Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET MARTS 2013

 LIVSBERETNING

„Jeg så det, men forstod det ikke“

„Jeg så det, men forstod det ikke“

Det var i 1975, da jeg var to år gammel, at min mor for første gang fik mistanke om at der var noget usædvanligt ved mig. Mens hun holdt mig i sine arme, kom en veninde til at tabe en tung genstand på gulvet, og det gav et ordentligt brag. Mor lagde mærke til at jeg ikke så meget som blinkede med øjnene. I treårsalderen kunne jeg stadig ikke tale. Og så fik min familie den chokerende nyhed af lægerne — jeg var totalt døv!

Mine forældre blev skilt da jeg var helt lille, så mor var alene om at sørge for mine to storebrødre, min storesøster og mig. Dengang blev døve børn i Frankrig ikke undervist på samme måde som i dag, og de metoder der blev brugt, voldte undertiden børnene mange sorger og problemer. Men jeg havde fra barnsben en fordel som mange døve ikke har. Lad mig forklare.

Da jeg var omkring fem år

I en lang periode havde mange lærere og pædagoger den opfattelse at døve børn skulle lære at tale og at mundaflæse. I Frankrig hvor jeg voksede op, var det faktisk helt forbudt at bruge tegnsprog i skolen. Nogle døve børn fik endda bundet deres hænder på ryggen i timerne.

I et par år tilbragte jeg hver uge mange timer sammen med en talepædagog. Jeg blev taget om kæben eller hovedet og tvunget til igen og igen at sige nogle lyde som jeg ikke selv kunne høre. Jeg kunne ikke kommunikere med andre børn. Det var en frygtelig tid.

Da jeg var seks år, blev jeg sendt på en kostskole for døve. Det var første gang jeg kom i kontakt med andre døve børn. Også her var tegnsprog forbudt. Hvis vi brugte håndbevægelser i klassen, kunne vi risikere at få et rap over fingrene eller at blive trukket i håret. Alligevel brugte vi i det skjulte et tegnsprog vi selv fandt på. Endelig kunne jeg kommunikere med andre børn. Det var begyndelsen på fire lykkelige år.

Men da jeg var ti, blev jeg flyttet til en skole for hørende børn. Jeg var helt knust! Jeg troede at alle de andre døve børn var døde, og at jeg nu var det eneste døve barn i verden. Min familie havde ikke lært tegnsprog fordi det ifølge lægerne kunne føre til at jeg ikke fik gavn af den taleundervisning jeg havde fået, og jeg måtte ikke komme sammen med døve børn. Jeg husker stadig et besøg hos en hørespecialist som havde en bog om tegnsprog liggende på sit skrivebord. Da jeg så billederne på forsiden, pegede jeg på bogen og sagde: „Den vil jeg have!“ Lægen skyndte sig at gemme bogen. *

JEG BEGYNDER AT LÆRE DE BIBELSKE SANDHEDER AT KENDE

Min mor gjorde hvad hun kunne for at undervise os børn i de kristne principper. Hun tog os med  til Jehovas Vidners møder i Mérignac-menigheden, nær Bordeaux. Som barn forstod jeg ikke ret meget af det der kom frem under møderne. Men nogle skiftedes til at sidde ved siden af mig og skrive notater om det der blev sagt. Deres kærlighed og omsorg rørte mig dybt. Min mor studerede Bibelen sammen med mig derhjemme, men jeg forstod aldrig helt det hun prøvede at lære mig. Jeg havde det lidt som profeten Daniel der efter at have modtaget en profeti af en engel sagde: „Jeg hørte det, men forstod det ikke.“ (Daniel 12:8) For mig var det dog: „Jeg så det, men forstod det ikke.“

Ikke desto mindre lærte jeg lidt efter lidt nogle af de grundlæggende bibelske sandheder at kende. Jeg tog alt det til mig som jeg klart forstod, og prøvede at anvende det i mit liv. Jeg lærte også meget af at betragte andres adfærd. For eksempel siger Bibelen at vi skal være tålmodige. (Jakob 5:7, 8) Jeg vidste ikke hvad der lå i det. Men ved at se hvordan mine trosfæller viste denne egenskab, kunne jeg forstå hvad tålmodighed vil sige. Den kristne menighed har virkelig været til stor gavn for mig.

EN HÅRD PRØVE OG EN SKØN OVERRASKELSE

Stéphane hjalp mig til at forstå Bibelen

Da jeg var teenager, så jeg en dag nogle døve unge på gaden der kommunikerede ved hjælp af tegnsprog. Jeg begyndte i det skjulte at komme sammen med dem og lærte på den måde fransk tegnsprog. Jeg fortsatte med at komme til de kristne møder, hvor en ung forkynder, Stéphane, tog mig under sine vinger. Han gjorde sig store anstrengelser for at kommunikere med mig, og jeg følte mig nært knyttet til ham. Der skete dog noget som slog benene væk under mig. Stéphane kom i fængsel fordi han holdt fast ved sin kristne neutralitet. Mens Stéphane var borte, blev jeg meget nedtrykt og holdt faktisk op med at komme til møderne.

Elleve måneder senere blev Stéphane løsladt og kom hjem. Stor var min overraskelse da han begyndte at kommunikere med mig ved hjælp af tegnsprog. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne! Hvad var der sket? Stéphane havde lært fransk tegnsprog i fængselet. Jeg iagttog Stéphanes håndbevægelser og ansigtsudtryk, og min begejstring voksede ved tanken om hvad alt dette ville betyde for mig.

ENDELIG FORSTÅR JEG SANDHEDEN FRA BIBELEN

Stéphane begyndte at studere Bibelen med mig. Det var fra da af at jeg blev i stand til at se hvordan alt det jeg havde lært ud fra Bibelen, hang sammen. Da jeg var barn, elskede jeg at se på de smukke billeder i vores publikationer. Jeg kiggede på de bibelske personer og undersøgte hver eneste detalje for bedre at kunne huske beretningerne. Jeg havde lært om Abrahams „afkom“ og ’den store skare’, men det var først da jeg fik forklaret disse begreber på tegnsprog at jeg virkelig forstod hvad de betød. (1 Mosebog 22:15-18; Åbenbaringen 7:9) Det var tydeligt at jeg havde fundet mit sprog, det sprog der talte til mit hjerte.

Nu da jeg kunne forstå hvad der blev sagt ved møderne, nåede sandheden mit hjerte, og min tørst efter kundskab voksede. Med Stéphanes hjælp blev min forståelse af Bibelen ved med at vokse, og i 1992 indviede jeg mit liv til Jehova Gud og blev døbt. Men trods de fremskridt jeg havde gjort, var jeg på grund af mangelen på kommunikation i min barndom stadig indadvendt og tilbageholdende.

MIN KAMP MOD GENERTHED

Med tiden blev den lille gruppe af døve som jeg tilhørte, lagt ind under en menighed i Pessac, en forstad til Bordeaux. Det var til stor gavn for mig, og jeg fortsatte med at gøre åndelige fremskridt. Selvom min begrænsede evne til at kommunikere  stadig voldte mig problemer, var mine hørende venner omhyggelige med at sikre sig at jeg forstod alting. Et ægtepar som hedder Gilles og Elodie, gjorde sig særlig store anstrengelser for at kommunikere med mig. De inviterede mig ofte på et måltid mad eller en kop kaffe efter møderne, og vi blev rigtig gode venner. Hvor er det skønt at være blandt mennesker der bestræber sig for at efterligne vores kærlige Gud!

Min kone, Vanessa, er en stor støtte for mig

Det var i denne menighed at jeg mødte en charmerende pige ved navn Vanessa. Jeg blev tiltrukket af hendes finfølelse og retfærdighedssans. Hun betragtede aldrig min døvhed som en barriere, men tværtimod som noget hun kunne lære af. Hun vandt mit hjerte, og vi blev gift i 2005. Kommunikation er stadig ikke min stærke side, men Vanessa har hjulpet mig til at bekæmpe min generthed og være mere udadvendt. Jeg sætter stor pris på at hun støtter mig så jeg kan tage mig af mine ansvarsopgaver.

ENDNU EN GAVE FRA JEHOVA

Det år vi blev gift, inviterede Jehovas Vidners afdelingskontor i Louviers i Frankrig mig til at få en måneds oplæring i oversættelse. I de senere år havde afdelingskontoret gjort en stor indsats for at fremstille publikationer på dvd på fransk tegnsprog. Men med mere arbejde forude havde oversættelsesholdet brug for flere folk. Så jeg blev spurgt om jeg ville komme og hjælpe til.

Jeg holder et bibelsk foredrag på fransk tegnsprog

Både Vanessa og jeg betragtede det som en stor forret og en gave fra Jehova at jeg kunne få lov til at arbejde på afdelingskontoret, men jeg må indrømme at vi var noget bekymrede. Hvad ville der ske med vores tegnsprogsgruppe? Hvad skulle vi gøre med vores hus? Kunne Vanessa finde arbejde i området? På vidunderlig vis sørgede Jehova for at alle disse problemer blev løst. Jeg mærkede virkelig Jehovas kærlighed til os og til dem der er døve.

HJULPET AF ET FORENET FOLK

Efter at være blevet inddraget i oversættelsesarbejdet er det gået op for mig hvor meget der gøres for at sørge for åndelig hjælp til døve. Og det er så dejligt for mig når mine trosfæller prøver at kommunikere med mig. Det varmer mig om hjertet når de forsøger at bruge de få tegn de har lært. Jeg føler mig ikke udenfor — tværtimod. Alle disse udtryk for kærlighed er et tydeligt vidnesbyrd om den fantastiske enhed der er blandt Jehovas folk. — Salme 133:1.

I oversættelsesafdelingen på afdelingskontoret

Jeg er Jehova taknemmelig for at han gennem den kristne menighed altid har sørget for at der var nogen til at hjælpe mig. Jeg føler mig også privilegeret over at have haft en lille andel i at hjælpe andre døve til at lære vores kærlige Skaber at kende og få et nært forhold til ham. Jeg ser frem til den dag hvor alt hvad der hæmmer kommunikationen mellem mennesker, vil være fjernet, og hvor alle som en forenet familie vil tale det ’rene sprog’ — sandheden om Jehova Gud og hans hensigter. — Zefanias 3:9.

^ par. 9 Det var først i 1991 at den franske regering officielt gav tilladelse til at man brugte tegnsprog i undervisningen af døve børn.