Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET DECEMBER 2012

„Historien lyver ikke“

„Historien lyver ikke“

Den 14. juni 2007 udgav Det Estiske Postvæsen et nyt frimærke, som ses her til højre. Hvad anledningen var, fremgår af følgende ledsagende tekst: „Dette souvenirark med frimærker er udgivet til minde om ofrene for det stalinistiske folkemord på estiske borgere.“ I årene 1941 til 1951 blev titusinder af estere tvangsfjernet fra deres hjem og deporteret til Sibirien.

„HISTORIEN lyver ikke.“ Dette er en velkendt talemåde såvel i Estland som i andre lande. Nej, vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan lære af den. Den vise kong Salomon i det gamle Israel sagde: „Alt dette har jeg set når jeg tænkte over det der sker i denne verden, en verden hvor nogle har magt og andre må lide under det.“ — Prædikeren 8:9, Today’s English Version.

At denne udtalelse i Bibelen er sand, fik man en bekræftelse på for år tilbage i Estland og andre lande i Østeuropa. Mennesker som havde magt, bragte lidelser over utallige uskyldige mennesker, som blev deporteret til fjerne egne, hvor de blev tvunget til at bosætte sig eller blev anbragt i arbejdslejre.

Ifølge lokale historikere blev over 46.000 civile deporteret fra dette lille land i årene 1941 til 1951. For de flestes vedkommende skyldtes det deres politiske tilhørsforhold; for andres vedkommende deres nationalitet eller sociale status. For Jehovas Vidners vedkommende var grunden deres religiøse overbevisning.

Et angreb på gudfrygtige mennesker

I en rapport udgivet af Tartu University Press siger historikeren Aigi Rahi-Tamm: „Fra 1948 til 1951 blev 72 Jehovas Vidner arresteret, blandt dem også nogle som ikke officielt var tilsluttet dem. Men en langt større deportation var planlagt og blev effektueret natten mellem den 1. og 2. april 1951, ikke blot i De Baltiske Lande, men også i Moldova, det vestlige Ukraine og Hviderusland.“

Før 1951 blev Jehovas Vidner i Estland udsat for arrestationer, psykisk pres, forhør og fængslinger. Denne nye deportationskampagne var åbenbart et storstilet forsøg på helt at udrydde Jehovas Vidner i Estland.

Datoen den 1. april 1951 står på det ovennævnte frimærke. Tallet 382, som også står på frimærket, er det antal Jehovas Vidner og deres børn som blev deporteret den dag. Tallet inkluderer nogle slægtninge og naboer som ikke var Jehovas Vidner. Der blev foretaget arrestationer over hele landet i løbet af den dag. Om aftenen blev de arresterede  — gamle som unge — stuvet sammen i kreaturvogne der blev hægtet på tog der skulle til Sibirien.

Ella Toom

Et af de Jehovas Vidner der blev sendt med dette tog, var Ella Toom, * der dengang var 25 år. Et typisk forhør, fortæller hun, foregik på denne måde: „En officer prøvede at skræmme mig og forlangte at jeg skulle holde op med at forkynde. Én gang sagde han: ’Vil du gerne leve? Eller vil du gerne dø med din Gud på Sibiriens sletter?’“ Men Ella fortsatte frygtløst med at forkynde den gode nyhed. Hun blev sendt til Sibirien og blev flyttet fra den ene arbejdslejr til den anden i løbet af næsten seks år.

Blandt de hundreder der blev deporteret uden at have været stillet for en dommer, var der en anden ung kvinde, et af Jehovas Vidner ved navn Hiisi Lember. Om begivenhederne den 1. april 1951 fortæller hun: „De kom uventet om natten, vækkede os og sagde kommanderende: ’I har en halv time. Pak jeres ting!’“ I ly af mørket blev hun og hendes seksårige datter ført til jernbanestationen. Det raslende tog kørte fra station til station og samlede flere Jehovas Vidner op. „Vi blev stuvet ind i en kreaturvogn. Heldigvis var kreaturernes gødning frossen; ellers havde det været vanskeligt at holde sig oprejst. Vi var som dyr der var læsset på en vogn.“

Togrejsen tog to uger og var udmattende og traumatisk. Vognene var overfyldte og uhumske. Unge som ældre blev krænket og ydmyget på enhver måde. Nogle græd og ville ikke spise. Men Vidnerne hjalp og opmuntrede hinanden ved at synge sange til Guds pris og dele deres mad med hinanden. De blev sendt til et „permanent opholdssted“ og fik at vide at der ikke var tale om nogen „returbillet“.

Hiisi Lember og hendes datter, Maaja

Hiisi husker den kærlige støtte hun fik af trosfæller på denne skrækkelige tur: „Ved en station holdt vores tog ved siden af et tog fra Moldova. Gennem vognens ydervæg hørte vi en mand spørge hvem vi var, og hvor vi skulle hen. Vi svarede at vi ikke vidste hvor vi skulle hen, og at vi var Jehovas Vidner fra Estland. Nogle Jehovas Vidner i toget fra Moldova hørte samtalen. Gennem en åbning i vognen kastede de et stort brød og nogle svesker ind til os.“ Hun tilføjer: „Da begyndte vi at fatte omfanget af razziaen mod Jehovas Vidner — vi var blevet samlet sammen fra alle de sovjetiske republikker.“

To teenagepiger, Corinna og hendes søster, Ene, var skilt fra deres mor i mere end seks år. Moderen, som også var et af Jehovas Vidner, var blevet arresteret tidligere og sendt til en arbejdslejr. Denne ulyksalige aprilnat var de to piger blevet hentet i deres hjem og gennet ind i en kreaturvogn. Corinna husker med taknemmelighed at der med toget var en mor med to børn, også et af Jehovas Vidner, og denne kvinde lovede at hun ville tage sig af dem, og at de kunne blive sammen som en familie.

Hvad skete der da de nåede frem til deres bestemmelsessted? Dagen efter at de var nået ud i den kolde sibiriske ødemark, begyndte  et ydmygende „slavemarked“. Fra de nærliggende kollektiver kom der mænd for at udvælge arbejdere til deres gårde. Corinna fortæller: „Vi hørte dem skændes indbyrdes. En sagde: ’Du har allerede en som kan køre din traktor. Det er min tur til at få en.’ Eller: ’Jeg har allerede fået to gamle. Du må også tage nogle af de gamle.’“

Ene og hendes søster, Corinna

Corinna og Ene var tapre. De sagde senere: „Vi savnede vores mor meget, og hvor vi dog længtes efter at mærke hendes arme omkring os igen!“ Men alligevel bevarede de deres åndelige styrke og humoristiske sans. Corinna tilføjer: „På en måde var det godt at mor ikke så os, for somme tider måtte vi arbejde ude i den bitre kulde uden nok tøj på.“

Det er helt sikkert at uskyldige mennesker i Estland og andre steder har været udsat for stor uretfærdighed, og blandt dem er Jehovas Vidner. (Se rammen „Et ufatteligt ’omfang af rædsler’“). Men trods disse strabadser og lidelser i fortiden er Jehovas Vidner i Estland stadig aktive og glade mennesker.

En lys fremtid ligger forude

Bibelen forsikrer os om at Jehova Gud hader uretfærdighed. Der siges: „Enhver der gør dette, enhver der øver uret, er en vederstyggelighed for Jehova din Gud.“ (5 Mosebog 25:16) Selvom Gud i tidligere tider har tolereret ondskab og ugudelighed, vil den tid snart komme da han gør ende på al uretfærdighed. „Om kort tid,“ siger salmisten, „da er den ugudelige ikke mere; og du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke. Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:10, 11.

Ja, en lys fremtid vinker forude! Selvom vi ikke kan ændre fortiden, kan vi gøre noget for at sikre vores fremtid. Kom nær til Gud, og se hvordan du kan komme til at opleve den vidunderlige tid da der vil råde sand retfærdighed på jorden. — Esajas 11:9.

^ par. 10 Ella Tooms livsberetning kan læses i Vågn op! for april 2006, side 20-24.