Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Pi-Hakirot

Pi-Hakirot

(Pi-Haʹkirot).

Det sidste sted israelitterne slog lejr før de gik over Det Røde Hav. (4Mo 33:7, 8) Efter at de havde ligget lejret „i Etam ved randen af ørkenen“ (2Mo 13:20), fik Moses af Jehova Gud befaling om at folket skulle „vende om og slå lejr foran Pi-Hakirot mellem Migdol og havet, over for Ba’al-Zefon“. (2Mo 14:1, 2) Det ville ikke være vanskeligt at fastslå hvor Pi-Hakirot lå, hvis man i dag vidste hvor Migdol og Ba’al-Zefon har ligget. Det gør man imidlertid ikke, og de mange forsøg på at forbinde disse navne og navnet Pi-Hakirot med steder langs Ægyptens østlige grænse har ikke givet noget afgørende resultat. Det bedste grundlag for en teori om Pi-Hakirots beliggenhed synes derfor at være andre geografiske forhold der kan udledes af beretningen.

Pi-Hakirot lå nær Det Røde Hav et sted hvor den eneste mulighed for at undslippe de fremrykkende ægyptiske styrker var at flygte gennem selve havet. På det pågældende sted må havet desuden have været tilstrækkelig dybt til at vandet kunne ’kløves’ og danne „en mur“ på begge sider. (2Mo 14:16, 21, 22) Der findes intet sted nord for Suezbugten som opfylder disse betingelser. Mange nutidige forskere går ganske vist ind for en teori om at overgangen foregik i det lavvandede Bittersø-område, der begynder ca. 25 km nord for Suez. Denne teori kræver imidlertid at man enten benægter at overgangen var et mirakel (idet man påstår at israelitterne blot gik gennem et sumpområde), eller at man forestiller sig at Det Røde Havs nordlige del engang strakte sig til Bittersø-området, og at vandet dér var langt dybere dengang, til trods for arkæologiske vidnesbyrd om at vanddybden stort set ikke har ændret sig siden oldtiden.

Det sted som er foreslået af flere forskere i forrige århundrede, synes derfor stadig at være det der bedst opfylder kravene. Pi-Hakirot er øjensynlig et sted på den smalle slette umiddelbart sydøst for Djebel ‛Ataqah, ca. 20 km sydvest for Suez. Israelitterne kan være gået ud fra det forbjerg som i dag hedder Ras ‛Ataqah, og over havbunden til et sted i nærheden af oasen ‛Ayun Musa’ på den modsatte bred. På grund af sandbanker der strækker sig 3 km ud fra hver bred, skråner havbunden jævnt ned fra begge sider i dette område. På det dybeste sted, midt på denne rute, er vandet ca. 15 m dybt. Afstanden fra bred til bred er ca. 10 km, hvilket giver rigelig plads til at de måske tre millioner israelitter kan have været på vej over havbunden samtidig med at Faraos hærstyrker styrede ud i den mirakuløst tilvejebragte passage for at indhente dem. — Se UDGANGEN AF ÆGYPTEN (Ruten man fulgte ved udgangen).

Denne teori stemmer i store træk med den beretning der er overleveret gennem den jødiske historiker Josefus fra det 1. århundrede e.v.t. Ifølge hans beretning var israelitterne ’spærret inde mellem stejle skrænter og havet’ før de gik over Det Røde Hav. (Jewish Antiquities, II, 324 [xv, 3]) At israelitterne ’vendte om’ fra Etam til det ovenfor beskrevne sted, ville også stemme med Jehovas profeti om at Farao ville sige om dem: „De flakker forvirrede om i landet. Ørkenen har lukket dem inde.“ (2Mo 14:3) Dette kan næppe passe på et sted nord for Suez. Hvis Pi-Hakirot lå i nærheden af Djebel ‛Ataqah, har Faraos hære også kunnet vinde hurtigt ind på de flygtende israelitter ad en hyppigt brugt rejserute fra Memfis (der sandsynligvis dengang var Ægyptens hovedstad) til Sinajhalvøen. — 2Mo 14:4-9.

Denne lokalisering af Pi-Hakirot tilfredsstiller de geografiske betingelser, men den må dog kun betragtes som foreløbig indtil den måske senere kan bekræftes.