Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet  |  December 2009

 Undervis dine børn

Jeremias gav ikke op

Jeremias gav ikke op

BLIVER du nogen sinde ked af det og får lyst til at give op? — * Det sker for mange. For eksempel skete det for den unge Jeremias. Men det som andre sagde eller gjorde, fik ham aldrig til helt at opgive. Lad os se hvordan Jeremias var begyndt at miste modet på trods af sit gode forhold til Gud.

Inden Jeremias blev født, udvalgte den sande Gud, Jehova, ham til at være en profet der skulle advare folket og fortælle dem at de ikke havde Guds behag. Ved du hvad Jeremias flere år senere sagde til Jehova? — Han udbrød: „Jeg ved jo ikke hvordan jeg skal tale, for jeg er kun en dreng.“

Hvad tror du Jehova sagde til Jeremias? — Venligt men bestemt sagde han: „Sig ikke: ’Jeg er kun en dreng.’ Men du skal gå til alle dem som jeg sender dig til; og du skal sige alt hvad jeg giver dig påbud om. Vær ikke bange.“ Hvorfor ikke? „For ’jeg er med dig for at udfri dig,’“ lød Jehovas ord. — Jeremias 1:4-8.

Som nævnt tidligere blev Jeremias imidlertid senere modløs fordi andre gjorde nar af at han tjente Gud. Jeremias sagde: ’Alle griner af mig. Dagen lang gør de nar af mig.’ Han besluttede derfor at holde op. „Jeg vil ikke nævne [Jehova], og jeg vil ikke mere tale i hans navn,“ sagde han. Men gav han virkelig op?

Jeremias sagde: ’I mit hjerte blev Jehovas ord som en brændende ild lukket inde i mine knogler; og jeg blev træt af at holde igen.’ (Jeremias 20:7-9) Så selvom Jeremias indimellem blev bange, var hans kærlighed til Jehova så stærk at han ikke kunne give op. Lad os se hvordan Jeremias blev beskyttet fordi han fortsatte med at tjene Gud.

Jehova sagde til Jeremias at han skulle advare folket om at Jerusalem ville blive ødelagt hvis de blev ved med at være onde. Da Jeremias gav folket denne advarsel, blev de vrede og sagde: „Denne mand har fortjent en dødsdom.“ Men Jeremias bad dem indtrængende om at ’adlyde Jehovas røst’.  Derefter sagde han: ’I skal vide, at hvis I lader mig dø, er det en uskyldig mand I dræber, for Gud har sendt mig til jer for at tale med jer.’ Ved du hvad der nu skete? —

Bibelen siger: „Da sagde fyrsterne og hele folket til præsterne og til profeterne: ’Denne mand fortjener ikke en dødsdom, for det er i Jehova vor Guds navn han har talt til os.’“ Ja, da Jeremias fortsatte selvom han var bange, beskyttede Jehova ham. Lad os nu se hvad der skete med Urija, der også var en af Jehovas profeter, men som gjorde noget helt andet end Jeremias.

’Urija profeterede de samme ord imod Jerusalem som Jeremias,’ siger Bibelen. Men ved du hvad Urija gjorde da kong Jojakim blev vred på ham? — Han blev bange, holdt op med at gøre Guds vilje og flygtede til Ægypten. Kongen sendte derefter nogle mænd ud for at finde Urija og føre ham tilbage. Ved du hvad den onde konge gjorde da mændene kom tilbage med Urija? — Han slog ham ihjel med et sværd! — Jeremias 26:8-24.

Hvorfor tror du at Jehova beskyttede Jeremias, men ikke Urija? — Jo, selvom Jeremias sikkert var bange ligesom Urija, holdt han ikke op med at tjene Jehova, og han stak heller ikke af. Han gav ikke op. Hvad synes du at vi kan lære af Jeremias’ eksempel? — At vi altid må stole på Jehova og adlyde ham, også selvom vi måske nogle gange synes at det er svært at gøre det han siger.

^ par. 3 Hvis du læser denne artikel sammen med et barn, så læg mærke til at tankestregen efter hvert spørgsmål skal minde dig om at holde en pause så barnet kan svare.