Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) JULI 2015

Tjen Jehova – i “de dårlige dage”

Tjen Jehova – i “de dårlige dage”

“MIT dårlige helbred gør alting mere og mere besværligt for mig,” sukker Ernst, der er i halvfjerdserne. * Lyder det bekendt? Hvis du er ved at blive ældre og dine kræfter og dit helbred er begyndt at svigte, kan du sikkert nikke genkendende til den beskrivelse der findes i kapitel 12 i Prædikerens Bog. I vers 1 bliver alderdommen kaldt “de dårlige dage”. Men betyder det at du fra nu af kun vil opleve elendighed? Nej, slet ikke. Du kan stadig leve et tilfredsstillende liv og tjene Jehova med glæde.

BEVAR EN STÆRK TRO

I kære ældre brødre og søstre er ikke ene om disse svære prøvelser. Aldrende tjenere for Jehova i fortiden mødte lignende udfordringer. For eksempel mistede Isak, Jakob og Ahija synet. (1 Mos. 27:1; 48:10; 1 Kong. 14:4) Sara følte sig “udslidt”. (1 Mos. 18:11, 12) Kong David “kunne ikke få varmen”. (1 Kong. 1:1) Den rige Barzillaj kunne ikke længere smage maden eller nyde de fine nuancer i musik. (2 Sam. 19:32-35) Og Abraham og No’omi måtte begge leve med sorgen over at have mistet en ægtefælle. – 1 Mos. 23:1, 2; Rut 1:3, 12.

Hvad hjalp dem til at forblive loyale mod Jehova og bevare glæden? I sin alderdom fik Abraham, der havde en urokkelig tillid til Guds løfter, “kraft ved sin tro”. (Rom. 4:19, 20) Vi har også brug for en stærk tro. En sådan tro afhænger ikke af vores alder, evner eller omstændigheder. Patriarken Jakob viste for eksempel en stærk tro på Guds løfter selv da han var svag, blind og sengeliggende. (1 Mos. 48:1-4, 10; Hebr. 11:21) Ines, der er 93 år, lider af muskelsvækkelse, men alligevel siger hun: “Hver dag føler jeg mig rigt belønnet af Jehova. Hver dag tænker jeg på Paradiset. Det giver mig håb.” Hvor er det en skøn, positiv indstilling!

Vi kan styrke vores tro ved at bede, ved at undersøge Guds ord og ved at overvære møderne. Den aldrende profet Daniel bad tre gange om dagen og studerede ivrigt Guds ord. (Dan. 6:10; 9:2) Og enken Anna, som var oppe i årene, ‘var aldrig borte fra templet’. (Luk. 2:36, 37) Hvis du overværer møderne når som helst det er muligt, og deltager så godt du kan, vil det ikke blot styrke dig selv, men også alle de andre der er til stede. Husk desuden at Jehova glæder sig over dine bønner, også selvom du ikke kan gøre så meget længere. – Ordsp. 15:8.

Vær med til at opmuntre andre

Mange trofaste ældre ville ønske at de kunne se så godt at de var i stand til at læse, eller at de havde kræfter nok til at overvære møderne, men de føler at det bliver stadig mere vanskeligt, måske umuligt. Hvad kan du gøre hvis du er i den situation? Udnyt de muligheder du har. Mange der ikke er i stand til at overvære møderne, lytter med på telefonen. Inge, der er 79 år, har et svigtende syn, men hun forbereder sig til møderne ved hjælp af udskrifter med ekstra store bogstaver, som en bror i hendes menighed printer til hende.

Du har sandsynligvis noget som andre ville ønske at de havde, nemlig tid. Måske du kunne bruge den til at lytte til indspilninger af Bibelen, bibelske publikationer, foredrag og hørespil. Du kunne også tage initiativet til at ringe til en af dine trosfæller og give vedkommende del i en åndelig gave, så I på den måde “kan opmuntres ved hinandens tro”. – Rom. 1:11, 12.

BLIV VED MED AT VÆRE AKTIV I TJENESTEN FOR GUD

Forkynd ordet

“Det er frygteligt ikke at være så aktiv som man før har været,” lyder det bedrøvet fra Christa, der er midt i firserne. Hvordan kan ældre da bevare glæden? “Ved at have en positiv indstilling,”  forklarer Peter på 75, “og ved ikke hele tiden at dvæle ved det man ikke længere kan klare, men i stedet glæde sig over det man kan klare.”

Kan du komme i tanker om nogle muligheder du stadig har for at forkynde? Heidi kan ikke gå fra hus til hus, som hun gjorde før i tiden. Selvom hun er oppe i firserne, har hun ikke desto mindre lært at skrive breve på en computer. Nogle ældre forkyndere indleder bibelske samtaler når de sidder på en bænk eller ved et busstoppested. Hvis du bor på plejehjem, kunne du så gøre det til dit personlige distrikt og forkynde for plejepersonalet og de andre beboere?

Vis gæstfrihed

Kong David gjorde meget i sin alderdom for at fremme den sande tilbedelse. Han donerede penge og organiserede hjælp til bygningen af templet. (1 Krøn. 28:11 – 29:5) Du kan også aktivt støtte op om det der bliver udrettet i det verdensomspændende arbejde. Måske har du mulighed for at støtte pionerer eller andre flittige forkyndere med nogle opmuntrende ord, en lille gave eller en enkel forfriskning. Og i dine bønner kan du bede for andre, for eksempel børn og unge, familier, heltidstjenere, syge og dem der har et stort ansvar.

I, kære ældre, er højt skattet, og det samme er jeres tjeneste. Vores himmelske Far vil aldrig kassere eller glemme jer. (Sl. 71:9) Jehova elsker jer højt. Snart vil vi alle kunne blive ældre uden at skulle opleve pinefulde, dårlige dage. Vi vil med nye kræfter og et fuldkomment helbred kunne tjene vores kærlige Gud, Jehova, i al evighed!

^ par. 2 Nogle af navnene er ændret.