Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET SEPTEMBER 2012

 Et brev fra Grækenland

Forkyndelse på det sydligste sted i Europa

Forkyndelse på det sydligste sted i Europa

DE IMPONERENDE Lefka Ori-bjerge på øen Kreta forsvinder i horisonten efterhånden som vores skib sejler med kurs mod et lille plateau der rager op af Middelhavets dyb. På skibet er vi en gruppe på 13 der ser frem til at forkynde på øen Gavdos — kun en lille prik på kortet og det sydligste punkt i Europa.

Meget taler for at vi får en rolig sejltur på denne varme sommerdag. Men det varer ikke længe før havet piskes op af vindstød så skibet hopper op og ned som en korkprop. Idet jeg mærker en begyndende søsyge, mindes jeg apostelen Paulus’ beretning om dengang han oplevede en voldsom storm i disse farvande for næsten 2000 år siden — da Gavdos blev kaldt Kauda. (Apostelgerninger 27:13-17) Jeg håber at vi når sikkert ud til Gavdos.

Kap Tripiti, Europas sydligste punkt

Langt om længe får vi øje på vores destination, en klippeø med sider der går stejlt ned i havet. Øen har ingen markante bjergtinder, men er relativ flad — det højeste punkt er godt 300 meter over havets overflade. Det meste af øen, der har et areal på cirka 26 kvadratkilometer, er dækket af fyrretræer og kratbevoksning. Nogle steder vokser der enebærbuske helt ned til kysten.

Engang var der omkring 8000 indbyggere på Gavdos, men i dag er der mindre end 40 fastboende. På øen synes tiden at have stået stille. Fragtskibe og tankskibe sejler ofte forbi, men fra øen er der kun en uregelmæssig færgeforbindelse til Kreta; færgen er tit forsinket eller aflyst på grund af dårligt vejr.

Vi er sejlet til Gavdos for at fortælle indbyggerne noget opmuntrende — at de kan få et sikkert håb om en bedre fremtid der indbefatter et fuldkomment helbred og evigt liv. Skibet er ved at lægge til kaj, og vi er ivrige efter at komme i land for at give øboerne del i denne gode nyhed.

Vores blege ansigter røber at den fire og en halv times sejlads i hård sø til Gavdos ikke just har været nogen fornøjelsestur. Men efter en lille lur og en kop kaffe er vi friske igen. Vi drøfter kort den bibelske beretning om apostelen Paulus’ rejse og beder  en inderlig bøn til Jehova, og så er vi klar til at gå i gang.

Beboerne er venlige og gæstfrie. De inviterer os indenfor og tilbyder os forfriskninger. Ud over at dele den gode nyhed fra Bibelen med dem gengælder vi deres gæstfrihed ved at yde praktisk hjælp når vi ser et behov. Da en i vores gruppe som er elektriker, under en samtale med en kvinde lægger mærke til at et apparat i hendes forretning er gået i stykker, tilbyder han at reparere det. Kvinden bliver meget glad. Hun tager imod noget bibelsk læsestof og roser os og vores forkyndelse. En anden kvinde giver udtryk for sin værdsættelse ved at sige: „At I er kommet for at forkynde på denne afsidesliggende ø, viser tydeligt at det er Gud der står bag jeres arbejde, ikke mennesker.“

Folk sætter tilsyneladende stor pris på de bibelske publikationer vi har med. En mand tager imod Vagttårnet og Vågn op! og beder om mere læsestof til vintermånederne. En anden mand ønsker ikke blot publikationer til sig selv, men vil også gerne have nogle som han kan lægge frem i sin forretning til kunderne. Han giver os sin adresse så vi kan sende ham bladene hver måned. Vi taler desuden med en familie som bliver meget overrasket over at se at deres lille ø er omtalt i Bibelen. Også de tager med glæde imod vores blade.

Bygning ved Sarakíniko-bugten der husede de forviste fanger, samt en mindetavle for dem

Vi bliver meget opmuntret over denne positive respons, men for nogle i vores gruppe kalder besøget på Gavdos sørgelige minder frem. I nærheden af Sarakíniko-bugten ligger der en bygning som engang husede politiske fanger. Emmanuel Lionoudakis, et af Jehovas Vidner, var forvist til øen i slutningen af 1930’erne på grund af sin forkyndervirksomhed. * Gavdos på den tid er blevet beskrevet som „en gold ø der kun frembragte dødbringende skorpioner, et sted hvor mange . . . døde af sult, afsavn og sygdom, og som meget passende er blevet kaldt dødens ø“. Emmanuel brugte en del tid på at fange fisk til føde, men som den eneste forkynder på øen var han også travlt optaget af at forkynde for de andre fanger. Emmanuels datter, svigersøn og barnebarn, som er med på turen, bliver dybt berørt da de ser dette sted hvor Emmanuel opholdt sig for cirka 70 år siden. Hans eksempel motiverer os alle til at forblive loyale og aktive i forkyndelsen.

For de forviste fanger var Gavdos bestemt ikke noget turistparadis, men for os virker øen indbydende. Den weekend når vi at forkynde på hele øen, og vi afsætter 46 blade og 9 brochurer til de venlige indbyggere. Vi ser meget frem til at møde vores nye venner igen!

Før vi ved af det, er tiden kommet hvor vi må af sted. Men endnu en gang er det dårligt sejlvejr, og den planlagte afgang klokken 17 bliver udsat. Ved midnatstid går vi om bord og forbereder os på en barsk sejltur tilbage. Klokken 3 om natten lægger vi endelig fra kaj, og efter at være blevet kastet rundt i fem timer på et oprørt hav, når vi Kreta. Da vi vaklende igen sætter fødderne på tørt land, er vi udmattede men lykkelige over at vi har gjort Jehovas navn kendt på Gavdos. (Esajas 42:12) Alle i gruppen er enige om at vores anstrengelser var umagen værd. De besværligheder vi oplevede, vil hurtigt blive glemt, men vi er helt sikre på at minderne fra denne rejse vil være uudsletteligt prentet i vores sind og hjerte.

^ par. 11 Emmanuel Lionoudakis’ livsberetning blev bragt i Vagttårnet for 1. september 1999, side 25-29.