Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) APRIL 2015

 LIVSBERETNING

Velsignet i ‘gunstige og ugunstige tider’

Velsignet i ‘gunstige og ugunstige tider’

DA JEG kom til verden i marts 1930, var jeg omgivet af familiemedlemmer og venner der tjente Jehova trofast. Det var i landsbyen Namkumba i nærheden af Lilongwe i det land der nu hedder Malawi. I 1942 indviede jeg mig til Gud og blev døbt i en af landets smukke floder. Gennem de næste 70 år gjorde jeg mit bedste for at følge Paulus’ opfordring til Timoteus: “Forkynd ordet, vær på færde når tiden er gunstig og når tiden er ugunstig.” – 2 Tim. 4:2.

I 1948 besøgte Nathan H. Knorr og Milton G. Henschel for første gang Malawi, og deres besøg vakte et ønske i mig om at blive heltidstjener. Jeg glæder mig stadig over de opmuntrende tanker der blev fremholdt af disse repræsentanter fra Jehovas Vidners Hovedkontor i Brooklyn, New York. På en mudret mark stod vi omkring 6.000 og lyttede opmærksomt til bror Knorrs tilskyndende foredrag “Alle Nationers evige Hersker”.

Senere mødte jeg Lidasi, en skøn søster der ligesom mig var vokset op i en familie af Jehovas Vidner. Jeg fandt ud af at hun også havde heltidstjenesten som mål, og i 1950 blev vi gift. Inden for de næste tre år fik vi to børn. Selvom vi nu havde ansvar for at opdrage dem, blev vi enige om at jeg kunne starte som pioner. To år senere blev jeg udnævnt som specialpioner.

Kort tid efter fik jeg det privilegium at tjene som kredstilsynsmand. Med Lidasis store støtte kunne jeg sørge materielt og åndeligt for vores familie mens jeg varetog denne opgave. * Men vi ønskede brændende at vi begge kunne være i heltidstjenesten. Som følge af god planlægning og vores børns hjælp blev det i 1960 muligt for Lidasi også at starte i heltidstjenesten.

Stævnerne styrkede os til at klare den forfølgelse der lå forude

Vi glædede os over at betjene vores brødre og søstre i forskellige menigheder i denne ‘gunstige tid’. Vores opgave førte os vidt omkring – fra de smukke bjergskråninger i Mulanje-området i syd til de fredfyldte bredder ved Malawisøen, der afgrænser næsten hele landet mod øst. Det var en fornøjelse at se antallet af forkyndere og menigheder vokse støt i de kredse vi betjente.

I 1962 styrkede det os meget at overvære stævnet “Modige forkyndere”. Året efter besøgte bror Henschel igen Malawi, og der blev afholdt et særligt stævne uden for byen Blantyre,  hvor der var omkring 10.000 til stede. Når jeg ser tilbage, var sådanne åndelige arrangementer med til at forberede os alle på de vanskeligheder der lå forude.

‘UGUNSTIGE TIDER’

Vores arbejde blev forbudt, og regeringen beslaglagde afdelingskontoret

I 1964 blev brødrene udsat for svære prøvelser fordi de nægtede at deltage i politiske aktiviteter. Mere end 100 rigssale og 1.000 hjem blev ødelagt i en bølge af forfølgelse. Vi var dog i stand til at fortsætte i rejsetjenesten indtil Malawis regering i 1967 forbød Jehovas Vidners arbejde. Afdelingskontoret i Blantyre blev beslaglagt, missionærerne blev sendt ud af landet, og mange lokale brødre og søstre, deriblandt Lidasi og jeg, blev sat i fængsel. Efter at vi var blevet løsladt, genoptog vi diskret rejsetjenesten.

En oktoberdag i 1972 var 100 medlemmer af en militant politisk bevægelse kaldet Malawi Youth League (Malawis ungdomsforbund) på vej mod vores hjem. Men en af dem løb i forvejen og advarede mig om at jeg ville blive slået ihjel hvis ikke jeg gemte mig. Jeg gav hurtigt Lidasi og børnene besked på at skjule sig mellem de nærliggende bananpalmer. Så skyndte jeg mig at klatre op i et stort mangotræ. Deroppefra så jeg vores hus og alle vores ting blive ødelagt.

Fordi brødrene ikke ville deltage i politik, blev deres huse brændt ned

Da forfølgelsen i Malawi tog til, flygtede tusinder af os ud af landet. Vores familie kom til at bo i en flygtningelejr i det vestlige Mocambique indtil juni 1974. På det tidspunkt blev Lidasi og jeg bedt om at tjene som specialpionerer i Dómue nær grænsen ind til Malawi. Vi fortsatte i den tjeneste indtil 1975, hvor Mocambique løsrev sig fra Portugal. Sammen med andre brødre blev vi nu tvunget til at vende tilbage til Malawi og til de forfølgere vi var flygtet fra.

Da vi kom tilbage til Malawi, fik vi til opgave at besøge menigheder i hovedstaden, Lilongwe. På trods af forfølgelse og mange vanskeligheder voksede antallet af menigheder i de kredse hvor vi fik lov at tjene.

HJÆLP FRA JEHOVA

Ved en lejlighed kom vi til en landsby hvor der var fuld gang i et politisk møde. Nogle af partistøtterne fandt ud af at vi var Jehovas Vidner, og tvang os til at sidde blandt medlemmerne af en politisk ungdomsbevægelse kendt som Malawi Young Pioneers (Malawis unge pionerer). Vi bad indtrængende Jehova om at hjælpe os i denne højspændte situation. Så snart mødet var slut, gik de løs på os. Pludselig kom en ældre dame løbende og råbte: “Lad dem være, lad dem være! Den mand er min brors søn. Lad ham rejse videre.” Det fik den der stod for mødet, til at sige: “Lad dem gå!” Vi ved ikke hvorfor kvinden gjorde som hun gjorde, for hun var ikke  beslægtet med os. Det må have været Jehova der besvarede vores bøn.

Et politisk partikort

I 1981 stødte vi igen på nogle fra Malawi Young Pioneers. De tog vores cykler og bagage, deriblandt kasser med bøger og kredsoptegnelser. Vi slap væk og løb hen til en ældstebrors hjem. Igen bad vi Jehova om hjælp. Det der bekymrede os mest, var de mange oplysninger der fandtes i optegnelserne. Da medlemmerne af Young Pioneers kiggede i papirerne, fandt de en masse breve til mig fra mange steder i Malawi. Det gjorde dem noget hede om ørerne, for de antog at jeg var en af regeringens embedsmænd. De skyndte sig derfor at aflevere det hele til en af de lokale ældste uden at rode mere i det.

En anden gang var vi på vej med en båd over en flod. Ejeren af båden var politisk leder i området, så han besluttede sig for at tjekke at alle om bord havde partikort. Men da han nærmede sig os, fik han øje på en tyv der var efterlyst af myndighederne. Det skabte en del postyr, og der blev ikke spurgt efter flere partikort. Ja, endnu en gang oplevede vi at Jehova kærligt hjalp os.

ARRESTERET OG FÆNGSLET

I februar 1984 var jeg en dag på vej til Lilongwe for at aflevere nogle rapporter der skulle videre til Afdelingskontoret i Zambia. Jeg blev stoppet af en betjent, der gennemsøgte min taske. Han fandt nogle af vores publikationer og tog mig derfor med til politistationen, hvor han begyndte at slå mig. Så bandt han mig med reb og smed mig ind i et rum fyldt med folk der var anholdt for at være i besiddelse af tyvekoster.

Den næste dag tog politichefen mig med ind i et andet rum, hvor han skrev en erklæring med ordlyden: “Jeg, Trophim R. Nsomba, er holdt op med at være et af Jehovas Vidner så jeg kan blive løsladt.” Jeg nægtede at skrive under og svarede ham: “I kan spærre mig inde, og I kan slå mig ihjel. Men jeg vil aldrig holde op med at være et vidne for Jehova!” Politichefen blev rasende og slog sin næve så hårdt i bordet at en betjent kom ilende til fra det tilstødende lokale for at se hvad der var sket. Til betjenten sagde chefen: “Han nægter at skrive under på at han vil holde op med at forkynde. Lad ham bare skrive under på at han er et af Jehovas Vidner – så kan vi spærre ham inde i fængslet i Lilongwe.” Imens alt dette stod på, vidste min kone ikke hvad der var sket. Det fik hun først at vide fire dage senere af nogle brødre.

På politistationen i Lilongwe blev jeg godt behandlet. Politichefen dér sagde: “Her er en portion ris fordi du er blevet fængslet på grund af Guds ord. De andre arresterede er tyve.” Så satte han mig i Kachere-fængslet, hvor jeg var i fem måneder.

 Fængselsinspektøren var meget glad for at jeg kom. Han ville gerne have mig til at være fængslets “præst”, så den præst de havde, blev afsat med ordene: “Du skal ikke længere forkynde Guds ord her, for du blev sat i fængsel fordi du stjal fra din kirke!” Jeg fik nu ansvaret for at undervise de indsatte i Bibelen ved et ugentligt møde.

Senere blev forholdene dog værre. Fængselsbetjentene afhørte mig for at finde ud af hvor mange Jehovas Vidner der var i Malawi. Da de ikke var tilfredse med mine svar, bankede de mig indtil jeg mistede bevidstheden. En anden gang ville de have at vide hvor vores øverste ledelse befandt sig. “Det er et meget enkelt spørgsmål, som jeg gerne vil svare på,” sagde jeg. Politimændene lyste op i et stort smil og tændte for deres båndoptager. Så forklarede jeg dem at Jehovas Vidners ledelse er beskrevet i Bibelen. Det overraskede dem meget, og de spurgte: “Hvor i Bibelen?”

“I Esajas 43:12,” svarede jeg. De slog skriftstedet op og læste omhyggeligt: “‘I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ‘og jeg er Gud.’” De læste passagen tre gange og spurgte så undrende: “Hvordan kan Jehovas Vidners ledelse være beskrevet i Bibelen? Vi troede den befandt sig i Amerika!” Jeg svarede: “Jehovas Vidner i Amerika ser også dette vers som en beskrivelse af deres ledelse.” Da jeg ikke fortalte dem det de gerne ville høre, blev jeg overført til Dzaleka-lejren lige nord for Lilongwe.

VELSIGNET SELV I ‘UGUNSTIGE TIDER’

Det var i juli 1984 at jeg sluttede mig til mine 81 trosfæller i Dzaleka-lejren. Her var 300 fanger stuvet sammen og sov på gulvet med skuldrene mod hinanden. Med tiden fik vi mulighed for at mødes i små grupper hver dag for at drøfte et skriftsted som en af os foreslog. Det styrkede os meget.

Senere skilte fængselsinspektøren os fra de andre fanger. En af vagterne fortalte os i al hemmelighed: “Regeringen hader jer ikke. Vi beholder jer her i fængslet af to grunde: Regeringen frygter at I vil blive dræbt af Young Pioneers, og den er bange for at I tager modet fra dens soldater med jeres budskab om en stor krig.”

Brødre bliver ført væk efter at have modtaget deres dom

I oktober 1984 blev vi alle stillet for retten og hver idømt to års fængsel. Vi blev igen indsat sammen med nogle der ikke var Jehovas Vidner. Men fængselsinspektøren bekendtgjorde for alle: “Jehovas Vidner ryger ikke. Så der er ingen grund til at I vagter beder dem om cigaretter, og I skal heller ikke sende dem af sted efter glødende trækul til at tænde jeres cigaretter med. De er Guds folk! Alle Jehovas Vidner skal have mad hele to gange om dagen, for de er her  ikke på grund af forbrydelser, men på grund af deres tro på Bibelen.”

Vores gode omdømme gavnede os også på andre måder. Når det var mørkt eller regnede, måtte de andre fanger ikke forlade bygningerne. Vi havde dog lov til at gå udenfor når som helst vi ville, for vagterne var klar over at vi ikke ville prøve at flygte. Faktisk var vi engang ude at arbejde i markerne da en vagt pludselig blev dårlig mens han holdt øje med os. Men vi bar ham tilbage til lejren så han kunne få behandling. Fængselspersonalet vidste at man kunne stole på os. Fordi vi bevarede en god adfærd, kom vores fangevogtere i virkeligheden til at herliggøre Jehovas navn. Hvilken velsignelse! – 1 Pet. 2:12. *

ATTER ‘GUNSTIGE TIDER’

Den 11. maj 1985 blev jeg løsladt fra Dzaleka-lejren. Hvor var det skønt at blive genforenet med min familie! Vi takker Jehova for at han hjalp os til at bevare vores integritet i den meget svære tid. Når vi ser tilbage, har vi det ligesom Paulus, der skrev: “Vi ønsker ikke at I skal være uvidende, brødre, om den trængsel som vi har været ude for ... Vi var meget usikre endog med hensyn til vort liv. Ja, vi følte i os selv at vi havde fået dødsdommen. Dette skete for at vi ikke skulle stole på os selv, men på den Gud som oprejser de døde. Fra noget så stort som døden befriede han os.” – 2 Kor. 1:8-10.

Lidasi og Trophim foran en rigssal i 2004

Nogle gange så det ud som om vi ikke ville klare den. Men vi bad hele tiden Jehova om mod og visdom og om hjælp til ikke at fokusere på os selv, så hans store navn kunne blive herliggjort.

Jehova har velsignet vores tjeneste både i ‘gunstige og ugunstige tider’. Hvor er det fantastisk at tænke på at vi i dag har et afdelingskontor i Lilongwe, som blev fuldført i år 2000, og at der er blevet bygget mere end 1.000 nye rigssale rundt om i Malawi. Jehova har velsignet os og beriget os åndeligt i en sådan grad at vi næsten må knibe os i armen for at forstå at det ikke er en drøm! *

^ par. 7 Brødre der har hjemmeboende børn, bliver ikke længere bedt om at tjene som kredstilsynsmænd.

^ par. 30 I Jehovas Vidners Årbog 1999, side 171-223, findes der flere oplysninger om forfølgelsen i Malawi.

^ par. 34 Mens denne artikel var under udarbejdelse, sov bror Nsomba ind i døden i en alder af 83.