Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET SEPTEMBER 2013

 LIVSBERETNING

Fattige men åndeligt rige

Fattige men åndeligt rige

Min far og min farfar boede i et ufærdigt hus i Kotjusjani, en lille landsby i den nordlige del af det der i dag hedder Moldova, hvor jeg blev født i december 1939. I begyndelsen af 1930’erne var de blevet Jehovas Vidner. Mor blev også et Jehovas Vidne efter at hun fandt ud af at farfar vidste mere om Bibelen end landsbyens præst.

Da jeg var tre år gammel, blev min far, min farbror og min farfar deporteret til arbejdslejre på grund af deres kristne neutralitet. Kun min far overlevede. I 1947, efter den anden verdenskrig, vendte han hjem med en brækket ryg. Selvom han havde det meget dårligt fysisk, forblev hans tro stærk.

DRAMATISKE FORANDRINGER I VORES LIV

Da jeg var ni, blev vores familie og hundredvis af andre Jehovas Vidner fra Moldova forvist til Sibirien. Den 6. juli 1949 blev vi stuvet sammen i kreaturvogne. Efter 12 dage og en uafbrudt rejse på omkring 6.400 kilometer standsede toget ved stationen i Lebjasje. Lokale embedsmænd stod og ventede på os. Vi blev delt op i små grupper og straks sendt til forskellige dele af området. En lille tom skolebygning blev hjem for vores gruppe. Vi var udmattede og fortvivlede. En ældre kvinde iblandt os nynnede en sang som var skrevet af nogle Jehovas Vidner under den anden verdenskrig. Snart begyndte vi alle at synge med af hele vores hjerte:

„Så mange brødre i eksil langt borte,

sendt både mod nord og mod øst.

For Guds skyld tålte de mange trængsler, umenneskelige pinsler blev deres høst.“

Med tiden kunne vi overvære bibelske møder hver søndag i et hus der lå 13 kilometer fra vores hjem. Ofte tog vi tidligt af sted i de mørke vintermorgener i 40 graders kulde og gik gennem sne der nåede os til livet. Vi var 50 eller flere der mødtes, og vi kunne lige klemme os ind i et lille rum på knap 20 kvadratmeter. Vi begyndte mødet ved at synge en sang eller to eller tre. Så blev der bedt en inderlig bøn, hvorefter vi drøftede bibelske spørgsmål. Det fortsatte en times tid. Dernæst sang vi flere sange og drøftede flere bibelske spørgsmål. Det var nogle meget trosstyrkende stunder!

NYE UDFORDRINGER

Ved togstationen i Djankoy, omkring 1974

I 1960 havde de forviste Jehovas Vidner fået større frihed. Selvom vi var fattige, blev det muligt for mig at rejse til Moldova, hvor jeg mødte Nina, hvis forældre og bedsteforældre også var Jehovas Vidner. Vi blev gift og flyttede tilbage til Sibirien, hvor vores datter, Dina, blev født i 1964 og vores søn, Viktor, i 1966. To år senere flyttede vi til Ukraine og boede i et lille hus i Djankoy, en by der ligger 160 kilometer fra Jalta, på Krimhalvøen.

 På Krim var Jehovas Vidners aktiviteter underlagt forbud, sådan som det stadig var tilfældet i hele det daværende Sovjetunionen. Vores arbejde var dog ikke pålagt strenge begrænsninger, og vi blev ikke direkte forfulgt. Som følge deraf blev nogle af Vidnerne mindre nidkære. De tænkte at nu hvor de havde lidt så meget i Sibirien, var det i orden at bruge en stor del af deres tid og energi på at få det bedre materielt.

SPÆNDENDE FORANDRINGER

Den 27. marts 1991 blev vores arbejde i Sovjetunionen juridisk anerkendt. Man gik straks i gang med at arrangere syv særlige todages stævner forskellige steder i landet. Vi skulle overvære stævnet i Odessa, Ukraine, der skulle begynde den 24. august. Jeg ankom en måned før for at hjælpe til med at gøre det store fodboldstadion klar.

Vi havde nogle lange arbejdsdage, og om natten sov vi ofte på bænkene på stadionet. Grupper af kvindelige Jehovas Vidner gjorde rent i anlægget udenom. Omkring 70 tons affald blev kørt væk. De der arbejdede i logiafdelingen, søgte i hele byen efter logi til de 15.000 delegerede man forventede. Men pludselig fik vi en chokerende nyhed!

Den 19. august — blot fem dage før vores stævne skulle begynde — blev Sovjetunionens daværende præsident, Mikhail Gorbatjov, sat i husarrest mens han var på ferie nær Jalta. Vores tilladelse til at holde stævnet blev annulleret. Delegerede begyndte at ringe til stævnekontoret og spørge: „Hvad skal vi gøre med vores bus- og togreservationer?“ Efter at have bedt nogle inderlige bønner sagde de ansvarlige for stævnet: „Kom alligevel!“

Forberedelserne — og bønnerne — fortsatte. Transportafdelingen tog imod de delegerede som var begyndt at ankomme fra mange dele af Sovjetunionen, og sørgede for at de kom hen til deres logi. Hver formiddag forlod medlemmer af stævnekomitéen deres kontor for at mødes med nogle af byens embedsmænd. Hver aften kom de tilbage uden positivt nyt.

SVAR PÅ VORES BØNNER

Torsdag den 22. august — to dage før stævnet skulle være begyndt — vendte medlemmer af stævnekomitéen tilbage med en god nyhed: Vi havde igen tilladelse til at holde stævnet! Under den indledende sang og bøn var der ingen ende på vores glæde. Da programmet var slut om lørdagen, blev vi til langt ud på aftenen for at snakke og genopfriske gamle venskaber. Her var kristne hvis tro var så stærk at de havde klaret selv de sværeste prøver.

Stævne i Odessa, 1991

I de 22 år der er gået siden dette stævne, har Jehovas Vidner oplevet stor fremgang i Ukraine. Der er blevet bygget rigssale i hele landet, og antallet af forkyndere er steget fra 25.000 i 1991 til over 150.000 i dag!

STADIG ÅNDELIGT RIGE

Vores familie bor stadig i det samme hus i Djankoy, en by der nu har cirka 40.000 indbyggere. Da vi kom hertil fra Sibirien i 1968, var der kun nogle få familier her i byen der var Jehovas Vidner, men i dag er der seks menigheder.

Min familie er også vokset i antal. Vi er nu fire generationer der tjener Jehova — min kone og mig og vores børn, børnebørn og oldebørn.