Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vikingerne — erobrere og bosættere

Vikingerne — erobrere og bosættere

 Vikingerne — erobrere og bosættere

DET var en junidag i år 793. Munkene i klosteret på den lille ø Lindisfarne, også kaldet Holy Island, ud for Northumberlands kyst i England passede fredeligt deres sysler, lykkeligt uvidende om de slanke, lave skibe der i høj fart skar gennem Nordsøens bølger på vej imod dem. Skibene løb op på stranden, og vildt udseende skæggede mænd sprang fra borde og stormede mod klosteret, svingende med sværd og økser. De kastede sig over de rædselsslagne munke og huggede ned for fode. Overfaldsmændene plyndrede klosteret for guld, sølv, ædelsten og andre værdigenstande, hvorpå de stak til søs østover.

Plyndringsmændene var vikinger, der hermed indledte vikingetiden og på kort tid blev berygtede i hele Europa for skånselsløs strandhugst. Inden længe skælvede englænderne for vikingerne og bad bønnen: „Herre, fri os fra de vilde normanner!“ *

Hvem var vikingerne? Hvad førte til at dette upåagtede folk sprang ind på historiens scene, spillede en hovedrolle i 300 år og siden syntes at forsvinde i glemselen?

Agerdyrkere og plyndringsmænd

Vikingerne nedstammede fra de germanske folkestammer der cirka 2000 år før vikingetiden var begyndt at vandre fra Nordvesteuropa til Skandinavien — Danmark, Norge og Sverige. Ligesom deres forfædre var vikingerne agerbrugere; det gjaldt også dem der drog ud på plyndringstogt. I de koldere egne levede de hovedsagelig af jagt, fiskeri og hvalfangst. Der fandtes også bysamfund hvorfra vikingekøbmænd besejlede de europæiske handelsruter i deres sødygtige fartøjer. Hvad var årsagen til at disse øjensynlig fredsommelige og lidet bemærkelsesværdige folkeslag skabte sig et så rædselsvækkende ry i løbet af blot ét slægtled?

Én teori går ud på at Skandinavien var overbefolket,  men mange historikere mener at det kun gjaldt Vestnorge, hvor der var knapt med agerjord. The Oxford Illustrated History of the Vikings skriver: „Flertallet af den første generation af vikinger var ude efter rigdom, ikke jord.“ Det gjaldt især konger og høvdinger, der havde brug for anselige midler for at holde sig ved magten. Andre kan være draget ud som vikinger for at lægge slægtsfejder og småkrige bag sig.

Desuden havde velstående vikinger gerne flere koner, og følgelig en stor børneflok. Da det var skik at kun den førstefødte søn arvede faderens gods, måtte de yngre søskende forsørge sig selv. Ifølge bogen Europas fødsel udgjorde arveløse sønner „en stor og farlig krigerkaste, der var deres egen lykkes smed, enten de så fandt denne lykke i erobringer i hjemlandet eller som sørøvere i fjerne lande“.

Vikingernes langskib var det ideelle fartøj til overraskelsesangreb fra søsiden. Historikere anser langskibet for at være et af den ældre middelalders ypperligste tekniske frembringelser. Disse slanke fartøjer med ringe dybgang blev drevet frem med sejl og årer. De gav vikingerne herredømmet over alle sejlbare farvande, søer og floder inden for deres rækkevidde.

Vikingernes togter og erobringer

Ifølge nogle historikere oprandt vikingetiden i midten af det 8. århundrede, umiddelbart før vikingernes overfald på Lindisfarne. Under alle omstændigheder gjorde dette fremstød med ét slag vikingerne kendt viden om. Efter at have hærget England drog de til Irland for også her at plyndre rige klostre. Med langskibene lastet med bytte og trælle stak vikingerne hjemover for vinteren. I 840 brød de imidlertid med traditionen og overvintrede i det fremmede. Faktisk blev den irske hovedstad, Dublin, grundlagt det sted hvor vikingerne havde oprettet et brohoved. I 850 begyndte de også at opslå vinterkvarter i England. Deres første vinterboplads var Isle of Thanet ved Themsens munding.

Snart stævnede danske og norske vikinger til De Britiske Øer, nu ikke længere som fåtallige strejfskarer, men som veritable hære om bord på flotiller af langskibe. Nogle af skibene har måske været 30 meter lange og haft en besætning på op imod 100 stridsmænd. I løbet af en årrække undertvang vikingerne Nordøstengland, der blev kendt under navnet Danelagen fordi områdets ret og samfundsstruktur fik et dansk præg. Det sydengelske kongerige Wessex under den saksiske konge Alfred og hans efterfølgere holdt for en tid stand mod vikingernes fremmarch. Men efter slaget ved Assandun i 1016, og efter at kong Edmund af Wessex var død senere samme år, blev vikingehøvdingen Knud, der bekendte sig til kristendommen, enehersker over England.

Langt omkring i Europa — og længere endnu

I 799 begyndte danske vikinger at hærge det område der dengang var kendt som Frisland, det europæiske kystland mellem Danmark og Holland. Herfra drog de på togter op ad floderne Loire og Seinen og plyndrede byer og landsbyer langt inde i Europa. I 845 plyndrede vikinger Paris, og frankernes konge, Karl den Skaldede, betalte dem godt 3 tons sølv for at trække sig tilbage fra byen. Men det var kun en stakket frist før de kom igen og huserede i området øst for Paris, så langt som til byerne Troyes, Verdun og Toul.

Vikingerne hjemsøgte også Spanien og Portugal, hvor deres  første kendte overfald fandt sted i 844. De plyndrede adskillige småbyer og besatte endda kortvarigt Sevilla. Værket Vikingernes historie beretter imidlertid: „De arabiske forsvarere ydede dog så kraftig modstand, at vikingerne hurtigt blev slået tilbage og deres styrker næsten udslettet.“ Ikke desto mindre vendte de tilbage i 859, denne gang med en flåde på 62 skibe. Efter at have ranet i Spanien gjorde de landgang i Nordafrika, og til trods for at deres skibe nu var næsten synkefærdige af bytte, fortsatte de til Italien og plyndrede Pisa og Luna.

Svenske vikinger krydsede Østersøen og besejlede nogle af Østeuropas vigtige vandveje såsom floderne Volkhov, Lovat, Dnepr og Volga. Ad disse veje nåede de til Sortehavet og Det Byzantinske Rige. Nogle vikingekøbmænd nåede endda til Baghdad via Volga og Det Kaspiske Hav. På et tidspunkt blev svenske høvdinger herskere over de slaviske befolkningsgruppers vidtstrakte landområder langs Dnepr og Volga. De fremmede blev kaldt „rus“, og nogle mener at denne betegnelse er oprindelsen til navnet Rusland.

Til Island, Grønland og Newfoundland

Norske vikinger søgte til øerne i udkanten af deres hjemlige himmelstrøg. I det ottende århundrede besatte de Orkneyøerne og Shetlandsøerne, og i det niende århundrede kom turen til Færøerne, Hebriderne og det østlige Irland. Det var også vikinger der koloniserede Island, hvor de oprettede Altinget. Det udgør den dag i dag Islands parlament og er Vestens ældste lovgivende forsamling.

I 985 grundlagde en viking ved navn Erik den Røde en bosættelse i Grønland. Senere samme år stod en anden nordbo, Bjarni Herjólfsson, ud fra Island for at slutte sig til sine forældre i Grønland. Han blev imidlertid blæst ud af kurs og passerede derfor Grønland. „Bjarni var formentlig den første viking, der så Nordamerika,“ oplyser værket Vikingernes historie.

Ansporet af Bjarnis beretning foretog Erik den Rødes søn, Leif den Lykkelige, sandsynligvis efter år 1000, en sejlads fra Grønland vestpå til Baffin Island og dernæst sydpå langs Labradors kyst til et forbjerg som han kaldte Vinland efter stedets vildtvoksende druer eller bær. * Her overvintrede Leif inden han vendte hjem til Grønland. Året efter anførte hans  broder Thorvald et togt til Vinland, men blev dræbt i kamp med de indfødte. Nogle år senere bosatte mellem 60 og 160 vikinger sig i Vinland, hvor de dog kun holdt stand mod de indfødtes gentagne angreb i omkring tre år. De forlod stedet for aldrig at vende tilbage. Der skulle gå næsten 500 år før den italienske opdagelsesrejsende Giovanni Caboto (også kendt som John Cabot) på Englands vegne gjorde krav på Nordamerika.

Slutningen på vikingernes saga

Da vikingetiden lakkede mod enden, havde vikingerne oprettet en række nye statsdannelser under skandinaviske kongeslægter. Men snart var de ikke længere et fremmedelement, for selv mange vikinger blev med tiden assimileret i de samfund de havde kuet. Det påvirkede også deres tro. For eksempel lod høvdingen Rollo sig kristne efter at have erobret en del af den franske kystegn som siden fik navnet Normandiet („normannernes land“). En af hans efterkommere, hertug Vilhelm af Normandiet, invaderede England, og efter slaget ved Hastings i 1066 mellem efterkommere af normanniske og engelske vikinger blev han kronet som konge af England.

Vilhelm satte straks en stopper for al videre skandinavisk indflydelse i England og indførte den franske middelalders feudale samfundsordning med dens magtfordeling, ejendomsforhold og økonomi. Af den grund siger professor Else Roesdahl i bogen Vikingernes verden: „Skal der vælges ét årstal som markering af vikingetidens afslutning, må det blive 1066.“ I det 11. århundrede forvandledes også Skandinaviens vikingeriger til uafhængige nationalstater.

Vikingernes 300 år lange saga er handlingsmættet. Dog er det kun delvis dækkende at skildre dem som barbariske bersærker. De viste også tilpasningsevne ved at bosætte sig i fjerne lande og med tiden lade sig integrere i de lokale kulturer. Nogle blev bofaste agerdyrkere; andre kom på tronen i fremmede riger. Ja, vikingerne viste at de ikke blot kunne håndtere skib og sværd, men også plov og politik.

[Fodnoter]

^ par. 3 Uden for Skandinavien blev vikingerne omtalt som hedninger, daner, normanner eller nordboere. Eftersom de fleste historikere betegner alle vikingetidens skandinaver som vikinger, har vi valgt at bruge denne betegnelse i artiklen. Oprindelsen til benævnelsen „viking“ fortaber sig i det dunkle.

^ par. 20 Ved L’Anse aux Meadows på nordspidsen af Newfoundland har man, på grundlag af arkæologiske fund i begyndelsen af 1960’erne, rekonstrueret nogle nordbohuse tækket med græstørv. Fundene tyder på at vikingerne havde været bofaste på stedet cirka tusind år forinden, men der hersker tvivl om hvorvidt bebyggelsen skal sættes i forbindelse med sagaens Vinland. — Se Vågn op! for 8. juli 1999.

[Ramme på side 27]

Vikingernes gudeverden

Vikingerne dyrkede mange sagnguder, deriblandt Odin, Thor, Frej, Freja og Hel. Odin, der var gud for visdom og for krig, rangerede højest. Han var gift med Frigg. Thor slog jætter ihjel og herskede over blæst og regn. Frej var en umoralsk freds- og frugtbarhedsgud. Hans søster Freja var gudinde for kærlighed og frugtbarhed. Hel var dødsrigets gudinde.

Nogle af ugedagenes navne er hentet fra oldnordisk mytologi. Tirsdag er opkaldt efter Odins søn Tyr eller Tir; onsdag kommer af „Odins dag“, torsdag er „Thors dag“, og fredag er enten „Friggs dag“ eller „Frejas dag“.

Vikingernes guder skaffede sig ligesom deres tilbedere rigdom ved ran, vovemod og list. Faldne stridsmænd der havde kæmpet tappert, fik plads til højbords med Odin i Valhal, der stod i Asgård, gudernes, de såkaldte asers, himmelbolig. Her kunne de spise og drikke og udkæmpe tvekampe af hjertens lyst. Fornemme vikinger blev i regelen gravsat med et skib, eller deres grav blev omgivet af sten anbragt i bådform, en såkaldt skibssætning. I graven lagde man mad, våben, pyntegenstande og offerdyr. Undertiden fik den afdøde følgeskab af en træl der måtte lade livet. En dronning kunne for eksempel få sin terne med i graven.

Den hornprydede hjelm som man ofte forbinder med vikingerne, er faktisk mere end 1000 år ældre end vikingetiden. Den blev øjensynlig kun båret ved højtidelige anledninger. Når vikingerne drog i kamp, brugte de almindelige spidse hjelme af metal eller læder, hvis de i det hele taget bar hjelm.

[Kort på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Vikingernes togter og erobringer

NORGE

  ↓

ISLAND

GRØNLAND

Baffin Island

Labrador

Newfoundland

DANMARK

  ↓

ENGLAND

IRLAND

HOLLAND

FRANKRIG

PORTUGAL

SPANIEN

AFRIKA

ITALIEN

SVERIGE

  ↓

RUSLAND

Det Kaspiske Hav

Baghdad

UKRAINE

Sortehavet

Istanbul

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

[Illustration på side 24]

En kopi af et langskib

[Kildeangivelse]

Side 2 og 24: Antonion Otto Rabasca, med tilladelse af Gunnar Eggertson

[Illustrationer på side 25]

Vikingevåben

En vikingehjelm

[Kildeangivelse]

Våben og hjelm: Fra en udstilling på Statens Historiske Museum i Stockholm

[Illustration på side 27]

Leif den Lykkelige (Erik den Rødes søn)