Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET DECEMBER 2012

 Et brev fra Benin

Hvad har jeg rodet mig ud i?

Hvad har jeg rodet mig ud i?

DET var en helt almindelig formiddag i Vestafrika. Luften var fyldt med en duft af ris og simrende gryderetter. Kvinder gik forbi balancerende med utrolige byrder på hovedet, og lyden af hjertelig latter blandede sig med stemmerne fra heftig købslåen. Snart var alt badet i solens blændende hvide lys.

Da nogle børn fik øje på en hvid person, en Yovo, stemte de i med den sædvanlige sang og dansede. Sangen begyndte med: „Yovo, Yovo, bon soir!“ og sluttede med ordene: „Hvad med en skilling for vores optræden?“ Jeg lagde mærke til en dreng der ikke sang med. Han fulgte efter mig og begyndte at gestikulere med sine hænder. Det lignede tegnsprog. I USA havde jeg lært at stave på amerikansk tegnsprog (ASL), men Benin er et fransktalende land.

På tegnsprog stavede jeg mig møjsommeligt igennem de otte bogstaver som mit navn består af. Drengen lyste op i et stort smil. Han greb min hånd og førte mig gennem nogle snævre gader til sit hjem, en typisk betonbygning med to værelser. Hans familie samlede sig omkring os. Alle brugte tegnsprog. Hvad skulle jeg gøre? Jeg fortalte på tegnsprog hvad jeg hed, og skrev derefter på en seddel at jeg var missionær og lærte andre om Bibelen, og at jeg ville vende tilbage. Nogle af naboerne, som kunne høre, sluttede sig til os og nikkede anerkendende. ’Hvad har jeg rodet mig ud i?’ tænkte jeg.

Hjemme igen spekulerede jeg over om der mon ikke var nogen der kunne hjælpe disse mennesker til at lære om Guds løfte: „De døves ører lukkes op.“ (Esajas 35:5) En nylig optælling viste at der var mindst 12.000 døve og hørehæmmede i Benin. Jeg gjorde store øjne da jeg opdagede at det var ASL, og ikke fransk tegnsprog, der blev brugt i døveskoler. Men det var meget trist at finde ud af at ingen Jehovas Vidner i landet kunne ASL. Med et suk sagde jeg til et af de lokale Vidner: „Hvor ville jeg dog ønske at nogle der kunne amerikansk tegnsprog, ville komme og hjælpe.“ Hun svarede: „Du er her da!“ Og hun havde jo helt ret! Jeg bestilte alle de dvd’er på amerikansk tegnsprog som Jehovas Vidner har udgivet, samt en kursusbog. Mine bønner om hjælp blev besvaret da en trosfælle  der var god til ASL, flyttede fra Cameroun til Benin.

Det rygtedes efterhånden hvad jeg var i gang med. Jeg fik et tip om at jeg skulle besøge Brice, en skiltemaler. I det varme og fugtige klima var der dejlig luftigt i hans værksted, som bestod af sammensyede palmeblade. Væggene var regnbuefarvede af flere års farvesprøjt fra rensning af pensler. Brice børstede støvet af nogle taburetter og stirrede på mig, som for at sige at han ventede på at jeg skulle begynde. Jeg satte en dvd i min bærbare afspiller, og han rykkede sin taburet nærmere den lille skærm. „Jeg forstår! Jeg forstår!“ sagde han på tegnsprog. Børn fra nabolaget samledes og strakte hals for at se med. En af dem udbrød: „Hvorfor ser de en film uden lyd på?“

Hver gang jeg besøgte Brice, voksede klyngen af mennesker omkring skærmen. Inden længe begyndte Brice og andre at komme til vores kristne møder. Det at jeg skulle tolke for dem, gjorde at jeg blev bedre til tegnsprog. Efterhånden som gruppen blev større, blev jeg ligefrem opsøgt af nogle der ville vide mere. Jeg husker en dag hvor min bil hostede og spruttede i protest over at jeg ramte huller i vejen i et forsøg på at undvige de omstrejfende geder og grise. Pludselig lød der en høj lyd fra bilens bagende. ’Åh nej, er den nu brudt sammen igen?’ tænkte jeg. Men det var den ikke. Det var derimod en døv mand der løb efter bilen og forsøgte at fange min opmærksomhed. Den bedste måde han kunne gøre det på, var ved at hamre på bilen!

Også i andre byer blev der oprettet tegnsprogsgrupper. Første gang noget af programmet ved vores årlige områdestævne skulle tolkes til tegnsprog, var jeg blandt dem der blev bedt om at tolke. Da jeg stod på podiet og ventede på at taleren skulle begynde, gik mine tanker et kort øjeblik tilbage til dengang jeg tog fat på min tildelte opgave. Ofte spurgte jeg mig selv: ’Hvad mere kan jeg gøre som missionær i Afrika?’ Jeg så ud over forsamlingen og vidste at jeg havde fundet svaret — være en missionær der hjælper døve. Nu stiller jeg ikke længere mig selv spørgsmålet: ’Hvad har jeg rodet mig ud i?’