Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET APRIL 2010

Fortæller Bibelen os hele sandheden om Jesus?

Fortæller Bibelen os hele sandheden om Jesus?

Kunne det tænkes at Jesus ikke døde på Golgata, som Bibelen siger, men overlevede? Er det muligt at han giftede sig med Maria Magdalene og fik børn sammen med hende? Eller var han måske en asketisk mystiker der nægtede sig alle de jordiske glæder? Fremholdt han lærepunkter der adskiller sig fra det vi læser i Bibelen?

SÅDANNE spekulationer har haft en opblomstring de senere år, hvilket blandt andet skyldes populære film og romaner. Ud over fantasifuld fiktion har der også været mange bøger og artikler som har rettet opmærksomheden mod apokryfe skrifter fra det andet og tredje århundrede der hævder at indeholde sandheder om Jesus som er udeladt af evangelierne. Er der hold i påstandene? Kan vi være sikre på at Bibelen fortæller os hele sandheden om Jesus?

For at kunne besvare sådanne spørgsmål må man tage tre grundlæggende forhold med i sine overvejelser. For det første skal  man have nogle vigtige informationer om de mænd der skrev evangelieberetningerne, og om hvornår de skrev dem; for det andet er man nødt til at finde ud af hvem der fastlagde den bibelske kanon, og hvordan; og for det tredje må man have nogle baggrundsoplysninger om de apokryfe skrifter og forstå hvordan de adskiller sig fra de kanoniske skrifter. *

Hvornår blev De Kristne Græske Skrifter skrevet, og af hvem?

Ifølge nogle kilder blev Mattæusevangeliet skrevet så tidligt som otte år efter Kristi død, det vil sige omkring år 41. Mange forskere mener at det blev skrevet senere, men der er bred enighed om at alle bøgerne i De Kristne Græske Skrifter blev skrevet i løbet af det første århundrede.

På den tid levede der stadig nogle der havde været øjenvidner til Jesu liv, død og opstandelse, og de kunne bekræfte oplysningerne i evangelieberetningerne. De kunne også let have afsløret eventuelle unøjagtigheder. Professor F.F. Bruce mener at noget af det der gav apostlenes forkyndelse vægt, netop var at de uden betænkelighed henviste til det folk vidste. Han bemærker: „De nøjedes ikke med at sige: ’Herom er vi vidner’, men de tilføjede: ’Sådan som I jo selv véd’ (Ap. G. 2, 22).“

Apostelen Paulus udførte mirakler, selv en opstandelse, hvilket var et magtfuldt vidnesbyrd om at Guds ånd var med ham og også ledede ham når han skrev sine breve

Hvem skrev De Kristne Græske Skrifter? Blandt andet nogle af Jesu tolv apostle. Disse og andre bibelskribenter, såsom Jakob, Judas og sandsynligvis Markus, var til stede på pinsedagen år 33 da den kristne menighed blev dannet. Alle skribenterne, Paulus indbefattet, var nært forbundet med den første kristne menigheds styrende råd, der bestod af apostlene og de ældste i Jerusalem. — Apostelgerninger 15:2, 6, 12-14, 22; Galaterne 2:7-10.

Jesus gav sine disciple befaling til at fortsætte det forkyndelses- og undervisningsarbejde han havde påbegyndt. (Mattæus 28:19, 20) Han sagde endda: „Den der hører på jer, hører på mig.“ (Lukas 10:16) Desuden lovede han dem at Guds hellige ånd, eller virksomme kraft, ville give dem den kraft der var nødvendig for at udføre opgaven. Skrifter fra apostlene og deres nære medarbejdere — mænd som tydeligvis var under indflydelse af Guds hellige ånd — blev derfor helt naturligt anerkendt som autoritative af de første kristne.

Nogle bibelskribenter bevidner deres medskribenters autoritet og bekræfter at de var inspireret af Gud. Apostelen Peter henviste for eksempel til Paulus’ breve og ligestillede dem med „de øvrige skrifter“. (2 Peter 3:15, 16) Og Paulus på sin side anerkendte at apostlene og de andre kristne profeter var inspireret af Gud. — Efeserne 3:5.

Der er altså stærke vidnesbyrd om at evangelieberetningerne er pålidelige og autentiske. Det er ikke bare legender og eventyr. Tværtimod er det omhyggeligt nedfældet historie, baseret på øjenvidneberetninger og skrevet af mænd som var inspireret af Guds hellige ånd.

Hvem udvalgte de kanoniske skrifter?

Nogle forfattere har hævdet at De Kristne Græske Skrifters kanon blev udvalgt flere hundrede år efter at begivenhederne fandt sted, af en kirke der var en etableret magtfaktor under ledelse af kejser Konstantin. Men kendsgerningerne viser noget andet.

Læg for eksempel mærke til hvad professor i kirkehistorie Oskar Skarsaune siger: „Hvilke skrifter der skulle med i Det Nye Testamente, og hvilke der ikke skulle, er ikke blevet vedtaget på noget kirkemøde eller af nogen enkeltperson . . . Udvælgelseskriterierne var helt åbne og yderst fornuftige: Skrifter fra det første århundrede e.Kr. som blev anset for at  være skrevet af apostlene eller deres medarbejdere, blev regnet for troværdige. Andre skrifter, breve eller ’evangelier’ som var forfattet senere, blev ikke taget med . . . Denne proces var i hovedtræk afsluttet længe før Konstantin og længe før hans ’magtkirke’ var etableret. Det var martyrkirken, ikke magtkirken, der gav os Det Nye Testamente.“

Ken Berding, der er docent med speciale i De Kristne Græske Skrifter, giver denne kommentar til hvordan kanonen blev til: „Kirken fastlagde ikke en kanon efter eget valg; det er mere rigtigt at sige at kirken anerkendte de bøger som kristne allerede betragtede som et autoritativt Ord fra Gud.“

Men var det så disse ydmyge kristne fra det første århundrede der helt på egen hånd udvalgte kanonen? Nej, Bibelen fortæller os at noget langt vigtigere — og mere magtfuldt — var involveret.

En af åndens mirakuløse gaver som blev givet i de første årtier efter at den kristne menighed var blevet oprettet, var ifølge Bibelen evnen til „at bedømme inspirerede udtalelser“. (1 Korinther 12:4, 10) Nogle af de første kristne fik altså en overmenneskelig evne til at se forskel på de udtalelser som virkelig var inspireret af Gud, og dem der ikke var det. Kristne i dag kan derfor have tillid til at de skrifter der er taget med i Bibelen, blev anerkendt som inspirerede.

Det fremgår altså tydeligt at De Kristne Græske Skrifters kanon blev fastlagt på et tidligt tidspunkt under ledelse af den hellige ånd. Fra og med sidste halvdel af det andet århundrede var der nogle forfattere som udtalte sig om bibelbøgernes kanonicitet. Disse forfattere fastlagde imidlertid ikke kanonen; de bekræftede blot det Gud allerede havde godkendt gennem sine repræsentanter, der var ledet af hans ånd.

Gamle håndskrifter giver os også overbevisende vidnesbyrd der støtter den kanon som er almindeligt anerkendt i dag. Der findes over 5000 håndskrifter af De Græske Skrifter på originalsproget, deriblandt nogle fra det andet og tredje århundrede. Det var disse skrifter, og ikke de apokryfe skrifter, der i de første århundreder efter Kristus blev betragtet som autoritative og derfor blev afskrevet og fik vid udbredelse.

Det vigtigste bevis på de enkelte skrifters ægthed er dog de indre vidnesbyrd. De kanoniske skrifter harmonerer med „det mønster af sunde ord“ som vi finder i den øvrige del af Bibelen. (2 Timoteus 1:13) De opfordrer læserne  til at elske, tilbede og tjene Jehova, og de advarer mod overtro, dæmonisme og menneskedyrkelse. De er historisk korrekte og indeholder sande profetier. Og de opmuntrer læserne til at elske deres medmennesker. Alle bøgerne i De Kristne Græske Skrifter har disse tydelige kendetegn. Kan det også siges om de apokryfe skrifter?

Hvordan er de apokryfe skrifter anderledes?

De apokryfe skrifter adskiller sig markant fra de kanoniske skrifter. De daterer sig fra cirka midten af det andet århundrede, hvilket er meget senere end de kanoniske skrifter. Det billede de tegner af Jesus og kristendommen, harmonerer ikke med de inspirerede skrifter.

Det apokryfe Thomasevangelium tilskriver for eksempel Jesus mange mærkværdige udtalelser, blandt andet den at han ville forvandle Maria til en mand for at gøre det muligt for hende at komme ind i himlenes rige. Thomas’ Barndomsevangelium beskriver drengen Jesus som et ondskabsfuldt barn der med vilje forårsagede et andet barns død. De apokryfe beretninger Paulusakterne og Petersakterne lægger vægt på fuldstændig seksuel afholdenhed, og ifølge disse skrifter skal apostlene endda have opfordret kvinder til at skille sig fra deres mænd. Og Judasevangeliet siger at Jesus lo ad sine disciple fordi de bad til Gud i forbindelse med et måltid. Sådanne forestillinger er helt i modstrid med det der står i de kanoniske bøger. — Markus 14:22; 1 Korinther 7:3-5; Galaterne 3:28; Hebræerne 7:26.

Mange af de apokryfe skrifter afspejler gnostikernes opfattelser. Gnostikerne mente at Skaberen, Jehova, ikke er en god Gud, at opstandelsen ikke er bogstavelig, at alt fysisk stof er af det onde, og at Satan var ophav til ægteskabet og forplantningen.

Adskillige af de apokryfe bøger tilskrives fejlagtigt bibelske personer. Blev disse bøger udelukket fra Bibelen som følge af en hemmelig konspiration? En ekspert i apokryfe skrifter, M.R. James, har sagt: „Der er ikke tale om at nogen har udelukket dem fra Det Nye Testamente: De har udelukket sig selv.“

Bibelskribenter advarede om at der ville komme et frafald

I de kanoniske skrifter finder vi adskillige advarsler om et forestående frafald der ville fordærve den kristne menighed. Faktisk var dette frafald allerede begyndt i det første århundrede, men apostlene hindrede det i at gribe om sig. (Apostelgerninger 20:30; 2 Thessaloniker 2:3, 6, 7; 1 Timoteus 4:1-3; 2 Peter 2:1; 1 Johannes 2:18, 19; 4:1-3) De inspirerede advarsler gjorde det klart hvordan man skulle se på skrifter der begyndte at dukke op efter apostlenes død, skrifter der modsagde Jesu lære.

Sådanne gamle dokumenter kan måske nok virke betydningsfulde i nogle forskeres og historikeres øjne. Men overvej følgende: Hvad nu hvis forskere samlede en stak tvivlsomme tekster der var blevet trykt i dag, måske ved at klippe dem ud af sladderblade og af publikationer som radikale religiøse grupper stod bag, og så låste papirerne inde i en sikret boks? Ville tidens gang gøre disse skrifter pålidelige og sande? Ville de løgne og det nonsens teksterne indeholdt, blive til sandhed efter 1700 år, bare på grund af dokumenternes høje alder?

Selvfølgelig ikke! Det samme gælder påstande om at Jesus giftede sig med Maria Magdalene, og andre besynderlige udtalelser i de apokryfe bøger. Hvorfor tro på sådanne upålidelige kilder når man har adgang til kilder der er troværdige? Alt hvad Gud ønsker at vi skal vide om hans søn, er frit tilgængeligt i Bibelen — en beretning vi kan stole på.

^ par. 4 Ordet „kanon“ henviser til den samling af bibelbøger der indeholder overbevisende vidnesbyrd om at være inspireret af Gud. Der er 66 bøger der almindeligvis anerkendes som kanoniske, og som er en integreret og uundværlig del af Guds ord.