Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET MARTS 2015

 HOVEDEMNE | JESUS FRELSER OS – FRA HVAD?

Hvorfor vi har behov for at blive frelst

Hvorfor vi har behov for at blive frelst

“Et menneske, født af en kvinde, lever kun kort og mættes af uro. Han bryder frem som en blomst og skæres af, og han flygter som skyggen og bliver ikke stående.” – Job 14:1, 2.

Fra de tidligste tider har vi mennesker drømt om hvor skønt det ville være hvis vi kunne leve evigt uden at blive syge og gamle. Men sørgeligt nok er de barske realiteter: Vi er dødelige. Ovennævnte ord af Job som blev udtalt for mere end tre tusind år siden, gælder stadig.

Ønsket om at leve evigt er stærkt og almindeligt udbredt. Bibelen siger at Gud har lagt evigheden i vores hjerter såvel som et ønske om at forstå hvad den indebærer. (Prædikeren 3:11) Når det er tilfældet, kan man spørge: Er det rimeligt at tro at en kærlig Gud ville indgive os et ønske som vi umuligt kan få opfyldt? Hvis dit svar på det spørgsmål er nej, har du ret. Guds ord kalder døden for en fjende og lover at den ‘vil blive tilintetgjort’. – 1 Korinther 15:26.

Døden er bestemt en fjende. Intet rask menneske som er ved sin fornufts fulde brug, ønsker at dø. Når en fare truer, prøver vi at undgå den, skjule os eller flygte. Når vi bliver syge, bestræber vi os for at blive raske igen. Vi gør alt hvad vi kan, for at undgå situationer eller faktorer der kan forårsage vores død.

Er der grund til at tro at denne gamle fjende vil blive tilintetgjort? Ja, det er der. Jehova Gud skabte ikke menneskene for at de blot skulle leve en kort periode og derefter dø. At menneskene skulle dø, var ikke en del af hans oprindelige hensigt. Det var hans mening at de skulle leve evigt på jorden, og han gennemfører altid det han har sat sig for. – Esajas 55:11.

Men hvordan vil døden blive fjernet? I historiens løb har menneskene kæmpet for at få bugt med døden, men det er ikke lykkedes. Og problemet er der stadig. Videnskaben har fremstillet vacciner og lægemidler som har kunnet bekæmpe visse sygdomme. Man har forsket i levende organismers genetiske opbygning. Og mange steder lever folk i gennemsnit længere i dag end de gjorde for hundrede år siden. Alligevel er døden langtfra besejret. Som Bibelen siger: “Alle vender tilbage til støvet.” – Prædikeren 3:20.

Den gode nyhed består i at vi ikke behøver at sætte vores lid til menneskers visdom for at få løst dette langvarige problem. Jehova Gud har allerede sørget for at vi kan blive udfriet og frelst fra døden, og Jesus Kristus er den centrale skikkelse i denne forbindelse.