Overvej vidnesbyrdene

DU BEFINDER dig på en afsidesliggende øde ø. Mens du går langs stranden, ser du en klippeblok på hvilken der er indhugget „John 1800“. Du forestiller dig nok ikke at mærkerne i klippen er dannet som følge af vind- eller vanderosion. Med god grund konkluderer du at inskriptionen må være lavet af nogen. Hvorfor drager du den konklusion? For det første forekommer der ikke af sig selv i naturen en række tydelige bogstaver og tal, uanset sproget. Og for det andet er påskriften meningsfuld information, hvilket viser at der står en intelligens bag.

I dagligdagen møder vi mange former for information omsat i koder — eksempelvis braille, bogstaverne i alfabetet, såvel som diagrammer, noder, talte ord, håndtegn, radiosignaler eller computerprogrammer der består af en binær kode med nuller og ettaller. Måden at formidle information på strækker sig lige fra anvendelse af lysbølger og radiobølger til papir og blyant. Under alle omstændigheder forbinder folk altid meningsfuld information med intelligent tankevirksomhed — medmindre en sådan information findes i en levende celle. Den slags information opstod af sig selv eller skrev sig selv på en eller anden måde siger evolutionister. Men gjorde den det? Prøv engang at overveje vidnesbyrdene.

Kan kompleks information skrive sig selv?

Inde i kernen af næsten hver eneste levende celle i din krop findes der en forbløffende kode kaldet deoxyribonukleinsyre (dna). Den består af et langt, dobbeltstrenget molekyle der ligner en vindeltrappe. Dit dna er ligesom et program der styrer hvordan de billioner af celler som din krop består af, bliver dannet, vokser, repareres og deler sig. De grundenheder dna består af, kaldes nukleotider og benævnes A, C, G og T, alt efter hvilken kemisk base de indeholder. * Som bogstaverne i et alfabet kan disse fire baser sættes sammen på mange måder og danne „sætninger“ — instruktioner der styrer dna’ets kopiering og andre processer i cellen.

Den samlede mængde information der er lagret i dit dna, kaldes for genomet. Nogle sekvenser af bogstaverne i dit dna er helt særegne for dig. Dit dna indeholder nemlig dine genetiske informationer — øjenfarve, hudfarve, næsens form og så videre. Enkelt sagt kan dit genom sammenlignes med et stort bibliotek af  bøger med instruktioner om hvordan hver eneste af dine legemsdele er opbygget, og slutproduktet er dig.

Hvor stort er dette „bibliotek“? Det består af tre milliarder „bogstaver“, eller nukleotider (baser). Hvis man skulle skrive denne lange række bogstaver ned, ville det blive et værk på 200 bind, og hvert bind ville være på størrelse med en telefonbog på 1000 sider, oplyser det humane genom-projekt.

Dette leder tanken hen på en forbløffende bøn der blev nedskrevet for cirka 3000 tusind år siden. Denne bøn findes i Bibelen i Salme 139:16, hvor der står: „Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op.“ Skribenten tænkte naturligvis ikke på videnskabelige emner, men med nogle enkle ord gav han et forbløffende korrekt billede af hvordan det forholder sig, for at illustrere Guds store visdom og kraft. Dette står i skærende kontrast til flere gamle religiøse skrifter som er fyldt med mytologi og overtro.

Hvem sammensatte „biblioteket“?

Hvis vores fornuft siger os at den indhuggede påskrift „John 1800“ er et produkt af tankevirksomhed, bør det så ikke også gælde den uendeligt mere komplekse og meningsfulde information der findes i dna? Når alt kommer til alt, er information jo information uanset hvor den forekommer, og hvad der måtte formidle den. Datalog og informationsforsker Donald E. Johnson har sagt at kemiens og fysikkens love ikke kan danne komplekse informationer eller systemer der behandler den information. Og det siger sig selv at jo mere kompleks den samlede mængde information er, jo større tankevirksomhed har det krævet at skrive den. Et barn kan skrive „John 1800“. Men kun en overmenneskelig intelligens kunne skrive livets kode. Desuden „synes biologiens kompleksitet at øges“ hver gang man gør en ny opdagelse, siger tidsskriftet Nature.

Det er i modstrid med både sund fornuft og menneskelig erfaring at påstå at den komplekse samling af information i dna skyldes blinde kræfter eller processer uden styring. * At være overbevist om det kræver tro langt ud over det sædvanlige.

Evolutionister har nogle gange i deres anstrengelser for at lade Gud ude af billedet draget konklusioner som senere viste sig at være forkerte. Tænk engang over den opfattelse at 98 procent af vores genom er „junk“ — en samling  af instruktioner der indeholder milliarder af overflødige ord.

Er det virkelig „junk“?

Biologer har længe ment at dna blot indeholder instruktioner om hvordan proteiner skal fremstilles og intet andet. Men efterhånden blev det klart at kun 2 procent af genomet koder for proteiner. Hvilket formål tjener de andre 98 procent af dna’et? Denne mystiske del af dna’et blev „straks antaget for at være evolutionært affald“, siger John S. Mattick, professor i molekylærbiologi ved Queensland-universitet i Brisbane, Australien.

Den forsker der menes at have fundet på udtrykket „’junk’-dna“, var evolutionisten Susumu Ohno. I sin afhandling „So Much ’Junk’ DNA in Our Genome“ (Så meget ’junk’-dna i vores genom) skrev han at de resterende dna-sekvenser „er det der er tilbage efter naturens forfejlede eksperimenter. I betragtning af at jorden er fyldt med fossile rester af uddøde arter, er det da så mærkeligt at vores genom også er fyldt med rester af uddøde gener?“

Hvilken indvirkning fik begrebet „junk“-dna på genforskningen? Molekylærbiolog Wojciech Makalowski siger at en sådan opfattelse „afholdt forskere i almindelighed fra at studere ikke-kodende [junk-]dna“, med undtagelse af en lille håndfuld forskere som „med risiko for at blive latterliggjort udforskede upopulært territorium. På grund af dem begyndte synet på junk-dna . . . at ændre sig i begyndelsen af 1990’erne.“ Han tilføjer at biologer nu generelt betragter det der tidligere blev kaldt junk, „som et genomisk skatkammer“.

Ifølge John S. Mattick er teorien om junk-dna et klassisk eksempel på at videnskabelig tradition har „hæmmet en objektiv bedømmelse af kendsgerningerne“. Han siger videre: „At man ikke har erkendt den fulde konsekvens af det . . . kan meget vel blive husket som en af de største fejltagelser i molekylærbiologiens historie.“ Om noget er videnskabeligt sandt, må helt klart bedømmes på grundlag af konkrete vidnesbyrd, og ikke på grundlag af hvad flertallet mener. Hvad viser så nyere undersøgelser om den rolle „junk“-dna spiller?

Det genetiske „affalds“ funktion

På en bilfabrik gør man brug af maskiner til fremstilling af de enkelte dele. Vi kan sammenligne delene med proteinerne i en celle. På fabrikken bliver der også anvendt teknisk udstyr og systemer som samler disse dele trin for trin og fungerer som kontrolinstanser, eller regulatorer, under samleprocessen. Noget lignende kan siges om det der foregår i en celle. Og det er her at „junk“-dna kommer ind i billedet, siger forskere. En stor del af det indeholder instruktioner til fremstilling af en gruppe af komplekse molekyler der kaldes regulerende rna (ribonukleinsyre), som spiller en vigtig rolle for hvordan cellerne udvikler sig, modnes og fungerer. * „Den blotte tilstedeværelse af disse fremmedartede regulatorer,“ siger biostatistiker Joshua Plotkin i tidsskriftet Nature, „taler for at vores forståelse af selv de mest elementære ting . . . er utrolig naiv.“

For at en fabrik kan være fuldt ud funktionsdygtig, må der desuden være nogle effektive kommunikationssystemer. Sådan forholder det sig også med cellen. Tony Pawson, der er cellebiolog ved Toronto-universitetet i Ontario, forklarer: „Information i form af signaler i cellen formidles gennem informationsnetværk i stedet for ad særskilte veje.“ Det gør hele processen „langt mere kompleks“ end man tidligere har troet. Ja, som en genetiker ved Princeton University har sagt: „Mange af de mekanismer og principper der styrer de intra- og intercellulære funktioner, er stadig et mysterium.“

Hver ny opdagelse i forbindelse med cellen peger på en stadig højere grad af orden og kompleksitet. Hvad er da grunden til at så mange stadig klynger sig til den idé at livet og det mest komplekse informationssystem mennesker kender til, er et resultat af vilkårlige evolutionære processer?

[Fodnoter]

[Ramme på side 5]

HVOR LANGT ER DIT DNA?

Dna’et i en enkelt celle i din krop er i udstrakt tilstand cirka 2 meter langt. Det er blevet anslået at hvis man udvandt dna fra alle kroppens billioner af celler og lagde strengene i forlængelse af hinanden, ville den samlede længde næsten svare til afstanden fra jorden til solen og tilbage igen 670 gange. Med lysets hastighed ville det tage omkring 185 timer at tilbagelægge den strækning.