Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) NOVEMBER 2015

 FRA VORES ARKIVER

“Intet under solen bør hindre jer!”

“Intet under solen bør hindre jer!”

VI BEFINDER os i foråret 1931. Ved indgangen til det berømte koncerthus Salle Pleyel i Paris myldrer det med delegerede fra 23 lande. Taxier sætter de velklædte passagerer af foran bygningen, og snart er den store koncertsal fyldt. De næsten 3.000 gæster er ikke kommet for at lytte til en koncert men for at høre Joseph F. Rutherford, som på det tidspunkt leder forkyndelsesarbejdet. Hans dynamiske foredrag bliver tolket til fransk, polsk og tysk. Bror Rutherfords kraftige stemme giver genlyd i hele salen.

Stævnet i Paris blev et vendepunkt for Rigets arbejde i Frankrig. Bror Rutherford opfordrede den internationale tilhørerskare – og især de unge – til at tjene som kolportører i Frankrig. John Cooke, der som teenager var delegeret fra England, glemte aldrig den opildnende tilskyndelse: “Intet under solen bør hindre jer unge i at tage fat på kolportørarbejdet!” *

Ud over John Cooke, der senere blev missionær, var der mange andre som reagerede på dette ‘makedoniske kald’. (Apg. 16:9, 10) Faktisk steg antallet af kolportører i Frankrig fra 27 i 1930 til 104 i 1931 – en bemærkelsesværdig stigning på bare ét år. Mange af disse første pionerer talte ikke fransk, så hvordan kunne de overvinde sprogbarrieren? Og hvordan ville de håndtere de beskedne kår og ensomheden?

SPROGBARRIEREN

De udenlandske kolportører var afhængige af vidnesbyrdskort, der kunne forkynde den gode nyhed om Riget på deres vegne. En tysktalende bror der frimodigt forkyndte i Paris, beretter: “Vi vidste at vores Gud er en stærk Gud. Hvis vi havde hjertebanken når vi gik i tjenesten, var det ikke på grund af menneskefrygt, men fordi vi var bange for at glemme den lille sætning: ‘Voulez-vous lire cette carte, s’il vous plaît? [Læs venligst dette kort].’ Vi var overbevist om at vi udførte et meget vigtigt arbejde.”

De første kolportører i Frankrig anvendte cykler og motorcykler for at udbrede den gode nyhed

Når kolportørerne forkyndte i lejlighedskomplekser, blev de ofte smidt ud af portnerne. En dag stod to engelske søstre der kunne meget lidt fransk, over for en arrig concierge, der spurgte hvem de skulle besøge. Mens de forsøgte at berolige denne vrede portner, lagde en af søstrene mærke til et lille emaljeskilt på en dør. På skiltet stod der: “Tournez le bouton [Ring på klokken].” Søsteren troede at det var beboerens navn, så hun svarede muntert: “Vi er kommet for at besøge Madame ‘Tournez le bouton’.” Det var en stor hjælp for disse flittige kolportører at de havde humoristisk sans!

 BESKEDNE KÅR OG ENSOMHED KUNNE IKKE STANDSE DEM

I 1930’erne måtte de fleste mennesker i Frankrig leve under svære vilkår, og de udenlandske kolportører var ingen undtagelse. En engelsktalende søster ved navn Mona Brzoska har fortalt om det hun og hendes pionermakker oplevede: “Vores logi var ofte meget primitivt, og et af de store problemer var opvarmning om vinteren. Vi var tit tvunget til at bo i et iskoldt værelse hvor vi om morgenen måtte slå hul på isen i vandkanden før vi kunne vaske os.” Mistede de første pionerer modet på grund af de manglende bekvemmeligheder? På ingen måde! En af dem sammenfattede deres indstilling med disse rammende ord: “Vi ejede ingenting, men vi manglede ikke noget.” – Matt. 6:33.

Engelske pionerer der overværede stævnet i Paris i 1931

Disse udholdende kolportører måtte også overvinde ensomhed. I begyndelsen af 1930’erne var der under 700 forkyndere i Frankrig, og de fleste af dem var spredt rundt om i landet. Hvordan kunne kolportørerne bevare glæden selvom de følte sig isolerede? Mona, der sammen med sin pionermakker stod over for denne udfordring, forklarede: “Vi måtte bekæmpe ensomheden ved regelmæssigt at studere Selskabets publikationer sammen. Dengang aflagde vi ingen genbesøg og ledte ingen bibelstudier, så om aftenen var der god tid til at skrive til vores familie og især til andre pionerer for at fortælle om vores oplevelser og opmuntre hinanden.” – 1 Thess. 5:11.

På trods af forhindringer bevarede disse selvopofrende kolportører en positiv indstilling. Det fremgår af de breve de sendte til afdelingskontoret, nogle gange mange år efter deres pionertjeneste i Frankrig. Annie Cregeen, en salvet søster der sammen med sin mand rejste rundt i hele Frankrig fra 1931 til 1935, skrev om den tid: “Vi havde et meget lykkeligt og begivenhedsrigt liv. Vi pionerer var en stærkt sammentømret gruppe. Som apostlen Paulus sagde: ‘Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro.’ Det er en trosstyrkende tanke for os der havde mulighed for at hjælpe til for så mange år siden.” – 1 Kor. 3:6.

Den udholdenhed og iver disse første pionerer lagde for dagen, er i sandhed et godt eksempel for andre der ønsker at udvide deres tjeneste. I dag er der omkring 14.000 almindelige pionerer i Frankrig. Mange af dem tjener i fremmedsprogede grupper eller menigheder. * Ligesom deres forgængere lader de intet under solen hindre dem! – Fra vores arkiver i Frankrig.

^ par. 4 Oplysninger om det arbejde polske immigranter udførte i Frankrig, findes i artiklen “Jehova førte jer til Frankrig for at I skulle lære om sandheden” i Vagttårnet for 15. august 2015.

^ par. 13 I 2014 førte Afdelingskontoret i Frankrig tilsyn med over 900 fremmedsprogede menigheder og grupper, der hjælper oprigtige, sandhedssøgende mennesker på 70 sprog.