Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet  |  November 2014

 EFTERLIGN DERES TRO | JOSEF

„Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet?“

„Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet?“

JOSEF indåndede den tunge, varme luft og kunne fornemme duften af lotusblomster og andre vandplanter. Han var blevet taget med af en karavane af købmænd, der nu var på vej over Nildeltaets enorme lavland. Se for dig hvordan mændene, mens de fører deres kameler langs et vandløb og nu nærmer sig endnu en egyptisk by, fra tid til anden forskrækker en hejre eller en ibis. Josef tænkte igen på sit hjem i Hebrons vindomsuste højland, hundreder af kilometer borte; han var i en anden verden nu.

Forestil dig aber der skriger i toppen af daddelpalmer og figentræer. For Josef lyder det sprog folk omkring ham taler, lige så uforståeligt. Måske har han prøvet at opfange et ord eller to. Han måtte hellere prøve at lære det; han regnede ikke med at han nogen sinde ville komme hjem igen.

Josef var ikke meget andet end en dreng — 17 eller 18 år — og dog stod han over for udfordringer der ville tage modet fra mange granvoksne mænd. Hans egne brødre havde, optændt af jalousi fordi Josef var deres fars yndling, været lige ved at myrde ham. Men i stedet havde de solgt ham til disse købmænd. (1 Mosebog 37:2, 5, 18-28) Nu, efter at have rejst i ugevis, blev købmændene mere og mere opstemte efterhånden som de nærmede sig den store metropol, hvor de håbede at tjene godt på at sælge Josef og deres kostbare varer. Hvordan kunne Josef undgå at synke ned i dyb fortvivlelse og miste modet? Og hvordan kan vi i dag forhindre at udfordringer og modgang ødelægger vores tro? Vi kan lære meget af Josef.

„JEHOVA VAR FORTSAT MED JOSEF“

„Hvad Josef angår, blev han bragt ned til Ægypten, og en hofmand hos Farao, Potifar, øversten for livvagten, en ægypter, købte ham da af ismaelitterne som havde bragt ham derned.“ (1 Mosebog 39:1) Med disse få ord giver Bibelen os en fornemmelse af hvor ydmygende det må have været for denne unge mand at blive solgt videre. Han var degraderet til en handelsvare! Vi kan forestille os hvordan Josef følger efter sin nye herre, en egyptisk hofmand, gennem travle gader med basarer, mod sit nye hjem.

Hjem! Det lignede på ingen måde noget Josef før havde kaldt et hjem. Han var vokset op i en nomadefamilie der boede i telte og ofte flyttede for at tage sig af deres fåreflokke. Her boede velhavende egyptere som Potifar i elegante huse malet i stærke farver. Arkæologer fortæller at oldtidens egyptere holdt af frodige, indhegnede haver med skyggefulde træer og stille damme hvor der kunne vokse papyrus, lotusblomster og andre vandplanter. Nogle huse lå midt i haven og havde søjlegange så man kunne få gavn af brisen, højtsiddende vinduer der gav ventilation, og mange værelser, deriblandt en stor spisesal og opholdsrum til tjenere.

Gjorde denne overdådighed noget stort indtryk på Josef? Næppe. Den dybe følelse af ensomhed har for ham overskygget alt andet. Egypternes  sprog, påklædning og udseende var fremmed for ham, og det var deres religion også. De tilbad en mængde guder, praktiserede okkultisme og øvede magi og var sygeligt fascinerede af døden og livet efter døden. Én ting forhindrede dog Josef i at blive overvældet af ensomhed. Bibelens beretning siger: „Jehova var fortsat med Josef.“ (1 Mosebog 39:2) Josef udøste helt sikkert sit hjerte for sin Gud. Bibelen siger: „Jehova er nær hos alle der kalder på ham.“ (Salme 145:18) Hvad gjorde Josef ellers for at komme nær til sin Gud?

Den unge mand nægtede at lade fortvivlelsen få ham til at give op, og han gik i gang med at udføre sit arbejde så godt han kunne. Jehova kunne af den grund velsigne ham, og Josef fandt yndest i sin nye herres øjne. Potifar lagde mærke til at hans unge tjener blev velsignet af sit folks Gud, og denne velsignelse var uden tvivl årsag til endnu større velstand i egypterens hus. Josef voksede gradvis i sin herres agtelse, og det endte med at Potifar overlod alt i denne dygtige unge mands hænder. — 1 Mosebog 39:3-6.

Josef er et fint eksempel for unge der tjener Gud i dag. Når de er i skole, kan de for eksempel befinde sig i et miljø der føles mærkeligt og fremmed, en verden der er fascineret af det okkulte og har et dystert og negativt syn på fremtiden. Hvis du er i den situation, så husk at Jehova ikke har forandret sig. (Jakob 1:17) Han er fortsat med alle der er loyale mod ham, og som arbejder ihærdigt på at behage ham. Han velsigner dem rigt, og han vil også velsigne dig.

Tilbage i beretningen får vi at vide at Josef blev en voksen og moden mand, og der siges at han „blev smuk af skikkelse og smuk af udseende“. Disse ord antyder at der var fare på færde, for det at være smuk kan ofte give anledning til uønsket og upassende opmærksomhed.

Potifars hustru lagde mærke til den loyale unge Josef

’HAN HØRTE IKKE PÅ HENDE’

Josef satte loyalitet højt; det gjorde Potifars hustru ikke. Vi læser: „Hans herres hustru løftede sine øjne mod Josef og sagde: ’Lig hos mig.’“ (1 Mosebog 39:7) Følte Josef sig fristet til at give efter for denne hedenske kvindes frække tilnærmelser? Bibelen giver os ingen grund til at tro at Josef var immun over for de ønsker og drifter der er normale hos unge mænd, eller at denne kvinde, en velhavende og indflydelsesrig hofmands forkælede kone, ikke var tiltrækkende. Tænkte Josef mon at hans herre aldrig ville opdage det? Lod han sig friste ved tanken om alle de materielle fordele han kunne opnå ved et sådant umoralsk forhold?

 Vi ved selvfølgelig ikke hvilke tanker Josef har gjort sig. Men vi har en tydelig fornemmelse af hvad der boede i hans hjerte. Det skinner klart igennem i hans svar: „Se, min herre har ikke kendskab til noget af det der er hos mig i huset, og alt hvad der er hans har han givet i min hånd. Der er ingen større i dette hus end mig, og han har ikke holdt noget tilbage fra mig, undtagen dig, fordi du er hans hustru. Så hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ (1 Mosebog 39:8, 9) Forestil dig hvordan han med intensitet og overbevisning har sagt disse ord. Alene tanken om at efterkomme hendes ønske smertede ham. Hvorfor?

Som Josef sagde, stolede hans herre på ham. Potifar havde overladt ham alt i sit hus undtagen sin hustru. Hvordan skulle Josef kunne misbruge hans tillid? Han væmmedes ved tanken. Men noget der betød endnu mere for ham, var tanken om at komme til at synde mod sin Gud, Jehova. Josefs forældre havde lært ham meget om loyalitet og Guds syn på ægteskabet. Jehova havde indstiftet det første ægteskab, og han havde gjort sin holdning helt klar. Mand og hustru skulle holde sig til hinanden, „blive ét kød“. (1 Mosebog 2:24) De der forsøgte at bryde et sådant bånd, risikerede at pådrage sig Guds vrede. For de mænd der var lige ved at krænke Abrahams hustru, Josefs oldemor, og Isaks hustru, Josefs farmor, kunne situationen for eksempel let have udviklet sig til en katastrofe. (1 Mosebog 20:1-3; 26:7-11) Den lektie havde Josef lært, og han ønskede at leve efter den.

Potifars hustru brød sig bestemt ikke om det hun hørte. Tænk engang, denne simple træl afviste hende og sagde oven i købet at hendes tilbud var ’noget slet’! Alligevel blev hun ved. Måske blev hendes forfængelighed og stolthed såret, og det gjorde hende endnu mere besluttet på at få Josef til at give efter. Hun viste en indstilling der mindede om Satans da han fristede Jesus. Satans forsøg mislykkedes også, men i stedet for at give op ventede han blot „indtil en bedre tid“. (Lukas 4:13) For at være trofast må man være beslutsom og stå fast. Det var sådan Josef holdt ud. Selvom hun fortsatte „dag efter dag“, gav han ikke efter. ’Han hørte ikke på hende,’ siger Bibelen. (1 Mosebog 39:10) Men Potifars hustru var besluttet på at forføre ham.

Hun udså sig et tidspunkt hvor alle tjenerne var ude af huset. Hun vidste at Josef var nødt til at komme ind i huset for at udføre sit arbejde. Da han kom, stod hun klar. Hun greb fat i hans klædning og plagede ham en sidste gang: „Lig hos mig!“ Josef handlede hurtigt og prøvede at komme fri af hendes greb — men hun holdt fast. Han viklede sig fri af sin klædning og efterlod den hos hende. Og så flygtede han! — 1 Mosebog 39:11, 12.

Det minder os måske om apostlen Paulus’ inspirerede råd: „Flygt fra utugt.“ (1 Korinther 6:18) Josef er et fantastisk eksempel for alle sande kristne! Måske bliver vi tvunget til at være i selskab med nogle der ikke respekterer Guds moralnormer, men det betyder ikke at vi er tvunget til at give efter for deres dårlige påvirkning. Uanset konsekvenserne, må vi flygte.

I Josefs tilfælde var konsekvenserne store. Potifars hustru ville have hævn. Hun begyndte straks at skrige, og det fik de andre tjenere til at komme ind i huset. Hun påstod at Josef havde forsøgt at voldtage hende, og at han var stukket af da hun skreg. Hun havde beholdt klædningen som bevis og ventede nu på at hendes mand kom hjem. Da Potifar vendte tilbage, fortalte hun ham den samme løgn og antydede hermed at det hele var hans skyld fordi han havde bragt denne udlænding ind i deres hjem. Hvordan reagerede Potifar? Vi læser at ’hans vrede blussede op’! Han overgav Josef til fængslet og fik ham spærret inde. — 1 Mosebog 39:13-20.

„MED FODJERN MISHANDLEDE DE HANS FØDDER“

Vi ved kun lidt om hvordan de egyptiske fængsler var dengang. Arkæologer har fundet ruinerne af sådanne fængsler — store fæstningslignende bygninger med celler og fangekældre. Josef omtalte senere sit fangehul med et ord der bogstaveligt kan betyde „cisternen“, hvilket hentyder  til et mørkt og trøstesløst sted. (1 Mosebog 40:15, fodnote) I Salmerne kan vi læse at Josef blev udsat for yderligere lidelser: „Med fodjern mishandlede de hans fødder; hans sjæl blev lagt i jern.“ (Salme 105:17, 18) Egypterne bandt nogle gange deres fanger med bånd som var placeret over albuen og lænket sammen på ryggen; andre gik med et jernbånd om halsen. Det må have været forfærdeligt for Josef at blive mishandlet på denne måde — når han intet havde gjort!

Desuden var der ikke blot tale om et kortvarigt tilbageslag. Beretningen siger: „[Josef] blev så dér i fængselet.“ Han befandt sig i dette forfærdelige fængsel i flere år! * Og Josef vidste ikke om han nogen sinde ville blive løsladt. Hvordan undgik han at miste håbet og blive desperat efterhånden som disse rædselsfulde dage blev til uger og derefter til måneder?

Bibelen kommer med dette trøstende svar: „Jehova var fortsat med Josef og viste ham loyal hengivenhed.“ (1 Mosebog 39:21) Hverken fængselsmure, lænker eller mørke fangehuller kan hindre Jehovas loyale kærlighed i at nå hans tjenere. (Romerne 8:38, 39) Vi kan forestille os hvordan Josef i bøn har givet udtryk for sin fortvivlelse over for sin himmelske Far og så har oplevet den fred som kun „al trøsts Gud“ kan give. (2 Korinther 1:3, 4; Filipperne 4:6, 7) Hvad gjorde Jehova mere for Josef? Vi læser at han lod Josef „finde yndest i fængselsøverstens øjne“.

Fangerne blev åbenbart sat til at arbejde, og igen gjorde Josef noget Jehova kunne velsigne. Han arbejdede hårdt og gjorde sit bedste uanset hvad han blev sat til, og overlod resten til Jehova. Jehova velsignede ham, og Josef opnåede andres tillid og respekt, ganske som i Potifars hus. Beretningen lyder: „Så overgav fængselsøversten alle de fanger som var i fængselet, i Josefs hånd, og med hensyn til alt hvad de gjorde dér, var han den der fik det gjort. Fængselsøversten så ikke efter noget som helst der var i hans hånd, for Jehova var med Josef, og hvad han gjorde lod Jehova lykkes.“ (1 Mosebog 39:22, 23) Det må have trøstet Josef at vide at Jehova tog sig af ham!

Josef arbejdede flittigt i fængslet, og Jehova velsignede ham

Det kan være der også sker noget uventet og katastrofalt i vores liv, måske noget dybt uretfærdigt. Hvis det skulle ske, kan vi lære af Josefs tro. Hvis vi holder os nær til Jehova i bøn, forbliver loyale mod hans bud og gør alt hvad vi kan, for at gøre det der er rigtigt i hans øjne, vil vi give ham noget at velsigne. Som vi skal se i en senere artikel i denne serie, var der i Josefs tilfælde endnu større velsignelser i vente fra Jehova.

^ par. 23 Bibelen viser at Josef var 17 eller 18 år gammel da han kom til Potifars hus, og at han blev der længe nok til at blive en voksen ung mand — måske nogle år. Han var 30 da han blev løsladt fra fængslet. — 1 Mosebog 37:2; 39:6; 41:46.

Lær mere

VAGTTÅRNET

Vil du stole på Gud?

Få den glæde at lære Gud at kende som en god ven.