(korbanʹ).

Som forklaret i Markus 7:11 „en gave viet til Gud“. Ordet korbanʹ, som står i den græske tekst, svarer til det hebraiske qårbanʹ, der betyder „en offergave“. Dette ord bruges i Tredje og Fjerde Mosebog om både dyreofre og blodløse ofre. (3Mo 1:2, 3; 2:1; 4Mo 5:15; 6:14, 21) Det bruges også i Ezekiel 20:28 og 40:43. I slægt med det græske korbanʹ er korbanasʹ, der forekommer i Mattæus 27:6, hvor det fortælles at de øverste præster sagde at det ikke var tilladt at tage de sølvpenge Judas havde kastet ind i templet, og lægge dem i „tempelkassen [en form af korbanasʹ]“ eftersom de var givet som „betaling for blod“.

På Jesu tid havde der udviklet sig en forkastelig praksis i forbindelse med gaver der var viet til Gud. Jesus fordømte i denne sammenhæng farisæerne som hyklere fordi de satte deres egen overlevering højere end Guds lov, for samtidig med at de foregav at beskytte Guds ejendomsret, tilsidesatte de Guds bud om at man skulle ære sine forældre. (Mt 15:3-6) En mand kunne erklære at dét han ejede, eller en del af det, var viet til Gud ved at sige: „Måtte det være korban,“ eller: „Det er korban,“ og farisæerne på den tid mente at når først en mand havde fremsat en sådan erklæring, kunne han ikke bruge dét han ejede, til at understøtte sine forældre med, uanset hvor meget de trængte til hjælp. Selv kunne han dog bruge af det lige til sin død hvis han ville. Skønt farisæerne foregav at ære Gud, var deres hjerte altså ikke i overensstemmelse med hans retfærdige krav. — Mr 7:9-13.

Historikeren Josefus forbandt ordet „korban“ med personer idet han sagde: „Når de der betegner sig selv som ’korban’ til Gud — det som grækerne ville kalde en ’gave’ — ønsker at blive løst fra denne forpligtelse, må de betale præsterne en fastsat sum.“ (Jewish Antiquities, IV, 73 [iv, 4]) Ordet blev dog som oftest brugt om ejendom der var viet som en gave til Gud.