Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet  |  November 2012

Livet på Bibelens tid — Hyrden

Livet på Bibelens tid — Hyrden

„Som en hyrde vil han passe sin flok. Med sin arm vil han samle lammene; og i sin favn vil han bære dem.“ — ESAJAS 40:11.

HYRDER omtales ofte i Bibelen, lige fra Første Mosebog til Åbenbaringen. (1 Mosebog 4:2; Åbenbaringen 12:5) Fremtrædende personer som Abraham, Moses og kong David var hyrder. Som salmist har David smukt beskrevet hvad der kendetegner en god hyrde og hans opgave. Og i en salme der tilskrives Asaf, omtales David som hyrde for Guds folk i fortiden. — Salme 78:70-72.

Senere, på Jesu tid, var der stadig mange der arbejdede som hyrder. Jesus omtalte sig selv som „den rigtige hyrde“ og brugte egenskaberne hos en god hyrde i sine illustrationer når han underviste andre. (Johannes 10:2-4, 11) Selv den almægtige Gud, Jehova, kaldes billedligt for en „hyrde“. — Esajas 40:10, 11; Salme 23:1-4.

Hvilke dyr skulle en hyrde passe på Bibelens tid? Hvad indebar hans arbejde? Og hvad kan vi lære af det?

Får og geder

Hyrderne i det gamle Israel arbejdede sandsynligvis blandt andet med får af racen karakulfår, som har kraftige fedthaler og en tæt og tyk pels. Vædderen har horn, men det har hunfåret ikke. Disse dyr er føjelige og lette at lede, og de er helt forsvarsløse over for rovdyr og andre farer.

 Hyrderne passede også geder. Disse geder var enten sorte eller brune. De fik let deres lange ører revet på tornede buske når de klatrede rundt og græssede i det buskads der voksede på klippefyldte bjergsider.

Det var hele tiden en udfordring for hyrden at lære fårene og gederne at adlyde hans ordrer. Men en god hyrde havde stor tålmodighed med og omsorg for sine dyr og gav dem endda navne som de reagerede på. — Johannes 10:14, 16.

Hyrdens årstider

Om foråret kunne hyrden hver dag føre sin hjord fra en fold i nærheden af sit hjem ud til de friske, grønne græsgange lige omkring landsbyen. På denne årstid voksede hjorden med de nye lam og kid. Dette var også tiden da vinterulden blev klippet af fårene, og det var en begivenhed der blev fejret.

Hvis en mand i landsbyen kun ejede få får, kunne han leje en hyrde til at passe denne lille hjord sammen med en anden hjord. Lejede hyrder havde ry for at vise mindre omsorg for andres får end for deres egne. — Johannes 10:12, 13.

Når markerne i nærheden af landsbyen var blevet høstet, lod hyrden sine får græsse på nye skud og på det korn der lå tilbage mellem stubbene. Når sommervarmen satte ind, flyttede hyrderne deres hjorde til højereliggende, køligere græsgange. I dagevis arbejdede og sov hyrderne udendørs, idet de om dagen lod hjorden græsse på de stejle skråninger og om natten vogtede de åbne fårefolde. Undertiden skaffede en hyrde fårene ly for natten i en hule, hvor de ville være beskyttet mod sjakaler og hyæner. Hvis en hyænes hylen i nattemørket skulle skræmme fårene, kunne hyrdens rolige stemme dæmpe deres frygt.

Hver aften talte hyrden sine får og undersøgte om de var syge eller var kommet til skade. Om morgenen kaldte han på dem, og de fulgte ham til græsgangen. (Johannes 10:3, 4) Ved middagstid førte hyrderne deres hjorde til steder med køligt vand hvor de kunne drikke. Når søer og bække tørrede ud, førte hyrderne dyrene til en brønd og trak vand op til dem.

I sidste del af den tørre tid kunne hyrden måske flytte sin hjord ned i dalene eller til kystsletterne. Når den kolde efterårsregn  begyndte, bragte han dyrene hjem så de kunne overvintre indendørs, for de ville ikke kunne overleve vinterens sne og hagl og kraftige regn. Fra november til foråret lod hyrderne ikke deres hjorde græsse udendørs.

Tøj og redskaber

Hyrdens tøj var enkelt men robust. Som værn mod regn og nattekulde havde han måske en kappe af fåreskind med ulden indad. Inderst bar han en tunika. Sandaler beskyttede hans fødder mod skarpe klipper og tornede vækster, og han viklede et stykke klæde af uld om hovedet.

Hyrdens redskaber omfattede almindeligvis følgende: En taske af stof eller læder til medbragt mad som brød, oliven, tørret frugt og ost; et respektindgydende våben bestående af en stav på omkring en meter med skarpe sten indlejret i den tykke ende; en kniv; en stok som han kunne støtte sig til når han gik eller klatrede; en beholder med drikkevand; en sammenklappelig læderspand til at trække vand op med fra dybe brønde; en slynge som han brugte enten til at kaste sten hen i nærheden af får eller geder der var ved at komme på afveje, så de blev bange og kom tilbage til hjorden, eller til at skræmme vilde dyr bort med; og en rørfløjte som han kunne spille på for at underholde sig selv eller for at berolige hjorden.

Når hyrden sørgede godt for sine får og geder, leverede de til gengæld nogle af dagliglivets fornødenheder, som for eksempel mælk og kød. Ulden og skindene blev brugt som betalingsmiddel og til tøj og beholdere. Gedehår blev spundet og vævet til klæde, og både får og geder blev brugt som offerdyr.

Et forbillede

Gode hyrder var flittige, pålidelige og modige. De var endda villige til at sætte livet på spil for at beskytte hjorden. — 1 Samuel 17:34-36.

Det er derfor ikke så mærkeligt at Jesus og hans disciple brugte hyrden som forbillede for kristne tilsynsmænd. (Johannes 21:15-17; Apostelgerninger 20:28) Menighedens tilsynsmænd i dag efterligner den gode hyrde på Bibelens tid ved at bestræbe sig for at være „hyrder for Guds hjord i [deres] varetægt, ikke tvungent, men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver“. — 1 Peter 5:2.