Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET APRIL 2014

 BIBELEN FORANDRER FOLKS LIV

De brugte Bibelen til at besvare hvert eneste spørgsmål

De brugte Bibelen til at besvare hvert eneste spørgsmål
  • FØDT: 1950

  • FØDESTED: SPANIEN

  • FORTID: KATOLSK NONNE

MIN BAGGRUND:

Da jeg blev født, havde mine forældre en lille gård i en landsby i Galicien i det nordvestlige Spanien. Jeg var det fjerde barn ud af en børneflok på otte. Der rådede en kærlig atmosfære derhjemme. På det tidspunkt var det almindeligt i Spanien at mindst et af børnene i en familie søgte ind på et præsteseminarium eller gik i kloster. I vores familie var der tre af os børn der gjorde det.

Da jeg var 13 år, sluttede jeg mig til min søster i et nonnekloster i Madrid. Miljøet var koldt og upersonligt. Der var ingen venskaber — kun regler, bønner og askese. Tidligt om morgenen samledes vi i kapellet for at meditere, men ofte tænkte jeg slet ikke på noget som helst. Senere sang vi salmer og holdt messe, alt sammen på latin. Jeg forstod praktisk taget ingenting og følte at Gud var langt borte. Dagene forløb i streng tavshed. Selv når min søster og jeg traf på hinanden, sagde vi blot: „Hil dig, ubesmittede Maria.“ Nonnerne gav os kun lov til at tale sammen en halv time efter måltiderne. Det stod i skarp kontrast til det lykkelige familieliv jeg havde haft derhjemme. Jeg følte mig ensom, og jeg græd ofte.

Selvom jeg aldrig rigtig følte at jeg havde et nært forhold til Gud, aflagde jeg mit ordensløfte og blev nonne som 17-årig. Egentlig gjorde jeg bare hvad man forventede af mig, men inden længe begyndte jeg at tvivle på om jeg rent faktisk havde et kald. Nonnerne sagde ofte at de der nærede en sådan tvivl, ville ende i helvedes flammer! Tvivlen nagede mig dog stadig. Jeg vidste at Jesus Kristus ikke havde holdt sig for sig selv, men havde været travlt optaget af at undervise og hjælpe andre. (Mattæus 4:23-25) Da jeg var tyve år, følte jeg ingen grund til at fortsætte som nonne. Overraskende nok sagde abbedissen til mig at hvis jeg følte at jeg stod ved en korsvej, var det bedst at jeg rejste så hurtigt som muligt. Jeg tror hun var bange for at jeg skulle påvirke de andre. Så jeg forlod klostret.

Da jeg vendte hjem, var mine forældre meget forstående. Men der var intet arbejde at få i landsbyen, så jeg emigrerede  til Vesttyskland, hvor en af mine brødre boede. Han var medlem af en aktiv kommunistisk gruppe bestående af spaniere i eksil. Jeg følte mig godt tilpas blandt disse mennesker, der kæmpede for arbejdernes rettigheder og kvinders ligeberettigelse. Så jeg blev kommunist, og på et tidspunkt giftede jeg mig med et af gruppens medlemmer. Jeg syntes at jeg udrettede noget nyttigt ved at uddele kommunistisk læsestof og gå i protestmarcher.

Med tiden blev jeg dog igen skuffet. Jeg syntes ikke altid at kommunisterne selv praktiserede det de plæderede for. Og i 1971 blev mine betænkeligheder forstærket da nogle unge medlemmer af vores gruppe nedbrændte det spanske konsulat i Frankfurt. De protesterede imod de uretfærdigheder der blev begået i det diktatoriske Spanien. Men jeg mente at det var en forkert måde at udtrykke sin harme og vrede på.

Da jeg fik mit første barn, sagde jeg til min mand at jeg ikke længere ville komme til de kommunistiske møder. Jeg følte mig meget ensom, for ingen af mine tidligere venner besøgte mig efter at jeg havde født. Jeg begyndte at spekulere over meningen med livet. Var det virkelig anstrengelserne værd at forsøge at skabe et bedre samfund?

HVORDAN BIBELEN FORANDREDE MIT LIV:

I 1976 bankede to Jehovas Vidner på vores dør og tilbød mig noget bibelsk læsestof, som jeg tog imod. Anden gang de kom på besøg, bombarderede jeg dem med spørgsmål om uligheden, uretfærdigheden og lidelserne i verden. Det overraskede mig at de brugte Bibelen til at besvare hvert eneste spørgsmål. Jeg sagde ja tak til et bibelstudium.

I første omgang var min interesse kun af intellektuel art. Men det ændrede sig da min mand og jeg begyndte at overvære nogle møder i Jehovas Vidners rigssal. På det tidspunkt havde vi fået endnu et barn. De Jehovas Vidner vi havde kontakt med, var søde at hente os, og de hjalp med at tage sig af vores børn under møderne. Jeg kom til at holde meget af Jehovas Vidner.

Alligevel havde jeg stadig nogle tvivlsspørgsmål. Jeg bestemte mig for at besøge min familie i Spanien. Min onkel, der var præst, søgte at tale mig fra at studere Bibelen. Men de lokale Jehovas Vidner var til stor hjælp for mig. De besvarede mine spørgsmål ud fra Bibelen, ligesom Vidnerne i Tyskland havde gjort. Jeg besluttede at fortsætte med mit bibelstudium når jeg vendte tilbage til Tyskland. Min mand havde ikke lyst til at blive ved med at studere Bibelen, men jeg holdt fast ved min beslutning. I 1978 blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner.

HVORDAN DET HAR GAVNET MIG:

Nøjagtig bibelkundskab har givet mit liv mål og mening og nogle gode normer at leve efter. For eksempel tilskyndes hustruer i Første Petersbrev 3:1-4 til i ’dyb respekt’ at ’underordne sig deres mænd’ og at opdyrke en ’mild ånd der er af stor værdi i Guds øjne’. Sådanne principper har hjulpet mig til at varetage min opgave som hustru og mor.

Det er nu 35 år siden jeg blev et Jehovas Vidne. Jeg er lykkelig for at tjene Gud som en del af en ægte åndelig familie, og jeg glæder mig over at fire af mine fem børn gør det samme.