Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) NOVEMBER 2015

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvad vidner om at Jeriko blev indtaget uden en længere belejring?

Ifølge Josua 6:10-15, 20 marcherede israelitiske soldater rundt om Jeriko én gang om dagen i seks dage. På den syvende dag gik de syv gange rundt om byen, hvorefter Gud fik dens stærke mure til at falde sammen. Det gav israelitterne mulighed for at indtage byen. Men støtter de arkæologiske vidnesbyrd det Bibelen siger om at Jeriko kun var belejret i kort tid?

I oldtiden var det almindeligt at en angribende hær belejrede en befæstet by for at indtage den. Hvis belejringen strakte sig over en længere periode, levede indbyggerne i byen af den mad de havde opmagasineret. Når byen til sidst blev indtaget, plyndrede de invaderende soldater byen for værdier, blandt andet den del af forrådet der var tilbage. I ruinerne af Jeriko har arkæologerne imidlertid fundet store forsyninger af fødevarer. Biblical Archaeology Review oplyser: “Det man fandt mest af i ruinerne, ud over lertøj, var korn. ... Det er noget der skiller sig meget ud i optegnelserne over arkæologiske udgravninger i Palæstina. Måske finder man en krukke korn eller to, men at finde en så stor mængde er meget usædvanligt.”

Ifølge Bibelen var der en god grund til at israelitterne ikke tog det korn der var i Jeriko – Jehova havde befalet dem at holde sig fra det. (Jos. 6:17, 18) Israelitternes angreb fandt sted om foråret kort efter høsttiden, hvor kornlagrene var fyldte. (Jos. 3:15-17; 5:10) Det faktum at der var meget korn tilbage i Jeriko, vidner om at israelitternes belejring af byen var kortvarig, præcis som Bibelen siger.