Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET AUGUST 2013

 EFTERLIGN DERES TRO

Han blev ’bevaret sammen med syv andre’

Han blev ’bevaret sammen med syv andre’

NOA og hans familie krøb tæt sammen mens regnen væltede ned. Forestil dig hvordan omridset af deres skikkelser sås i det blafrende lys fra en olielampe, og hvordan de med store øjne sad og lyttede til vandet der buldrede på taget og slog ind mod arkens sider. Larmen må have været øredøvende.

Da Noa så på sin elskede familie — sin trofaste kone, sine tre stærke og loyale sønner og deres koner — blev hans hjerte sikkert fyldt med taknemmelighed. I denne mørke stund glædede han sig uden tvivl over at alle dem han holdt af, var her hos ham og i god behold. Han har helt sikkert ledet sin familie i en inderlig takkebøn til Gud, idet han hævede stemmen så alle kunne høre ham trods larmen.

Noa var en mand der havde en stærk tro. Det var på grund af Noas tro at hans Gud, Jehova, beskyttede ham og hans familie. (Hebræerne 11:7) Havde de så ikke længere brug for tro da regnen begyndte at falde? Jo, bestemt. De ville få meget brug for at have tro i den vanskelige tid der lå foran dem. Det samme kan siges om os i disse urolige tider. Så lad os se hvad vi kan lære af Noas tro.

„FYRRE DAGE OG FYRRE NÆTTER“

Udenfor fortsatte det med at regne „i fyrre dage og fyrre nætter“. (1 Mosebog 7:4, 11, 12) Vandet steg og steg og steg. Alt imens indså Noa at Jehovas indgriben både sikrede retfærdigheden og standsede ondskaben.

Vandfloden satte en stopper for et oprør der var brudt ud blandt englene. Påvirket af Satans selviske indstilling havde mange engle forladt „deres egen bolig“ i himlen for at leve sammen med jordiske kvinder, hvilket medførte at de fik et bastardafkom der kaldtes nefilim. (Judas 6; 1 Mosebog 6:4) Satan har sikkert frydet sig over dette oprør, for det fremmede fordærvet blandt menneskene, kronen på Jehovas jordiske skaberværk.

Efterhånden som vandet steg, blev de oprørske engle tvunget til at give afkald på deres materialiserede legemer og vende tilbage til åndeverdenen, for aldrig igen at have mulighed for at iføre sig kødelige legemer. De forlod deres hustruer og børn, som døde i vandmasserne sammen med resten af det daværende menneskesamfund.

Lige fra Enoks tid, næsten syv hundrede år tidligere, havde Jehova advaret menneskene om at han ville udslette de onde og ugudelige. (1 Mosebog 5:24; Judas 14, 15) Siden da var menneskenes ondskab blevet værre og værre. De var ved at ødelægge jorden og havde fyldt den med vold. Men nu blev de tilintetgjort. Var det noget Noa og hans familie glædede sig over?

Nej, og det gjorde deres barmhjertige Gud heller ikke. (Ezekiel 33:11) Jehova havde gjort alt for at frelse så mange som muligt. Han havde givet Enok besked på at advare folk, og han havde befalet Noa at bygge arken. Noa og hans familie havde — helt åbenlyst — arbejdet hårdt på dette enorme projekt i flere årtier. Desuden havde Jehova sagt til Noa at han skulle virke som „en forkynder af  retfærdighed“. (2 Peter 2:5) Ligesom Enok advarede Noa om den dom der ville blive eksekveret over menneskene. Hvordan reagerede de? Jesus, som iagttog begivenhederne fra himlen, sagde senere om folk på Noas tid: „De gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort.“ — Mattæus 24:39.

Prøv at forestille dig hvordan det må have været for Noa og hans familie i de første 40 dage efter at Jehova havde lukket døren til arken. Som dagene gik og regnen fortsatte med at tromme på arken, fandt de sikkert en vis rytme i deres dagligdag — de tog sig af hinanden, holdt orden hvor de boede, og passede dyrene i deres indelukker. Men på et tidspunkt begyndte den kæmpestore ark at skælve og ryste. Den bevægede sig! Efterhånden som vandet steg, hævedes arken højere og højere op, og „til sidst var den løftet højt over jorden“. (1 Mosebog 7:17) Hvilken fantastisk demonstration af den almægtige Guds, Jehovas, store magt!

Noa må have været meget taknemmelig — ikke alene fordi han og hans familie var i sikkerhed, men også fordi Jehova barmhjertigt havde brugt dem til at advare de mennesker som omkom uden for arken. I de år de havde arbejdet hårdt, følte de måske at deres anstrengelser ikke bar frugt. Folk var så afvisende. Før Vandfloden havde Noa sandsynligvis brødre, søstre, nevøer og niecer, men ingen ud over hans allernærmeste havde lyttet til ham! (1 Mosebog 5:30) Nu mens disse otte sjæle befandt sig trygt inde i arken, har de sikkert følt sig trøstet ved tanken om at de havde brugt meget tid på at give folk mulighed for at overleve.

Jehova har ikke forandret sig siden Noas tid. (Malakias 3:6) Jesus Kristus sagde at vore dage ville minde meget om „Noas dage“. (Mattæus 24:37) Vi lever på en særlig tid, en tid med mange trængsler som vil ophøre når denne fordærvede verdensordning bliver tilintetgjort. I dag forkynder Guds folk også et advarselsbudskab for alle der vil lytte. Vil du tage imod dette budskab? Hvis du allerede har reageret positivt på dette livreddende budskab, vil du da være med til at forkynde det for andre? Noa og hans familie er et godt eksempel for os alle.

 „BRAGT SIKKERT IGENNEM VANDET“

Mens arken drev rundt på de urolige vandmasser, har de der befandt sig i den, uden tvivl kunnet høre de store bjælkers knirken og knagen. Var Noa bekymret for om arken kunne holde stand mod bølgerne? Nej. Nogle skeptikere i dag tvivler på at arken var sødygtig, men Noa var ikke bekymret. Bibelen siger: „Ved tro byggede Noa ... en ark.“ (Hebræerne 11:7) Tro på hvad? Jehova havde indgået en pagt, en formel aftale, om at føre Noa og alle dem der var sammen med ham, sikkert gennem Vandfloden. (1 Mosebog 6:18, 19) Kunne den der havde skabt universet, Jorden og alt levende på den, ikke sørge for at fartøjet forblev intakt? Selvfølgelig kunne han det! Noa havde derfor al mulig grund til at stole på at Jehova ville holde sit løfte. Noa og hans familie blev da også „bragt sikkert igennem vandet“. — 1 Peter 3:20.

Efter 40 dage og 40 nætter holdt regnen endelig op. Ifølge vores kalender skete det på et tidspunkt i december år 2370 f.v.t. Men familiens ophold i arken var langtfra forbi. Denne ark fyldt med levende skabninger drev ensomt rundt på et hav der dækkede hele jorden, ja, selv bjergenes toppe. (1 Mosebog 7:19, 20) Vi kan forestille os at Noa har fordelt det tungeste arbejde mellem sig og sine sønner, Sem, Kam og Jafet, så alle dyrene kunne blive fodret, passet og plejet. Den Gud der gjorde disse vilde dyr tamme nok til at gå ind i arken, kunne naturligvis også sørge for at de forblev tamme under Vandfloden. *

Det lader til at Noa førte nøjagtige optegnelser, en logbog, over begivenhederne. Heraf fremgår det hvornår regnen begyndte, og hvornår den sluttede. Det fremgår også at jorden var oversvømmet af vand i 150 dage. Til sidst begyndte vandet at synke. En dag lagde arken sig endelig til hvile på „Ararats bjerge“, i vore dages Tyrkiet. Det skete i april 2369 f.v.t. Det var 73 dage senere, i juni, at bjergenes toppe blev synlige. Tre måneder senere, i september, besluttede Noa at fjerne en del af arkens dække, eller tag. Dette hårde arbejde resulterede uden tvivl i at der nu strømmede lys og frisk luft ind. Tidligere var Noa også begyndt at undersøge om det var muligt at forlade arken og bosætte sig udenfor. Først sendte han en ravn ud, som fløj frem og tilbage i nogen tid og måske indimellem satte sig på arken. Så sendte han en due ud, som blev ved med at vende tilbage til ham indtil den endelig fandt et sted hvor den kunne hvile sig. — 1 Mosebog 7:24–8:13.

Noa førte uden tvivl an i familiens tilbedelse af Jehova, også i svære stunder

Noa fokuserede uden tvivl mere på det åndelige end på hverdagens gøremål. Familien har sikkert ofte været samlet for at bede og tale om deres himmelske Far, som beskyttede dem. Hver gang Noa skulle træffe en vigtig beslutning, søgte han hjælp hos Jehova. Selv da han — efter at familien havde tilbragt over et år under trange forhold i arken — kunne se at jorden var „blevet fuldstændig tør“, lod han være med at åbne døren for at føre sin familie og alle dyrene ud. (1 Mosebog 8:14) Han ventede på at få instrukser fra Jehova!

Familieoverhoveder i dag kan lære en hel del af denne trofaste mand. Han havde orden i tingene, han var flittig og tålmodig, og han beskyttede alle der var i hans varetægt. Det vigtigste var dog at han satte Jehova Guds vilje over alt andet. Hvis vi efterligner Noas tro på disse områder, vil vi kunne være til stor gavn for alle dem vi holder af.

„GÅ UD AF ARKEN“

Endelig fik Noa instrukser fra Jehova. „Gå ud af arken,“ sagde han til Noa, „du og din hustru og dine sønner og dine sønners hustruer sammen med dig.“ Lydigt gik familien ud af arken, og dyrene fulgte efter. Hvordan foregik det? Var der vildt kaos? Overhovedet ikke! Beretningen siger at alle dyrene ’gik ud af arken efter deres slægter’. (1 Mosebog 8:15-19) Da Noa og hans familie var kommet udenfor, kunne de indånde den friske bjergluft, kigge ud over Ararats bjerge og foran sig se en fuldstændig renset jord. Borte var nefilim, volden, de oprørske engle og hele det onde menneskesamfund! * Menneskeheden havde nu mulighed for at begynde på en frisk!

 Noa vidste hvad han skulle gøre. Det første han fokuserede på var tilbedelsen af Jehova. Han byggede et alter og tog nogle af de dyr Gud betragtede som rene — og som de havde bragt „syv af hver“ med om bord — og ofrede dem som brændofre til Jehova. (1 Mosebog 7:2; 8:20) Havde Jehova behag i disse ofre?

Bibelen svarer med disse ord: „Jehova fornemmede da en formildende duft.“ Den smerte han havde følt da menneskene fyldte jorden med vold, blev erstattet af en formildende, behagelig følelse da han betragtede denne familie af trofaste tilbedere der var besluttet på at gøre hans vilje. Jehova forventede ikke at de skulle være fuldkomne. Samme vers fortsætter: „Menneskehjertets tilbøjelighed er ond fra ungdommen af.“ (1 Mosebog 8:21) Læg mærke til hvordan Jehova yderligere viste sin tålmodighed og medfølelse.

Jehova ophævede den forbandelse af jorden han havde udtalt efter Adam og Evas oprør. Forbandelsen havde betydet at det havde været meget svært at dyrke jorden. Noas far, Lemek, havde givet sin søn navnet Noa, der sandsynligvis betyder „hvile“ eller „trøst“, og forudsagt at hans søn ville skaffe menneskeheden hvile fra denne forbandelse. Det må have glædet Noa meget da han fandt ud af at han nu ville se den profeti blive opfyldt, og at det ville blive nemmere at dyrke jorden. Intet under at Noa blev landmand! — 1 Mosebog 3:17, 18; 5:28, 29; 9:20.

Noa og hans familie forlod arken og trådte ud på en renset jord

Jehova gav også alle Noas efterkommere nogle klare, enkle love der kunne tjene som en rettesnor for dem i livet — deriblandt et forbud mod mord og misbrug af blod. Gud oprettede desuden en pagt med menneskene og lovede at han aldrig mere ville tilintetgøre alt liv på jorden ved en vandflod. Som et tegn på sit ords pålidelighed lod Jehova for første gang menneskene blive vidne til et fantastisk naturfænomen — regnbuen. Den dag i dag minder hver eneste regnbue os om Jehovas kærlige løfte. — 1 Mosebog 9:1-17.

Hvis beretningen om Noa blot var opdigtet, kunne den meget vel have endt med omtalen af den regnbue. Men Noa har virkelig eksisteret, og hans liv var ikke problemfrit. Dengang var levetiden længere end den er i dag, og denne trofaste mand levede i endnu 350 år, hvor han kom ud for mange sorger og problemer. Ved en lejlighed begik han en alvorlig fejl ved at blive beruset, men sagen blev forværret da hans sønnesøn Kana’an begik en endnu mere alvorlig synd — en synd der fik frygtelige konsekvenser for Kana’ans familie. Noa levede så længe at han kom til at se at hans efterkommere på Nimrods tid dyrkede afguder, øvede vold og begik andre synder. Men lykkeligvis fik Noa også den glæde at se at hans søn Sem var et godt eksempel i tro for sin familie. — 1 Mosebog 9:21-28; 10:8-11; 11:1-11.

Ligesom Noa må vi forblive trofaste. Når nogle omkring os ignorerer den sande Gud, eller holder op med at tjene ham, må vi som Noa forblive på den rette kurs. Jehova sætter stor pris på en sådan trofasthed og udholdenhed. Som Jesus sagde, er det „den der har holdt ud til enden der bliver frelst“. — Mattæus 24:13.

^ par. 17 Nogle har fremsat den tanke at Gud holdt dyrene i en slags dvaletilstand, så deres behov for føde blev nedsat. Uanset hvad holdt han sit løfte og sørgede for at alle i arken var i sikkerhed og blev bevaret i live.

^ par. 22 Vandmasserne udslettede formentlig også ethvert spor af Edens Have. I så fald kunne keruberne der havde vogtet indgangen til haven, vende tilbage til himlen, og deres 1600 år lange opgave ville endelig være fuldført. — 1 Mosebog 3:22-24.