Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) OKTOBER 2015

Det bedste for mig har været at søge nær til Gud

Det bedste for mig har været at søge nær til Gud

MIN fysiske vækst gik i stå da jeg var ni år gammel. Jeg boede i Elfenbenskysten, og i dag, 34 år senere, er jeg stadig kun en meter høj. På et tidspunkt tilskyndede mine forældre mig til at holde mig travlt beskæftiget så mine tanker ikke hele tiden kredsede om hvordan jeg så ud. Jeg stillede en frugtbod op uden for vores hus og sørgede for at det hele så indbydende ud. Det tiltrak mange kunder.

Men det at have travlt fik selvfølgelig ikke alle mine problemer til at forsvinde. Jeg var stadig ikke ret høj, så selv de mest simple ting var vanskelige for mig, for eksempel det at nå op til disken i butikkerne. Det virkede som om alt var designet til mennesker der var næsten dobbelt så høje som mig. Jeg havde ondt af mig selv, men det ændrede sig da jeg var 14 år.

En dag kom to kvinder der var Jehovas Vidner, forbi for at købe frugt, og de tilbød at studere Bibelen med mig. Der gik ikke lang tid før jeg forstod at Jehova og hans hensigt var vigtigere end min fysiske tilstand. Det var rigtig godt for mig. Salme 73:28 blev mit yndlingsskriftsted. I den første del af skriftstedet står der: “For mig er det bedste at søge nær til Gud.”

Vores familie flyttede ret pludseligt til Burkina Faso, og mit liv ændrede sig drastisk. Der hvor vi kom fra i Elfenbenskysten, havde folk været vant til at se mig ved frugtboden. Det nye sted, derimod, var jeg en fremmed, og i manges øjne så jeg også mærkelig ud. Folk stirrede på mig. Af den grund holdt jeg mig indenfor i flere uger ad gangen. Men så kom jeg til at tænke på hvor godt det havde været for mig at søge nær til Jehova. Jeg skrev til Jehovas Vidners Afdelingskontor og fik besøg af den helt rigtige – Nani, en missionærsøster der kørte rundt på scooter.

I det område hvor jeg boede, var der jordveje, og man skred let ud når man kørte på dem; i regntiden var vejene ligefrem mudrede. Nani væltede op til flere gange på sin scooter når hun skulle hen og studere med mig, men hun lod sig ikke sådan lige stoppe. En dag tilbød hun at tage mig med til møderne. Men det ville betyde at jeg skulle vove mig ud af huset og igen udsættes for folks nysgerrige blikke. Og min ekstra vægt bag på scooteren ville  gøre den endnu sværere at styre. På trods af det sagde jeg ja, med anden del af mit yndlingsskriftsted i tanke: “Jeg har gjort den suveræne Herre Jehova til min tilflugt.”

Nani og jeg væltede nogle gange i mudderet, men det at komme til møde var bestemt det hele værd. Hvor var der stor kontrast mellem de kærlige smil jeg fik i rigssalen, og de stirrende blikke jeg mødte udenfor! Ni måneder senere blev jeg døbt.

Den tredje del af mit yndlingsskriftsted lyder: “For at forkynde alle dine gerninger.” Forkyndelsen var uden sammenligning den største udfordring for mig. Jeg husker stadig den første gang jeg gik fra hus til hus. Både børn og voksne stirrede på mig, fulgte efter mig og efterabede min måde at gå på. Det sårede mig rigtig meget, men jeg blev ved med at minde mig selv om at de havde lige så meget brug for Paradiset som jeg havde – så jeg holdt ud.

For at gøre det hele lidt lettere fik jeg mig en hånddrevet, trehjulet cykel. Min forkyndermakker skubbede bagpå op ad bakkerne og hoppede derefter op på cyklen når det gik ned ad bakke. Tjenesten, som i begyndelsen var noget af en udfordring, blev så stor en fornøjelse at jeg i 1998 startede som pioner.

Jeg studerede Bibelen med en hel del, og fire af dem blev døbt. Til min store glæde tog en af mine søstre også imod sandheden! Det at høre om hvordan andre gjorde fremskridt, opmuntrede mig lige når jeg havde allermest brug for det. En dag da jeg lå syg med malaria, modtog jeg for eksempel et brev fra Elfenbenskysten. Jeg havde på et tidspunkt oprettet et dørtrinsstudium med en mand der læste på universitetet, og havde overdraget studiet til en bror. Manden var nu flyttet til Elfenbenskysten, og jeg blev så glad da jeg hørte at han var blevet udøbt forkynder!

Hvordan klarer jeg mig økonomisk? En organisation der hjælper handicappede, tilbød at lære mig at sy. En af lærerne lagde mærke til at jeg arbejdede flittigt, og sagde: “Vi vil også gerne lære dig at lave sæbe.” Så det gjorde de. Jeg fremstiller sæbe til tøjvask og brug i husholdningen. Der er mange der godt kan lide min sæbe og anbefaler den til andre. Jeg leverer den selv på min trehjulede scooter.

I 2004 blev jeg nødt til at stoppe som pioner. Jeg følte ikke at jeg havde andet valg, for min deforme rygsøjle gav mig efterhånden voldsomme smerter. Men forkyndelsen fylder stadig meget i mit liv.

Folk siger at jeg er kendt for mit smittende humør. Jeg har bestemt også al mulig grund til at være glad, for det at søge nær til Jehova har været det bedste for mig. – Fortalt af Sarah Maiga.