Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET MARTS 2010

Hvorfor du kan stole på evangelierne i Bibelen

Hvorfor du kan stole på evangelierne i Bibelen

„De er blevet en enorm succes. De har givet inspiration til film i millionklassen . . . og til bestsellere . . . Kristne sekter har taget dem til sig. De har givet grobund for nye trosretninger og for konspirationsteorier.“ — SUPER INTERESSANTE, ET BRASILIANSK NYHEDSBLAD.

HVAD var det der havde vakt al denne furore? Bladet kommenterede den interesse og de aktiviteter der i den senere tid har kredset om en samling pseudoevangelier, epistler og apokalypser der i midten af det 20. århundrede blev fundet i Nag Hammadi og andre steder i Egypten. Disse og andre dokumenter af samme type omtales i almindelighed som gnostiske eller apokryfe skrifter. *

Var der et komplot?

I en tidsalder hvor folk generelt forholder sig kynisk til Bibelen og de traditionelle trossamfund, ser det ud til at de gnostiske eller apokryfe skrifter er kommet i medvind. Disse skrifter har haft stor indvirkning på manges syn på Jesu Kristi lære og kristendommen i det hele taget. Som et blad skrev: „Thomasevangeliet og andre apokryfe [værker] taler til hjertet hos en gruppe mennesker som der bliver flere og flere af her i vor moderne tid: dem der hungrer efter noget åndeligt men ikke har tillid til religion.“ Man skønner at der alene i Brasilien er „mindst 30 grupper hvis tro bygger på apokryferne“.

Opdagelsen af disse dokumenter har fremmet den teori at den katolske kirke i det fjerde århundrede stod bag et komplot der havde til hensigt at skjule sandheden om Jesus — at nogle beretninger om hans liv som findes i de apokryfe skrifter, blev holdt hemmelige, og at de fire evangelier der findes i vore dages bibler, er blevet ændret. Elaine Pagels, der er professor i religion, siger det på denne måde: „Vi begynder nu at forstå at det vi kalder kristendom  — og det vi identificerer som kristen tradition — i virkeligheden kun omfatter et lille udvalg af specifikke kilder, der er valgt blandt dusinvis af andre.“

Forskere som Elaine Pagels er af den opfattelse at Bibelen ikke er den eneste kilde til kristen tro; der er også andre kilder, såsom de apokryfe skrifter. Et BBC-program med titlen Bible Mysteries, „The Real Mary Magdalene“ [Bibelske mysterier, „Den virkelige Maria Magdalene“] bemærkede at de apokryfe skrifter fremstiller Maria Magdalene som „lærer og åndelig vejleder for de andre disciple. Hun er ikke blot en discipel; hun er apostelen for apostlene.“ Som en kommentar til Maria Magdalenes formodede rolle skriver Juan Arias i den brasilianske avis O Estado de S. Paulo: „Alt hvad vi ved i dag, fører til den konklusion at den første kristne bevægelse, der blev grundlagt af Jesus, i bund og grund var ’feministisk’, eftersom de første huskirker fandtes i kvinders hjem, hvor kvinderne selv fungerede som præster og biskopper.“

Mange lægger tilsyneladende langt mere vægt på de apokryfe kilder end på Bibelen. Men det giver anledning til nogle vigtige spørgsmål: Er de apokryfe skrifter et legitimt grundlag for kristen tro? Når de modsiger klare bibelske lærepunkter, hvilken kilde skal man så tro på — Bibelen eller de apokryfe bøger? Blev der virkelig dannet et komplot i det fjerde århundrede i den hensigt at holde disse bøger hemmelige og ændre de fire evangelier for at fjerne vigtige informationer om Jesus, Maria Magdalene og andre? Lad os finde svaret på disse spørgsmål ved at se nærmere på et af Bibelens fire evangelier, nemlig Johannesevangeliet.

Vidnesbyrd fra Johannesevangeliet

Et værdifuldt fragment af Johannesevangeliet blev fundet i Egypten omkring år 1900 og er nu kendt som Papyrus Rylands 457 (P52). Det indeholder den tekst der i moderne bibler er Johannes 18:31-33, 37, 38, og det opbevares på John Rylands Library i Manchester, England. Dette er det ældste eksisterende håndskriftfragment af De Kristne Græske Skrifter. Mange forskere anslår at det er skrevet omkring år 125, blot hen ved et kvart århundrede efter Johannes’ død. Det forbløffende ved det er at teksten på fragmentet næsten nøjagtigt svarer til den der findes i senere håndskrifter. Den omstændighed at et eksemplar af Johannesevangeliet så tidligt var nået til Egypten, hvor fragmentet blev fundet, støtter den konklusion at Johannesevangeliet var blevet nedskrevet allerede i det første århundrede og af Johannes selv, sådan som Bibelen siger. Johannesevangeliet er derfor skrevet af et øjenvidne.

De apokryfe skrifter daterer sig derimod alle fra det andet århundrede og frem, hvilket er hundrede år eller mere efter at de begivenheder de beskriver, havde fundet sted. Nogle eksperter prøver at argumentere for at de apokryfe skrifter er baseret på tidligere skrifter eller traditioner, men det findes der ingen beviser for. Det er derfor relevant at stille spørgsmålet: Hvad skal man tro på — øjenvidneberetningerne eller de beretninger der er nedskrevet af nogle der levede hundrede år  efter at begivenhederne havde fundet sted? Svaret er indlysende. *

Papyrus Rylands 457 (P52), et fragment af Johannesevangeliet dateret til det andet århundrede, blev skrevet kun få årtier efter originalen

Hvad med påstanden om at evangelierne i Bibelen er blevet ændret for at hemmeligholde visse beretninger fra Jesu liv? Findes der for eksempel vidnesbyrd om at Johannesevangeliet blev ændret i det fjerde århundrede for at forvrænge visse kendsgerninger? For at besvare dette spørgsmål må vi huske at en af de vigtigste kilder til den bibel vi har i dag, er Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 fra det fjerde århundrede. Hvis vores bibel indeholder ændringer der er blevet foretaget i det fjerde århundrede, ville disse ændringer have kunnet ses i dette håndskrift. Heldigvis indeholder et andet håndskrift det meste af Lukasevangeliet og Johannesevangeliet. Dette håndskrift er kendt som Bodmer 14, 15 (P75) og er affattet mellem år 175 og 225. Ifølge eksperter ligger det tekstmæssigt meget tæt op ad Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209. Med andre ord blev der ikke foretaget nogen betydelige ændringer i Bibelens evangelier, og det har vi Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 som bevis for.

Der findes ingen vidnesbyrd, hverken skriftlige eller andre, der beviser at teksten i Johannesevangeliet — eller i de andre evangelier — blev ændret i løbet af det fjerde århundrede. Efter at have undersøgt en samling håndskriftfragmenter der blev fundet ved Oxyrhynchus i Egypten, skriver dr. Peter M. Head fra Cambridge University: „I store træk bekræfter disse håndskrifter teksten i de vigtige majuskelhåndskrifter [håndskrifter der er skrevet med store bogstaver og daterer sig fra det fjerde århundrede og frem] som danner grundlaget for de nutidige tekstkritiske udgaver. Der er intet her der kræver en helt ny forståelse af den tidlige gengivelse af teksten i NT [Det Nye Testamente].“

Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 fra det fjerde århundrede viser at der kun var små tekstændringer i evangelierne

Hvad kan vi konkludere?

De fire kanoniske evangelier — Mattæus, Markus, Lukas og Johannes — var almindeligt accepterede blandt kristne i hvert fald så tidligt som midt i det andet århundrede. Tatians vidt udbredte Diatessaron (et græsk udtryk der betyder „gennem fire“), som blev udarbejdet mellem år 160 og 175, var udelukkende baseret på de fire kanoniske evangelier og ikke på nogen af de gnostiske „evangelier“. (Se rammen  „Et tidligt forsvar for evangelierne“). Det er også værd at lægge mærke til den iagttagelse som Irenæus fra den sidste del af det andet århundrede gjorde. Han påstod at der måtte være fire evangelier fordi der er fire verdenshjørner og fire hovedvinde. Selvom man måske kan sætte spørgsmålstegn ved hans sammenligninger, støtter hans pointe den opfattelse at der på den tid kun fandtes fire kanoniske evangelier.

Hvad viser alle disse kendsgerninger? At De Kristne Græske Skrifter — derunder de fire evangelier — er forblevet stort set uændrede fra det andet århundrede og frem til i dag. Der er intet reelt grundlag for at tro at der blev dannet et komplot i det fjerde århundrede for at ændre eller hemmeligholde nogen  som helst del af de guddommeligt inspirerede skrifter. Tværtimod skrev bibelforskeren Bruce Metzger: „Ved slutningen af det andet århundrede . . . nåede man frem til en høj grad af enighed angående størstedelen af Det Nye Testamente blandt de meget forskelligartede og spredte menigheder af troende, ikke blot i Middelhavsområdet, men også i et område der strakte sig fra England til Mesopotamien.“

Apostlene Paulus og Peter var forkæmpere for sandheden i Guds ord. De gav deres kristne trosfæller en stærk advarsel mod at acceptere eller tro noget andet end det de havde lært. For eksempel skrev Paulus til Timoteus: „Timoteus! Vogt det som er blevet dig betroet, idet du vender dig bort fra den tomme snak som krænker det der er helligt, og fra modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således. Idet de har skiltet med en sådan kundskab er nogle veget bort fra troen.“ Og Peter erklærede: „Det var jo ikke snedigt opfundne fabler vi fulgte da vi gjorde jer bekendt med vor Herre Jesu Kristi kraft og nærværelse; nej, vi havde været øjenvidner til hans storhed.“ — 1 Timoteus 6:20, 21; 2 Peter 1:16.

For mange hundrede år siden blev profeten Esajas inspireret til at sige: „Det grønne græs er tørret ind, blomsten er visnet; men vor Guds ord vil bestå evindelig.“ (Esajas 40:8) Vi kan have den samme tillid til at den der har inspireret De Hellige Skrifter, også bevarede dem op gennem tiden så ’alle slags mennesker kunne frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden’. — 1 Timoteus 2:4.

^ par. 3 Ordene „gnostisk“ og „apokryf“ kommer fra græske ord der kan betyde henholdsvis „hemmelig kundskab“ og „omhyggeligt skjult“. Disse udtryk bruges om uægte eller ukanoniske skrifter der søger at efterligne evangelierne, Apostelgerninger, brevene og åbenbaringerne i De Kristne Græske Skrifters kanoniske bøger.

^ par. 11 Et andet problem hvad de apokryfe skrifter angår, er at der er meget få eksemplarer af dem tilbage. Maria Magdalenes evangelium, der blev hentydet til tidligere, har kun overlevet i form af to små fragmenter og et længere et hvor sandsynligvis halvdelen af den originale tekst mangler. Der er desuden betydelige forskelle mellem de tilgængelige apokryfe håndskrifter.