Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) OKTOBER 2015

“Den uerfarne tror hvert ord”

“Den uerfarne tror hvert ord”

“Den mand der aldrig læser en avis, er en tåbe, men den der tror på det han læser, blot fordi det står i avisen, er en større tåbe.” – August von Schlözer, tysk historiker og skribent (1735-1809).

HVIS man ikke kunne stole på alt det der stod i avisen for 200 år siden, hvad skal man så mene om det man kan læse på internettet her i det 21. århundrede? Enorme mængder information – rigtig og forkert, brugbar og ubrugelig, harmløs og skadelig – er nu tilgængelig takket være moderne teknologi. Det er derfor vigtigt at vi er selektive. Særligt de der er nye på internettet, kunne tro at en artikel eller en nyhed, uanset hvor mærkelig eller sensationel den lyder, er sand bare fordi den findes på nettet eller en ven har sendt den i en mail. Af gode grunde giver Bibelen denne advarsel: “Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.” – Ordsp. 14:15.

Hvordan kan vi være “kloge” og gennemskue de usande historier, fupnumre, vandrehistorier og andre forkerte informationer vi bliver præsenteret for? Begynd med at spørge dig selv: ‘Kommer oplysningerne fra en officiel, pålidelig hjemmeside, eller kommer de fra en blog eller en ukendt kilde? Har en pålidelig kilde afsløret at de er forkerte?’ * Dernæst må du tænke dig godt om. (Ordsp. 1:4) Hvis noget virker usandsynligt, er det det sikkert også. Hvis nyheden indeholder negativ omtale af andre, så overvej engang hvem der får gavn af at den bliver spredt, og om kilden kunne have en skjult dagsorden.

VIDERESENDER JEG ALTID?

Nogle er nærmest besat af at sprede nyheder og videresender dem til alle deres kontakter uden først at tjekke ægtheden eller overveje konsekvenserne. Måske gør de det for at få opmærksomhed ved at være den første der fortæller nyheden. (2 Sam. 13:28-33) Men hvis vi er “kloge”, vil vi overveje hvor meget vi kan komme til at skade andre, for eksempel en persons eller en organisations omdømme.

 Det kræver noget at verificere en nyhed. Det er derfor at nogle bare lader det være op til modtageren at finde ud af om den er troværdig. Men hvor lang tid vil det ikke tage for ham at gøre det? Tiden er kostbar. (Ef. 5:15, 16) Så i stedet for at videresende tvivlsomme oplysninger vil det være bedre bare at slette dem.

Spørg dig selv: ‘Videresender jeg automatisk mails om alt muligt? Har jeg nogen sinde været nødt til at undskylde over for mine kontakter at jeg har sendt oplysninger der viste sig at være ukorrekte eller direkte løgn? Har nogen bedt mig om ikke at videresende mails til dem?’ Husk at alle der er på din kontaktliste, selv har adgang til nettet og derfor kan finde frem til interessante oplysninger uden din hjælp. Der er ingen grund til at overdænge dem med sjove historier, filmklip eller billedserier. Det er heller ikke klogt at videresende bibelske foredrag i form af optagelser eller udførlige notater. * Husk også at dine trosfæller har større gavn af selv at undersøge forskellige emner, slå skriftsteder op og forberede svar til møderne end af at du videresender materialet til dem.

Skal jeg videresende den her sensationelle mail?

Hvad bør du gøre hvis du på nettet støder på ondsindede udtalelser om Jehovas organisation? Afvis sådan noget materiale med det samme! Nogle føler at de er nødt til at gøre andre opmærksomme på det for at høre hvad de mener, men det er kun med til at sprede de skadelige løgne. Hvis du er urolig over noget du har set på nettet, så bed Jehova om visdom, og tal med nogle modne brødre om det. (Jak. 1:5, 6; Jud. 22, 23) Jesus, der selv blev udsat for falske anklager, advarede sine disciple om at deres modstandere ville forfølge dem og ‘løgnagtigt sige alt muligt ondt om dem’. (Matt. 5:11; 11:19; Joh. 10:19-21) Vi må bruge “dømmekraft” og “evnen til at tænke” for at kunne identificere “enhver der fører fordærvet tale” og “dem som følger afvegne spor”. – Ordsp. 2:10-16.

 VIS RESPEKT FOR ANDRE

Vi må også være forsigtige når nogen fortæller os en teokratisk oplevelse de har hørt fra andre, eller når vi hører en nyhed om en bror eller søster. Selvom informationerne er sande, er det ikke ensbetydende med at vi bør fortælle dem til andre. Nogle gange vil det hverken være rigtigt eller kærligt at gøre det. (Matt. 7:12) Det er for eksempel hverken kærligt eller opmuntrende at sprede sladder, selv hvis oplysningerne er korrekte. (2 Thess. 3:11; 1 Tim. 5:13) Nogle nyheder er måske af fortrolig art, og vi bør vise respekt for andre ved at give dem mulighed for at fortælle en nyhed på det tidspunkt og den måde de foretrækker. Det at videregive informationer i utide kan gøre stor skade.

I dag kan nyheder – rigtige og forkerte, brugbare og ubrugelige, harmløse og skadelige – blive spredt med en utrolig hast. Selv hvis man kun sender en mail eller besked til én person, må man huske at den på bare et øjeblik kan nå hele jorden rundt. Det er derfor vigtigt at vi modstår lysten til hurtigt og ukritisk at videresende oplysninger. Selvom kærligheden “tror alt” og ikke er overdrevent mistænksom, er den heller ikke naiv eller godtroende. (1 Kor. 13:7) Vi bør derfor ikke tro på hver eneste sensationelle nyhed vi læser. Og vi vil heller ikke tro på ondskabsfulde insinuationer om Jehovas organisation eller negativ omtale af vores brødre – løgne der sættes i omløb af mennesker der tjener “løgnens fader”, Satan Djævelen. (Joh. 8:44) Hvis vi skal være “kloge”, må vi tænke os godt om og bruge vores dømmekraft, og vi må overveje hvordan vi på en ansvarsfuld måde kan håndtere den enorme mængde information som hver dag bliver tilgængelig for os. De uerfarne, eller naive, kan let komme til at gøre noget dumt, men som Bibelen siger, ‘krones de kloge med kundskab’. – Ordsp. 14:18.

^ par. 4 Vær opmærksom på at historier der tidligere er blevet afsløret som usande, af og til dukker op igen, ofte i en lidt ændret udgave så de virker troværdige.

^ par. 8 Se “Spørgsmålskassen” i Tjenesten for Riget, april 2010.