Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET FEBRUAR 2013

Hvad er „Judasevangeliet“?

Hvad er „Judasevangeliet“?

I APRIL 2006 bragte aviser verden over den opsigtsvækkende nyhed at et hold forskere ville offentliggøre en nylig fundet gammel tekst med titlen „Judasevangeliet“. Forskerne hævdede ifølge avisartiklerne at denne tekst fuldstændig ville ændre opfattelsen af personen Judas, den discipel der forrådte Jesus. Ifølge forskerne var Judas i virkeligheden en helt, den apostel der forstod Jesus bedst, og den der efter aftale med Jesus overgav ham til hans fjender så han kunne blive henrettet.

Er „Judasevangeliet“ en pålidelig tekst? Hvis det er, åbenbarer det da en hidtil skjult viden om de historiske personer Judas Iskariot og Jesus Kristus og de første kristne? Bør det få indflydelse på vores forståelse af den kristne lære?

OPDAGELSEN AF „JUDASEVANGELIET“

Det er noget usikkert hvordan „Judasevangeliet“ blev fundet. Manuskriptet blev ikke opdaget og dokumenteret af arkæologer, men dukkede pludselig op på antikvitetsmarkedet i slutningen af 1970’erne eller i begyndelsen af 1980’erne. Det blev sandsynligvis fundet i Egypten i 1978 i en tom grav, muligvis inde i en hule. Dokumentet er et af fire separate skrifter samlet i en kodeks (tidligste form af bogen), og det er skrevet på koptisk (et sprog der udviklede sig fra oldegyptisk).

På grund af det tørre klima i Egypten var den læderindbundne kodeks blevet bevaret i hundreder af år, men nu begyndte den at nedbrydes hurtigt. I 1983 fik nogle få forskere lov til at se kodeksen ganske kort, men eftersom der blev forlangt en ublu pris for den, købte de den ikke. Flere års efterladenhed og forkert opbevaring af kodeksen medførte at den blev yderligere nedbrudt. I 2000 blev den købt af en schweizisk antikvitetshandler, som senere overgav den til et internationalt eksperthold. Med støtte fra Maecenas Foundation for Ancient Art og fra National Geographic Society gik holdet i gang med den vanskelige opgave at restaurere og rekonstruere kodeksen, hvoraf visse dele nu blot var fragmenter. Holdet skulle også aldersbestemme kodeksen samt oversætte og fortolke dens indhold.

 En kulstof 14-datering af kodeksen viste at den sandsynligvis var fra det tredje eller fjerde århundrede. Men forskerne havde en formodning om at den koptiske udgave af „Judasevangeliet“ var en oversættelse af en tekst der oprindelig var skrevet på græsk, og som var fra en meget tidligere periode. Hvilken periode er der tale om, og under hvilke omstændigheder blev „Judasevangeliet“ forfattet?

„JUDASEVANGELIET“ — ET GNOSTISK EVANGELIUM

Den første omtale af et værk der kaldes „Judasevangeliet“, findes i skrifter af Irenæus, en biskop i Lyon der levede i slutningen af det 2. århundrede. I sit værk Adversus Haereses (Imod kætterne) skriver Irenæus om en af de mange grupper hvis lære han søgte at bekæmpe: „De påstår at forræderen Judas var velbevandret i disse ting, og at han alene gennemførte forræderiets mysterium fordi han kendte sandheden som ingen andre. På grund af ham blev alle ting, både på jorden og i himmelen, bragt i forvirring. De kommer med en opdigtet historie af denne slags, og de kalder den Judasevangeliet.“

„Det er ikke et evangelium der er skrevet på Judas’ egen tid af en der kendte ham“

Irenæus ønskede især at gøre op med forskellige lærepunkter som blev forfægtet af kristne gnostikere, der hævdede at besidde en særlig kundskab. Gnosticisme er en fællesbetegnelse for nogle forskellige religiøse retninger med hver deres forståelse og fortolkning af den kristne „sandhed“. Gnostikerne fremmede deres lære gennem skrifter som vandt stor udbredelse i det andet århundrede.

I disse gnostiske evangelier blev det ofte hævdet at de fremtrædende af Jesu apostle misforstod hans budskab, og at der var en hemmelig lære som Jesus gav videre, men som kun nogle få udvalgte kunne forstå. * Nogle af gnostikerne mente at den fysiske verden var et fængsel, og at den „skabergud“ der omtales i De Hebraiske Skrifter, derfor var en ringere gud der var imod de forskellige fuldkomne guder. Den der besad sand „kundskab“, forstod denne „hemmelighed“ og ville derfor søge at befri sig for sin fysiske eksistens.

Det er denne opfattelse der afspejles i „Judasevangeliet“. Det indledes med ordene: „Den hemmelige beretning om den afsløring, som Jesus talte med Judas om i en uge tre dage førend han fejrede påske.“ *

Var denne kodeks den samme tekst som Irenæus havde skrevet om, og som man i århundreder antog var gået tabt? Marvin Meyer, der var med på det første hold som analyserede og oversatte kodeksen, siger at Irenæus’ „korte beskrivelse stemmer godt overens med den foreliggende koptiske tekst der kaldes Judasevangeliet“.

JUDASSKIKKELSEN SKABER DEBAT BLANDT DE LÆRDE

Ifølge „Judasevangeliet“ ler Jesus hånligt ad sine disciple når de røber deres manglende viden. Men Judas er den eneste af de 12 apostle der forstår Jesu sande natur, og derfor er det kun Judas som Jesus indvier i „kongedømmets mysterier“.

Den første rekonstruktion af teksten foretaget af ekspertholdet var stærkt påvirket af Irenæus’ beskrivelse af evangeliet. I deres oversættelse bliver Judas fremhævet af Jesus som den eneste discipel der ville forstå mysterierne og være i stand til at ’gå hen’ til ’kongedømmet’. De vildledte apostle ville udnævne en der skulle erstatte Judas, men han ville så blive den „trettende ånd“ som ville „overgå dem alle [de andre disciple]“. Judas ville få en bedre belønning end de andre disciple fordi han havde hjulpet Jesus til at blive befriet for sit kødelige legeme.

 Kendte forfattere som for eksempel Bart Ehrman og Elaine Pagels, der forsker i den tidlige kristendom og gnosticisme, udgav hurtigt deres egne analyser af og kommentarer til „Judasevangeliet“ der i alt væsentligt lå tæt op ad den rekonstruktion og oversættelse af teksten som det første hold havde foretaget. Men kort efter lød der kritiske røster fra andre forskere, deriblandt April DeConick og Birger Pearson. De hævdede at National Geographic Society havde fremskyndet offentliggørelsen af det gamle manuskript blot for at få stor mediebevågenhed. Desuden var den normale akademiske procedure der omfatter grundig analyse og fagfællebedømmelse før udgivelsen, ikke blevet fulgt, eftersom holdet skulle underskrive såkaldte hemmeligholdelsesaftaler.

Ingen af de forskere der har analyseret denne tekst, hævder at den indeholder nøjagtige historiske oplysninger

DeConick og Pearson arbejdede uafhængigt af hinanden men konkluderede begge at nogle af de vigtigste afsnit af den ufuldstændige kodeks var blevet oversat forkert af de forrige forskere. Ifølge DeConicks rekonstruktion af teksten kalder Jesus Judas den „trettende dæmon“, ikke den „trettende ånd“. * Jesus siger også helt utvetydigt til Judas at han ikke vil ’gå hen’ til ’kongedømmet’. Og i stedet for at få en bedre belønning end de andre disciple, ville Judas blive straffet hårdt for at have dræbt Jesus. Efter DeConicks mening er „Judasevangeliet“ en gnostisk parodi fra oldtiden som håner alle apostlene. DeConicks og Pearsons endelige konklusion er at den Judas der omtales i „Judasevangeliet“, ikke er nogen helt.

HVAD KAN VI LÆRE AF „JUDASEVANGELIET“?

Ingen af de forskere der har analyseret denne tekst — hverken de der betragter Judas som en helt, eller de der betragter ham som en dæmon — hævder at den indeholder nøjagtige historiske oplysninger. Bart Ehrman forklarer: „Det er ikke et evangelium der er skrevet af Judas, ikke engang af en der hævder at være Judas. . . . Det er ikke et evangelium der er skrevet på Judas’ egen tid af en der kendte ham . . . Det er derfor ikke en bog der vil give os ny viden om hvad der rent faktisk skete i Jesu levetid.“

„Judasevangeliet“ er en gnostisk tekst som oprindelig blev skrevet på græsk i det andet århundrede. Hvorvidt dette nylig fundne håndskrift er identisk med den tekst Irenæus henviste til, er stadig et åbent spørgsmål blandt forskerne. Ikke desto mindre giver „Judasevangeliet“ os et godt indblik i den periode hvor kristendommen var blevet opdelt i mange forskellige rivaliserende sekter med hver deres lærepunkter. I stedet for at modsige Bibelen bekræfter „Judasevangeliet“ i realiteten advarsler fra apostlene. I Apostelgerninger 20:29, 30 sagde Paulus for eksempel: ’Jeg ved at der efter min bortgang skal fremstå mænd fra jer selv som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.’

^ par. 11 Disse evangelier er ofte opkaldt efter dem der mentes at have en bedre forståelse af Jesu sande lære, sådan som det er tilfældet med „Thomasevangeliet“ og „Mariaevangeliet“. Alt i alt har man identificeret omkring 30 sådanne oldtidsskrifter.

^ par. 12 Ifølge Paul John Frandsens oversættelse.

^ par. 18 Forskere som antager at Judas i denne tekst er en dæmon — en der kendte Jesu identitet bedre end de andre disciple — har givet udtryk for at det stemmer med at dæmonerne i de bibelske evangelieberetninger gav udtryk for den korrekte opfattelse af hvem Jesus var. — Markus 3:11; 5:7.