Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Brasiliens indianere — er deres eksistens truet?

Brasiliens indianere — er deres eksistens truet?

Brasiliens indianere — er deres eksistens truet?

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I BRASILIEN

XINGU Nationalpark ligger i den brasilianske delstat Mato Grosso. Den dækker et areal på cirka 27.000 kvadratkilometer — et område næsten på størrelse med Belgien. Nationalparken, hvor der bor omkring 3600 indianere fra 14 forskellige etniske grupper, er en frodig plet midt i det der på satellitbilleder ligner et „gigantisk billiardbord“. De omkringliggende skove er enten blevet brændt ned for at give skovhuggere adgang til træer der udnyttes kommercielt, eller omdannet til græsningsarealer til store kvæghold.

I 1960’erne begyndte den brasilianske regering at oprette reservater til indianerne. Reservaterne, som hovedsagelig ligger i Amazonområdet, udgør cirka 12 procent af Brasiliens landområde. Oprettelsen af reservaterne har bidraget til en overraskende positiv udvikling: For første gang i 500 år er den indianske befolkning i Brasilien i vækst! Man anslår at der nu er omkring 300.000 indianere i landet. Men det er kun en brøkdel af hvad der var af indianere i Brasilien i år 1500, hvor der var mellem to og seks millioner.

I de sidste 500 år „er der sket en rystende demografisk katastrofe af vældige dimensioner,“ som en forfatter udtrykker det. Hvad førte til den drastiske nedgang i det indianske befolkningstal? Og betyder den nuværende vækst i antallet af indianere i Brasilien at de ikke længere er i fare for at uddø?

Hvordan koloniseringen begyndte

I de første 30 år efter at Portugal i 1500 havde taget Brasilien i besiddelse, var brasiltræ — hvis ved indeholder et rødt farvestof — den nye kolonis vigtigste handelsvare. Brasilien fik sit navn efter dette træ. Veddet var en meget efterspurgt vare i Europa, og europæerne fik det i bytte for værdiløse småting.

Så opdagede man at sukkerrør trivedes i det brasilianske klima. Der var dog én ulempe. Sukkerrørsdyrkning var meget slidsomt og ressourcekrævende, og det førte til en stor efterspørgsel efter arbejdere. Kolonisterne behøvede ikke at lede længe for at finde arbejdskraft — der var en stor lokalbefolkning at tage af.

Indianerne gøres til slaver

Indianerne var vant til kun at dyrke det de selv havde brug for. Mændene var som regel fiskere og jægere, og det var dem der udførte det hårde arbejde med at rydde skov. Kvinderne såede, høstede og tilberedte mad. Blandt de intellektuelle i Europa blev indianerne lovprist for deres uselviskhed og tilsyneladende manglende interesse for velstand. Men efter mange kolonisters mening var indianerne bare dovne.

Venligsindede indianere blev opfordret til at flytte hen i nærheden af de portugisiske bosættelser for at arbejde og beskytte befolkningen dér. Det skete ofte på foranledning af jesuitter og andre religiøse ordener, som næppe havde forestillet sig den skadelige virkning denne kontakt ville få for indianerne. Indianernes ret til land og frihed var garanteret ved lov, men i praksis blev de tvunget til at arbejde som slaver for bosætterne. De fik sjældent løn for deres arbejde eller lov til at dyrke deres egen jord.

Den portugisiske krones forsøg på at forbyde slaveriet havde kun begrænset succes. Det lykkedes som regel bosætterne at omgå love mod slavearbejde. I det store og hele blev det betragtet som moralsk acceptabelt at gøre indianere — „fjender“ som var blevet taget til fange i „retfærdige krige“ — til slaver eller at sælge dem som slaver. Indianere som var blevet taget til fange af andre stammer, kunne også købes, eller „løskøbes“, og holdes som slaver.

I sidste ende var det sukkerindustrien der gjorde kolonien til et rentabelt foretagende. Og eftersom sukkerindustrien var afhængig af slaver som arbejdskraft, var den portugisiske krone ofte tvunget til at prioritere hensynet til statsindtægterne højere end samvittigheden.

Kolonial strid — Portugal mod Frankrig og Holland

Konflikter mellem kolonimagterne gik mest ud over indianerne. Franskmændene og hollænderne forsøgte at vriste Brasilien fra Portugal, og de tre kolonimagter kæmpede hver især om at få indianernes støtte. Indianerne forstod ikke at de fremmede magters egentlige hensigt var at overtage deres land. De så konflikterne som en lejlighed til at få hævn over deres egne fjender, nemlig andre indianerstammer, og de lod sig derfor villigt inddrage i de fremmede magters stridigheder. Det er følgende beretning et eksempel på.

Den 10. november 1555 gik en fransk adelsmand ved navn Nicholas de Villegaignon i land i Guanabarabugten (hvor det nuværende Rio de Janeiro ligger). Han byggede et fort og allierede sig med de lokale tamoio-indianere. Portugiserne førte indianere fra tupinambá-folket med sig fra Bahia, og i marts 1560 gik de til angreb på det tilsyneladende uindtagelige fort. Franskmændene flygtede, men de fortsatte med at handle med tamoio-indianerne og at opfordre dem til at bekrige portugiserne. Efter adskillige kampe blev tamoio-indianerne endelig besejret. Det forlyder at 10.000 blev dræbt og 20.000 taget som slaver under blot én af kampene.

Modbydelige sygdomme fra Europa

De indfødte som portugiserne havde den første kontakt med, syntes at have et særdeles godt helbred. Nogle af de første opdagelsesrejsende mente at mange af de ældre indianere var over hundrede år gamle. Men indianerne havde ingen immunitet over for europæiske og afrikanske sygdomme. Det er sandsynligvis denne faktor der mere end noget andet kom til at true indianernes eksistens.

Portugisiske optegnelser er fyldt med forfærdende rapporter om epidemier som medførte en drastisk reduktion af den indianske befolkning. I 1561 blev Portugal ramt af en koppeepidemi som bredte sig tværs over Atlanten, med store lidelser til følge. I et brev dateret den 12. maj 1563 beskrev en jesuit ved navn Leonardo do Vale nogle af epidemiens rædsler i Brasilien: „Det var en form for kopper der var så ækel og ildelugtende at ingen kunne udholde den frygtelige stank som kom fra [ofrene]. Mange døde derfor helt overladt til sig selv, fortæret af orm som voksede i deres koppesår. Ormene formerede sig i deres legeme i en mængde og en størrelse der fyldte alle der så dem, med chok og gru.“

Jesuitter chokeres over forholdene

Noget andet der førte til mange stammers forsvinden, var raceblanding. Bogen Red Gold — The Conquest of the Brazilian Indians siger: „Hverken portugiserne eller de indfødte brasilianere havde noget imod blandede ægteskaber eller parforhold.“ Indianerne betragtede det som et udtryk for gæstfrihed at tilbyde de fremmede deres kvinder, ofte deres egne døtre. Da de første jesuitter ankom til Brasilien i 1549, var de chokerede over det de så. En jesuit ved navn Manoel da Nóbrega sagde med beklagelse: „[Præsterne] fortæller åbent mændene at det er i orden at de lever i synd med de farvede kvinder.“ Han tilføjede: „Bosætterne bruger alle deres indianske kvinder [slaver] som konkubiner.“ Kongen af Portugal fik at vide at en af de portugisiske bosættere havde så mange børn, børnebørn, tipoldebørn og andre efterkommere at man end ikke turde fortælle kongen hvor mange det drejede sig om.

I midten af det 17. århundrede var indianerne på Brasiliens engang så folkerige kystsletter enten blevet udryddet, gjort til slaver eller blevet assimileret som følge af raceblanding. Det samme gjaldt indianerstammer i Amazonområdet.

Efter portugisernes ankomst til Amazonområdet fulgte en tid hvor der nærmest blev drevet jagt på de indfødte ved Amazonflodens nedre løb. Ifølge generalvikaren i Maranhão, Manoel Teixeira, dræbte portugiserne næsten to millioner indianere i Maranhão og Pará på blot nogle få årtier. Tallet var måske overdrevet, men ødelæggelserne og lidelserne var reelle nok. Senere blev områderne omkring Amazonfloden i den indre del af landet også hærget. I midten af det 18. århundrede var den indianske befolkning i hele Amazonområdet på nær nogle få afsidesliggende steder blevet udryddet.

Den udvikling som mange af de afsidesliggende egne i Amazonområdet gennemgik i slutningen af det nittende århundrede og videre i det tyvende, bragte de hvide i kontakt med nogle af de isolerede indianerstammer der havde overlevet. Charles Goodyears opdagelse af vulkaniseringsprocessen i 1839 og den efterfølgende opfindelse af gummidæk førte til en „gummifeber“. Handelsfolk strømmede til Amazonområdet, som var den eneste leverandør af rågummi. Perioden var kendetegnet af en voldsom udnyttelse af indianerne, og deres antal reduceredes yderligere.

Hvordan er det gået i det 20. århundrede?

I 1970 indførte den brasilianske regering et integrationsprogram der indbefattede anlæggelse af veje for at gøre de afsidesliggende områder tilgængelige. Mange af vejene går gennem indiansk område, og det har ført til at indianerne ikke alene er blevet angrebet af prospektorer (folk der søger efter råstoffer), men også af dødelige sygdomme.

Tænk for eksempel på hvad der skete med panarás-indianerne. Denne stamme blev stærkt reduceret som følge af krig og slaveri i det 18. og 19. århundrede. En lille rest flygtede mod nordvest, dybt inde i regnskoven i den nordlige del af Mato Grosso. Men så blev Cuiabá-Santarém-vejen anlagt lige gennem deres land.

Kontakten med de hvide var fatal. I 1975 var der kun 80 medlemmer af denne engang så store stamme tilbage. Panarás-indianerne blev flyttet til Xingu Nationalpark, hvor de forgæves søgte at finde et skovområde der mindede om det de kom fra. Så besluttede de at vende tilbage. Den 1. november 1996 erklærede Brasiliens justitsminister et område på 495.000 hektar for „de indfødtes permanente besiddelse“. Panarás-indianernes eksistens er efter alt at dømme ikke længere truet.

Ser deres fremtid lysere ud?

Kan reservaterne redde de resterende indianske stammer fra at uddø? Som situationen er nu, synes en fuldstændig udryddelse af indianerne i Brasilien ikke at være særlig sandsynlig. Deres landområder rummer imidlertid værdifulde naturressourcer. Det anslås at mineraler såsom guld, platin, diamanter, jern og bly til en værdi af op mod 6 billioner kroner ligger gemt i jorden i Amazônia Legal, som omfatter ni stater i den nordlige og midtvestlige del af Brasilien. Omkring 98 procent af indianernes landområder ligger i denne region. I visse indianske områder foregår der allerede nu ulovlig eftersøgning efter råstoffer.

Historien viser at indianerne altid har været taberne i forholdet til de hvide. De gav guld i bytte for spejle, og brasiltræ i bytte for billig ragelse, og de måtte flygte til afsidesliggende områder i regnskoven for at undgå at blive gjort til slaver. Vil historien gentage sig?

Mange indianere har lært at bruge vore dages teknologiske opfindelser, som for eksempel flyvemaskiner, motorbåde og mobiltelefoner. Men kun tiden vil vise om de også vil kunne klare de andre udfordringer de møder her i det 21. århundrede.

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

■ Xingu Nationalpark

□ Indianerreservater

BRASILIEN

BRASÍLIA

Rio de Janeiro

FRANSK GUYANA

SURINAM

GUYANA

VENEZUELA

COLOMBIA

ECUADOR

PERU

BOLIVIA

PARAGUAY

URUGUAY

[Illustration på side 15]

Indianerne blev brugt som slaver i gummiplantagerne

[Kildeangivelse]

© Jacques Jangoux/​Peter Arnold, Inc.

[Kildeangivelse på side 12]

Ornament: Fra bogen Brazil and the Brazilians, 1857