Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) SEPTEMBER 2015

 LIVSBERETNING

Jehovas velsignelse har beriget mit liv

Jehovas velsignelse har beriget mit liv

JEG er født i 1927 i den lille by Wakaw i Saskatchewan, Canada. Far og mor havde syv børn – fire drenge og tre piger – så jeg lærte i en tidlig alder at være sammen med mange mennesker.

Vores familie mærkede følgerne af den forfærdelige økonomiske situation i 1930’erne, kendt som den store depression. Vi var ikke velhavende, men manglede heller ikke mad. Vi havde nogle høns og en ko, så der var altid æg, mælk, fløde, ost og smør. Som I sikkert kan forestille jer, havde alle i familien pligter derhjemme.

Jeg har mange dejlige minder fra den tid. For eksempel husker jeg tydeligt den søde duft af æbler der kunne fylde hele rummet. Når far tog ind til byen om efteråret for at sælge landbrugsvarer, havde han ofte en kasse friskplukkede æbler med hjem. Hvor var det skønt at vi alle kunne få et saftigt æble hver dag!

VORES FAMILIE LÆRER SANDHEDEN AT KENDE

Jeg var seks år gammel da mine forældre første gang hørte om sandheden. Deres første søn, Johnny, døde kort tid efter at han var født. Mine fortvivlede forældre spurgte den lokale præst: “Hvor er Johnny kommet hen?” Præsten fortalte dem at eftersom han ikke var blevet døbt, var han ikke i himlen. Han sagde også til mine forældre at hvis de betalte ham for det, ville han bede for Johnny så han kunne komme i himlen. Hvordan ville du have reageret? Far og mor var så desillusionerede at de aldrig talte med den præst igen. Men de spekulerede stadig på hvor Johnny var.

En dag kom mor i besiddelse af brochuren Hvor er de døde?, som var udgivet af Jehovas Vidner. Hun læste den begejstret. Da far kom hjem, sagde hun ivrigt: “Jeg ved hvor Johnny er! Han sover nu, men en dag vil han vågne igen.” Den aften læste min far hele brochuren. Mor og far fandt trøst i Bibelens lære om at de døde sover, og at der vil finde en opstandelse sted. – Præd. 9:5, 10; Apg. 24:15.

Det de lærte, ændrede vores liv til det bedre, for det gav både trøst og glæde. De begyndte at studere Bibelen med Jehovas Vidner og overvære møderne i den lille menighed i Wakaw, hvor de fleste havde en ukrainsk baggrund. Kort tid efter begyndte mor og far at være med i forkyndelsen.

Så flyttede vi til British Columbia og fik en varm velkomst af vores nye menighed. Det er med glæde jeg tænker tilbage på de stunder hvor vores familie sammen forberedte sig til søndagens vagttårnsstudium. Vi udviklede alle en dyb kærlighed til Jehova og de bibelske sandheder. Jeg kunne se hvordan Jehova berigede vores liv og velsignede os.

 Forståeligt nok var det ikke særligt let for os børn at tale med andre om vores tro. Men noget der virkelig hjalp min lillesøster Eva og mig, var at vi ofte forberedte den præsentation der skulle bruges i forkyndelsen den pågældende måned, og demonstrerede den ved tjenestemødet. På den måde fik sådan et par generte teenagepiger som os en fantastisk oplæring i at tale med andre om Bibelen. Det er jeg meget taknemmelig for.

Et af højdepunkterne i vores barndom var når vi havde heltidstjenere boende. For eksempel elskede vi når vores kredstilsynsmand, Jack Nathan, besøgte vores menighed og boede hos os. * Hans utallige oplevelser var til stor opmuntring, og hans oprigtige ros og tilskyndelser gav os lyst til at blive ved med at tjene Jehova trofast.

Jeg kan huske at jeg tænkte: “Når jeg bliver voksen, vil jeg være ligesom bror Nathan.” Det var først senere det gik op for mig at det var hans gode eksempel der gav mig ønsket om et liv i heltidstjenesten. I 1942, da jeg var 15 år, besluttede jeg mig for at tjene Jehova, og samme år blev Eva og jeg døbt.

VORES TRO BLIVER PRØVET

Under den anden verdenskrig, da patriotismen florerede, blev mine to søstre og en af mine brødre bortvist fra skolen af frøken Scott, en meget intolerant skolelærer. Hvorfor? Fordi de ikke ville hilse flaget. Derefter kontaktede hun min klasselærer og opfordrede hende til at bortvise mig. Men hun svarede: “Vi lever i et frit land, og vi har ret til at afstå fra patriotiske ceremonier.” På trods af et stort pres fra frøken Scott sagde hun bestemt: “Det er min beslutning.”

Frøken Scott svarede: “Nej, det er ikke din beslutning. Jeg indberetter dig hvis du ikke bortviser Melita.” Min lærer forklarede mine forældre at hvis hun ville beholde sit job, havde hun ikke andet valg end at bortvise mig, selvom hun godt vidste at det var forkert. Vi fik i stedet fat i noget undervisningsmateriale vi kunne bruge derhjemme. Kort efter flyttede vores familie omkring 30 kilometer væk, og vi blev indskrevet på en anden skole.

Krigen medførte at vores publikationer blev forbudt, så vi havde kun Bibelen med når vi gik fra hus til hus. Det gjorde at vi blev dygtige til at forkynde den gode nyhed om Riget direkte ud fra Guds ord. Vores tro blev stærkere, og vi mærkede at Jehova var med os.

MIT LIV SOM HELTIDSTJENER BEGYNDER

Jeg havde flair for frisørfaget og modtog endda nogle priser

Så snart Eva og jeg var færdige med skolen, blev vi pionerer. Til at begynde med arbejdede jeg i en butik. Men jeg havde altid godt kunnet lide at ordne hår på andre, så på et tidspunkt tog jeg et seksmåneders frisørkursus. Jeg fik arbejde i en salon to dage om ugen og underviste i faget to gange om måneden. På den måde var jeg i stand til at forsørge mig selv i heltidstjenesten.

I 1955 ville jeg gerne overvære stævnet “Det Triumferende Rige” i New York og i Nürnberg i Tyskland. Inden jeg tog til New York, mødte jeg bror Nathan Knorr fra Hovedkontoret. Han og hans kone var kommet for at overvære et stævne i Vancouver i Canada. Under deres besøg blev jeg spurgt om jeg ville ordne søster Knorrs hår.  Bror Knorr var glad for resultatet og ville gerne møde mig. Da vi snakkede sammen, fortalte jeg ham at jeg havde planlagt at være et stykke tid i New York inden jeg tog til Tyskland. Han inviterede mig til at arbejde på Betel i Brooklyn i ni dage.

Denne rejse ændrede mit liv. I New York mødte jeg en ung bror ved navn Theodore (Ted) Jaracz. Kort efter at jeg havde truffet ham, spurgte han til min overraskelse: “Er du pioner?” “Nej,” svarede jeg. Min veninde LaVonne overhørte dette og indskød: “Jo, hun er.” Ted spurgte forvirret LaVonne: “Hvem ved det bedst, dig eller hende?” Jeg forklarede at jeg havde været pioner og havde planer om at begynde igen så snart jeg kom tilbage fra stævnerne.

MIN ÅNDELIGSINDEDE MAND

Ted blev født i 1925 i Kentucky i USA, og som 15-årig symboliserede han sin indvielse til Jehova ved at lade sig døbe. Selvom ingen i hans familie kom med i sandheden, begyndte han som pioner to år efter. Det var starten på næsten 67 års heltidstjeneste.

I juli 1946, i en alder af 20, udgik Ted fra Gileadskolens syvende klasse. Derefter begyndte han som rejsende tilsynsmand i Cleveland i Ohio. Omkring fire år senere fik han til opgave at virke som landstjener i Australien.

Ted var også til stævne i Nürnberg. Vi tilbragte noget tid sammen og blev forelskede i hinanden. Jeg var glad for at hans liv var centreret om det at tjene Jehova helhjertet. Han var et meget engageret menneske – han var alvorlig og samvittighedsfuld, men havde samtidig et kærligt og venligt væsen. Jeg kunne mærke at han satte andres interesser før sine egne. Efter stævnet tog Ted tilbage til Australien, og jeg vendte hjem til Vancouver, men vi holdt kontakten ved at skrive til hinanden.

Det varede dog ikke længe inden Ted vendte tilbage til USA. Derefter flyttede han til Vancouver som pioner. Han nåede at tjene i Australien i fem år. Det glædede mig at se at min familie syntes rigtigt godt om ham. Min storebror, Michael, var meget beskyttende over for mig, og han gav ofte udtryk for bekymring hvis en ung bror viste mig interesse. Men Michael blev meget hurtigt glad for Ted. Han sagde til mig: “Melita, det er en god mand du har fundet dig. Du må hellere behandle ham godt og sørge for ikke at miste ham.”

Efter at vi var blevet gift i 1956, havde vi mange skønne år sammen i heltidstjenesten

Jeg var også begyndt at holde rigtigt meget af Ted, og vi blev gift den 10. december 1956. Vi tjente som pionerer sammen i Vancouver, senere i Californien, og derefter fik vi til opgave at virke i kredstjenesten i Missouri og Arkansas. I cirka 18 år boede vi et nyt sted hver uge mens vi var i rejsetjenesten rundt omkring i USA. Vi havde mange skønne oplevelser i forkyndelsen og mange dejlige stunder med brødrene og søstrene. Det opvejede rigeligt det besvær der var forbundet med at bo i en kuffert.

Noget jeg særligt respekterede Ted for, var at han aldrig tog sit forhold til Jehova for givet. Han værdsatte sin hellige tjeneste for universets Suveræn. Vi elskede at læse og studere Bibelen sammen. Inden vi skulle sove om aftenen, lagde vi os på knæ ved siden af sengen, og så bad han for os. Derefter bad vi vores egen personlige bøn. Jeg vidste altid hvornår der var et alvorligt anliggende der bekymrede Ted – han stod ud af sengen, lagde sig på knæ igen og bad stille en lang bøn. Jeg havde dyb respekt for at han bad til Jehova om alt, både stort og småt.

 Nogle år efter at vi var blevet gift, forklarede Ted mig at han ville begynde at tage af symbolerne ved mindehøjtiden. “Jeg har bedt mange inderlige bønner om dette for at være helt sikker på at jeg gør det Jehova vil have mig til,” sagde han. Det kom ikke helt bag på mig at han var blevet salvet med Guds ånd og skulle tjene i himlen. Jeg så det som et privilegium at få lov til at støtte en af Kristi brødre. – Matt. 25:35-40.

EN HELT NY FORM FOR HELLIG TJENESTE

Til vores store overraskelse blev Ted i 1974 indbudt til at blive medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. Kort efter blev vi bedt om at tjene på Betel i Brooklyn. Mens Ted tog sig af sine ansvarsopgaver i Det Styrende Råd, arbejdede jeg i rengøringsafdelingen og i frisørsalonen.

En af Teds opgaver bestod i at besøge forskellige afdelingskontorer. Han var især interesseret i forkyndelsesarbejdet i landene bag jerntæppet. Under en hårdt tiltrængt ferie i Sverige sagde Ted: “Melita, forkyndelsesarbejdet er under forbud i Polen, og jeg vil rigtig gerne hjælpe brødrene der.” Så vi fik skaffet visum og tog til Polen. Ted mødtes med nogle af de brødre der tog sig af vores arbejde, og de gik en lang tur så der ikke var nogen der kunne høre deres samtale. Brødrene havde fire dage med mange intense møder, men det var dejligt at se hvor glad Ted var for at kunne hjælpe sin åndelige familie.

Anden gang vi besøgte Polen, var i november 1977. Frederick W. Franz, Daniel Sydlik og Ted var de første fra Det Styrende Råd der aflagde officielt besøg i landet. Vores arbejde var stadig underlagt forbud, men de tre medlemmer fra Det Styrende Råd fik i flere byer mulighed for at tale med tilsynsmænd, pionerer og forkyndere der havde været med i sandheden i mange år.

Ted og andre ved Justitsministeriet i Moskva da vores arbejde var blevet juridisk anerkendt

Da Milton Henschel og Ted besøgte Polen året efter, mødtes de med myndighedspersoner der var begyndt at blive mere tolerante over for os og vores aktiviteter. I 1982 gav de polske myndigheder os tilladelse til at afholde stævner af én dags varighed. Det følgende år blev der holdt større stævner, for det meste i lejede haller. I 1985 var vores arbejde stadig forbudt, men vi fik tilladelse til at afholde fire stævner på store stadioner. I maj 1989, mens der var ved at blive planlagt endnu større stævner, gav de polske myndigheder Jehovas Vidner juridisk anerkendelse. Det var en af de mest glædelige begivenheder i Teds liv.

Områdestævne i Polen

DER OPSTÅR HELBREDSPROBLEMER

I 2007 var vi på vej til indvielsen af Afdelingskontoret i Sydafrika, men da vi kom til England, fik Ted problemer med sit blodtryk. Lægen  rådede os til at udsætte rejsen, så da Ted var kommet sig, tog vi tilbage til USA. Men nogle få uger senere fik han et alvorligt slagtilfælde der gjorde ham lam i højre side.

Ted kom sig meget langsomt, og til at begynde med var han ikke i stand til at gå hen på kontoret og arbejde. Vi var dog taknemmelige for at han ikke havde mistet evnen til at tale. På trods af sine begrænsninger forsøgte han at følge sin faste rutine; han deltog endda i Det Styrende Råds ugentlige møde over telefonen hjemme fra vores stue.

Ted satte stor pris på den helt fantastiske genoptræning han fik på Betels sygeafdeling. Lidt efter lidt genvandt han meget af sin førlighed. Han kunne nu tage sig af nogle af sine teokratiske opgaver, og han formåede at bevare sit gode humør.

Tre år senere fik han endnu et slagtilfælde og sov stille ind onsdag den 9. juni 2010. Jeg har altid været klar over at Ted en dag skulle afslutte sit liv på jorden, men ord kan ikke beskrive hvor smertefuldt det var for mig at miste ham, og hvor meget jeg savner ham. Jeg takker dog Jehova hver eneste dag for det jeg kunne gøre for at støtte Ted. Vi havde mere end 53 dejlige år sammen i heltidstjenesten. Ted hjalp mig til at få et nærmere forhold til Jehova, og det er også noget jeg takker for i mine bønner. Jeg er slet ikke i tvivl om at hans nye opgave giver ham stor glæde og tilfredshed.

NYE UDFORDRINGER I LIVET

Jeg var meget glad for at være frisør på Betel og oplære andre

Efter at jeg har haft så mange travle og lykkelige år sammen med min mand, har det ikke været nemt for mig at vænne mig til de nye omstændigheder. Ted og jeg var glade for at møde gæster på Betel og i vores rigssal. Nu da min elskede Ted ikke er her længere og jeg ikke har så mange kræfter som før, er det begrænset hvor meget jeg kan være sammen med andre. Ikke desto mindre nyder jeg stadig samværet med mine kære brødre og søstre på Betel og i menigheden. Betelrutinen kræver meget, men det giver mig stor glæde at kunne tjene Jehova her. Og min kærlighed til forkyndelsesarbejdet er på ingen måde blevet mindre. Jeg bliver hurtigt træt og kan ikke stå op i særlig lang tid ad gangen, men jeg finder stor tilfredshed i at deltage i gadeforkyndelse og lede bibelstudier.

Når jeg ser alle de forfærdelige ting der sker i verden, fylder det mig med taknemmelighed at jeg har kunnet bruge mit liv på at tjene Jehova sammen med en så dejlig ægtefælle. Ja, Jehovas velsignelse har virkelig beriget mit liv! – Ordsp. 10:22.

^ par. 13 Jack Nathans livsberetning blev bragt i Vagttårnet for 1. september 1990, s. 10-14.