Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET OKTOBER 2013

Hvordan påvirkes vi af farver?

Hvordan påvirkes vi af farver?

Når du ser dig omkring, samarbejder dine øjne og din hjerne om at indsamle oplysninger. Du får øje på en frugt og afgør om du vil spise den eller ej. Du kigger op mod himlen og slutter at der ikke kommer regn i dag. Du ser ordene som du nu læser, og opfatter deres betydning. Faktisk bliver du påvirket af farver. Hvordan det?

Farven på den frugt du så, hjælper dig til at bedømme hvor moden og god den er. Himlens og skyernes farver hjælper dig til at bedømme hvordan vejret bliver. Og mens du læser ordene i denne artikel, er farvekontrasten mellem teksten og baggrunden behagelig for dine øjne. Ja, uden at du måske bemærker det, gør du konstant brug af farver for at bearbejde oplysninger om verden omkring dig. Men farver har også indflydelse på dine følelser.

FARVER PÅVIRKER OS FØLELSESMÆSSIGT

Når du går i et supermarked, er du omgivet af mange forskellige slags emballager der er designet til at fange din opmærksomhed. Det er ikke sikkert at du tænker over det, men reklamefolk bruger bevidst farver og farvekombinationer til at appellere helt specifikt til dit køn, din aldersgruppe og dine ønsker. Indretningskonsulenter, tøjdesignere og kunstnere ved også at farver har indflydelse på os følelsesmæssigt.

Opfattelsen af farver er påvirket af vores kultur og skikke. For eksempel forbinder mange mennesker i Asien farven rød med held og lykke og festivitas, mens den i nogle dele af Afrika er sorgens farve. Der er dog visse farver som mennesker uanset deres baggrund reagerer ens på følelsesmæssigt. Lad os se nærmere på tre farver og hvordan de kan påvirke os.

RØD er en meget synlig farve. Rød er ofte forbundet med energi, krig og fare. Denne farve indvirker stærkt på følelserne og kan øge stofskiftet og respirationsfrekvensen og få blodtrykket til at stige.

I Bibelen kommer det hebraiske ord for „rød“ af et ord der betyder „blod“. Bibelen bruger højrød, eller skarlagen, til at male et stærkt billede af en morderisk prostitueret klædt i purpur og skarlagen der rider på „et skarlagenrødt vilddyr som var fuldt af gudsbespottelige navne“. — Åbenbaringen 17:1-6.

GRØN fremkalder en helt anden reaktion end rød gør, for den sænker stofskiftet og virker beroligende. Grøn er ofte forbundet med fred og ro. Vi slapper af når vi ser grønne haver og grønklædte bakker. Ifølge skabelsesberetningen sørgede Gud for græs og grønne planter til menneskene. — 1 Mosebog 1:11, 12, 30.

HVID forbindes ofte med lys, sikkerhed og renlighed. Den forbindes også med godhed, uskyld og renhed. Hvid er den farve der nævnes oftest i Bibelen. I syner er mennesker og engle klædt i hvidt, hvilket skildrer retfærdighed og åndelig renhed. (Johannes 20:12; Åbenbaringen 3:4; 7:9, 13, 14) Hvide heste med ryttere klædt  i hvidt, rent linned symboliserer retfærdig krigsførelse. (Åbenbaringen 19:14) Gud bruger den hvide farve til at understrege at han er villig til at tilgive synder: „Om så jeres synder skulle være som skarlagen, vil de blive gjort hvide som sne.“ — Esajas 1:18.

FARVER HJÆLPER OS TIL AT HUSKE

Bibelens brug af farver viser at Gud forstår hvordan vi mennesker reagerer følelsesmæssigt på farver. Åbenbaringens Bog i Bibelen forudsiger de forhold der råder i verden i dag, deriblandt krig, hungersnød og en for tidlig død som følge af fødevaremangel og sygdom. Og som en hjælp til at huske disse ting beskriver et bemærkelsesværdigt syn nogle ryttere på heste — ikke bare almindelige heste, men heste med hver sin særlige farve.

Den første er en helt hvid hest, som symboliserer Jesu Kristi retfærdige krigsførelse. Den næste er en ildrød hest, der står for krig mellem nationerne. Den efterfølges af en ildevarslende sort hest, som symboliserer hungersnød. Derefter kommer der „en bleggrøn hest; og han som sad på den havde navnet Døden“. (Åbenbaringen 6:1-8) Farven på hver af hestene kan vække en følelse hos os som svarer til det hesten symboliserer. Det er let at huske disse heste i forskellige farver og hvad de lærer os om den tid vi lever på.

Mange steder i Bibelen bruges der farver til at male beskrivende ordbilleder. Ja, Skaberen af lys, farve og det menneskelige øje bruger på mesterlig vis farver som et redskab til at beskrive billeder så de kan forstås og huskes af læseren. Farver hjælper vores hjerne til at indsamle og bearbejde oplysninger. Farver påvirker vores følelser. Farver kan hjælpe os til at huske vigtige begreber. Farver øger vores glæde ved livet og er en fantastisk gave fra vores Skaber!