Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) DECEMBER 2014

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvad mente Jeremias da han sagde at Rakel græd over sine sønner?

I Jeremias 31:15 står der: „Således har Jehova sagt: ’I Rama høres en stemme, klage og bitter gråd; det er Rakel der græder over sine sønner. Hun har nægtet at lade sig trøste over sine sønner, for de er ikke mere.’“

Rakels to sønner døde ikke før hende. Derfor kan det se ud som om det Jeremias skrev 1.000 år efter Rakels død, er forkert.

Rakels første søn var Josef. (1 Mos. 30:22-24) Senere fik hun endnu en søn, der blev kaldt Benjamin. Men Rakel døde under fødslen. Derfor opstår spørgsmålet: Hvorfor står der i Jeremias 31:15 at hun græd fordi hendes sønner ’ikke var mere’?

Det er værd at lægge mærke til at den ældste søn, Josef, med tiden blev far til Manasse og Efraim. (1 Mos. 41:50-52; 48:13-20) Senere blev Efraims stamme den førende og mest indflydelsesrige i nordriget Israel og kom til at repræsentere alle de ti stammer. Den stamme der udgik fra Rakels yngste søn, Benjamin, blev en del af sydriget Juda. Man kan derfor sige at Rakel var et symbol på alle mødrene i Israel, både i Nordriget og Sydriget.

Da Jeremias’ Bog blev nedskrevet, var det nordlige tistammerige allerede faldet for assyrerne og mange af indbyggerne ført bort som fanger. Nogle af Efraims efterkommere kan imidlertid være flygtet til Judas område. I 607 f.v.t. erobrede babylonierne det sydlige tostammerige, Juda. Det ser ud til at mange af dem der blev taget til fange i forbindelse med denne erobring, blev samlet i Rama, der lå omkring 8 kilometer nord for Jerusalem. (Jer. 40:1) Måske blev nogle dræbt dér i Benjamins område hvor Rakel lå begravet. (1 Sam. 10:2) At Rakel græd over sine sønner, kan altså sigte til at hun i billedlig forstand sørgede over benjaminitterne i almindelighed eller især over dem i Rama. En anden mulighed kan være at det skildrer at alle mødrene i Guds folk græd over at israelitterne enten var blevet dræbt eller ført i landflygtighed.

Under alle omstændigheder var Jeremias’ udtalelse om at Rakel græd over sine sønner, en profeti om hvad der ville ske århundreder senere da Jesus som ganske lille kom i livsfare. Kong Herodes befalede at alle drengene fra toårsalderen og nedefter i byen Betlehem, syd for Jerusalem, skulle dræbes. Disse sønner var altså ikke mere; de var døde. Forestil dig den hjerteskærende gråd fra de mødre der havde mistet deres sønner! Det var som om denne gråd kunne høres så langt væk som til Rama, der lå nord for Jerusalem. — Matt. 2:16-18.

Derfor var udtrykket „Rakel der græder over sine sønner“, både på Jeremias’ tid og på Jesu tid, en passende beskrivelse af de jødiske mødres sorg over deres dræbte børn. Selvfølgelig vil de der døde og blev ført til „fjendens land“, vende tilbage derfra når opstandelsen finder sted. — Jer. 31:16; 1 Kor. 15:26.