Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET MAJ 2010

 Gode råd til familier

Opdrag børnene til at blive ansvarsbevidste

Opdrag børnene til at blive ansvarsbevidste

Jesper: * „Det var det samme hver eneste aften. Min søn Michael på fire havde ladet sine legesager ligge og flyde rundt om i hele huset. Jeg forsøgte at få ham til at rydde op inden jeg lagde ham i seng, men han blev bare hysterisk og skreg og skabte sig. Nogle gange blev jeg så frustreret at jeg begyndte at råbe ad ham, men det havde vi det begge to rigtig dårligt med. Jeg ville så gerne have at der skulle være en hyggelig stemning inden sengetid. Derfor opgav jeg kampen og ryddede selv op efter ham.“

Charlotte: „Problemet begyndte da min datter Sofie på 13 havde svært ved at forstå sin lærers anvisninger på hvordan hun skulle løse en bestemt opgave. Sofie græd i en hel time da hun kom hjem fra skole. Jeg foreslog hende at bede om hjælp i skolen, men Sofie påstod at hendes lærer var streng og urimelig, så hun turde ikke snakke med hende. Jeg havde mest af alt lyst til at marchere lige hen på skolen og fortælle læreren præcis hvad jeg mente om hende. Ingen skulle have lov til at gøre min lille pige så ulykkelig!“

HAR du det nogle gange ligesom Jesper og Charlotte? Mange forældre har svært ved at se deres barn kæmpe med et eller andet problem eller være ulykkeligt. Det er helt naturligt at prøve at beskytte sine børn. Men i virkeligheden gav de ovennævnte situationer forældrene en lejlighed til at lære deres barn noget vigtigt om at føle ansvar, selvom der naturligvis er forskel på hvad man kan lære en 4-årig og en 13-årig.

Sagen er at du jo ikke altid vil være der til at beskytte dit barn mod de udfordringer livet byder på. På et tidspunkt vil barnet forlade sin far og mor og blive nødt til at „bære sin egen ansvarsbyrde“. (Galaterne 6:5; 1 Mosebog 2:24) For at børn skal kunne klare sig selv, må forældrene målrettet oplære dem til at blive uselviske, omsorgsfulde og ansvarsbevidste voksne. Det er ikke nogen nem opgave!

  Selvom Jesus ikke selv havde børn, var han et fantastisk forbillede for forældre i den måde han oplærte sine disciple på. Da han udvalgte og oplærte disciplene, var det med det mål for øje at udruste dem til at fortsætte hans arbejde, selv efter at han var borte. (Mattæus 28:19, 20) Det Jesus opnåede med sine disciple, svarer til det alle forældre håber at opnå med deres børn, nemlig at lære dem ansvarsfølelse. Lad os nu se på tre ting forældre kan lære af Jesu eksempel.

Vær „et forbillede“ for dit barn

Kort før sin død sagde Jesus til sine disciple: „Jeg har . . . givet jer et forbillede, for at I også skal gøre som jeg har gjort ved jer.“ (Johannes 13:15) Forældre må også præcis forklare og med deres eget eksempel vise børnene hvad det indebærer at være ansvarsbevidst.

Spørg dig selv: ’Omtaler jeg ofte mine forpligtelser på en positiv måde? Taler jeg om den tilfredshed det giver mig at bruge tid og kræfter på at hjælpe andre? Eller beklager jeg mig ofte og sammenligner mig med dem der tilsyneladende har det lettere end mig?’

Selvfølgelig er ingen af os fuldkomne. Alle føler sig af og til overbebyrdede. Men dit eget gode eksempel er nok det der bedst vil vise børnene hvor vigtigt og værdifuldt det er at være ansvarsbevidst.

PRØV DETTE: Hvis det er muligt, så tag indimellem dit barn med dig på arbejde og vis ham eller hende hvad du foretager dig for at kunne forsørge familien. Udfør også forskelligt frivilligt arbejde sammen med dit barn, og tag bagefter en snak om glæden ved at have udført opgaven. — Apostelgerninger 20:35.

Hav rimelige forventninger

Jesus vidste at det ville tage tid inden hans disciple var klar til at påtage sig det ansvar og de opgaver han forventede af dem. På et tidspunkt sagde han til dem: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ (Johannes 16:12) Jesus bad ikke med det samme sine disciple om at gøre noget uafhængigt af ham. Tværtimod brugte han meget tid på at oplære dem i mange ting. Først da Jesus mente at disciplene var parate til det, sendte han dem ud på egen hånd.

Det ville også være urimeligt af forældre at bede børnene om at påtage sig en voksens ansvar før de er parate til det. Men alligevel må forældrene efterhånden som børnene vokser op, finde ud af hvilke opgaver og pligter de vil kunne klare. For eksempel må forældre lære deres børn at være ansvarlige for deres personlige hygiejne, at gøre rent på deres værelse, at være punktlige og at være fornuftige med deres penge. Når barnet begynder i skolen, bør forældrene forlange at han eller hun betragter sit skolearbejde som et vigtigt personligt ansvar.

Forældre må gøre mere end blot at tildele deres barn nogle ansvarsopgaver. De må også hjælpe barnet til at få tingene til at lykkes. Jesper, der blev nævnt tidligere, indså at noget af grunden til al den ballade der blev med Michael når han skulle rydde sine legesager væk, var at opgaven virkede alt for overvældende på ham. „I stedet for blot at råbe ad Michael for at få ham til at samle sit legetøj sammen,“ siger Jesper, „prøvede jeg at lære ham et system til at få det gjort.“

Hvordan greb han det helt specifikt an? „For det første,“ siger Jesper, „satte jeg et bestemt tidspunkt for hvornår legetøjet skulle ryddes væk hver aften. Så samarbejdede jeg med Michael om det, og vi tog et lille areal ad gangen. Vi gjorde det til en sport at rydde op og konkurrerede med hinanden om hvem der var hurtigst. Snart blev det til en del af det faste program inden sengetid. Jeg lovede Michael at hvis han gjorde arbejdet hurtigt, ville jeg læse en ekstra godnathistorie for ham. Men hvis han smølede med det, ville det tage tid fra godnatlæsningen.“

 PRØV DETTE: Analysér hvad du med rimelighed kan kræve af hvert enkelt barn for at familien kan fungere bedst muligt. Spørg dig selv: ’Er der nogle ting jeg stadig gør for mine børn, som de sagtens selv kunne gøre?’ Hvis det er tilfældet, så udfør opgaverne sammen med børnene indtil du er sikker på at de selv kan klare dem. Fortæl dem hvad konsekvenserne bliver hvis de er samvittighedsfulde med deres pligter, og hvis de sjusker med dem. Og husk så at holde ord.

Giv specifikke instruktioner

Som enhver god lærer vidste Jesus at den bedste måde at lære noget på er ved at gøre det i praksis. Da han følte at tiden var inde til det, sendte han for eksempel sine disciple ud „to og to til hver by og hvert sted hvor han selv ville komme“. (Lukas 10:1) Men Jesus lod dem ikke i stikken. Inden han sendte dem ud, havde han nemlig givet dem nogle meget specifikke instruktioner. (Lukas 10:2-12) Da disciplene vendte tilbage og fortalte hvor godt det hele var gået, roste og opmuntrede Jesus dem. (Lukas 10:17-24) Han gav udtryk for at han var tilfreds med dem og havde tillid til deres evner.

Når dine børn står over for ansvarsopgaver der kan være svære for dem at klare, hvordan reagerer du så? Søger du at skærme dem mod de ting de frygter, at beskytte dem mod skuffelser og nederlag? Din første indskydelse er måske at „redde“ dit barn eller selv at påtage dig byrden.

Men overvej følgende: Hvilket budskab sender du hver gang du styrter til og „redder“ dine børn? Signalerer du at du har tillid til dem og tror på deres evner? Eller giver du dem det indtryk at du stadig tænker på dem som hjælpeløse spædbørn der er afhængige af dig på alle områder?

Hvordan håndterede førnævnte Charlotte for eksempel sin datters dilemma? I stedet for at blande sig besluttede hun at lade Sofie selv snakke med sin lærer. Sammen skrev Charlotte og Sofie en liste over spørgsmål som Sofie kunne tage med i skole. Derefter drøftede de hvornår det ville være bedst at tale med læreren. De lavede endda en prøve på hvordan samtalen kunne foregå. „Sofie tog mod til sig og henvendte sig til sin lærer,“ fortæller Charlotte, „og læreren roste hende for hendes initiativ. Sofie var rigtig stolt af sig selv — og jeg var også stolt af hende.“

PRØV DETTE: Skriv en af de udfordringer ned som dit barn står over for lige nu. Ved siden af kunne du skrive hvad du kan gøre for at hjælpe dit barn uden at „redde“ ham eller hende. Indøv sammen med dit barn hvad det skal gøre for at klare udfordringen. Giv udtryk for at du har tillid til at barnet kan magte det.

Hvis du for tid og evighed beskytter dine børn mod vanskeligheder, hæmmer du måske i virkeligheden deres evne til at tage livets udfordringer op. Giv i stedet dine børn en god ballast ved at opdrage dem til at påtage sig ansvar. Det vil være en af de mest værdifulde gaver du kan give dem.

^ par. 3 Navnene er ændret.

SPØRG DIG SELV . . .

  • Har jeg realistiske forventninger til mine børn?

  • Er jeg opmærksom på både at fortælle dem og vise dem hvad de skal gøre for at få tingene til at lykkes?

  • Hvornår har jeg sidst opmuntret eller rost mit barn?