Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) NOVEMBER 2014

„Det folk hvis Gud er Jehova“

„Det folk hvis Gud er Jehova“

„Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!“ — SL. 144:15.

1. Hvad mener nogle om det at Gud skulle have et folk på jorden?

MANGE i dag indrømmer at de etablerede trossamfund, både inden for og uden for kristenheden, ikke er til særlig stor gavn for menneskeheden. Nogle mener at sådanne trossamfund gennem deres lære og deres adfærd giver et fejlagtigt billede af Gud og derfor ikke kan have hans godkendelse. De tror dog på at der er oprigtige mennesker i alle religioner, og at Gud lægger mærke til dem og accepterer dem som sine tjenere på jorden. De synes ikke at det er nødvendigt at sådanne mennesker forlader falsk religion for at tilbede Gud som et samlet, særskilt folk. Men er det også sådan Gud ser på det? En undersøgelse af Jehovas sande tilbederes historie kan besvare det spørgsmål.

ET PAGTSFOLK

2. Hvem blev med tiden Jehovas særlige folk, og hvad adskilte dem fra andre folkeslag? (Se indledningsbilledet).

2 Så tidligt som i det 20. århundrede f.v.t. havde Jehova et særskilt folk på jorden. Abraham, der blev kaldt „fader  til alle som tror“, var overhoved for en husstand på flere hundrede. (Rom. 4:11; 1 Mos. 14:14) Herskere i Kana’an anså ham for at være „en mægtig høvding“, og de behandlede ham med respekt. (1 Mos. 21:22; 23:6, fdn.) Jehova indgik en pagt med Abraham og hans efterkommere. (1 Mos. 17:1, 2, 19). Gud sagde til ham: „Dette er min pagt som I skal holde, min pagt mellem mig og jer, ja dit afkom efter dig: Enhver af mandkøn hos jer skal omskæres. ... Og det skal tjene som et pagtstegn mellem mig og jer.“ (1 Mos. 17:10, 11) Derfor blev Abraham og alle mændene i hans husstand omskåret. (1 Mos. 17:24-27) Omskærelsen identificerede Abrahams efterkommere som det eneste folk der stod i et pagtsforhold til Jehova.

3. Hvordan blev Abrahams efterkommere et talrigt folk?

3 Abrahams barnebarn Jakob, eller Israel, fik 12 sønner. (1 Mos. 35:10, 22b-26) Disse blev med tiden de patriarkalske overhoveder for Israels 12 stammer. (Apg. 7:8) På grund af en hungersnød flyttede Jakob og hans husstand til Egypten, hvor en af Jakobs sønner, Josef, var blevet fødevareadministrator og Faraos højre hånd. (1 Mos. 41:39-41; 42:6) Jakobs efterkommere blev meget talrige, „en samling af folkeslag“. — 1 Mos. 48:4; læs Apostelgerninger 7:17.

ET LØSKØBT FOLK

4. Hvordan var forholdet mellem egypterne og Jakobs efterkommere til at begynde med?

4 Jakobs efterkommere blev i Egypten i lidt mere end 200 år, i et område i Nildeltaet der hed Gosen. (1 Mos. 45:9, 10) Det lader til at israelitterne levede i fredelig sameksistens med egypterne i omkring halvdelen af den periode, og de boede i små byer og passede deres småkvæg og hornkvæg. Farao, der kendte Josef og satte pris på ham, havde taget godt imod dem. (1 Mos. 47:1-6) Men det egyptiske folk afskyede fårehyrder. (1 Mos. 46:31-34) De var dog nødt til at finde sig i at israelitterne boede i landet.

5, 6. (a) Hvordan ændrede situationen sig for Guds folk i Egypten? (b) Hvordan blev Moses reddet, og hvad gjorde Jehova for sit folk?

5 Situationen ændrede sig imidlertid drastisk. „Med tiden fremstod der en ny konge over Ægypten som ikke kendte Josef. Og han sagde til sit folk: ’Se! Israels sønners folk er talrigere og mægtigere end vi.’ Så tvang ægypterne med tyranni Israels sønner til at udføre trællearbejde. Og de gjorde livet bittert for dem med hårdt trællearbejde med lermørtel og teglsten og med enhver form for trællearbejde på marken, ja, enhver form for trællearbejde.“ — 2 Mos. 1:8, 9, 13, 14.

6 Farao befalede endda at alle israelitiske drengebørn skulle dræbes umiddelbart efter fødslen. (2 Mos. 1:15, 16) Det var på det tidspunkt at Moses blev født. Da han var tre måneder gammel, skjulte hans mor ham mellem sivene ved Nilens bred, hvor Faraos datter fandt ham. Senere adopterede hun ham. Gud sørgede for at Moses voksede op hos sin gudfrygtige mor, Jokebed, og han blev en loyal tjener for Jehova. (2 Mos. 2:1-10; Hebr. 11:23-25) Jehova „var opmærksom på“ at hans folk led, og han besluttede sig for ved hjælp af Moses at udfri dem fra deres undertrykkere. (2 Mos. 2:24, 25; 3:9, 10) De ville således blive et folk der  var ’løskøbt’ af Jehova. — 2 Mos. 15:13; læs 5 Mosebog 15:15.

ET FOLK BLIVER EN NATION

7, 8. Hvordan blev Jehovas folk en hellig nation?

7 Selvom Jehova endnu ikke havde organiseret israelitterne som en nation, anerkendte han dem som sit folk. Moses og Aron fik derfor besked på at sige til Farao: „Sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: ’Send mit folk bort så det kan holde højtid for mig i ørkenen’.“ — 2 Mos. 5:1.

8 Israelitterne blev dog først udfriet efter at Jehova havde bragt ti plager over Egypten og Farao og hans hærstyrker var druknet i Det Røde Hav. (2 Mos. 15:1-4) Mindre end tre måneder senere indgik Jehova en pagt med israelitterne ved Sinaj Bjerg og gav dem dette historiske løfte: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, ... en hellig nation.“ — 2 Mos. 19:5, 6.

9, 10. (a) Hvordan skilte Loven ifølge Femte Mosebog 4:5-8 israelitterne ud fra de andre folkeslag? (b) Hvordan skulle israelitterne vise at de var ’et folk der var helligt for Jehova’?

9 Mens israelitterne var i Egypten, inden de blev gjort til slaver, udgjorde de et stammesamfund der blev ledet af familieoverhoveder, eller patriarker. I lighed med andre af Jehovas tjenere der levede før dem, fungerede disse familieoverhoveder som herskere, dommere og præster for deres husstand. (1 Mos. 8:20; 18:19; Job 1:4, 5) Men gennem Moses gav Jehova israelitterne en lovsamling der ville skille dem ud fra alle andre nationer. (Læs 5 Mosebog 4:5-8; Sl. 147:19, 20). Med Loven blev der indført et særskilt præsteskab, og „de ældste“, som blev respekteret for deres kundskab og visdom, fungerede som dommere. (5 Mos. 25:7, 8) Loven kodificerede den nye nations religiøse og sociale aktiviteter.

10 Lige inden israelitterne gik ind i det lovede land, gentog Jehova sine love for dem, og Moses sagde: „Jehova har i dag ladet dig sige at du vil være hans folk, en særlig ejendom, sådan som han har lovet dig, og at du vil holde alle hans bud, og han har sagt at han vil sætte dig højt over alle de andre nationer som han har frembragt, til pris og berømmelse og hæder, når du viser at du er et folk der er helligt for Jehova din Gud.“ — 5 Mos. 26:18, 19.

UDLÆNDINGE VAR VELKOMNE

11-13. (a) Hvem sluttede sig til Guds udvalgte folk? (b) Hvad måtte en ikkeisraelit gøre hvis han ville tjene Jehova?

11 Jehova havde nu en udvalgt nation på jorden, men han tillod også ikkeisraelitter at blive en del af sit folk. Han gav „en talrig blandet flok“ af ikkeisraelitter, deriblandt egyptere, lov til at følges med sit folk da han udfriede dem fra Egypten. (2 Mos. 12:38; fdn.) Under den syvende plage frygtede nogle „blandt Faraos tjenere“ Jehovas ord, og de var utvivlsomt en del af den blandede flok der forlod Egypten sammen med israelitterne. — 2 Mos. 9:20.

12 Lige inden israelitterne gik over Jordanfloden for at indtage Kana’an, sagde Moses til dem at de skulle „elske den fastboende udlænding“ i deres midte. (5 Mos. 10:17-19) Guds udvalgte folk skulle tage godt imod enhver udlænding der var villig til at overholde  de grundlæggende love Moses havde overbragt. (3 Mos. 24:22) Nogle af de fastboende udlændinge begyndte at tjene Jehova og følte det ligesom moabitterinden Rut, der sagde til No’omi, som var israelit: „Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.“ (Rut 1:16) Disse udlændinge blev proselytter, og mændene lod sig omskære. (2 Mos. 12:48, 49) Jehova tog kærligt imod dem og lod dem være en del af sit udvalgte folk. — 4 Mos. 15:14, 15.

Israelitterne elskede de fastboende udlændinge (Se paragraf 11-13)

13 Jehovas omsorg for sine ikkeisraelitiske tjenere kom for eksempel til udtryk i den bøn Salomon bad da templet blev indviet: „Udlændingen, som ikke tilhører dit folk Israel men kommer fra et fjernt land på grund af dit store navn og din stærke hånd og din udrakte arm — når de kommer og beder, vendt mod dette hus, måtte du da høre det i himmelen, det sted hvor du bor, og gøre efter alt hvad udlændingen råber til dig om, for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende, så de frygter dig ligesom dit folk Israel, og kan vide at dit navn er nævnt over dette hus som jeg har bygget.“ (2 Krøn. 6:32, 33) Ligesom det også var tilfældet på Jesu tid, måtte enhver ikkeisraelit der ønskede at tjene Jehova, komme sammen med hans pagtsfolk. — Joh. 12:20; Apg. 8:27.

EN NATION AF VIDNER

14-16. (a) På hvilken måde skulle israelitterne være en nation af vidner for Jehova? (b) Hvad er Jehovas folk i dag moralsk forpligtet til at gøre?

14 Israelitterne tilbad deres Gud, Jehova, hvorimod de andre nationer tilbad deres egne guddomme. På profeten Esajas’ tid sammenlignede Jehova verdenssituationen med en retssag. Han udfordrede nationernes guder til at føre vidner der kunne bekræfte at de virkelig var guder, ved at sige: „Lad alle nationerne blive samlet på ét sted, og lad folkestammerne blive ført sammen. Hvem [af deres guder] blandt dem kan meddele dette, eller forkynde os de første ting? Lad dem føre deres vidner  og få ret, eller lad dem høre og sige: ’Det er sandhed!’“ — Es. 43:9.

15 Nationernes guder var ikke i stand til at føre bevis for at de virkelig var guder. De var blot afgudsbilleder der var stumme og måtte bæres. (Es. 46:5-7) Jehova, derimod, kunne sige til sit folk Israel: „I er mine vidner, ... ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme. Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig er der fortsat ingen. Jeg, jeg er Jehova, og ud over mig er der ingen frelser. ... Så I er mine vidner, ... og jeg er Gud.“ — Es. 43:10-12.

16 I det der kunne beskrives som en universel retssag angående spørgsmålet om hvem der er den højeste Gud, skulle Jehovas udvalgte folk højt og tydeligt bevidne at Jehova er den eneste sande Gud. Han kaldte dem „folket som jeg har dannet mig, for at de skal forkynde min pris.“ (Es. 43:21) De var det folk der bar hans navn. Eftersom Jehova havde udfriet dem fra Egypten, var de moralsk forpligtet til at støtte hans suverænitet over for alle andre folkeslag. De måtte have samme indstilling som den profeten Mika senere gav udtryk for, og som også gælder Guds folk i dag: „Alle folkeslagene vandrer hvert i sin guds navn; men vi vil vandre i Jehova vor Guds navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ — Mika 4:5.

ET OPRØRSK FOLK

17. Hvordan var Israel blevet et „vildtvoksende vintræ“ i Jehovas øjne?

17 Sørgeligt nok forblev israelitterne ikke trofaste mod deres Gud, Jehova. De lod sig påvirke af nationer der tilbad guder af træ og sten. I det ottende århundrede f.v.t. skrev profeten Hoseas: „Israel er et vildtvoksende vintræ. ... Jo mere frugt, desto flere altre. ... Deres hjerte er hyklerisk; nu findes de skyldige.“ (Hos. 10:1, 2) Omkring 150 år senere nedskrev Jeremias Jehovas ord til det troløse folk: „Jeg havde plantet dig som en udsøgt rød vin, helt igennem en ægte sæd. Hvordan er du da for mig blevet til udartede skud på en fremmed vinstok? ... Hvor er dine guder som du har lavet dig? Lad dem rejse sig, hvis de kan frelse dig i din ulykkestid. ... Mit eget folk [har] glemt mig.“ — Jer. 2:21, 28, 32.

18, 19. (a) Hvordan forudsagde Jehova at han ville frembringe et nyt folk for sit navn? (b) Hvad vil vi se nærmere på i den næste artikel?

18 I stedet for at frembringe god frugt ved at have en ren tilbedelse og være Jehovas trofaste vidner, frembragte Israel rådden frugt ved at blive afgudsdyrkere. Derfor sagde Jesus til de hykleriske jødiske ledere på hans tid: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ (Matt. 21:43) Det var kun dem der var med i den ’nye pagt’, som Jehova forud havde omtalt gennem sin profet Jeremias, der kunne blive en del af denne nye nation, det åndelige Israel. Om de åndelige israelitter som skulle være med i den nye pagt, havde Jehova profeteret: „Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ — Jer. 31:31-33.

19 Efter at det kødelige Israel havde vist sig troløst, gjorde Jehova det åndelige Israel til sit folk i det første århundrede, som allerede nævnt. Men hvem er hans folk på jorden i dag? Hvordan kan retsindige mennesker identificere Guds sande tilbedere? Det vil vi se nærmere på i den næste artikel.