Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET DECEMBER 2013

 LIVSBERETNING

Jeg gjorde tjenesten for Jehova til min livsgerning

Jeg gjorde tjenesten for Jehova til min livsgerning

Da jeg gik ud af highschool i januar 1937, begyndte jeg at læse på Iowa State University, som ligger i det midtvestlige USA, i nærheden af det sted hvor vi boede. Næsten al min tid gik med at studere og at arbejde for at betale for undervisningen. Lige fra jeg var helt ung, havde høje bygninger og hængebroer haft min store interesse.

I begyndelsen af 1942, kort efter at USA var gået ind i den anden verdenskrig, havde jeg læst i næsten 5 år og manglede blot et par måneder i at færdiggøre min uddannelse som civilingeniør. På det tidspunkt boede jeg sammen med to værelseskammerater. En af dem foreslog at jeg talte med den mand der „besøgte drengene på etagen nedenunder“. Der mødte jeg John O. (Johnny) Brehmer, der var et af Jehovas Vidner. Jeg var meget imponeret over at han kunne finde Bibelens svar på stort set alle spørgsmål. Det førte til at han og jeg begyndte at studere Bibelen sammen på regelmæssig basis, og med tiden fulgtes jeg med ham i forkyndelsen når jeg havde mulighed for det.

Johnnys far, Otto, var blevet et af Jehovas Vidner mens han var direktør i en bank i Walnut, Iowa. Otto sagde sin stilling op for at kunne forkynde på heltidsbasis. Hans og hans families gode eksempel hjalp senere hen mig til at træffe en vigtig beslutning.

EN VIGTIG BESLUTNING

En dag fortalte dekanen på universitetet mig at mine karakterer var blevet dårligere, og at jeg derfor ikke ville kunne bestå min eksamen. Jeg husker at jeg bad inderligt til Jehova om hans ledelse. Kort efter blev jeg kaldt til samtale hos en af de professorer der underviste mig på universitetet. Han fortalte mig at en stilling som ingeniør var blevet slået op, og at han havde taget sig den frihed at tage imod tilbuddet på mine vegne. Jeg takkede professoren, men sagde at jeg var besluttet på at gøre tjenesten for Jehova til min livsgerning. Jeg blev døbt den 17. juni 1942, og kort tid efter blev jeg pioner, som Jehovas Vidners heltidsforkyndere kaldes.

Senere samme år blev jeg indkaldt til militærtjeneste og måtte forklare for udskrivningskommissionen hvorfor min samvittighed ikke tillod mig at gå i krig. Jeg fremviste beedigede skriftlige erklæringer fra universitetsprofessorer der skrev om mine gode karakteregenskaber og færdigheder som ingeniør. Trods disse positive erklæringer endte det med at jeg blev idømt en bøde på 10.000 dollars og en fængselsstraf på fem år, som jeg skulle afsone i Leavenworth, Kansas.

MIT LIV I FÆNGSLET

Fængslet i Leavenworth i dag. Omkring 230 af os afsonede vores fængselsdom dér

Over 230 unge Jehovas Vidner var blevet dømt til at afsone deres straf i dette forbundsfængsel.  Vi blev anbragt i en afdeling hvor man drev landbrug, og vi var under opsyn af adskillige vagter. Nogle af dem kendte til vores kristne neutralitet og var positive over for os.

Et par af vagterne støttede os i vores bestræbelser for at holde regelmæssige møder. De hjalp os også med at få bibelsk litteratur ind i fængslet. Fængselsinspektøren abonnerede endda på bladet Consolation (nu Vågn op!).

MIN LØSLADELSE OG MIN MISSIONÆRTJENESTE

Da jeg havde afsonet tre år af min dom på fem års fængsel, blev jeg løsladt den 16. februar 1946, nogle få måneder efter den anden verdenskrigs ophør. Jeg gik straks i gang igen som pioner. Jeg fik til opgave at vende tilbage til byen Leavenworth. Det gruede jeg for eftersom der var hel del fordom mod Jehovas Vidner dér. Det var svært for mig at få et job jeg kunne leve af, og endnu sværere at finde et sted at bo.

Jeg husker at jeg en dag da jeg var ude at forkynde, mødte en af mine tidligere vagter som råbte: „Kan du så se at forsvinde herfra!“ Da jeg så baseballbattet i hans hånd, gibbede det i mig, og jeg skyndte mig væk. Ved et andet hus sagde en kvinde til mig at jeg skulle vente et øjeblik, hvorefter hun lukkede døren. Pludselig blev der åbnet et vindue på første sal og hældt en kaskade af snavset opvaskevand ned over mig. Jeg havde dog også mange glæder i tjenesten. Senere hørte jeg at nogle af dem jeg havde givet læsestof, var blevet Jehovas Vidner.

I 1943 var der blevet oprettet en missionærskole i den nordlige del af staten New York. Den kom senere til at hedde Vagttårnets Bibelskole Gilead. Jeg blev indbudt til at komme på denne skole, og den 8. februar 1948 udgik jeg fra den tiende klasse. Jeg blev tildelt distrikt på Guldkysten, nu kendt som Ghana.

Da jeg ankom til Guldkysten, var det min opgave at forkynde for embedsmænd og europæere. I weekenderne arbejdede jeg sammen med en menighed og gik i tjenesten med forkynderne. Jeg tog også ud for at besøge isolerede brødre og søstre og oplære dem i forkyndelsen. Derudover var jeg rejsende tilsynsmand i Elfenbenskysten, som støder op til Ghana.

Mens jeg tjente i disse områder, lærte jeg at leve som de indfødte. Jeg sov i lerhytter, spiste med fingrene og ’gik ud et afsides sted’ ligesom israelitterne gjorde i ørkenen. (5 Mosebog 23:12-14)  Det var med til at give mig og de missionærer jeg samarbejdede med, et godt omdømme. Vi oprettede bibelstudier med hustruerne til nogle af de lokale embedsmænd. Når modstandere gav os problemer og fik skaffet en ordre til at inddrage vores visa, lagde disse hustruer pres på deres mænd så ordren blev tilbagekaldt!

Ligesom mange andre missionærer i Afrika fik jeg malaria. Jeg fik kulderystelser og feberanfald som gjorde at jeg talte i vildelse. Nogle gange måtte jeg holde om underkæben så mine tænder ikke klaprede. Men min tjeneste for Jehova bragte mig ikke desto mindre fortsat stor glæde og tilfredshed.

I de første fire år jeg var i Afrika, korresponderede jeg med Eva Hallquist, som jeg havde mødt før jeg forlod USA. Jeg fik at vide at hun skulle udgå fra Gileadskolens 21. klasse den 19. juli 1953. Afslutningshøjtideligheden ville finde sted ved et internationalt stævne på Yankee Stadium i New York. Efter aftale med en skibskaptajn lykkedes det mig at sejle gratis med til USA ved at udføre arbejde om bord.

Efter at have sejlet i 22 dage, undertiden i hård sø, ankom jeg til USA og tog hen for at møde Eva på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn. Dér, på et tag med vid udsigt ud over New Yorks havn og høje bygninger, friede jeg til hende. Senere tog Eva med mig tilbage til Guldkysten.

FAMILIEFORPLIGTELSER

Efter at have tjent sammen med Eva i Afrika i adskillige år fik jeg brev fra min mor, hvori hun skrev at min far havde fået kræft og var døende. Eva og jeg fik orlov fra vores opgave og rejste tilbage til USA. Fars helbred forværredes hurtigt, og inden længe døde han.

Senere, efter at vi havde været i Ghana i næsten fire år, erfarede vi at min mors helbred var blevet meget dårligt. Nogle af vores venner syntes at vi burde rejse hjem for at passe hende. Det var den sværeste beslutning vi nogen sinde havde måttet træffe. Efter 15 års missionærtjeneste, de 11 af dem sammen, vendte vi tilbage til USA.

Med en lokal høvding på Guldkysten, nu Ghana

I årenes løb skiftedes vi til at tage os af min mor, og vi hjalp hende med at komme til møderne når hun kunne klare det. Den 17. januar 1976 døde hun i en alder af 86. Ni år senere blev jeg ramt af et endnu hårdere slag. Eva fik kræft. Vi gjorde hvad vi kunne for at kæmpe mod sygdommen, men til sidst tabte Eva kampen og døde den 4. juni 1985, 70 år gammel.

FLERE FORANDRINGER I MIN LIVSGERNING

I 1988 blev jeg inviteret til indvielsen af det nyligt udvidede afdelingskontor i Ghana. Hvor var det en mindeværdig begivenhed! Da jeg cirka 40 år tidligere ankom til Ghana efter at være udgået fra Gilead, var der kun nogle få hundrede forkyndere. I 1988 var der over 34.000, og i dag er der næsten 114.000!

To år efter mit besøg i Ghana giftede jeg mig med en af Evas nære veninder, Betty Miller, den 6. august 1990. Sammen har vi fortsat gjort tjenesten for Jehova til vores livsgerning. Vi længes efter den dag hvor vi vil få vores bedsteforældre, forældre og Eva at se igen i opstandelsen i Paradiset her på jorden. — Apostelgerninger 24:15.

Jeg får tårer i øjnene når jeg tænker på den store forret det har været at blive brugt af Jehova i tjenesten for ham i over 70 år. Jeg takker ham ofte fordi han har hjulpet mig til at gøre tjenesten for ham til min livsgerning. Selvom jeg er godt oppe i halvfemserne, er Jehova — den største ingeniør i universet — blevet ved med at give mig styrke og mod til fortsat at tjene ham.