Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ensomhed i en verden fuld af kommunikation

Ensomhed i en verden fuld af kommunikation

Ensomhed i en verden fuld af kommunikation

MOBILOPKALD, sms’er, e-mails, online sociale netværk, chatrum — aldrig før har der været så stort et udbud af lettilgængelige kommunikationsmidler. Alligevel er der utallige mennesker — unge som gamle — der føler sig meget ensomme. Hvorfor?

I bogen Loneliness — Human Nature and the Need for Social Connection [Ensomhed — menneskets natur og behovet for social kontakt] giver forskerne John T. Cacioppo og William Patrick en grundig behandling af emnet ensomhed. De henviser til en undersøgelse der siger at „øget brug af internettet kan føre til større social isolation og depression når det erstatter mere direkte former for menneskelig kontakt“.

Den hektiske tilværelse i det moderne samfund er ikke ligefrem noget der fremmer en varm menneskelig kontakt. Et smil og et kærligt blik kan som regel ikke videregives over telefonen eller gennem en besked på computeren.

Det ovennævnte kan gælde på arbejdspladsen, men i endnu højere grad i familien. I mange hjem kommer og går familiens medlemmer uden hverken at spise eller tale sammen. Teenagere har deres egne computere og lever praktisk talt isoleret fra resten af familien. Ironisk nok føler mange unge sig ensomme trods alt deres elektroniske kommunikationsudstyr.

I dag kan ensomhed endog være en trussel mod ægteskabet. Mangel på kommunikation kan føre til at ægtefællerne lever parallelle liv — lever side om side uden at deres veje krydses. En følelse af at være alene selvom man lever sammen med en ægtefælle, er en af de mest frustrerende former for ensomhed.

Eneforsørgere må nogle gange kæmpe særlig meget med ensomhedsfølelse. Noget af det der kan afskære dem fra samvær med deres børn og forstærke følelsen af at være alene, er de elektroniske kommunikationsmidler. Der er desuden mange ugifte der ikke får opfyldt deres følelsesmæssige behov fordi de ikke kan finde den partner de længes efter.

Ensomhed er blevet et samfundsonde der kan føre til alkoholisme, overspisning, stofmisbrug, promiskuitet og endda selvmord. Det er derfor vigtigt at identificere årsagerne til ensomhed, for det er det første skridt hen imod at få løst problemet.