores land blev taget fra os. Dyr kæmper for deres territorium, så det var naturligt for os at vi kæmpede for vores land og vores rettigheder.“ I en erklæring fra en militant selvmordsbomber der blev offentliggjort efter hans død, lød det: „Vi holder først op med at kæmpe når I holder op med at bombe, gasse, fængsle og torturere mit folk.“

Religiøse motiver

Selvom mange militante grupper har politiske bevæggrunde til at bruge vold, er mange af dem også drevet af religiøse grunde. En verdensleder modtog denne telefax fra en militant talsmand: „Vi er ikke skøre, og vi elsker heller ikke magt. Vi er i Guds tjeneste, og det er derfor vi er besluttede på fortsat at kæmpe.“

Om de religiøse motiver skrev Daniel Benjamin og Steven Simon i deres bog The Age of Sacred Terror (Den hellige terrors tidsalder): „I en verden der bliver mere og mere religiøs, er der flere tilhængere af både de store religioner og de nye spirende kulter der har gjort vold til en vigtig del af deres tilbedelse af Gud.“ Efter at terroreksperten Magnus Ranstorp havde fremlagt flere eksempler på hvad han kaldte „spektakulære terrorhandlinger verden over“, bemærkede han: „Alle der har begået sådanne handlinger, har været forenede i troen på at det de gjorde, havde Guds godkendelse og endog var udført med hans bemyndigelse.“

Men mange religiøse militante grupper har yderliggående synspunkter som ikke bygger på de traditionelle læresætninger og værdier i den religion de er tilknyttet.

Dybt indgroede holdninger

Joseba, der er nævnt tidligere, blev slemt mishandlet i forbindelse med sin arrestation. Han siger: „Den brutalitet jeg blev udsat for, overbeviste mig om at mit had var berettiget. Hvis jeg skulle dø for at forholdene kunne blive forandret, ville det være det værd.“

Sådanne grunde til at deltage i vold bliver ofte forstærket af det man lærer i gruppen. „I den periode vi var i flygtningelejrene,“ fortæller Hafeni, „blev der arrangeret stormøder hvor vi lærte at de hvide hele tiden fandt på nye måder de kunne dominere de sorte på.“ Med hvilket resultat?

„Jeg kunne mærke at mit had til de hvide voksede,“ siger han. „Jeg nærede mistro til dem alle. Til sidst kunne jeg ikke klare det længere, og jeg mente at vores generation måtte gøre noget.“

Trods sådanne stærke synspunkter fik både Joseba og Hafeni overraskende nok bugt med deres dybt indgroede had og mistillid. Hvad fik dem til at ændre tankegang og hjerteindstilling? Det vil den næste artikel komme ind på.

[Tekstcitat på side 6]

„Den brutalitet jeg blev udsat for, overbeviste mig om at mit had var berettiget. Hvis jeg skulle dø for at forholdene kunne blive forandret, ville det være det værd.“ — Joseba