Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet (studieudgave)  |  Oktober 2015

 LIVSBERETNING

Han fortrød aldrig det valg han traf som ung

Han fortrød aldrig det valg han traf som ung

I DE sidste år af sit liv nedskrev min farmors bror, Nikolaj Dubovinskij, sine oplevelser som en trofast tjener for Jehova. Mange af disse oplevelser – både glædelige og angstfyldte – fandt sted under forbuddet i det tidligere Sovjetunionen. Selvom han havde udholdt mange prøver og vanskeligheder, havde han stor appetit på livet. Onkel Nikolaj, som jeg kaldte ham, sagde tit at han ønskede at unge mennesker skulle høre hans historie, så jeg vil gerne videregive noget af det han skrev. Han blev født i 1926 i en landmandsfamilie i Podvirivka, en landsby der ligger i Tjernivtsi Oblast i Ukraine.

LÆRER SANDHEDEN AT KENDE

Onkel Nikolaj beretter: “En dag i 1941 kom en af mine storebrødre, Ivan, hjem med bøgerne Guds Harpe og Guds Verdensplan, nogle eksemplarer af Vagttårnet og en del brochurer. Jeg læste det hele og blev noget overrasket da jeg fandt ud af at det er Djævelen, og ikke Gud, der er skyld i alle problemerne i verden. Ud over publikationerne læste jeg evangelierne, og det gik op for mig at jeg havde fundet sandheden. Jeg fortalte begejstret andre om Guds rige. Under mit personlige studium fik jeg større forståelse af sandheden og et stærkt ønske om at tjene Jehova.

Jeg var klar over at jeg ville komme ud for svære prøver på grund af min tro. Det var krigstid, og jeg ville ikke være med til at slå nogen ihjel. For at forberede mig på de trængsler der lå forude, lærte jeg nogle bibelvers udenad, blandt andet Mattæus 10:28 og 26:52. Jeg traf en fast beslutning om at jeg altid ville være loyal mod Jehova, også selvom det skulle koste mig livet!

I 1944 fyldte jeg 18 og blev derfor indkaldt til militæret. Det var første gang jeg var sammen med trosfæller – andre unge brødre i den værnepligtige alder der også var mødt op på udskrivningsstedet. Stålsatte som vi var, fortalte vi myndighedspersonerne at vi ikke ville gå i krig. De blev rasende og truede med at sulte os, tvinge os til at grave skyttegrave eller ligefrem skyde os. Frygtløst svarede vi: ‘I kan gøre med os hvad I vil. Men uanset hvad, så vil vi adlyde Guds befaling om ikke at myrde!’ – 2 Mos. 20:13.

Det endte med at jeg og to andre brødre blev sendt til Hviderusland for at arbejde i markerne og reparere beskadigede huse. Jeg husker tydeligt de frygtelige spor krigen havde efterladt i udkanten af Minsk. Langs vejen stod der forkullede træer. I skoven og i grøfterne lå der lig af mennesker  og opsvulmede døde heste. Jeg så vogne og krigsmateriel der var forladt, og endda vragrester fra et fly. Her, lige foran mig, kunne jeg se følgerne af at overtræde Guds bud.

Krigen sluttede i 1945, men vi skulle alligevel afsone en fængselsstraf på ti år fordi vi havde nægtet at gå i krig. I de første tre år havde vi ikke mulighed for at holde møder, og vi havde heller ikke adgang til nogen af vores trykte publikationer. Det lykkedes os at sende breve til nogle søstre, men de blev også arresteret og idømt 25 år i en arbejdslejr.

Vi blev løsladt før tid i 1950 og vendte hjem. Mens jeg havde siddet i fængsel, var min mor og min lillesøster Maria blevet Jehovas Vidner! Mine storebrødre var endnu ikke kommet med i sandheden, men de studerede Bibelen. Fordi jeg gik og forkyndte, ville den sovjetiske sikkerhedstjeneste have mig bag tremmer igen. Men så spurgte de brødre der stod for vores arbejde, om jeg ville gå under jorden og hjælpe med at fremstille litteratur. Jeg var 24 på det tidspunkt.”

FREMSTILLING AF LITTERATUR

“Vidnerne sagde ofte: ‘Hvis vores arbejde forbydes over jorden, vil det fortsætte under jorden.’ (Ordsp. 28:28) På det tidspunkt blev de fleste af vores publikationer fremstillet på hemmelige, underjordiske steder. Mit første ‘arbejdsværelse’ var et særligt indrettet rum under min storebror Dmitrijs hus. Til tider forlod jeg ikke rummet i to uger. Når petroleumslampen gik ud fordi der manglede ilt, lagde jeg mig ned og ventede indtil der var sivet frisk luft ind i rummet igen.

Tegninger af det hemmelige rum under huset hvor Nikolaj fremstillede litteratur

 En dag spurgte en bror jeg arbejdede sammen med: ‘Nikolaj, er du egentlig blevet døbt?’ Det var jeg ikke, selvom jeg havde tjent Jehova i 11 år. Han talte med mig om det, og den nat, i en alder af 26, blev jeg døbt i en sø. Tre år senere fik jeg endnu en opgave – jeg blev medlem af landsudvalget. Man erstattede medlemmer der var blevet arresteret, med brødre der stadig var på fri fod, og Rigets arbejde kunne således fortsætte.”

UDFORDRINGER VED ARBEJDET UNDER JORDEN

“Der var langt flere udfordringer ved at arbejde under jorden end ved at sidde i fængsel. For at undgå KGB’s overvågning kunne jeg i syv år ikke overvære møderne og måtte selv sørge for at holde mig åndeligt sund. Jeg så kun min familie når jeg en sjælden gang tog hen for at besøge dem, men det styrkede mig at de viste forståelse for min situation. Det konstante pres tappede mig for kræfter. Jeg måtte hele tiden være påpasselig og forberedt på hvad som helst. En aften kom der for eksempel to betjente til det hus hvor jeg opholdt mig. Jeg sprang ud ad et vindue på den modsatte side af huset og flygtede ind i skoven. Da jeg løb ud over en åben mark, hørte jeg pludselig nogle hvislende lyde. Så hørte jeg skuddene, og det gik op for mig at lyden kom fra kugler der fløj om ørerne på mig! En af betjentene forfulgte mig på hesteryg og skød efter mig indtil han løb tør for ammunition. Et af skuddene ramte mig i armen. Endelig, efter at de havde jagtet mig over en fem kilometer lang strækning, undslap jeg ved at gemme mig i skoven. Da jeg senere blev stillet for retten, fik jeg at vide at de havde affyret 32 skud efter mig!

Fordi jeg opholdt mig under jorden i så lang tid, var jeg meget bleg. Det afslørede med det samme hvad jeg lavede, så jeg forsøgte at være så meget ude i solen som muligt. Livet under jorden påvirkede også mit helbred. Jeg husker at jeg engang måtte blive væk fra et vigtigt møde med nogle brødre fordi jeg blødte fra næse og mund.”

ARRESTERET

I arbejdslejren i Mordova, 1963

“Den 26. januar 1957 blev jeg arresteret, og seks måneder senere afsagde Ukraines Højesteret dom i min sag. Jeg blev dømt til  døden ved skydning, men fordi dødsstraf var blevet afskaffet i landet, blev min dom ændret til 25 års fængsel. Otte af os blev tilsammen idømt 130 år i arbejdslejr og sendt til arbejdslejre i Mordova, hvor der var omkring 500 Jehovas Vidner. I al hemmelighed mødtes vi i små grupper for at studere Vagttårnet. Efter at have tjekket nogle af vores konfiskerede blade udbrød en af vagterne: ‘Hvis I bliver ved med at læse dem, vil intet kunne knække jer!’ Vi udførte altid en ærlig dags arbejde og gjorde ofte mere end vi fik besked på. Alligevel sagde lejrkommandanten: ‘Det er ikke jeres arbejdskraft der er vigtig for os. Det er jeres loyalitet og troskab vi vil have.’”

“Vi udførte altid en ærlig dags arbejde og gjorde ofte mere end vi fik besked på”

BEVAREDE SIN INTEGRITET TIL DET SIDSTE

Rigssalen i Velikije Luki

Onkel Nikolaj blev løsladt fra arbejdslejren i 1967 og var derefter med til at organisere menigheder i Estland og i Sankt Petersborg i Rusland. I begyndelsen af 1991 blev dommen fra 1957 omstødt fordi der manglede beviser på at der var begået en forbrydelse. Omkring det tidspunkt blev mange Jehovas Vidner der havde lidt under myndighedernes hårdhændede behandling, renset for alle anklager. I 1996 flyttede Nikolaj til Velikije Luki, en by i Pskov Oblast, cirka 500 kilometer fra Sankt Petersborg. Han købte et lille hus, og i 2003 blev der på hans grund bygget en rigssal, der i dag benyttes af to menigheder.

Min mand og jeg tjener på Afdelingskontoret i Rusland. I marts 2011, blot nogle få måneder inden han døde, fik vi for sidste gang besøg af onkel Nikolaj. Det gjorde dybt indtryk på os da han med liv i øjnene sagde: “Med alt det der sker, lader det til at marchen rundt om Jeriko på den syvende dag er begyndt.” (Jos. 6:15) Han blev 85 år gammel. Selvom hans liv ikke altid havde været let, sagde han: “Hvor er jeg glad for at jeg som ung valgte at tjene Jehova. Det har jeg aldrig fortrudt!”