Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET JUNI 2014

Tre sandhedssøgende mænd i det 16. århundrede — Hvad fandt de?

Tre sandhedssøgende mænd i det 16. århundrede — Hvad fandt de?

„HVAD er sandhed?“ Det var det spørgsmål som Pontius Pilatus, der var romersk landshøvding i Judæa i det første århundrede, stillede Jesus under et forhør. (Johannes 18:38) Pilatus søgte faktisk ikke sandheden. Hans spørgsmål afspejlede snarere hans skeptiske eller kyniske indstilling. For Pilatus var sandhed tilsyneladende bare det en person valgte, eller havde lært, at tro på. I hans øjne var der i virkeligheden ingen måde hvorpå man kunne afgøre hvad der var sandhed. Sådan ser mange også på det i dag.

Kirkegængere i det 16. århundredes Europa stod i et dilemma med hensyn til hvad der var sandhed. Lige fra barnsben havde de lært at de skulle anerkende pavens overhøjhed og kirkens læresætninger, men med reformationens indtog i Europa blev de konfronteret med nye idéer. Hvad skulle de tro på? Hvordan kunne de afgøre hvad der var sandhed?

I den periode var der, blandt mange andre, tre mænd der var fast besluttede på at finde sandheden. * Hvad gjorde de for at skelne mellem hvad der var sandt, og hvad der var falsk? Og hvad fandt de ud af?

„LAD BIBELEN ... ALTID VÆRE HØJESTE AUTORITET“

Wolfgang Capito var en ung mand med en stærk religiøs overbevisning. Efter at have læst medicin, jura og teologi blev han i 1512 sognepræst, og senere kom han i ærkebiskoppen af Mainz’ tjeneste.

I begyndelsen forsøgte Capito at lægge en dæmper på den ildhu hvormed reformatorerne forkyndte et budskab der var i strid med den katolske kirkes dogmer. Men det varede ikke længe før Capito selv blev fortaler for reformer. Når han skulle bedømme forskellige lærepunkter, var det hans opfattelse at „det bedste grundlag hvorpå man kunne vurdere det de forkyndte, var Bibelen, for kun den er pålidelig“, skriver historikeren James M. Kittelson. Capito kom således frem til at kirkens lære om transsubstantiation og tilbedelsen af helgener var ubibelsk. (Se rammen ’ De undersøgte om disse ting forholdt sig således’). I 1523 forlod Capito sin fremtrædende stilling hos ærkebiskoppen og flyttede til  Strasbourg, en højborg for religiøse reformer på den tid.

Capitos hjem i Strasbourg blev et sted hvor religiøse afvigere mødtes og sikkert drøftede mange trosmæssige spørgsmål og bibelske lærepunkter. Mens nogle reformatorer stadig holdt fast ved treenighedslæren, udtrykte Capitos skrifter „forbeholdenhed over for treenighedsdogmet“, oplyser bogen The Radical Reformation. Hvorfor? Den måde hvorpå den spanske teolog Michel Servet henviste til bibeltekster for at modbevise treenighedslæren, havde gjort indtryk på Capito. *

Det kunne få fatale konsekvenser at forkaste treenighedslæren, så Capito var forsigtig med at give sine synspunkter offentligt til kende. Men hans skrifter lader ane at han i sit stille sind satte spørgsmålstegn ved treenighedsdogmet allerede før han mødte Servet. En katolsk præst skrev senere at Capito og hans fæller „fortsatte med at mødes privat og drøfte nogle af de dybeste religiøse mysterier“, og at de „afviste mysteriet om den hellige treenighed“. Hundrede år senere blev Capito opregnet som en af de mest markante skribenter der tog til genmæle imod treenighedslæren.

Wolfgang Capito mente at kirkens største fejl var at den „tilsidesatte Skrifterne“

Capito mente at Bibelen var kilden til sandheden. „Lad Bibelen og Kristi lov altid være højeste autoritet inden for teologien,“ sagde han. Kittelson skriver at Capito „fastholdt at de skolastiske teologers største fejl var at de tilsidesatte Skrifterne“.

En anden der også havde et oprigtigt ønske om at lære sandheden fra Guds ord at kende, var Martin Cellarius (Martin Borrhaus), en ung mand der boede i Capitos hjem i 1526.

„KUNDSKAB OM DEN SANDE GUD“

Titelbladet i Martin Cellarius’ bog De Operibus Dei hvori han sammenlignede kirkens lære med Bibelen

Martin Cellarius, født i 1499, læste teologi og filosofi og fik en stilling som lærer i den tyske by Wittenberg. Eftersom denne by var reformationens vugge, lærte han snart Martin Luther og andre der ønskede at reformere kirkens lære, at kende. Hvad hjalp Cellarius til at skelne mellem det der blot var menneskers opfattelser, og det der var sandheden fra Bibelen?

Ifølge bogen Teaching the Reformation mente Cellarius at den rette forståelse kunne opnås ved „flittig læsning af Skrifterne, ved hyppigt at sammenholde bibelvers med hinanden og ved bøn forenet med anger“. Hvad fandt Cellarius frem til som følge af sin undersøgelse af Bibelen?

I juli 1527 publicerede Cellarius sine betragtninger i en bog med titlen De Operibus Dei (Om Guds gerninger). I den skrev han at kirkens sakramenter, som for eksempel nadveren under hvilken transsubstantiationen siges at finde sted, udelukkende havde symbolsk betydning. Ifølge professor Robin Barnes indeholdt Cellarius’ bog også „en fortolkning af bibelske profetier om en kommende periode med ulykker og lidelser der ville blive efterfulgt af en universel fornyelse og fuldendelse“. — 2 Peter 3:10-13.

Særlig interessante var Cellarius’ korte kommentarer angående Jesu Kristi natur. Selvom Cellarius ikke modsagde treenighedslæren direkte, skelnede han mellem den „himmelske Fader“ og „hans søn Jesus Kristus“, og han skrev at Jesus var en af de mange guder og sønner som den almægtige Gud har. — Johannes 10:34, 35.

I sin bog Antitrinitarian Biography (1850) skrev Robert Wallace at Cellarius’ skrifter ikke fulgte den udlægning af treenighedslæren som var  alment anerkendt i det 16. århundrede. * Adskillige lærde konkluderer derfor at Cellarius må have forkastet treenighedslæren. Han er blevet beskrevet som én af dem Gud har brugt til at „give andre kundskab om den sande Gud og om Kristus“.

HÅBET OM EN GENOPRETTELSE

Omkring år 1527 flyttede også teologen Johannes Campanus til Wittenberg, og han betragtedes som en af datidens største lærde. Til trods for at han befandt sig i de religiøse reformers brændpunkt, blev han i stigende grad utilfreds med Martin Luthers lære. Hvorfor?

Campanus forkastede både læren om transsubstantiation og konsubstantiation. * Ifølge forfatteren André Séguenny mente Campanus at „brødet som substans altid forbliver brød, men at det som sakramente er et symbol på Kristi kød“. Ved religionssamtalerne i Marburg i 1529, et møde der blev holdt for at drøfte netop disse spørgsmål, fik Campanus ikke lov til at fortælle hvad han havde lært fra Bibelen. Efter dette møde undgik de andre reformatorer ethvert samkvem med ham.

I sin bog Restitution satte Johannes Campanus spørgsmålstegn ved treenighedsdogmet

Det der især oprørte reformatorerne, var Campanus’ synspunkter angående Faderen, Sønnen og den hellige ånd. I sin bog Restitution fra 1532 hævdede Campanus at Jesus og hans Fader var to adskilte personer. Han forklarede at Faderen og Sønnen „er ét“ i samme forstand som mand og hustru er „ét kød“ — forenede, men dog stadig to personer. (Johannes 10:30; Mattæus 19:5) Campanus pegede på at Bibelen bruger samme billede til at vise at Faderen har myndighed over Sønnen: „En kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“ — 1 Korinther 11:3.

Hvad så med den hellige ånd? Igen henviste Campanus til Bibelen. Han skrev: „Intetsteds i Bibelen fremføres det at Helligånden er den tredje person ... Guds ånd skal forstås som noget der er virksomt, idet Han forbereder og udfører alt gennem sin åndelige kraft og aktivitet.“ — 1 Mosebog 1:2.

Luther beskyldte Campanus for at være en gudsbespotter og fjende af Guds søn. En anden reformator opfordrede til at Campanus skulle henrettes. Men Campanus lod sig ikke afskrække. Ifølge The Radical Reformation „var Campanus overbevist om at kirkens fald skyldtes at den oprindelige apostolske og bibelske forståelse af Guddommen og af mennesket var gået tabt“.

Det var aldrig Campanus’ hensigt at danne en religiøs gruppe. Han sagde at han forgæves havde søgt sandheden „hos sekterne og alle kætterne“. Det var derfor hans håb at den katolske kirke ville genindføre den sande kristne lære ved en genoprettelse. Senere blev Campanus dog arresteret af katolske myndigheder og kan have tilbragt  hen ved 20 år i fængsel. Nogle historikere mener at han døde omkring 1575.

„FORVIS JER OM ALT“

Et omhyggeligt studium af Bibelen hjalp Capito, Cellarius, Campanus og andre til at skelne mellem det der er sandt, og det der er falsk. Ikke alt hvad disse sandhedssøgende mænd nåede frem til, var helt i harmoni med Bibelen, men de undersøgte den ydmygt og værdsatte de sandheder de fandt.

Apostlen Paulus gav sine trosfæller denne tilskyndelse: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode.“ (1 Thessaloniker 5:21) For at hjælpe dig i din søgen efter sandhed har Jehovas Vidner udgivet en bog med titlen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?

^ par. 4 Se rammen „Lad begge dele vokse sammen indtil høsten“ på side 44 i bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 8 Se artiklen „Michel Servet — Hans ensomme søgen efter sandheden“ i Vågn op! for maj 2006, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 17 Om Cellarius’ brug af ordet „gud“ når det henviser til Kristus, siger bogen: „Det skrives deus, ikke Deus, sidstnævnte anvendes kun om den højeste Gud.“

^ par. 20 Konsubstantiationen er Luthers lære om at Kristi legeme er til stede sammen med brødet og vinen ved Herrens nadver.