Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) MARTS 2015

 LIVSBERETNING

Vi fandt en bedre livsvej

Vi fandt en bedre livsvej

VI VAR begge fem år gamle da vi begyndte at gå til dans. Vi havde dog ikke mødt hinanden endnu. Da vi blev ældre, besluttede vi begge at gøre ballet til vores livsvej. Men da vi næsten var på toppen af vores karriere, opgav vi det alt sammen. Hvad førte til den beslutning?

David: Jeg blev født i 1945 i amtet Shropshire i England. Min far havde en gård i et fredfyldt område. Efter skoletid plejede jeg at fodre høns og samle æg, og jeg tog mig også af kvæget og fårene. I skoleferierne hjalp jeg til med høsten, og nogle gange kørte jeg traktor.

Der var dog en anden interesse der begyndte at fylde mit liv. Min far havde bemærket at jeg som helt lille gerne ville danse hver gang jeg hørte musik. Da jeg var fem år, foreslog han derfor min mor at tage mig med til en lokal danseskole så jeg kunne lære stepdans. Min lærer mente at jeg havde potentiale til at blive balletdanser, så han underviste mig også i ballet. Som 15-årig vandt jeg et stipendium til den prestigefyldte Royal Ballet School i London. Der mødte jeg Gwen, og vi blev sat sammen som dansepartnere.

Gwen: Jeg blev født i den travle storby London i 1944. Helt fra jeg var lille, havde jeg en stærk tro på Gud. Jeg ville gerne læse i Bibelen, men syntes den var svær at forstå. Som femårig begyndte jeg at gå til dans. Seks år senere vandt jeg en konkurrence hvor dansere fra hele Storbritannien kunne deltage. Vinderen fik en plads blandt juniorerne på The Royal Ballet School. Skolen har til huse i White Lodge, et smukt palæ i georgiansk stil der ligger i Richmond Park i udkanten af London. Der gik jeg i skole og fik balletundervisning af højt anerkendte lærere. Da jeg var 16, sluttede jeg mig til de ældre elever på The Royal Ballet School i det centrale London. Det var der jeg mødte David. Efter nogle få måneder begyndte vi at danse sammen i balletscener i operaer i Royal Opera House, der ligger i Covent Garden, London.

Som professionelle balletdansere kom vi rundt i hele verden

David: Ja, som Gwen nævnte, kom vi til at danse i det berømte Royal Opera House, og vi blev også en del af London Festival Ballet, der nu hedder English National Ballet. En af koreograferne ved Royal Ballet startede et internationalt balletkompagni i Wuppertal i Tyskland og tog os med som de to solister. I løbet af vores karriere dansede vi på scener i hele verden og optrådte med berømtheder som Margot Fonteyn og Rudolf Nurejev. Når man lever et så konkurrencepræget liv, får man høje tanker om sig selv. Vi dedikerede os fuldstændig til balletten.

 Gwen: Dansen fyldte hele mit liv, og vi havde begge ambitioner om at blive de bedste. Jeg nød at skrive autografer, få blomster og høre publikums bifald. Som andre i teaterverdenen tillagde jeg mine lykkeamuletter stor betydning. Jeg befandt mig i et miljø fyldt med umoralitet, rygning og drikkeri.

VORES LIV FORANDRER SIG FULDSTÆNDIGT

Vores bryllupsdag

David: Efter mange år i danseverdenen blev jeg træt af at bo i en kuffert. Nu var jeg jo vokset op på en gård, så jeg begyndte at længes efter det mere enkle liv på landet. I 1967 forlod jeg derfor branchen og begyndte at arbejde på en stor gård i nærheden af mine forældre. Jeg fik lov til at leje et lille hus af gårdejeren. Så ringede jeg til Gwen på teatret og spurgte om hun ville gifte sig med mig. Hun var blevet forfremmet til solist og var på vej op ad karrierestigen, så det var en svær beslutning hun skulle træffe. Heldigvis sagde hun ja og flyttede ud til mig på landet – et liv hun ikke kendte meget til.

Gwen: Ja, det var svært at vænne sig til livet på landet. Det at skulle malke køer og fodre grise og høns i al slags vejr var langt fra den verden jeg kendte. David begyndte på et nimåneders kursus på en landbrugsskole for at blive kendt med de nyeste metoder, og jeg følte mig meget alene i dagtimerne, hvor han var væk. På det tidspunkt havde vi fået vores første datter, Gilly. David foreslog at jeg lærte at køre bil, og en dag da jeg var i en nærliggende by, så jeg Gael, som jeg tidligere havde mødt da hun arbejdede i en af de lokale butikker.

Som nygifte på gården

Gael inviterede mig hjem til en kop te. Vi viste hinanden vores bryllupsbilleder, og på hendes billede stod der en gruppe mennesker foran noget der blev kaldt en rigssal. Jeg spurgte hende hvad det var for en slags kirke. Til min store glæde fortalte hun at hun og hendes mand var Jehovas Vidner. Det var en af mine tanter også. Jeg kunne huske at min far var meget irriteret og vred på hende, og at han smed hendes litteratur i skraldespanden. Det havde undret mig at min ellers så venlige far i den grad tog afstand fra sådan en sød dame.

Nu kunne jeg endelig få at vide hvordan min tantes tro adskilte sig fra det man lærte i kirken. Gael viste mig hvad Bibelen i virkeligheden lærer. Det overraskede mig at mange af kirkens dogmer, som for eksempel treenigheden og sjælens udødelighed,  ikke stemmer med Bibelen. (Præd. 9:5, 10; Joh. 14:28; 17:3) Jeg så også Guds navn, Jehova, i Bibelen for første gang. – 2 Mos. 6:3.

David: Gwen fortalte mig om det hun lærte. Jeg kom i tanker om at min far, da jeg var barn, sagde at jeg skulle læse i Den Gode Bog. Derfor sagde vi ja til at studere Bibelen med Gael og hendes mand, Derrick. Et halvt år senere flyttede vi til Oswestry, der også ligger i Shropshire, hvor vi havde fået mulighed for at leje en lille gård. Der fortsatte Deirdre, en tålmodig søster, studiet med os. Til at begynde med gjorde vi kun langsomt fremskridt, for vi havde travlt med at tage os af dyrene på gården. Lidt efter lidt slog sandheden dog rod i vores hjerte.

Gwen: Det var svært for mig at holde op med at være overtroisk. Men Esajas 65:11 hjalp mig til at forstå hvordan Jehova ser på dem der “dækker bord for lykkeguden”. Det krævede tid og mange bønner før jeg kunne skille mig af med alle mine lykkeamuletter og talismaner. Jeg lærte også at “enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet”, og det gjorde mig bevidst om hvilken slags mennesker Jehova synes om. (Matt. 23:12) Desuden lærte jeg at Gud har så stor omsorg for os at han gav sin dyrebare søn som løsesum, og sådan en Gud ville jeg gerne tjene. På det tidspunkt havde vi fået en datter til, og det var vidunderligt at finde ud af at vores lille familie kunne komme til at leve for evigt i et paradis på jorden.

David: Da jeg fik forklaret hvordan bibelprofetier som for eksempel dem i Mattæus, kapitel 24, og i Daniels Bog blev opfyldt til punkt og prikke, overbeviste det mig om at jeg havde fundet sandheden. Det gik op for mig at intet i denne verden kan måle sig med det at have et godt forhold til Jehova. Som tiden gik, holdt jeg op med at have høje ambitioner. Jeg indså at min kone og mine døtre var lige så vigtige som mig. Filipperbrevet 2:4 hjalp mig til at forstå at jeg ikke skulle være så optaget af mig selv og mit ønske om at få en større gård. Det at tjene Jehova skulle komme først i mit liv. Jeg holdt også op med at ryge. Men at tage til møde hver lørdag aften et sted der lå 10 kilometer fra vores hjem, var en stor udfordring for os, for køerne skulle malkes lige omkring det tidspunkt. Med Gwens hjælp gik vi dog aldrig glip af et møde. Og hver søndag formiddag tog vi vores børn med i tjenesten – efter at have malket køerne.

De forandringer vi gjorde, faldt ikke i god jord hos vores familie. Gwens far talte ikke til hende i seks år, og mine forældre forsøgte også at få os til at holde op med at komme sammen med Jehovas Vidner.

 Gwen: Jehova hjalp os til at udholde disse prøvelser. Med tiden blev brødrene og søstrene i Oswestry Menighed vores nye familie, og de støttede os kærligt i den svære tid. (Luk. 18:29, 30) I 1972 indviede vi os til Jehova og blev døbt. Jeg ville gerne gøre mit bedste for at hjælpe så mange som muligt til at lære om sandheden, så jeg begyndte som pioner.

EN NY OG BEDRE LIVSVEJ

David: Årene på gården var hårde fysisk, men vi forsøgte at være gode eksempler for vores piger med hensyn til det åndelige. Økonomiske nedskæringer fra regeringens side betød at vi med tiden måtte opgive gården. Uden noget hjem eller arbejde og med en tredje datter, der blot var et år gammel, bad vi Jehova om hjælp og vejledning. Vi besluttede os for at udnytte vores evner og åbne en danseskole for at kunne forsørge vores familie. Vores beslutning om at sætte de åndelige interesser på førstepladsen blev rigt belønnet. Til vores store glæde begyndte alle vores tre piger som pionerer da de gik ud af skolen. Eftersom Gwen også var pioner, kunne hun støtte pigerne i det daglige.

Efter at vores to ældste døtre, Gilly og Denise, var blevet gift, lukkede vi danseskolen. Vi skrev til Afdelingskontoret for at få at vide hvor der var brug for hjælp, og de anbefalede nogle byer i det sydøstlige England. Da vi nu kun havde én hjemmeboende datter, Debbie, begyndte jeg også som pioner. Fem år senere blev vi bedt om at hjælpe nogle andre menigheder længere nordpå. Efter Debbie var blevet gift, havde vi i ti år det privilegium at tjene på Det Internationale Byggehold i Zimbabwe, Moldova, Ungarn og Elfenbenskysten. Derefter vendte vi tilbage til England for at hjælpe til med byggearbejde på Betel i London. Fordi jeg havde erfaring som landmand, blev jeg bedt om at give en hånd med på det landbrug som Betel havde på daværende tidspunkt. I øjeblikket tjener vi som pionerer i det nordvestlige England.

Vi var meget glade for at tjene på Det Internationale Byggehold

Gwen: Det første vi viede vores liv til – balletten – gav os en vis glæde, men ville kun vare kort. Det næste, og det vigtigste, vi viede vores liv til – tjenesten for Jehova – har givet os stor glæde og varer for evigt. Vi er stadig partnere, men nu bruger vi vores fødder til at gå i forkyndelsen sammen. Det har været en sand fryd at hjælpe mange til at tage imod Bibelens dyrebare og livreddende sandheder. Disse “anbefalingsbreve” er mere værd end det at blive berømt. (2 Kor. 3:1, 2) Hvis ikke vi havde fundet sandheden, ville vi nu kun sidde tilbage med støvede minder og gamle billeder og teaterprogrammer fra vores tidligere karriere.

David: Det at vi gjorde tjenesten for Jehova til vores livsvej, har gjort en stor forskel i vores liv. Jeg er blevet en bedre ægtemand og far. Bibelen fortæller at Mirjam, kong David og andre gav udtryk for deres glæde i dans. Ligesom mange andre ser vi frem til at danse af glæde i Jehovas nye verden. – 2 Mos. 15:20; 2 Sam. 6:14.

Lær mere

VAGTTÅRNET

Jeg gjorde tjenesten for Jehova til min livsgerning

Blot et par måneder før Bill Walden ville have været færdig med sin uddannelse som civilingeniør, valgte han en helt anden livsgerning. Læs hvordan hans beslutning om at tjene Gud som heltidsforkynder forandrede hans liv.

VÅGN OP!

En klassisk pianist fortæller hvorfor han tror på Gud

Det var selve musikken der overbeviste denne tidligere ateist om at der findes en Gud. Hvad overbeviste ham om at Bibelen er fra Gud?