Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Paua — havets opal

Paua — havets opal

Paua — havets opal

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I NEW ZEALAND

I havet bevæger et stort skaldyr sig langsomt hen over klipperne mens det græsser på havtangen der svajer i kyststrømmen. Dyret har en kedelig ydre skal beklædt med et tykt lag kalk og små havdyr, men på indersiden gemmer der sig et smukt væld af kølige blå, søgrønne og blålilla farver der løber sammen med gult og lyserødt samt stænk af gyldne og sølvglinsende farver.

DETTE fascinerende dyr er en paua, en abalone som kun findes i New Zealand. Sammen med andre abalonearter lever den i vandene omkring klippefyldte kyststrækninger. Pauaer er højt skattede på grund af deres farverige skal som kan laves til dekorative smykker, men mange betragter også deres kød som en delikatesse. Desuden kan man dyrke smukke, skinnende perler inden i dem.

Pauaen er en af de mere end 100 abalonearter der findes. Sydafrika og Californien i USA har deres egne arter. I Japan kaldes abalone for ’awabi’, i Australien hedder de ’muttonfish’, og på øen Guernsey i Den Engelske Kanal bliver de kaldt ’ormer’. Det er imidlertid kun i det kolde vand i det sydlige Stillehav at man finder New Zealands egen farvestrålende abalone, kaldet paua (Haliotis iris).

Et biologisk vidunder

Pauaskallen opbygges lag på lag af skiftevis protein og calcium som bryder de iriserende farver næsten på samme måde som en opal. Det er derfor pauaen bliver kaldt havets opal. Hvis havtemperaturen falder, går abalonen ’i hi’, eller falder i søvn. Når det sker, tager det længere tid for dyret at opbygge sine skallag. En ekspert mener at den store variation af farver kan have at gøre med næringsstofferne i vandet og de forskellige farver fra det havtang som disse abaloner æder.

Pauaer er selektive med hensyn til hvad de spiser og kritiske med hensyn til hvem de vælger som naboer. De bryder sig for eksempel ikke om at leve i nærheden af det piggede søpindsvin kaldet kina fordi den æder den samme type havtang som de selv. Desuden er søstjernen en farlig fjende. Nogle få søstjerner kan udrydde en hel pauakoloni. Den snedige søstjerne lægger en tentakel for pauaens åndehuller så den bliver kvalt. Når pauaen derefter falder ned fra den klippe den sidder på, har søstjernen et let måltid.

Mange anvendelsesmuligheder

Pauaens mørke ydre ser ganske vist ikke videre tiltalende ud, men de indfødte maorier i New Zealand har i århundreder sat pris på pauaens kød som næringsmiddel. Den spiselige del af pauaen er en stor muskel, eller fod, som dyret bruger til at bevæge sig hen over klipper og sten med. Maorierne har desuden anvendt skallen som pynt og lokkemiddel til fiskeri, og de har lavet smykker af skallerne og anvendt dem som øjne på deres udskårne kunstværker.

Pauaen er nu mere populær end nogen sinde. En tur til New Zealand kan næppe siges at være fuldendt uden at man har købt nogle pauasmykker.

I dag høster dykkere — uden nogen form for iltapparat — store mængder paua, noget der efterhånden er blevet en millionforretning inden for eksportindustrien. For at sikre pauaens overlevelse i vandene omkring New Zealand har man indført et kvotesystem. Det meste af kødet bliver fyldt på dåser som eksporteres til Asien, og noget af det bliver frosset ned og sendt til Singapore og Hongkong, hvor paua er en eftertragtet luksusspise. Den serveres ofte rå og skåret i skiver, ligesom sushi. På trods af den store mængde pauaer i havet omkring New Zealand har mange af landets indbyggere aldrig smagt kødet fordi det er så efterspurgt i andre lande.

For at kunne klare den voksende internationale efterspørgsel efter paua anvender mange leverandører nu akvakultur. I Australien, Japan og USA har man haft succes med at opdrætte andre abaloner efter denne menneskeskabte metode. Disse moderne metoder gør det muligt at opdrætte pauaer i temperaturregulerede bassiner langt fra deres naturlige levested i havet.

Pauaer der opdrættes, har lige så glubende en appetit som deres slægtninge i naturen. Hver uge kan de æde en mængde der svarer til halvdelen af deres kropsvægt. Forbavsende nok er pauaer ret atletiske. Hvis de bliver vendt om, kan de hurtigt få sig vendt om igen. Det er ikke svært at opdrætte pauaer. En ekspert siger: „Pauaer er dejlige dyr at have med at gøre. De er artige og føjelige — og så svarer de aldrig igen!“

Pauaperler

Pauaer kan anvendes til smykker, og de smager godt, men de kan også producere glansfulde perler. Man finder sjældent naturperler i de pauaer der lever i havet. Men man kan fremdyrke perler ved hjælp af en metode som den franske videnskabsmand Louis Boutan udviklede i 1890’erne. Med denne metode kan man dyrke halvkugleformede perler med de samme iøjnefaldende farver som dyrets skal. Hvad går metoden ud på?

En lille kerne placeres i dyret, som regel tre forskellige steder — to i siden og en bagerst. Lidt efter lidt vil dyret begynde at dække disse kerner med flere lag perlemor, som indeholder calciumkarbonat og conchiolin. Efter mindst 18 måneder — og tusindvis af lag — har dyret produceret en lille perle. (Se nedenstående ramme). Det tager op til seks år at udvikle en stor perle. Omkring 1 ud af 50 pauaer vil danne en næsten perfekt perle. Det vil sige en glat, farvestrålende og usædvanlig glansfuld perle.

Det er endnu ikke lykkedes forskere at dyrke en helt rund perle i en paua. Det skyldes at pauaer, i modsætning til østers, har en muskel i maven der får dyret til at spytte noget kugleformet i dets fordøjelsessystem ud igen. Men måske vil en eller anden en dag finde ud af hvordan man kan få en paua til at danne den eftertragtede runde type perle.

Indtil da kan vi fortsat glæde os over alt det som dette alsidige skaldyr kan frembyde — glansfulde smykker, en lækker delikatesse og en smuk, farverig skal. Har vi ikke grund til at være taknemmelige for at Gud har givet os dette herlige, lille dyr? — Jakob 1:17.

[Ramme/​illustration på side 24, 25]

EN SOLID BOLIG

En pauaskal består hovedsagelig af calciumkarbonat. Det er det samme materiale som man laver skrivekridt af. Men en pauaskal er mindst 30 gange stærkere end skrivekridt!

Pauaen henter calciumkarbonat fra havvandet for at danne mikroskopisk tynde lag af perlemor. Disse gør ikke alene skallen utrolig hård, men også farvestrålende og glansfuld. Lagene holdes sammen med en lim kaldet conchiolin som består af protein og sukker. Denne stærke lim er også medvirkende til at gøre overfladen spejlblank.

Det er ikke lykkedes forskerne at fremstille en sådan lim eller at kopiere skallens struktur. Pauaen kan nemlig reparere en hvilken som helst revne i sin skal, og den har mindst fem forskellige mekanismer til at modstå brud. Ja, pauaens underfulde design vidner i høj grad om Guds visdom.

[Kildeangivelse]

© Humann/​gt photo

[Kildeangivelser på side 23]

Øverst til venstre: © K.L. Gowlett-​Holmes; øverst til højre: Marcus Byrne/​Photographers Direct

[Kildeangivelse på side 25]

Silverdale Marine Hatchery, New Zealand