Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET FEBRUAR 2012

 Gode råd til familier

Når din teenager sætter spørgsmålstegn ved din tro

Når din teenager sætter spørgsmålstegn ved din tro

Mange unge vælger den samme tro som deres forældre. (2 Timoteus 3:14) Men det gælder ikke alle. Hvad kan du gøre hvis din søn eller datter begynder at sætte spørgsmålstegn ved din tro? I denne artikel ser vi på hvordan man som Jehovas vidne kan klare denne udfordring.

„Jeg har ikke lyst til at følge mine forældres tro længere. Jeg orker det ikke mere.“ — Cora, 18. *

DU ER overbevist om at du har den sande tro. Du mener at Bibelen anviser den bedste måde at leve på. Derfor er det naturligt at du prøver at give dit barn de samme værdinormer. (5 Mosebog 6:6, 7) Men hvad så hvis din søn mister interessen for det åndelige efterhånden som han vokser op? * Hvad hvis han endda begynder at sætte spørgsmålstegn ved den tro han var så glad for da han var mindre? — Galaterne 5:7.

Hvis det sker, må du ikke straks mene at du har spillet fallit som kristen far eller mor. Som vi vil se, er der mange andre faktorer der kan gøre sig gældende. Men vær klar over dette: Den måde du behandler din teenagers indsigelser på, kan være afgørende for om han vil føle sig mere tiltrukket af din tro eller lægge større afstand til den. Hvis du erklærer krig mod din søn hvad dette angår, har du indledt en meget vanskelig kamp — en kamp du højst sandsynligt vil tabe. — Kolossenserne 3:21.

Det er langt bedre at følge dette råd fra apostelen Paulus: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han finder sig i ondt.“ (2 Timoteus 2:24) Hvordan kan du vise at du er „egnet til at undervise“ hvis din teenager sætter spørgsmålstegn ved din tro?

Se bag om ordene

Prøv allerførst at overveje de faktorer der kan have bidraget til at din teenager tænker som han gør. For eksempel:

  • Føler han sig ensom og savner venner i den kristne menighed? „Fordi jeg gerne ville have venner, fik jeg et nært forhold til nogle af mine skolekammerater, og det hæmmede min åndelige vækst i flere år. Da jeg mistede interessen for  det åndelige, var det mest på grund af en dårlig omgangskreds, og det fortryder jeg meget nu.“ — Lenore, 19.

  • Mangler han selvtillid og finder det svært at tale åbent om sin tro? „Da jeg gik i skole, var jeg ikke meget for at tale med mine klassekammerater om min tro. Jeg var bange for at de skulle synes jeg var underlig eller ’hellig’. Hvis man var anderledes, blev man holdt udenfor, og jeg frygtede at det skulle ske for mig.“ — Ramón, 23.

  • Føler han sig overvældet af det ansvar det er at leve op til de kristne normer? „Jeg føler det som om det evige liv Bibelen lover, befinder sig for enden af en høj trappe, og jeg står ikke engang på det første trin endnu; jeg er overhovedet ikke i nærheden. Jeg har været så bange for den trappe at jeg har overvejet at give helt slip på min tro.“ — Renee, 16.

Snak det igennem

Hvilke dybereliggende årsager kan der ligge bag din teenagers reaktion? Det finder du bedst ud af ved at spørge ham! Men pas på at samtalen ikke udvikler sig til et skænderi. Følg i stedet det råd vi finder i Jakob 1:19: ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede.’ Vær tålmodig med ham. ’Tilskynd med al langmodighed og undervisning’, ligesom du ville gøre hvis du talte med en uden for din familie. — 2 Timoteus 4:2.

Hvis din teenager for eksempel ikke har lyst til at gå med til de kristne møder, så prøv at finde ud af om det er noget andet der går ham på. Men gør det med forståelse. Hvis ordvekslingen mellem far og søn bliver som i det følgende scenarie, kommer man ikke langt med det.

Søn: Jeg gider ikke tage med til møderne mere.

Far: [fjendtligt] Hvad mener du? Gider ikke?

Søn: Jeg synes bare det er kedeligt.

Far: Kedeligt? Synes du det Gud lærer os, er kedeligt? Hvad du synes, er fuldstændig underordnet. Så længe du bor her under vores tag, kommer du med os — uanset om du har lyst eller ej!

Det er rigtigt at Gud forventer at forældre lærer deres børn om ham, og at børn adlyder deres forældre. (Efeserne 6:1) Men du vil sikkert gerne have at dine børn ikke bare mekanisk følger dig i dine åndelige gøremål og modvilligt går med til møderne. Hvis det overhovedet er muligt, skulle børnenes sind og hjerte gerne være med i det.

Det har du større mulighed for at opnå hvis du prøver at finde frem til de dybereliggende årsager bag det der bliver sagt. Overvej, med det i tanke, hvordan samtalen ovenfor kunne have været håndteret bedre.

Søn: Jeg gider ikke tage med til møderne mere.

Far: [roligt] Hvorfor har du det sådan?

Søn: Jeg synes bare det er kedeligt.

Far: Ja, det kan godt være kedeligt at sidde stille i næsten to timer. Hvad synes du er det sværeste ved det?

Søn: Det ved jeg ikke rigtig. Jeg har bare ikke lyst til at være der.

Far: Har dine venner det også sådan?

Søn: Det er lige nøjagtig dét! Jeg har ingen venner — i hvert fald ikke mere. Lige siden min bedste ven flyttede, synes jeg ikke jeg har haft nogen at snakke med! Alle andre snakker  med hinanden. Jeg føler mig i den grad udenfor!

I dette scenarie får faderen sin søn til at åbne sig og finder på den måde frem til den dybereliggende årsag — som i dette tilfælde er ensomhed — men han styrker også tillidsforholdet og holder døren åben for flere samtaler. — Se rammen  „Vær tålmodig!“

Mange unge finder efterhånden ud af at når de tager de udfordringer op der kunne hæmme deres åndelige vækst, vil de som regel have det bedre både med sig selv og deres tro. Tag for eksempel Ramón, den unge mand der blev citeret tidligere. Han havde svært ved at bekende kulør som kristen i skolen, men efterhånden fandt han ud af at det ikke var så traumatisk at tale åbent om sin tro som han havde forestillet sig — heller ikke når det førte til at han blev drillet. Han fortæller:

„Engang var der en klassekammerat der gjorde nar af mig på grund af min tro. Det gjorde mig meget usikker, og jeg kunne mærke at hele klassen lyttede. Så besluttede jeg at vende det rundt og spørge ham om hvad han troede på. Til min overraskelse var han endnu mere usikker end jeg var! Det fik mig til at indse at mange unge har en religion som de ikke selv forstår. Jeg kan da i det mindste forklare hvad jeg tror på. Når det drejer sig om religion, var det mine klassekammerater der skulle føle sig forlegne — ikke mig!“

PRØV DETTE: Få din teenager til at åbne sig ved at spørge ham hvordan han har det med at være et af Jehovas Vidner. Hvilke fordele mener han selv at det giver? Hvilke udfordringer er der? Vejer fordelene tungere end udfordringerne? Hvis ja, hvordan? (Markus 10:29, 30) Teenageren kunne skrive sin mening på et stykke papir med to kolonner, hvor han skriver udfordringerne i den venstre kolonne og fordelene i den højre. Når den unge ser sin egen bedømmelse på papir, kan han måske lettere identificere sit problem og finde frem til en løsning.

Hjælp dine børn til at ræsonnere

Forældre og forskere har lagt mærke til at der er en klar forskel mellem den måde børn og teenagere tænker på. (1 Korinther 13:11) Mindre børn tænker typisk på en konkret, sort-hvid måde, mens teenagere ofte ræsonnerer på en mere abstrakt måde. For eksempel kan man lære et barn at Gud har skabt alting. (1 Mosebog 1:1) Men teenageren tumler måske med spørgsmål som: ’Hvordan kan jeg vide at Gud  er til? Hvis Gud er kærlig, hvorfor har han da tilladt ondskaben? Hvordan kan det passe at Gud altid har været til?’ — Salme 90:2.

Du føler måske at når din søn stiller den slags spørgsmål, er det et åndeligt tilbageskridt. I virkeligheden er det måske et skridt fremad. Det at stille spørgsmål kan faktisk være et vigtigt led i den kristnes åndelige vækst. — Apostelgerninger 17:2, 3.

Desuden er din teenager ved at opøve „evnen til at tænke“. (Ordsprogene 3:21, 22) Det kan føre til at han begynder at forstå „bredden og længden og højden og dybden“ i den kristne tro i et omfang han slet ikke kunne som barn. (Efeserne 3:18) Mere end nogen sinde før er tiden nu inde til at du hjælper ham til at ræsonnere over sin tro sådan at han efterhånden får en stærk overbevisning. — Ordsprogene 14:15; Apostelgerninger 17:11.

PRØV DETTE: Tag nogle grundlæggende spørgsmål op med din teenager selvom du — og måske også han selv — mener at han er helt på det rene med dem. Få ham for eksempel til at spørge sig selv: ’Hvad overbeviser mig om at Gud er til? Hvilke tegn kan jeg se på at Gud interesserer sig for mig? Hvorfor mener jeg at det altid er til mit eget bedste at adlyde Guds love?’ Pas på at du ikke påtvinger teenageren dine egne meninger. Hjælp ham i stedet til at udvikle sin egen overbevisning. Resultatet vil blive en stærkere tro.

„Blevet overbevist“

Den unge mand Timoteus, der omtales i Bibelen, havde lært de hellige skrifter at kende „fra den spæde barndom af“. Alligevel gav Paulus ham denne tilskyndelse: „Bliv i det du har lært og er blevet overbevist om.“ (2 Timoteus 3:14, 15) Din søn er måske, ligesom Timoteus, blevet undervist i de bibelske normer lige fra fødselen. Men nu kan der være brug for at du hjælper ham til at blive „overbevist“ så troen bliver hans egen.

I bogen Unge spørger — Svar der duer, bind 1, står der: „Så længe jeres teenagebarn bor hjemme, har I ret til at forlange at han eller hun følger familiens program for åndelige aktiviteter. Men i sidste ende er jeres mål jo at indgive jeres barn ægte kærlighed til Gud — og ikke bare få ham eller hende til at handle rent mekanisk.“ Når du holder dig det mål for øje, kan du hjælpe dit barn til at blive ’fast i troen’ så dét at følge troen bliver til hans livsform — og ikke bare din. * — 1 Peter 5:9.

^ par. 4 Nogle af navnene i artiklen er ændret.

^ par. 5 For nemheds skyld vil vi i denne artikel omtale den unge i hankøn. Men de principper der nævnes, gælder for begge køn.

^ par. 40 Flere oplysninger kan findes i Vagttårnet for 1. maj 2009, side 10-12, og Unge spørger — Svar der duer, bind 1, side 315-318.

SPØRG DIG SELV . . .

  • Hvordan reagerer jeg når mit barn sætter spørgsmålstegn ved min tro?

  • Hvordan kan jeg bruge stoffet i denne artikel til at forbedre min måde at reagere på?