Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet (studieudgave)  |  Juli 2015

De mødte villigt frem – i Rusland

De mødte villigt frem – i Rusland

I 1991 var Jehovas Vidner i Rusland ude af sig selv af glæde da et mangeårigt forbud mod deres aktiviteter blev ophævet og de opnåede juridisk anerkendelse. Dengang var der ikke mange der havde forestillet sig at antallet af Jehovas Vidner ville tidobles så de i dag tæller omkring 170.000 forkyndere! Nogle af disse flittige forkyndere har forladt deres hjemland og er flyttet til Rusland for at hjælpe til i det åndelige høstarbejde. (Matt. 9:37, 38) Lad os se hvad nogle af dem har at fortælle.

BRØDRE MØDTE VILLIGT FREM FOR AT VÆRE MED TIL AT STYRKE MENIGHEDERNE

Da forbuddet blev ophævet i Rusland, var Matthew fra Storbritannien 28 år. Ved et stævne samme år blev det i et foredrag fremhævet at der var brug for hjælp i menighederne i Østeuropa. Taleren nævnte et eksempel fra en menighed i Sankt Petersborg, Rusland, hvor der kun var én menighedstjener og ingen ældste. Alligevel ledte forkynderne flere hundrede bibelstudier! Matthew fortæller: “Efter det foredrag kunne jeg slet ikke holde op med at tænke på Rusland, så jeg bad til Jehova og fortalte specifikt om mit ønske om at flytte dertil.” Han sparede sammen, solgte de fleste af sine ejendele og flyttede til Rusland i 1992. Hvordan gik det ham?

Matthew

“Sproget var en udfordring,” siger Matthew. “Jeg kunne ikke føre en meningsfyldt åndelig samtale.” En anden udfordring var at finde et sted at bo. “Jeg har ikke længere tal på hvor mange gange jeg med kort varsel måtte flytte fra én lejlighed til en anden.” På trods af disse vanskeligheder i begyndelsen siger Matthew: “At flytte til Rusland var mit livs bedste beslutning.” Han fortsætter: “Det at være her har lært mig at stole meget mere på Jehova, og jeg har erfaret hans ledelse på mange måder.” Matthew blev senere udnævnt som ældste og specialpioner, og han tjener nu på afdelingskontoret i nærheden af Sankt Petersborg.

I 1999 gennemgik Hiroo som 25-årig Skolen for Udnævnte Tjenere i Japan. En af lærerne tilskyndede ham til at tjene i et andet land. Hiroo havde hørt om  det store behov i Rusland og begyndte at lære russisk. Han gjorde også noget andet rent praktisk. “Jeg tog til Rusland i et halvt år,” fortæller han. “Eftersom vintrene dér er strenge, tog jeg af sted i november for at finde ud af om jeg kunne klare kulden.” Efter at være kommet igennem vinteren vendte han tilbage til Japan. Her levede han meget spartansk for at kunne spare penge nok sammen til at rejse til Rusland igen – denne gang permanent.

Hiroo og Svetlana

Hiroo har nu boet i Rusland i 12 år og har været tilsluttet mange forskellige menigheder. Til tider var han den eneste ældste og skulle tage sig af over 100 forkyndere. I en menighed havde han hver uge de fleste punkter på tjenestemødet, og han ledte Den Teokratiske Skole og vagttårnsstudiet samtidig med at han også i fem grupper skulle lede menighedsbogstudiet. Han aflagde også mange hyrdebesøg. Hiroo ser tilbage på de år og siger: “Jeg var meget glad for at kunne hjælpe brødrene og søstrene til at vokse åndeligt.” Hvordan har det påvirket ham at tjene hvor der er større behov? Han fortæller: “Før jeg tog til Rusland, var jeg ældste og pioner, men jeg føler at jeg har fået et helt nyt forhold til Jehova efter jeg kom hertil. På alle livets områder har jeg lært at stole mere på Jehova.” I 2005 blev Hiroo gift med Svetlana, og sammen tjener de fortsat som pionerer.

Michael og Olga sammen med Marina og Matthew

Matthew på 34 og hans bror Michael på 28 kommer fra Canada. De besøgte begge Rusland, og de var forbløffede over at se hvor mange interesserede der kom til møderne i forhold til hvor få brødre der var til at lede møderne. Matthew fortæller: “I den menighed jeg besøgte, var der 200 til stede, men alle møderne blev ledet af en ældstebror der var godt oppe i årene, og af en ung menighedstjener. At se forholdene i menigheden gav mig lyst til at flytte dertil og hjælpe brødrene.” Han flyttede til Rusland i 2002.

Fire år senere flyttede Michael til Rusland, og han fandt hurtigt ud af at der stadig var et stort behov for brødre. Som menighedstjener fik han ansvar for menighedens regnskab, litteratur og distrikt. Han blev også bedt om at tage sig af de opgaver som menighedens sekretær normalt ville udføre, holde offentlige foredrag og hjælpe med at organisere stævner og bygge rigssale. Faktisk er der stadig behov for meget hjælp i menighederne. Det er et stort arbejde at tage sig af så mange opgaver, men Michael, der nu er blevet ældste, siger: “Det er meget tilfredsstillende at hjælpe brødrene. Det er den bedste måde jeg kan leve mit liv på!”

Med tiden blev Matthew gift med Marina, og Michael med Olga. Sammen med mange andre villige arbejdere hjælper de to par stadig de voksende menigheder.

FLITTIGE SØSTRE HJÆLPER MED HØSTEN

Tatjana

I 1994, da Tatjana var 16, flyttede seks specialpionerer fra henholdsvis Polen, Slovakiet og Tjekkiet til hendes menighed i Ukraine. Hun husker med glæde tilbage på dem og siger: “De var flittige pionerer der var venlige og nemme at snakke med, og de var godt kendt med Bibelen.” Hun så hvordan Jehova velsignede deres selvopofrende indstilling, og tænkte: ‘Jeg vil være ligesom dem.’

Tilskyndet af pionerernes eksempel brugte Tatjana sine skoleferier på at tage med andre ud til afsidesliggende områder i Ukraine og Hviderusland hvor der aldrig før var blevet forkyndt. Hun nød disse forkynderture så meget at hun planlagde at udvide sin tjeneste ved at flytte til Rusland. Til at begynde med tog hun kun af sted i kort tid for at besøge en søster der var flyttet til fra et andet land, og for at lede efter et arbejde så hun kunne forsørge sig selv som  pioner. I 2000 flyttede hun til Rusland. Var det en stor omvæltning?

Tatjana fortæller: “Jeg havde ikke råd til at have min egen lejlighed, så jeg var nødt til at leje et værelse hos andre. Det var ikke let at leve på den måde. Nogle gange havde jeg lyst til at rejse hjem. Men Jehova hjalp mig altid til at indse at det ville gavne mig at fortsætte min tjeneste.” I dag er Tatjana missionær i Rusland. Hun konkluderer: “Alle de år jeg har været væk fra mit hjemland, har givet mig uvurderlige oplevelser og mange venner. Og som det vigtigste er min tro blevet styrket.”

Masako

Masako fra Japan, der nu er først i halvtredserne, havde altid ønsket sig at blive missionær, men på grund af helbredsproblemer virkede det umuligt for hende. Da hendes helbred blev bedre, besluttede hun imidlertid at flytte til Rusland for at hjælpe til i høstarbejdet. Det var svært at finde en ordentlig bolig og et fast arbejde, men det lykkedes for hende at klare sig økonomisk som pioner ved at undervise i japansk og gøre rent. Hvad har hjulpet hende til at fortsætte sin tjeneste?

Masako tænker tilbage på de 14 år hun har været i Rusland, og siger: “Glæden ved tjenesten kompenserer for de problemer jeg kommer ud for. At udbrede Rigets budskab i områder hvor der er stort behov for forkyndere, giver mig et aktivt og spændende liv.” Hun tilføjer: “For mig har det været et nutidigt mirakel personligt at erfare hvordan Jehova gennem årene har sørget for at jeg har fået mad, tøj og husly.” Ud over at tjene hvor der er stort behov i Rusland, har Masako også deltaget i høstarbejdet i Kirgisistan. Hun har også været med til at hjælpe grupper der taler engelsk, kinesisk og uygurisk. I øjeblikket er hun pioner i Sankt Petersborg.

FAMILIER HJÆLPER TIL OG BLIVER VELSIGNET

Inga og Mikhail

Nogle familier flytter til et andet land for at forbedre deres økonomiske situation. Men andre gør som Abraham og Sara og flytter til et andet land fordi de har nogle åndelige mål. (1 Mos. 12:1-9) Det  er ægteparret Mikhail og Inga et eksempel på. De kommer fra Ukraine og flyttede til Rusland i 2003. Det varede ikke længe før de fandt nogle der søgte efter Bibelens sandheder.

Mikhail fortæller: “Engang var vi i tjenesten i et område hvor ingen Jehovas Vidner havde forkyndt før. En ældre mand åbnede døren og spurgte: ‘Er I prædikanter?’ Da vi bekræftede det, sagde han: ‘Jeg vidste at I ville komme en skønne dag. For det er umuligt at Jesu ord ikke ville blive opfyldt.’ Derefter citerede han Mattæus 24:14.” Mikhail fortæller videre: “I samme område fandt vi en gruppe på omkring ti kvinder der var baptister. De var oprigtige og tørstede efter sandheden. De havde bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, og hver weekend studerede de Bibelen ved hjælp af den. I flere timer besvarede vi deres spørgsmål og sang Rigets sange med dem, og derefter spiste vi aftensmad sammen. Det besøg er et af de bedste minder jeg har.” Mikhail og Inga er enige om at tjenesten i områder hvor der er stort behov for forkyndere, har givet dem et nærmere forhold til Jehova, en dybere kærlighed til mennesker og et tilfredsstillende liv. I dag virker de i kredstjenesten.

Oksana, Aleksej og Jurij

Ægteparret Jurij og Oksana, der nu er midt i trediverne og kommer fra Ukraine, besøgte i 2007 Afdelingskontoret i Rusland med deres nu 13-årige søn, Aleksej. På afdelingskontoret så de et kort over Rusland hvor der var store områder med ledigt distrikt. Oksana fortæller: “Da vi havde set kortet, forstod vi bedre end nogen sinde at der er et stort behov for forkyndere. Det hjalp os til at tage beslutningen om at flytte til Rusland.” Hvad andet hjalp dem? Jurij siger: “Det var meget gavnligt at læse artikler i vores publikationer, som for eksempel ‘Kan du tjene i et fremmed land?’ * Vi besøgte det område i Rusland afdelingskontoret havde foreslået os at flytte til, og gik i gang med at lede efter bolig og arbejde.” De flyttede til Rusland i 2008.

I begyndelsen var det svært at finde arbejde, og de måtte flere gange flytte lejlighed. Jurij fortæller: “Vi bad ofte Jehova om hjælp til ikke at blive modløse, og så fortsatte vi med forkyndelsesarbejdet i tillid til at Jehova ville tage sig af os. Vi oplevede hvordan Jehova støtter og hjælper os når vi sætter Rigets interesser først. Alt dette styrkede vores familie.” (Matt. 6:22, 33) Hvordan har det påvirket Aleksej at tjene et sted hvor der er større behov? “Det har været rigtigt godt for ham,” siger Oksana. “Han indviede sig til Jehova og blev døbt da han var ni år. Han har indset at der er et stort behov for forkyndere, og det har fået ham til at være hjælpepioner i alle sine skoleferier. Det er en stor glæde for os at se hvor meget han elsker at gå i tjenesten, og hvor ivrig han er.” I dag er Jurij og Oksana specialpionerer.

“DET ENESTE JEG FORTRYDER”

Som udtalelserne fra disse høstarbejdere fremhæver, er det meget vigtigt at man har fuld tillid til Jehova når man udvider sin tjeneste ved at flytte til et andet land. Det er rigtigt at de der tjener hvor behovet er større, møder visse udfordringer i deres nye distrikt, men de erfarer også den dybe glæde der kommer af at fortælle den gode nyhed til folk der gerne vil lytte til Rigets budskab. Kan du være med til at indsamle høsten i et område hvor der stadig er hårdt brug for forkyndere? Hvis du beslutter dig for at udvide din tjeneste på denne måde, kan det være at du snart har det som Jurij, der siger: “Det eneste jeg fortryder, er at jeg ikke gjorde det noget før.”

^ par. 20 Se Vagttårnet for 15. oktober 1999, side 23-27.