Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Anslagene mod Guds navn

Anslagene mod Guds navn

 Anslagene mod Guds navn

HANANJA ben Teradion var en jødisk lærd der levede i det 2. århundrede. Han var kendt for at holde offentlige møder hvor han underviste ud fra sefer torah, en bogrulle der indeholdt Toraen, de fem Mosebøger. Hananja var også kendt for at bruge Guds personlige navn og at lære andre om det. I betragtning af at Bibelens fem første bøger indeholder Guds navn mere end 1800 gange, hvordan skulle han da også kunne undervise i Toraen uden at lære andre om Guds navn?

Men Hananja levede på en farefuld tid for jødiske lærde. Ifølge jødiske historikere havde den romerske kejser gjort det forbudt under dødsstraf at undervise i og praktisere jødedom. Til sidst blev Hananja arresteret af romerne. Da han blev anholdt, havde han et eksemplar af sefer torah i hånden. Over for sine anklagere gjorde han det klart at han blot adlød Guds befaling om at undervise andre i Bibelen. Alligevel blev han dømt til døden.

Den dag Hananja skulle henrettes, blev den selv samme bogrulle han havde i hånden da han blev arresteret, viklet om ham. Derefter blev han brændt på bålet. Encyclopaedia Judaica siger: „For at forlænge hans lidelser blev uldtotter som var vædet med vand, lagt over hans hjerte så han ikke kunne få en hurtig død.“ Som en del af straffen blev hans kone også henrettet, og datteren solgt til et bordel.

Det var romerne der stod bag denne brutale henrettelse af Hananja, men ifølge Talmud * blev han straffet med døden på bålet fordi han havde udtalt Guds navn i sin  fulde form. Ja, jøderne betragtede det som en alvorlig overtrædelse at udtale Guds personlige navn.

Det tredje bud

Det var øjensynlig i løbet af det første og andet århundrede efter vor tidsregning at der blandt jøderne opstod en overtroisk frygt for at bruge Guds navn. Ifølge Misjna (en samling rabbinerkommentarer som blev grundlaget for Talmud) vil ’den der udtaler Guds navn som det staves’, ikke få del i det fremtidige jordiske paradis som Gud har lovet.

Hvad var årsagen til dette forbud? Nogle hævder at jøderne syntes at Guds navn var for helligt for ufuldkomne mennesker at udtale. Med tiden holdt man sig endda tilbage fra at skrive navnet. Ifølge én kilde skyldtes det faren for at det materiale som Guds navn var blevet nedskrevet på, kunne blive smidt ud som affald, hvorved det guddommelige navn blev vanhelliget.

Encyclopaedia Judaica siger: „At man undlod at udtale navnet JHWH . . . beroede på en fejlagtig forståelse af det tredje bud.“ Det tredje af de ti bud som Gud gav israelitterne, lyder: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn til noget som er uden værdi, for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn til noget som er uden værdi.“ (2 Mosebog 20:7) Guds forbud mod at bruge hans navn på uretmæssig måde blev altså forvansket til overtro.

Der er selvfølgelig ingen i dag som vil påstå at Gud ønsker at nogen skal brændes på bålet som straf for at have udtalt hans navn. Men inden for jødedommen findes der stadig overtroiske forestillinger om Guds navn. Mange omtaler fortsat tetragrammet som det uudsigelige navn. I visse kredse udtaler man bevidst alle betegnelser der anvendes om Gud, forkert for ikke at forsynde sig mod traditionen. For eksempel bliver Jah, en forkortelse af Guds navn, udtalt som Kah, og halleluja som halleluka. Nogle undlader endda at skrive ordet Gud helt ud idet de erstatter et eller flere af bogstaverne med en tankestreg og skriver for eksempel blot „G-d“.

Yderligere forsøg på at skjule navnet

Det er bestemt ikke kun inden for jødedommen at man har undladt at bruge Guds navn. I år 405 fuldførte Hieronymus, en katolsk præst og sekretær for pave Damasus I, sin oversættelse af hele Bibelen til latin, et værk der senere blev kendt som den latinske Vulgata. Hieronymus brugte ikke Guds navn i sin oversættelse, men fulgte det der var praksis på hans tid, nemlig at erstatte Guds navn med ordene „Herre“ og „Gud“. Den latinske Vulgata blev den første autoriserede katolske bibeloversættelse og dannede grundlag for oversættelser til mange andre sprog.

For eksempel er Douay-oversættelsen, en katolsk oversættelse til engelsk som blev fuldført i 1610, baseret på den latinske Vulgata.  Det er derfor ikke så overraskende at denne bibel helt undlader at bruge Guds navn. Men Douay-oversættelsen var ikke nogen ubetydelig bibeloversættelse. Indtil 1940’erne var denne bibel den eneste autoriserede oversættelse for engelsktalende katolikker. Ja, i mange hundrede år blev Guds navn skjult for millioner af troende katolikker.

Så er der King James-oversættelsen. I 1604 gav Jakob (James) I af England en gruppe lærde den opgave at udarbejde en engelsk oversættelse af Bibelen. Cirka syv år senere udgav de King James-oversættelsen, også kendt som Authorized Version.

Også i dette tilfælde valgte oversætterne at udelade Guds navn, bortset fra nogle få steder. Tetragrammet blev for det meste erstattet med ordet „LORD“ (Herre) eller „GOD“ (Gud). * King James-oversættelsen blev standardbibelen for millioner af mennesker. Opslagsværket World Book Encyclopedia siger at „der i over 200 år efter udgivelsen af King James-oversættelsen ikke blev udarbejdet nogen engelsk oversættelse af Bibelen af betydning. I al den tid var King James-oversættelsen den mest anvendte oversættelse i den engelsktalende verden.“

Her har vi blot omtalt nogle få af de mange bibeloversættelser udgivet i århundredernes løb som helt eller delvis har udeladt Guds navn. Det er intet under at størstedelen af dem der bekender sig som kristne, tøver med at bruge Guds navn eller slet ikke kender det. Gennem årene har nogle bibeloversættere ganske vist brugt Guds navn, men de fleste af disse oversættelser er fra nyere tid og har kun haft begrænset indflydelse på folks almindelige holdning til Guds navn. *

En praksis i modstrid med Guds vilje

At man i udstrakt grad har undladt at bruge Guds navn, skyldes ene og alene at man har fulgt menneskers traditioner, ikke Bibelens lære. Tracey R. Rich, som er en jødisk forsker og forfatteren til internetsiden Judaism 101, siger: „Intet i Toraen forbyder at man udtaler Guds navn. Det fremgår klart af Skriften at det var kutyme at udtale Guds navn.“ Ja, de der tilbad Gud på Bibelens tid, brugte hans navn.

Det er tydeligt at vi ved at kende og bruge Guds navn kommer nærmere den rigtige måde at tilbede Gud på, den som blev praktiseret på Bibelens tid. Det kan blive vores første skridt til at få et personligt forhold til Skaberen, hvilket er langt bedre end blot at vide hvad han hedder. Jehova Gud indbyder os ligefrem til at få et sådant nært forhold til ham. Han inspirerede nedskrivningen af denne varme tilskyndelse: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:8) ’Men,’ spørger du måske, ’hvordan kan vi små mennesker få et fortroligt forhold til den almægtige Gud?’ Det kommer den næste artikel ind på.

[Fodnoter]

^ par. 5 Talmud er en samling af jødiske lovforskrifter og overleveringer og betragtes som et af jødedommens mest hellige og betydningsfulde værker.

^ par. 15 Den danske autoriserede oversættelse af 1931 erstatter Guds navn med „HERREN“, hvorimod oversættelsen af 1992 blot erstatter navnet med „Herren“, undtagen 14 gange hvor det gengives med Jahve.

^ par. 16 De fleste danske bibeloversættelser har også fulgt den praksis helt eller delvis at udelade Guds navn. Der er nogle få undtagelser, deriblandt Michaelis’ oversættelse fra 1785, Kalkars oversættelse fra 1847 og Buhls oversættelse fra 1910.

[Ramme på side 6]

Halleluja

Hvad kommer du til at tænke på når du hører udtrykket „halleluja“? Måske tænker du på Händels „Messias“, et musikalsk mesterværk fra 1700-tallet hvori der indgår det majestætiske Halleluja-kor. Mange danskere kender også julesalmen „Et barn er født i Betlehem“, hvor omkvædet lyder: Halleluja, halleluja! Udtrykket er sikkert velkendt for dig. Måske bruger du det oven i købet selv fra tid til anden. Men ved du hvad det betyder?

Halleluja — En translitterering af det hebraiske udtryk halelu-Jahʹ, som betyder „lovsyng Jah“ eller „I skal lovsynge Jah“.

Jah — Den forkortede form af Guds navn, Jehova, brugt i poetisk stil. Jah forekommer over 50 gange i Bibelen, ofte som en del af det hebraiske udtryk „halleluja“.

[Ramme på side 7]

Guds navn i personnavne

Mange bibelske navne bruges også i dag. I nogle tilfælde indgår Guds navn i den oprindelige hebraiske betydning af disse navne. Her er nogle få eksempler på sådanne navne og deres betydning. Måske er dit navn at finde iblandt dem.

Johanna — „Jehova har været nådig“

Joel — „Jehova er Gud“

Johannes — „Jehova har vist gunst“

Jonatan — „Jehova har givet“

Josef — „Måtte Jah tilføje“ *

Josua — „Jehova er frelse“

[Fodnote]

^ par. 36 „Jah“ er en forkortet form af „Jehova“.

 [Ramme på side 8]

Bibelske betegnelser der anvendes om Gud

I Bibelens hebraiske grundtekst bruges der mange forskellige betegnelser om Gud, som for eksempel den Almægtige, Skaber, Fader og Herre. Men de gange hans personlige navn forekommer, overstiger langt forekomsten af alle andre betegnelser tilsammen. Det er tydeligvis Guds vilje at vi bruger hans navn. Her er en liste over nogle af betegnelserne brugt i De Hebraiske Skrifter. *

Jehova — cirka 7000 gange

Gud — cirka 2600 gange

(Den) Almægtige — cirka 50 gange

Herre — cirka 40 gange

Skaber — 3 gange

Fader — 7 gange

(Den) gamle af dage — 3 gange

Store Lærer — 2 gange

[Fodnote]

^ par. 42 Som de forekommer i Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter, udgivet af Jehovas Vidner.

 [Ramme på side 9]

En Gud der „lader blive“

De lærde er ikke helt enige om betydningen af Guds navn, Jehova. Efter omfattende forskning i emnet er mange dog af den opfattelse at navnet er en form af det hebraiske udsagnsord hawahʹ (at blive), som betyder „han lader (får til at) blive“.

I Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter * gengives Anden Mosebog 3:14, hvor Moses spurgte Gud om hans navn, derfor således: „Så sagde Gud til Moses: ’JEG VIL VÆRE DET SOM JEG VIL VÆRE.’ Og han tilføjede: ’Sådan skal du sige til Israels sønner: „JEG VIL VÆRE har sendt mig til jer.“’“

Denne gengivelse er velvalgt fordi Gud kan lade sig selv blive hvad som helst der måtte være nødvendigt for at hans vilje kan ske — intet kan hindre ham i det. Hans hensigter og løfter bliver altid opfyldt. På en enestående måde lod Gud sig selv blive Skaberen, den der har ubegrænset evne til at forårsage at noget bliver til. Han frembragte det fysiske univers, og han skabte også myriader af åndeskabninger. Ja, Jehova er en Gud der „lader blive“ — der kan og vil gennemføre sin hensigt.

[Fodnote]

^ par. 56 Udgivet af Jehovas Vidner.

[Illustration på side 5]

Et relief som skildrer henrettelsen af Hananja ben Teradion

[Illustrationer på side 8, 9]

Steder hvor Guds navn ses tydeligt:

1. Altertavle i en kirke i Lomborg, Danmark, 17. århundrede

2. Vindue af farvet glas, domkirke i Bern, Schweiz

3. Dødehavsrulle, med gammel- hebraiske skrifttegn, Israel, cirka 30-50 e.v.t.

[Kildeangivelse]

Shrine of the Book, Israel Museum, Jerusalem

4. Svensk mønt, 1600

[Kildeangivelse]

Kungl. Myntkabinettet, Sveriges Ekonomiska Museum

5. Tysk bønnebog, 1770

[Kildeangivelse]

Fra bogen Die Lust der Heiligen an Jehova. Oder: Gebaet-Buch, 1770

6. Sten med inskription, Bayern, Tyskland

7. Mesjastelen, Paris, 830 f.v.t.

[Kildeangivelse]

Musée du Louvre, Paris

8. Maleri i kirkekuppel, Olten, Schweiz