Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET DECEMBER 2009

En rejse tilbage i tiden

En rejse tilbage i tiden

 Et brev fra De Forenede Stater

En rejse tilbage i tiden

FORESTIL dig hvor interessant det ville være at tage på en rejse hvor du kunne opleve hvordan dine forfædre levede. På en måde foretog vi en sådan rejse. Vi rejste fra Schweiz til USA. De fleste tænker nok på USA som et land der på alle måder er topmoderne, men vi rejste to hundrede år tilbage i tiden. Lad os fortælle dig om det.

Fordi vi taler schweizertysk, var vi blevet inviteret tre måneder til staten Indiana. Formålet var at dele den gode nyhed om Riget med amish-familier der stadig taler deres forfædres sprog. Hundreder af disse familier bor i Indiana.

Amish-folket er efterkommere af en gruppe anabaptister der levede i det 17. århundrede. De har fået navn efter deres grundlægger, Jakob Ammann, som boede i Schweiz. Ved at studere Bibelen blev disse gudfrygtige mennesker dengang klar over at det var forkert at døbe de små børn og at gøre militærtjeneste. På grund af deres standpunkt blev de forfulgt af regeringen. Nogle enkelte betalte endog med livet for deres religiøse overbevisning. Da forfølgelsen tog til i styrke, blev flere af dem tvunget til at flygte til andre dele af Schweiz og til Frankrig. I midten af det 19. århundrede var tusindvis flygtet til De Forenede Stater. Med sig havde de deres kultur og sprog, schweizertysk.

Når vi opsøgte disse venlige mennesker i deres hjem, blev de forbavset over at se os ved deres dør og høre os tale deres sprog. Forestil dig situationen:

„Hvordan kan det være at I taler ligesom os?“ spørger de på schweizertysk.

„Fordi vi er fra Schweiz,“ svarer vi.

„Men I er ikke amish!“ siger de undrende.

Mange inviterer os indenfor, og vi får et glimt af en livsstil som synes at tilhøre en fjern fortid. I stedet for elektriske pærer er der olielamper; i stedet for biler, hestevogne; i stedet for rindende vand, en brønd og en vindmølle; i stedet for radioer, sang.

Det der gør størst indtryk på os hos dem vi besøger, er deres ydmyghed og beskedenhed. Mange har gjort det til en vane at læse i Bibelen hver dag, og de sætter stor pris på at tale om Bibelen. Det giver os mulighed for at få samtaler med dem om Guds hensigt med menneskeheden og jorden.

Det rygtes hurtigt i området at der er gæster fra Schweiz. Mange beder os om at besøge  deres slægtninge, og det gør vi med glæde. Vi tager også med begejstring og stor forventning imod en invitation til at besøge en amish-skole. Hvad mon vi skal opleve?

Vi banker på døren til skolen. Læreren lukker op og inviterer os straks ind i klasseværelset, hvor 38 par nysgerrige øjne fokuserer på os fire fremmede. Otte klasser er sammen i ét klasseværelse, og børnene er mellem 7 og 15 år. Pigerne er ens klædt i blåt tøj og hvide kyser; drengene går i sorte bukser og mørkeblå skjorter. Der er højt til loftet. Tre af væggene er malet marineblå; på væggen bag katederet hænger der en tavle. Lige i nærheden er der en globus og nogle verdenskort. I hjørnet står der en stor kakkelovn.

Børnene kigger nysgerrigt på os mens vi sætter os foran i klasseværelset. Hver klasse bliver kaldt op til katederet og hørt i deres lektier. Vi bliver glædeligt overrasket da læreren begynder at udspørge børnene om De Schweiziske Alper. Deres skolebøger er ret gamle, så læreren spørger os om Schweiz stadig er ligesom det er beskrevet i hans bøger. Går køerne stadig i Alperne om sommeren, eller er der stadig sne deroppe? Da vi viser vores farvebilleder af de snedækkede bjergtoppe som supplement til de sort-hvide billeder i hans bog, smiler han begejstret.

Lærerens kone hjælper til med undervisningen, og hun stiller et spørgsmål som vi tit har hørt: „Kan I jodle?“ Det kan vi ikke. Men da vi ved at amish-folket kan lide at synge og jodle, beder vi dem om at synge en sang for os. Det vil de gerne, og vi lytter tryllebundet til dette 40-stemmers kor. Så er der frikvarter.

Nu beder lærerens kone os om at synge for dem. Det går vi med til da vi kender flere folkesange på schweizertysk. Rygtet om at vi vil synge, breder sig som en løbeild på legepladsen, og pludselig er alle børnene tilbage i klasseværelset og stiller sig i en ring omkring os. Vi står foran børnene og synger så godt vi kan.

Senere inviterer en amish-familie på 12 os til middag. Et langt træbord er fyldt med god mad — kartoffelmos, skinke, majs, brød, ost, grøntsager, kager og desserter. Før måltidet beder hver især en stille bøn. Mens maden bliver sendt rundt, fortæller vi dem om Schweiz, deres forfædres land, og de fortæller os om livet på gården. Børnene hvisker og fniser mens de spiser. Da alle er færdige med at spise, bliver der bedt igen, og det er et signal til børnene om at de må forlade bordet — men ikke for at lege. De har hver især deres opgaver med at tage ud af bordet og vaske op, hvilket indebærer at de først skal pumpe vand op og varme det.

Mens børnene vasker op, inviterer forældrene os ind i stuen. Der er ingen sofa, men vi sætter os i de dejlige gyngestole lavet af træ. En gammel tysk bibel bliver taget ud af skabet, og som det er almindeligt hos en amish-familie, er vi snart i gang med en livlig samtale om åndelige spørgsmål. Hvad er Jehova Guds hensigt med jorden og menneskene? Hvad mente Jesus da han sagde at de sagtmodige skulle arve jorden? Er det virkelig Guds hensigt at pine onde mennesker for evigt i et brændende helvede? Hvem følger Jesu befaling om at forkynde den gode nyhed på hele den beboede jord? At tale om alle disse spørgsmål — og mange flere — med åndeligsindede mennesker som bruger deres bibel, er til stor glæde for os.

Vi tænker nu med begejstring på vores rejse tilbage i tiden, en rejse som var fyldt med gode oplevelser. Vi håber og beder til at vores besøg og vores samtaler på schweizertysk ikke kun åbnede mange døre, men også mange hjerter for den nøjagtige kundskab om sandheden fra Guds ord, Bibelen.