Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET MAJ 2011

  Gode råd til familier

Hvordan ægteskabet bliver forandret når der kommer børn

Hvordan ægteskabet bliver forandret når der kommer børn

Charles: * „Mary og jeg var ovenud lykkelige da vores lille pige blev født. Men de første måneder efter fødselen sov jeg nærmest ikke. Vi havde haft masser af teorier om hvordan vi ville passe og opdrage hende, men dem måtte vi hurtigt lægge på hylden.“

Mary: „Da vores datter var blevet født, havde jeg ikke længere kontrol over mit eget liv. Pludselig drejede det hele sig om den næste flaske, det næste bleskift, det næste forsøg på at berolige hende . . . Der blev vendt op og ned på alting. Og det varede flere måneder før jeg igen fik et normalt forhold til Charles.“

MANGE vil sige ja til at dét at få børn er en af livets største glæder. Bibelen siger at børn ligefrem er „en belønning“ fra Gud. (Salme 127:3) Men nybagte forældre som Charles og Mary ved også at børn kan gribe ind i et ægteskab på måder de ikke havde forestillet sig. Moderen er måske helt optaget af den nyfødte og bliver selv forbløffet over at mærke hvordan hendes krop og hendes følelser reagerer på den mindste lyd fra barnet. Faderen er måske betaget af at se det bånd der knyttes mellem hans kone og den lille. Men måske begynder han også at føle sig lidt udenfor.

Faktisk kan det første barns ankomst udløse en større krise i et ægteskab. Følelsesmæssig usikkerhed hos faderen eller moderen og eventuelle uløste konflikter dem imellem kan dukke op til overfladen, hvor de forstærkes af det pres som den nye forældrerolle medfører.

Hvad kan forældre gøre for at klare alle de forandringer der sker i de første hektiske måneder, hvor den nyfødte kræver al deres opmærksomhed? Hvad kan et ægtepar gøre for at bevare deres nære forhold til hinanden? Hvad kan de gøre hvis de er uenige om hvordan barnet skal passes og opdrages? Lad os se på hver af disse udfordringer og undersøge hvordan principper fra Bibelen kan hjælpe et par til at klare dem.

 UDFORDRING NR. 1: Pludselig drejer alting sig om barnet.

En baby lægger beslag på al sin mors tid og alle hendes tanker. Alt det en mor gør for den lille, giver hende en dyb følelse af tilfredshed. Men samtidig føler manden sig måske tilsidesat. Manuel, der bor i Brasilien, siger: „Min kone fokuserede ikke længere på mig, men på vores barn; det var den forandring der var sværest for mig at acceptere. Før havde hun og jeg udelukkende øje for hinanden; nu havde hun kun øje for den lille.“ Hvordan kan man tackle denne omvæltning?

Et godt råd: Vær tålmodig.

„Kærligheden er langmodig og venlig,“ siger Bibelen. Kærligheden „søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere“. (1 Korinther 13:4, 5) Når et barn melder sin ankomst, hvordan kan ægtemanden og hustruen da anvende disse ord fra Bibelen?

En klog ægtemand viser sin kærlighed til sin hustru ved at skaffe sig noget information om hvilken indvirkning en fødsel kan have på en kvinde, fysisk såvel som psykisk. Hvis han gør det, vil han forstå hvorfor hans kones humør pludselig kan skifte. * Adam, der bor i Frankrig og er far til en pige på 11 måneder, indrømmer: „Somme tider har jeg svært ved at klare min kones humørsvingninger. Men jeg prøver at huske på at hendes frustration egentlig ikke er rettet imod mig personligt. Det er en reaktion på det pres som hun er udsat for fordi vi befinder os i en ny situation.“

Sker det at din kone misforstår dig når du gerne vil hjælpe? Prøv at lade være med at tage det ilde op. (Prædikeren 7:9) Vær tålmodig. Tænk på hendes behov frem for dine egne ønsker; så vil du lettere kunne bevare ligevægten. — Ordsprogene 14:29.

Omvendt kan hustruen gøre meget for at opmuntre sin mand i den nye rolle han skal indstille sig på. Hun kan inddrage ham i pasningen af barnet, og hvis det ikke går så godt i begyndelsen, kan hun tålmodigt vise ham hvordan man skifter ble, gør flasken klar og så videre.

Ellen, en mor på 26, indså at hun måtte forandre en hel del i den måde hun reagerede over for sin mand på. „Jeg måtte beherske de ejerfornemmelser jeg havde over for vores lille pige,“ siger hun. „Og når min mand prøvede at tage sig af hende på den måde jeg foreslog ham, skulle jeg minde mig selv om ikke at være alt for kritisk over for resultatet.“

PRØV DETTE: Hvis du er mor og din mand gør en ting for barnet på en anden måde end du selv ville have gjort det, så behersk trangen til at kritisere ham eller lave det om. Ros ham for det han gør godt; så vil han få større selvtillid og føle sig tilskyndet til at give dig den støtte du har behov for. Hvis du er far, så skær ned på unødvendige aktiviteter sådan at du får så meget tid som muligt til at hjælpe din kone, ikke mindst i de første få måneder efter at barnet er født.

UDFORDRING NR. 2: Det svækker jeres forhold som ægtepar.

Mange nybagte forældrepar bliver så medtagne af søvnmangel og uventede kriser at de har svært ved at bevare et nært og kærligt forhold til hinanden. Vivianne fra Frankrig er mor til to små børn; hun indrømmer: „Til at begynde med var jeg så optaget af min rolle som mor at jeg næsten glemte min rolle som ægtefælle.“

På den anden side kan en ægtemand glemme at graviditeten og fødselen har været både fysisk og psykisk krævende for hans kone. Barnet kan kræve tid og kræfter som I tidligere brugte på hinanden, følelsesmæssigt  og seksuelt. Hvordan kan et par da undgå at deres dejlige barn, uden at kunne gøre for det, bliver en kile der tvinger dem fra hinanden?

Et godt råd: Bekræft jeres kærlighed til hinanden.

I forbindelse med ægteskab står der i Bibelen: „En mand [forlader] sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“ * (1 Mosebog 2:24) Det var Jehova Guds hensigt at børn før eller siden skulle forlade deres forældre. Derimod forventer Gud at en mand og en hustru, som jo er ét kød, bliver sammen hele livet. (Mattæus 19:3-9) Hvordan kan forståelsen af dette hjælpe et par der lige er blevet forældre, til at prioritere rigtigt?

Vivianne, som blev citeret tidligere, siger: „Jeg mindede mig selv om ordene i Første Mosebog 2:24, og det hjalp mig til at indse at det var min mand jeg var ’ét kød’ med, ikke mit barn. Så forstod jeg at jeg måtte styrke vores ægteskab.“ Theresa, der har en pige på to år, fortæller: „Hvis jeg føler at jeg er ved at komme på afstand af min mand, skynder jeg mig at finde nogle stunder hvor jeg kan vise ham min fulde opmærksomhed, også selvom det kun er et lille stykke tid hver dag.“

Hvis du er ægtemand, hvad kan du så gøre for at styrke jeres ægteskab? Fortæl din kone at du elsker hende. Og vis i handling at du mener det. Hvis hun på nogen måde føler sig usikker, så gør en bevidst indsats for at modvirke dette. Sarah, en mor på 30, siger: „En kvinde har brug for at vide at hendes mand stadig elsker og værdsætter hende selvom hendes krop måske ikke er hvad den var før hun blev gravid.“ Alan, der bor i Tyskland og er far til to drenge, nævner også behovet for følelsesmæssig støtte. Han siger: „Jeg har altid bestræbt mig for at være den skulder min kone kan græde ud ved.“

Det at få et barn vil forståeligt nok gribe ind i et ægtepars seksuelle samliv. Manden og hustruen må derfor tale sammen om deres behov. Bibelen siger at en forandring i det seksuelle samliv bør ske „efter gensidigt samtykke“. (1 Korinther 7:1-5) Det betyder at kommunikation er nødvendig. Alt efter ens opdragelse og kulturelle baggrund kan man godt finde det svært at tale med sin ægtefælle om det seksuelle. Men denne kommunikation er nødvendig når parret skal tilpasse sig forældrerollen. Vær åben og ærlig, vis empati og tålmodighed. (1 Korinther 10:24) Så vil I undgå misforståelser, og jeres kærlighed til hinanden vil blive endnu dybere. — 1 Peter 3:7, 8.

Parret kan også øge deres indbyrdes kærlighed ved at udtrykke værdsættelse. En klog ægtemand forstår at meget af det arbejde den nybagte mor gør, er noget man ikke lægger mærke til. Vivianne fortæller: „Når en dag er gået, føler jeg det tit som om jeg ikke har udrettet noget som helst — selvom jeg hele tiden  har haft travlt med at tage mig af den lille!“ Og på den anden side: Selv når hustruen har haft travlt hele dagen, gør hun vel i ikke at undervurdere den indsats som hendes mand yder til gavn for familien. — Ordsprogene 17:17.

PRØV DETTE: Hvis du er mor, så prøv om du kan tage et lille hvil når barnet sover. Når du på den måde „oplader dine batterier“, vil du have lidt mere energi til dit ægteskab. Hvis du er far, så prøv, hvis det er muligt, at tage din tørn når barnet vågner om natten, så din kone også kan få lidt nattesøvn. Husk at bekræfte din kærlighed til din kone; skriv små sedler til hende, send sms’er til hende, ring til hende. Sørg for at I får lejlighed til at tale fortroligt sammen. Tal om hinanden, ikke bare om barnet. Bevar et stærkt venskab med din ægtefælle; så vil du bedre kunne klare udfordringerne ved at være far eller mor.

UDFORDRING NR. 3: I er uenige om opdragelsen.

Måske viser det sig at forældrene er uenige om opdragelsen. Sådan var det for en japansk mor, Asami, og hendes mand, Katsuro. Asami fortæller: „Jeg syntes at Katsuro var alt for eftergivende over for vores datter, og han syntes at jeg var alt for streng.“ Hvordan kan man undgå at modarbejde hinanden?

Et godt råd: Kommunikér med hinanden, og støt hinanden.

Den vise kong Salomon skrev: „Ved overmod gives kun kamp, men hos dem der rådslår er der visdom.“ (Ordsprogene 13:10) Hvor meget ved du egentlig om din ægtefælles syn på hvordan børn skal opdrages? Hvis I ikke taler om konkrete spørgsmål på dette område inden I sætter børn i verden, kan det godt være at I vil opleve mere „kamp“ end enighed.

Her er nogle spørgsmål som det er godt at forældre er enige om på forhånd: „Hvilke spisevaner og sovevaner skal vi lære vores barn? Skal vi altid tage barnet op hvis det græder når det skal sove? Hvad skal vi gøre for at gennemføre pottetræningen?“ Det er ikke sikkert I træffer de samme beslutninger som andre forældre. Ethan, der er far til to børn, siger: „Man må sørge for at snakke det igennem så man er på samme bølgelængde. Så kan man støtte hinanden i at gøre det der er bedst for barnet.“

PRØV DETTE: Tænk på hvilke metoder dine forældre brugte i opdragelsen af dig. Overvej hvilke af deres holdninger og metoder du gerne vil kopiere over for dine børn. Beslut også hvilke holdninger og metoder du eventuelt ikke vil efterligne. Tal med din ægtefælle om det du når frem til.

Hvad børn kan betyde for jeres ægteskab

Ligesom et skøjteløberpar skal bruge tid og tålmodighed for at finde balancen sammen, sådan skal du og din ægtefælle også bruge tid for at komme ind i rollen som forældre. Men som tiden går, vil I blive mere „sikre på benene“.

Det at få et barn og opdrage det vil vise hvor stærkt jeres ægteskab er. Det vil for altid ændre jeres indbyrdes forhold. Men det vil også give jer lejlighed til at vokse med hensyn til nogle værdifulde egenskaber. Hvis I følger Bibelens gode råd, vil I opleve det samme som en far ved navn Kenneth. Han siger: „Det at have børn har haft en rigtig god virkning på min kone og mig. Nu er vi mindre selvoptagne, og vi er blevet mere kærlige og forstående.“ Den slags forandringer må være velkomne i ethvert ægteskab.

^ par. 3 Nogle af navnene i denne artikel er ændret.

^ par. 11 Mange mødre oplever milde grader af depression i ugerne efter at de har født. Nogle bliver ramt af en decideret fødselsdepression. Spørgsmålet om hvordan man stiller den rigtige diagnose, og hvad der kan gøres, er behandlet i artiklerne „Min kamp mod fødselsdepression“, i Vågn op! for 22. juli 2002, og „Hvad er en fødselsdepression?“, i Vågn op! for 8. juni 2003, udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 19 Ifølge en ordbog indeholder det hebraiske ord der i Første Mosebog 2:24 er gengivet med „holde sig til“, tanken om at „holde sig tæt til en anden i hengivenhed og loyalitet“.

SPØRG DIG SELV . . .

  • Hvad har jeg i den sidste uges tid gjort for at vise min ægtefælle at jeg værdsætter det som han/hun gør for familien?
  • Hvornår har jeg sidst taget mig tid til at have en fortrolig samtale med min ægtefælle som ikke handlede om børneopdragelse?

Lær mere

Hvad du kan gøre for at oplære dine børn

Opdragelse er ikke bare et spørgsmål om regler og straf.

Hvordan kan din familie blive lykkelig?

Jehova, den lykkelige Gud, ønsker at alle familier skal være lykkelige. Se Bibelens praktiske råd til ægtemænd, hustruer, forældre og børn.