Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET JANUAR 2013

 EFTERLIGN DERES TRO

’Han taler endnu, skønt han er død’

’Han taler endnu, skønt han er død’

ABEL så på sin fåreflok der gik og græssede fredeligt på en bjergskråning. Måske lod han blikket glide hen til et sted længere borte, forbi fårene, hvor han kunne skimte et svagt lys. Han vidste at derude var der et flammende sværdblad som uden ophør vendte sig i alle retninger og spærrede vejen til Edens Have. Engang havde hans forældre boet der, men hverken de eller deres børn kunne gå derind nu. Prøv at forestille dig hvordan Abels hår bevægede sig let i den sene eftermiddagsbrise mens han retter blikket opad og tænker på sin Skaber. Ville bruddet mellem Gud og mennesker nogen sinde blive helet? Dette var Abels største ønske.

Abel taler til dig i dag. Kan du høre ham? ’Det er umuligt,’ tænker du måske. Abel, Adams næstældste søn, døde jo for længe siden. Hans jordiske rester er for længst forsvundet, blandet med næsten seks årtusinders jord og støv. Bibelen siger om de døde: ’De ved slet ingenting.’ (Prædikeren 9:5, 10) Desuden indeholder Bibelen ikke et eneste ord som Abel har sagt. Så hvordan kan han tale til os?

Gud inspirerede apostelen Paulus til at skrive følgende om Abel: „Ved den taler han endnu, skønt han er død.“ (Hebræerne 11:4) Hvad er det Abel taler „ved“? Det er ved sin tro. Abel var det første menneske nogen sinde som opdyrkede tro. Han lagde så stor tro for dagen at vi selv i dag kan lære af hans eksempel. Hvis vi lærer af Abels tro og søger at efterligne den, taler beretningen om ham til os på en meget levende og virkningsfuld måde.

Men hvad kan vi lære af Abel og hans tro når der står så lidt om ham i Bibelen? Lad os se.

ABELS OPVÆKST DA VERDEN VAR UNG

Abel blev født kort tid efter menneskehedens begyndelse. Jesus forbandt senere Abel med „verdens grundlæggelse“. (Lukas 11:50, 51) Jesus sigtede tydeligvis til den menneskeverden som har håb om at blive genløst fra synd. Selvom Abel var det fjerde menneske på jorden, var han tilsyneladende den første som Gud fandt værdig til at blive genløst. * Abel fik altså ikke den bedste påvirkning under sin opvækst.

Til trods for at verden var ung, befandt menneskene sig allerede i en sørgelig situation. Abels forældre, Adam og Eva, var sandsynligvis smukke og dynamiske. Men de havde begået en stor fejltagelse, og det vidste de godt. De havde engang været fuldkomne og haft udsigt til at leve evigt, men de gjorde oprør mod Jehova Gud og blev bortvist fra deres paradisiske hjem i Edens Have. Fordi de prioriterede deres egne ønsker højere end alt andet — endog hensynet til deres børn — mistede de fuldkommenheden og det evige liv. — 1 Mosebog 2:15–3:24.

Nu hvor Adam og Eva var forvist til et liv uden for haven, var deres tilværelse hård og besværlig.  Alligevel gav de deres første søn navnet Kain, „noget der er frembragt [bragt til verden]“, og Eva sagde: „Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.“ Hendes ord antyder at hun måske har tænkt på det løfte Jehova gav i haven, om at en kvinde ville frembringe et „afkom“ der en dag ville tilintetgøre den onde som havde ført Adam og Eva på afveje. (1 Mosebog 3:15; 4:1) Forestillede Eva sig at hun var kvinden i profetien, og at Kain var det lovede „afkom“?

Hvis det er tilfældet, så tog hun grundigt fejl. Og hvis hun og Adam havde indgivet Kain den slags tanker under hans opvækst, ville det bestemt ikke have modvirket hans ufuldkomne menneskelige stolthed. Med tiden fik Eva endnu en søn, men vi finder ingen storladne udtalelser om ham. De gav ham navnet Abel, som muligvis betyder „pust“, eller „tomhed“. (1 Mosebog 4:2) Kan valget af det navn fortolkes som om de havde færre forventninger til Abel, som om de havde færre forhåbninger til ham end til Kain? Det kan vi kun gisne om.

Uanset hvordan det forholder sig, kan forældre i dag lære meget af det første forældrepar. Kunne I med det I siger og gør, komme til at fremme jeres børns stolthed, ærgerrighed og selviskhed? Eller vil I lære dem at elske Jehova Gud og blive hans ven? Sørgeligt nok forsømte det første forældrepar at leve op til deres ansvar. Alligevel var der håb for deres børn.

HVAD DER HJALP ABEL TIL AT FÅ TRO

Under de to drenges opvækst har Adam sikkert lært dem at udføre arbejde der var nødvendigt for at familien kunne klare sig. Kain dyrkede jorden, og Abel vogtede får.

Men Abel gjorde noget der var endnu vigtigere. I årenes løb opdyrkede han en stærk tro, den smukke egenskab Paulus senere skrev om. Dette er bemærkelsesværdigt, for Abel havde ikke noget menneske han kunne bruge som forbillede. Hvordan fik han så tro på Jehova Gud? Lad os se på tre ting som kan have dannet grundlag for Abels tro.

Jehovas skaberværk.

Det er sandt at Jehova havde forbandet jorden så der var torne og tidsler som gjorde det besværligt at dyrke den. Alligevel frembragte jorden rigeligt med føde som Abels familie kunne leve af. Og der hvilede ingen forbandelse over dyrene; heller ikke over bjergene, søerne, floderne og havene eller over himmelen, skyerne, solen, månen og stjernerne. Overalt så Abel vidnesbyrd om at den der har skabt alting, Jehova Gud, er meget kærlig, vís og god. (Romerne 1:20) Når Abel grundede over skaberværket og Guds egenskaber, blev hans tro styrket.

Abels liv som hyrde gav ham rig mulighed for at grunde over åndelige spørgsmål, for som hyrde skulle han gå meget. Han måtte føre de skikkelige dyr over bjerge, gennem dale og over floder, mens han hele tiden var på udkig efter det grønneste græs, de bedste vandhuller og de bedst beskyttede  hvilesteder. Af alle Guds skabninger så får ud til at være nogle af de mest hjælpeløse, som om de var skabt til at mennesker skulle lede og beskytte dem. Forstod Abel at han også havde brug for at blive ledet og beskyttet af en som er langt visere og mægtigere end noget menneske? Han gav uden tvivl udtryk for mange af den slags tanker i sine bønner, og som følge heraf fortsatte hans tro med at vokse.

Ved at betragte skaberværket fik Abel et solidt grundlag for at tro på en kærlig Skaber

Jehovas løfter.

Adam og Eva må have fortalt deres sønner om det der var gået forud for at de var blevet drevet ud af Edens Have. Abel havde derfor meget at fundere over.

Jehova sagde at jorden skulle være forbandet. Abel kunne tydeligt se de torne og tidsler som var en opfyldelse af disse ord. Jehova forudsagde også at graviditeter og fødsler ville indebære smerter for Eva. Abel har uden tvivl lagt mærke til dette efterhånden som hans søskende kom til verden. Jehova forudså at Eva ville føle et overdrevent behov for sin mands kærlighed og opmærksomhed, og at Adam ville herske over hende. Også dette sørgelige forhold var Abel vidne til. I alt dette kunne Abel se at Jehovas udtalelser var fuldstændig pålidelige. Derfor havde Abel nogle meget gode grunde til at tro på Guds løfte om et „afkom“ der en dag ville rette op på det der begyndte at gå galt i Eden. — 1 Mosebog 3:15-19.

Jehovas tjenere.

Abel havde ingen gode forbilleder blandt menneskene, men dengang var mennesker ikke de eneste fornuftbegavede skabninger på jorden. Da Adam og Eva blev udvist af Edens Have, sørgede Jehova for at hverken de eller deres efterkommere kunne få adgang til dette jordiske paradis. Til at vogte indgangen anbragte Jehova keruber — meget højtstående engle — og et flammende sværdblad som uophørligt vendte sig i alle retninger. — 1 Mosebog 3:24.

Forestil dig hvordan Abel som dreng har set disse keruber. Deres materialiserede skikkelser har sikkert udstrålet stor kraft og magt. Og det flammende sværd der hele tiden roterede, var også ærefrygtindgydende. Oplevede Abel nogen sinde i løbet af sin opvækst at disse keruber kedede sig eller forlod deres post? Nej. Dag og nat og år efter år blev disse fornuftbegavede, mægtige skabninger stående på deres tildelte plads. På den måde fandt Abel ud af at Jehova Gud havde retfærdige og trofaste tjenere. Hos disse keruber så Abel en form for loyalitet og lydighed over for Jehova som han ikke oplevede i sin egen familie. Englenes eksempel var uden tvivl med til at styrke hans tro.

Gennem hele sit liv kunne Abel se at keruberne var trofaste og lydige tjenere for Jehova

Ved at meditere over alt det Jehova havde åbenbaret om sig selv gennem skaberværket, sine løfter og sine tjeneres eksempel, blev Abels tro stærkere og stærkere. Vi kan tydeligvis lære meget af Abels eksempel. Især for unge kan det være opmuntrende at vide at de kan få ægte tro på Jehova Gud uanset hvad andre i deres familie vælger at gøre. Skaberværkets undere, det at vi har hele Bibelen til vores rådighed, og det eksempel vi har i mange trofaste tjenere for Jehova, giver os et godt grundlag for at opbygge vores tro i dag.

HVORFOR ABELS OFFERGAVE VAR BEDRE

Efterhånden som Abels tro på Jehova blev stærkere, fik han lyst til at finde en måde han kunne vise denne tro på i handling. Men han var bare et menneske; hvad kunne han give den der havde skabt hele universet? Gud havde jo ikke behov for at få gaver eller hjælp fra mennesker. Med tiden forstod Abel en dyb sandhed: Hvis han, med det rette motiv, gav sin kærlige himmelske Far, Jehova, det bedste han havde, ville det glæde Ham.

Abel traf derfor forberedelse til at ofre nogle får fra sin hjord. Han „bragte nogle af sin hjords førstefødte, ja af deres fede stykker“. (1 Mosebog 4:4) Også Kain søgte at opnå Guds velsignelse og gunst og traf derfor forberedelse til at bringe et offer af sin afgrøde. Men han havde ikke de samme motiver som Abel. Forskellen kom tydeligt frem da brødrene frembar deres offergaver.

Abel bragte sit offer i tro; det gjorde Kain ikke

Begge Adams sønner kan have brugt altre og ild da de bragte deres ofre, og måske bragte de dem i  nærheden af keruberne, som var de eneste på jorden der repræsenterede Jehova på det tidspunkt. Hvordan reagerede Jehova? Der står videre: „Jehova . . . så velvilligt til Abel og hans offergave.“ Hvordan Gud viste sin godkendelse, siger beretningen ikke noget om. Men hvorfor så han velvilligt til Abel?

Var det på grund af selve offergaven? Abel ofrede jo et levende dyr og udgød dets dyrebare blod. Vidste Abel hvor værdifuld en sådan offergave ville være? Mange hundrede år senere brugte Gud ofringen af et fejlfrit lam til at skildre ofringen af sin egen fuldkomne søn, „Guds lam“, hvis uskyldige blod ville blive udgydt. (Johannes 1:29; 2 Mosebog 12:5-7) Men der var helt sikkert mange ting i den forbindelse som Abel ikke havde kendskab til eller forstod.

Det vi med sikkerhed ved, er at Abel ofrede det allerbedste han havde. Jehova så ikke kun velvilligt på offergaven, men også på Abel. Abels handling var motiveret af hans kærlighed til Jehova og hans oprigtige tro på ham.

Med Kain forholdt det sig anderledes. Jehova ’så ikke velvilligt til Kain og hans offergave’. (1 Mosebog 4:5) Der var ikke noget galt med selve offergaven; Guds lov tillod senere at man bragte ofre af jordens afgrøder. (3 Mosebog 6:14, 15) Men Bibelen siger om Kain at ’hans gerninger var onde’. (1 Johannes 3:12) Ligesom mange i dag troede Kain åbenbart at det var nok at vise en ydre form for gudhengivenhed. Hans handlinger afslørede hurtigt at han ikke havde ægte tro på eller kærlighed til Jehova.

Da Kain fandt ud af at han ikke havde Jehovas velvilje, prøvede han da at lære af Abels eksempel? Nej. Han blev optændt af had mod sin bror. Jehova kunne se hvad der foregik i Kains hjerte, og han ræsonnerede tålmodigt med ham. Gud advarede Kain om at han var i fare for at begå en alvorlig synd, og sagde til ham at der kunne ’finde en opløftelse sted’ hvis han ændrede indstilling. — 1 Mosebog 4:6, 7.

Kain ignorerede Guds advarsel. Han spurgte sin tillidsfulde lillebror om de skulle gå en tur ud på marken. Dér overfaldt han ham og myrdede ham. (1 Mosebog 4:8) I en vis forstand blev Abel således det første offer for religiøs forfølgelse, den første martyr. Han er død, men beretningen om ham taler stadig til os.

I overført betydning råbte Abels blod til Jehova om hævn, eller retfærdighed. Og Jehova sørgede for at retfærdigheden skete fyldest idet han straffede den onde Kain for den forbrydelse han havde begået. (1 Mosebog 4:9-12) Men endnu vigtigere er det at beretningen om Abels tro taler til os i dag. Hans levetid — måske på omkring 100 år — var kort i forhold til hvor lang tid man levede dengang, men han brugte sit liv på en god måde. Han døde i bevidstheden om at hans himmelske Far, Jehova, elskede og godkendte ham. (Hebræerne 11:4) Vi kan derfor have tillid til at han er gemt i Jehovas ubegrænsede hukommelse og vil blive oprejst til liv i et jordisk paradis. (Johannes 5:28, 29) Vil du være der så du kan møde ham? Det vil du hvis du er besluttet på at lytte til Abel der ’taler endnu’, og at efterligne hans stærke tro.

^ par. 8 Udtrykket „verdens grundlæggelse“ indeholder tanken om „nedkastning (nedlæggelse) af sæd“, altså forplantning, så det har at gøre med de allerførste børn der blev født. Men hvorfor var det Abel som Jesus forbandt med „verdens grundlæggelse“, og ikke Kain, som var det første menneske der blev født? Kains valg og handlinger viste at han helt bevidst gjorde oprør mod Jehova Gud. Det tyder på at Kain, ligesom sine forældre, ikke vil få gavn af genløsningen og blive oprejst til liv.