Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet  |  Marts 2013

 HOVEDEMNE: JESU OPSTANDELSE — DENS BETYDNING FOR DIG

Jesu opstandelse — Har den virkelig fundet sted?

Jesu opstandelse — Har den virkelig fundet sted?

DEN græske historiker Herodot, der levede for 2500 år siden, fortalte en historie om sin tids egyptere: „Når de rige ægyptere holder gilde og er færdige med at spise, går en mand rundt med en træfigur, der ligger i en kiste. Den er gerne én eller to alen lang og er ved maling og udskæring bragt til at ligne et lig mest muligt. Den viser han frem for gæsterne én efter én, idet han siger: ’Se på ham! — og drik så og vær glad. Sådan kommer du også til at se ud, når du dør!’“ *

Det var ikke kun egypterne der havde den holdning til livet og døden. I dag er „spis, drik og vær glad“ en kendt talemåde. Hvis det hele slutter når man dør, burde man så ikke virkelig leve livet nu? Og er der nogen grund til at prøve at følge høje normer? Hvis døden er enden på det hele, giver det god mening at leve livet fuldt ud. Det var også det apostelen Paulus gav udtryk for. Med følgende ord beskrev han den indstilling de der ikke tror på opstandelsen, har: „Hvis døde ikke oprejses, så ’lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø’.“ — 1 Korinther 15:32.

Paulus troede naturligvis ikke på at døden betød at man var glemt for evigt. Han var overbevist om at de døde kunne komme til live igen og få mulighed for at leve evigt. Denne overbevisning var funderet på en begivenhed af umådelig betydning, en begivenhed han betragtede som helt igennem troværdig — Jesu Kristi opstandelse. * Hans opstandelse var faktisk den største enkeltstående begivenhed der var med til at styrke troen hos de første kristne.

 Men hvilken betydning har Jesu opstandelse for os? Hvordan kan vi vide om den overhovedet har fundet sted? Lad os se nærmere på de argumenter Paulus fremførte da han skrev til de kristne i Korinth.

HVAD HVIS KRISTUS IKKE VAR BLEVET OPREJST?

Nogle af de kristne i oldtidens Korinth vidste ikke hvad de skulle mene om det, og andre troede slet ikke på en bogstavelig opstandelse. I sit første brev til disse kristne nævnte apostelen hvad det vil indebære hvis der ikke finder en opstandelse sted. Han skrev: „Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves. Desuden bliver vi også fundet som falske vidner om Gud . . . Jeres tro [er] forgæves . . . I [er] stadig i jeres synder. . . . Også de som er sovet ind i døden i samhørighed med Kristus, er gået tabt.“ — 1 Korinther 15:13-18.

„Han [viste] sig for mere end fem hundrede brødre på én gang . . . Derefter viste han sig for Jakob, så for alle apostlene; men til allersidst viste han sig også for mig.“ — 1 Korinther 15:6-8

Paulus indleder med en udtalelse som ikke kan bestrides: Hvis de døde ikke oprejses, så kan Kristus, som døde, heller ikke være blevet oprejst til liv. Hvilke følger ville det få hvis Kristus ikke var blevet oprejst? Forkyndelsen af den gode nyhed ville da være forgæves, et stort svindelnummer. Jesu opstandelse var trods alt et bærende element i den kristne lære fordi den var uløseligt forbundet med nogle af de bibelske grundlærdomme vedrørende Guds suverænitet, hans navn, hans rige og vores frelse. Hvis hans opstandelse ikke havde fundet sted, ville det budskab som Paulus og de andre apostle forkyndte, ikke have været andet end tomme, værdiløse ord.

Dertil kommer at hvis Kristus ikke var blevet oprejst, ville den kristne tro være forgæves, meningsløs, grundlagt på en løgn. Paulus og de andre ville desuden ikke alene have talt usandt om Jesu opstandelse, men også om den de sagde havde oprejst ham, nemlig Jehova Gud. Og påstanden om at Kristus „døde for vore synder“, ville også være usand — for hvis Frelseren ikke selv var blevet frelst fra døden, ville han ikke være i stand til at frelse andre. (1 Korinther 15:3) Det ville betyde at kristne der døde, i nogle tilfælde som martyrer, havde haft et falsk håb om at blive oprejst.

Paulus drog denne konklusion: „Hvis vi alene for dette liv har håbet på Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.“ (1 Korinther 15:19) Paulus havde ligesom andre kristne lidt tab, var blevet udsat for forfølgelse og prøvelser og havde stået ansigt til ansigt med døden fordi han troede på opstandelsen og alt hvad den indbefattede. Hvor formålsløst hvis opstandelsen ikke var andet end en løgn!

HVORFOR MAN KAN TRO PÅ OPSTANDELSEN

Paulus troede bestemt ikke at den kristne tro byggede på en løgn. Han vidste at Jesus var blevet oprejst fra de døde, og han opsummerede vidnesbyrdene for korintherne ved at sige „at Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne; og at han blev begravet, ja, at han er blevet oprejst på den tredje dag ifølge Skrifterne; og at han viste sig for Kefas, så for de tolv.“ * Og så tilføjede han: „Derefter viste han sig for mere end fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste stadig er her, men nogle er sovet ind i døden. Derefter  viste han sig for Jakob, så for alle apostlene; men til allersidst viste han sig også for mig.“ — 1 Korinther 15:3-8.

Med stor overbevisning sagde Paulus at Kristus døde for vores synder, og at han var blevet begravet og oprejst. Hvorfor var Paulus så sikker på det? En af grundene var de mange øjenvidneberetninger. Den opstandne Jesus havde vist sig for enkeltpersoner (deriblandt Paulus selv), for små grupper og endog for en skare på 500, hvoraf mange uden tvivl havde været skeptiske da de hørte nyheden om at Jesus var blevet oprejst. (Lukas 24:1-11) De fleste af disse øjenvidner var stadig i live på Paulus’ tid og kunne bekræfte at Jesus havde vist sig efter at han var blevet oprejst. (1 Korinther 15:6) Udsagn fra et eller to øjenvidner kunne måske let affærdiges, men ikke fra 500 eller flere.

Læg også mærke til at Paulus to gange nævnte at Jesu død, begravelse og opstandelse skete „ifølge Skrifterne“. Disse begivenheder bekræftede at profetierne i De Hebraiske Skrifter om Messias var gået i opfyldelse, hvilket beviste at Jesus virkelig var den lovede Messias.

Trods vidnesbyrd fra øjenvidner og fra Skrifterne er Jesu opstandelse blevet betvivlet af nogle både dengang og nu. Nogle siger at hans legeme blev stjålet af hans disciple, som derefter påstod at de havde været øjenvidner til opstandelsen. Men disciplene havde hverken magt eller indflydelse til at fjerne de romerske vagter der var posteret ved indgangen til graven. Andre hævder at det at Jesus viste sig efter sin opstandelse, i virkeligheden var et synsbedrag. Imod denne teori kan man indvende at Jesus viste sig for mange mennesker ved forskellige lejligheder. Og er det fornuftigt at tro at et synsbedrag ville tilberede og servere fisk, sådan som den opstandne Jesus gjorde  i Galilæa? (Johannes 21:9-14) Ville et synsbedrag i form af en mand opfordre andre til at røre ved sig? — Lukas 24:36-39.

Andre igen påstår at Jesu opstandelse var et svindelnummer som disciplene stod bag. Men hvilket formål skulle det have tjent? At forkynde om opstandelsen udsatte disciplene for latterliggørelse, lidelser og død. Ville de virkelig være villige til at gå så langt for at understøtte en løgn? Desuden aflagde de deres vidnesbyrd i Jerusalem, lige for øjnene af deres fjender som ville bruge ethvert påskud til at få dem dømt.

Opstandelsen var netop det der gav disciplene mod til at aflægge vidnesbyrd om deres Herre trods voldsom forfølgelse. Den blev en central del af den kristne tro. De første kristne satte ikke livet på spil blot for at forkynde om en vís lærer der var blevet myrdet. De var villige til at ofre livet for at forkynde om Jesu opstandelse fordi den beviste at han var Messias, Guds søn, en magtfuld, levende person der både støttede og ledede dem. Jesu opstandelse betød at også de ville blive oprejst fra de døde. Faktisk ville der ikke være nogen kristendom hvis Jesus ikke var blevet oprejst. Ja, hvis Jesu opstandelse ikke havde fundet sted, havde vi måske aldrig hørt om ham.

Men hvilken betydning har Jesu opstandelse for os i dag?

^ par. 3 Herodots Historie, oversat af Thure Hastrup og Leo Hjortsø.

^ par. 5 I bibelsk sprogbrug betyder det græske ord der oversættes med „opstandelse“, bogstaveligt „genopståen“. Deri ligger at et menneske der får livet igen, har den samme identitet, personlighed og de samme minder som da vedkommende døde.

^ par. 13 „De tolv“ er en anden måde at sige „apostlene“ på, selvom der i et stykke tid efter Judas Iskariots død kun var 11. Ved en af de lejligheder hvor Jesus viste sig, kan der højst have været 10 der repræsenterede de 12, eftersom Thomas ikke var til stede. — Johannes 20:24.