Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En gileadklasse i 2017

HVAD DINE BIDRAG BLIVER BRUGT TIL

Gileadskolen gør en forskel globalt

Gileadskolen gør en forskel globalt

1. DECEMBER 2020

 Hvert år bliver et antal forkyndere i særlig heltidstjeneste fra hele verden inviteret til at overvære Vagttårnets Bibelskole Gilead, der bliver afholdt på Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York. a Det er en skole hvor eleverne lærer hvordan de kan udføre deres forskellige opgaver i Jehovas organisation på en endnu bedre måde. Oplæringen sætter dem i stand til at styrke og stabilisere menigheder og afdelingskontorer over hele verden.

 Gilead er virkelig en international skole. I den 147. klasse, der blev afholdt i 2019, var de 56 elever fra 29 forskellige lande. De der bliver inviteret til Gilead, er i særlig heltidstjeneste enten som betelitter, kredstilsynsmænd, missionærer eller specialpionerer.

 Forberedelserne til skolen begynder længe før den første undervisningstime. For eksempel står Hovedkontorets Rejseafdeling for at købe flybilletter til dem der skal overvære skolen. For de udenlandske elever i den 147. klasse kostede rejsen til og fra Patterson i gennemsnit 6.700 kroner pr. elev. Eleverne fra Salomonøerne måtte tage fire forskellige fly for at komme til Patterson og senere tre fly for at komme tilbage – en sammenlagt rejse på over 35.400 kilometer til en pris på 14.300 kroner pr. elev. For at holde omkostningerne nede bruger Rejseafdelingen et bookingprogram til at finde billetter til rimelige priser. Og selv efter at en billet er reserveret, fortsætter computerprogrammet i uger og endda måneder med at overvåge om prisen falder. Rejseafdelingen køber også billetter med donerede bonuspoint og vouchers.

 Mange af eleverne har brug for et visum for at komme ind i USA. Så Hovedkontorets juridiske afdeling hjælper dem med at opnå studievisum. I gennemsnit koster visum og afgifter 3.200 kroner pr. elev.

 Hvordan kommer den undervisning eleverne får, andre til gavn? Hendra Gunawan tjener som ældste i et land i Sydøstasien, og i hans menighed er der et ægtepar der har overværet Gilead. Han fortæller: “Før var der slet ikke nogen pionerer i vores menighed. Men efter at ægteparret er kommet til, er deres begejstring og villige indstilling smittet af på andre, som har valgt at begynde som pionerer. Senere var der endda en søster i vores menighed der overværede Skolen for Kristne Forkyndere.”

 Sergio Panjaitan arbejder sammen med nogle tidligere gileadelever på et betelhjem i Sydøstasien. Han siger: “Den oplæring de har fået, har ikke bare været en velsignelse for dem selv, det har også været en velsignelse for os. De har lært en hel masse, men det har ikke fået dem til at føle sig overlegne. Tværtimod har de ydmygt delt ud af deres viden til andre. Det har udløst en kædereaktion og ført til at mange er blevet opmuntret.”

 Hvordan bliver omkostningerne ved Gileadskolen dækket? Gennem de bidrag der bliver givet til det globale arbejde, blandt andet på donate.jw.org. Tak for dine gavmilde bidrag, der er med til at støtte denne skole med elever fra hele verden.

a Skolens pensum bliver udarbejdet og holdt opdateret af Afdelingen for Teokratiske Skoler under ledelse af Undervisningsudvalget under Jehovas Vidners Styrende Råd. Undervisningen bliver varetaget af lærere fra denne afdeling men også af gæstelærere, blandt andet medlemmer af Det Styrende Råd.