Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til Indhold

Jehovas Vidner

Dansk

Vagttårnet (studieudgave)  |  Juli 2014

 LIVSBERETNING

Mistede en far — fandt en Far

Mistede en far — fandt en Far

MIN far blev født i Graz, Østrig, i 1899, så han var ung under Første Verdenskrig. Kort efter at Anden Verdenskrig var brudt ud i 1939, blev han indrulleret i den tyske hær. Han blev dræbt i 1943 mens han kæmpede i Rusland. Sådan mistede jeg tragisk nok min far da jeg kun var omkring to år gammel. Jeg nåede aldrig at lære ham at kende, og jeg savnede meget at have en far, især da det gik op for mig at de fleste andre drenge i skolen havde en. Senere, da jeg var teenager, fandt jeg trøst i at lære om vores himmelske Far, der ikke kan dø. — Hab. 1:12.

MINE OPLEVELSER MED SPEJDERNE

Da jeg var en lille dreng

Da jeg var syv, blev jeg medlem af spejdernes ungdomsbevægelse. Spejderbevægelsen er en verdensomspændende organisation som blev grundlagt i Storbritannien i 1908 af en generalløjtnant i den britiske hær, Robert Stephenson Smyth Baden-Powell. I 1916 stiftede han Ulveungerne for mindre drenge.

Jeg nød vores weekendlejrture, hvor vi sov i telt, gik med uniform og marcherede til lyden af trommer. Jeg elskede at være sammen med de andre spejdere — at sidde omkring lejrbålet og synge sange om aftenen og at lege forskellige lege i skoven. Vi lærte også en masse om naturen, hvilket fik mig til at værdsætte alt det vores Skaber har frembragt.

Spejdere tilskyndes til at gøre en god gerning hver dag, og vi hilste hinanden med mottoet: „Vær beredt.“ Det kunne jeg godt lide. I vores trop på over hundrede drenge var cirka halvdelen katolikker, halvdelen var protestanter, og en enkelt var buddhist.

Siden 1920 har der været afholdt internationale spejderlejre, eller jamboreer, med få års mellemrum. Jeg var med til den syvende verdensjamboree i Bad Ischl, Østrig, i august 1951, og den niende i Sutton Park, i nærheden af Birmingham, England, i august 1957. I den sidstnævnte deltog omkring 33.000 spejdere fra 85 lande og områder. Der kom også omkring 750.000 besøgende til jamboreen, deriblandt dronning Elisabeth. For mig var det som et verdensomspændende brodersamfund. Dengang havde jeg ingen anelse om at jeg snart skulle stifte bekendtskab med et langt mere imponerende brodersamfund — bestående af mennesker der elsker Gud.

MØDER ET AF JEHOVAS VIDNER FOR FØRSTE GANG

Konditoren Rudi Tschiggerl var den første der forkyndte for mig

I foråret 1958 var jeg ved at være færdiguddannet som tjener på Grand Hotel Wiesler i Graz, Østrig. Dér forkyndte konditoren Rudolf  Tschiggerl uformelt for mig. Jeg havde aldrig før hørt noget om sandheden. Han bragte treenighedsdogmet på bane og sagde at det ikke er en bibelsk lære. Jeg argumenterede for treenigheden og ville bevise at han tog fejl. Jeg kunne godt lide min arbejdskammerat og ville gerne overtale ham til at vende tilbage til den katolske kirke.

Rudolf, som vi kaldte Rudi, ville skaffe mig en bibel. Jeg insisterede på at det skulle være en katolsk udgave. Jeg begyndte at læse den og opdagede snart at Rudi havde lagt en traktat ind i Bibelen som var trykt af Vagttårnsselskabet. Det opponerede jeg imod, for jeg følte at den type litteratur kunne være formuleret så det lød rigtigt uden at være det. Jeg var dog villig til at drøfte Bibelen med ham. Rudi tilbød mig fornuftigt nok ikke flere trykte publikationer. I omkring tre måneder drøftede vi af og til Bibelen, ofte til langt ud på aftenen.

Da jeg havde overstået min læretid på hotellet i min hjemby, Graz, betalte min mor for min videre uddannelse på en hotellederskole. Så jeg flyttede til den lille alpeby Bad Hofgastein, hvor skolen lå. Skolen var forbundet med Grand Hotel i Bad Hofgastein, og indimellem arbejdede jeg dér for at få noget praktisk erfaring.

BESØGT AF TO MISSIONÆRSØSTRE

Ilse Unterdörfer og Elfriede Löhr begyndte at studere Bibelen med mig i 1958

Rudi havde sendt min nye adresse til Afdelingskontoret i Wien, som videresendte den til to missionærsøstre, Ilse Unterdörfer og Elfriede Löhr. * En dag kaldte hotellets receptionist på mig og sagde at der var to damer i en bil udenfor som ønskede at tale med mig. Jeg undrede mig, for jeg kendte ikke noget til dem. Men jeg gik ud for at se hvem de var. Senere fik jeg at vide at de havde været kurerer i Nazityskland da Jehovas Vidners arbejde var forbudt før Anden Verdenskrig. Inden krigen brød ud, var de blevet arresteret af det hemmelige tyske politi (Gestapo) og sendt til koncentrationslejren Lichtenburg. Under krigen blev de så overført til lejren i Ravensbrück i nærheden af Berlin.   

Søstrene var på min mors alder, så jeg havde stor respekt for dem. Jeg ville derfor ikke spilde deres tid ved at have længere drøftelser med dem og så måske nogle uger eller måneder senere være nødt til at fortælle dem at jeg ikke ønskede at fortsætte. Så jeg spurgte om de ikke bare kunne give mig en liste over skriftsteder der havde at gøre med den katolske lære om apostolsk succession. Jeg sagde til dem at jeg ville tage listen med til den lokale præst og drøfte den med ham. Jeg tænkte at jeg så ville kunne se hvad der var sandheden.

LÆRER OM DEN SANDE HELLIGE FAR I HIMLEN

Den romerskkatolske lære om apostolsk succession hævder at der er en ubrudt række af paver som går helt tilbage til apostlen Peter. (Kirken misfortolker Jesu ord der er citeret i  Mattæus 16:18, 19). Katolicismen hævder også at paven er ufejlbarlig når han ex cathedra, eller ’fra lærestolen’, udtaler sig om dogmer. Jeg troede på dette og tænkte at hvis paven, som katolikker kalder Hellige Far, er ufejlbarlig når det gælder dogmer, måtte treenigheden være sand når han erklærede det. Men hvis han ikke er ufejlbarlig, kunne dogmet være forkert. Det er ikke så mærkeligt at mange katolikker betragter læren om apostolsk succession som den vigtigste, for rigtigheden af andre katolske læresætninger står og falder med den!

Da jeg besøgte præsten, kunne han ikke svare på mine spørgsmål, men han tog en lærebog om apostolsk succession ned fra hylden. Jeg tog den med hjem, som han foreslog, læste den og vendte tilbage med flere spørgsmål. Præsten, der ikke kunne svare på mine spørgsmål, sagde til sidst: „Jeg kan ikke overbevise dig, og du kan ikke overbevise mig. ... Jeg ønsker dig held og lykke!“ Han havde ikke lyst til flere drøftelser med mig.

Nu var jeg klar til at studere Bibelen med Ilse og Elfriede. De lærte mig meget om den sande Hellige Far i himlen, Jehova Gud. (Joh. 17:11) Der var endnu ikke nogen menighed i området, så de to søstre ledte møder hjemme hos en interesseret familie. Der kom kun ganske få. Møderne foregik ved at søstrene indbyrdes drøftede det meste af stoffet, for der var ingen døbt bror til at lede dem. En gang imellem kom en bror fra en anden by og holdt et offentligt foredrag i et lejet lokale.

KOMMER I GANG I FORKYNDELSEN

Ilse og Elfriede begyndte at studere Bibelen med mig i oktober 1958, og jeg blev døbt tre måneder senere, i januar 1959. Før min dåb spurgte jeg dem om jeg måtte gå med dem fra hus til hus for at se hvordan man forkyndte. (Apg. 20:20) Da jeg havde været med dem én gang, spurgte jeg om jeg kunne få mit eget distrikt at forkynde i. De tildelte mig en landsby, og dér forkyndte jeg så alene fra hus til hus og kom også på genbesøg hos interesserede. Den første bror jeg arbejdede sammen med fra hus til hus, var den kredstilsynsmand der senere besøgte os.

I 1960, efter at jeg havde færdiggjort min hoteluddannelse, vendte jeg tilbage til min hjemby for at prøve at hjælpe mine slægtninge til at lære de bibelske sandheder at kende. Den dag i dag er endnu ingen af dem kommet i sandheden, men nogle viser interesse.

ET LIV I HELTIDSTJENESTEN

Da jeg var i tyverne

I 1961 skrev Afdelingskontoret til menighederne for at tilskynde forkynderne til at begynde som pionerer. Jeg var ugift og havde et godt helbred, så jeg syntes ikke jeg havde nogen undskyldning for ikke at være pioner. Jeg spurgte kredstilsynsmanden, Kurt Kuhn, hvad han mente om at jeg arbejdede verdsligt i nogle måneder mere så jeg kunne købe en bil, hvilket ville være praktisk i pionertjenesten. Hans kommentar? „Havde Jesus og apostlene brug for en bil for at være i heltidstjenesten?“ Det slog hovedet på sømmet! Jeg lagde planer om at begynde som pioner så hurtigt som muligt. Men eftersom jeg arbejdede 72 timer om ugen i en hotelrestaurant, måtte jeg først gøre nogle forandringer.

 Jeg spurgte min chef om jeg kunne få lov at gå ned på 60 timer. Det gik han med til og betalte mig endda den samme løn. Kort efter spurgte jeg om jeg kunne nøjes med at arbejde 48 timer om ugen. Det gik han også med til og betalte mig det samme. Derefter spurgte jeg om lov til kun at arbejde 36 timer om ugen, 6 timer om dagen i 6 dage, og det gik han også med til. Overraskende nok fik jeg stadig den samme løn! Det virkede som om min chef ikke ville af med mig. Med den arbejdsplan begyndte jeg som pioner. På det tidspunkt var timekravet for en pioner 100 timer om måneden.

Fire måneder senere blev jeg udnævnt til specialpioner og menighedstjener i en lille menighed i Spittal an der Drau i delstaten Kärnten. Dengang skulle en specialpioner nå 150 timer om måneden. Jeg havde ingen pionermakker, men jeg værdsatte den støtte jeg fik i tjenesten af søster Gertrude Lobner, der virkede som vicemenighedstjener. *

DEN ENE OPGAVE AFLØSER HURTIGT DEN ANDEN

I 1963 blev jeg indbudt til at virke i kredstjenesten. Somme tider tog jeg toget fra menighed til menighed med mine tunge kufferter. De fleste brødre havde ikke bil, så der var ingen der kunne hente mig på stationen. For ikke at sætte brødrene i forlegenhed ville jeg ikke tage en taxa til mit logi men gik derhen.

I 1965, mens jeg stadig var ugift, blev jeg indbudt til Gileadskolens 41. klasse. Mange af mine klassekammerater var også ugifte. Til min store overraskelse blev jeg efter skolen sendt tilbage til Østrig, hvor jeg skulle fortsætte i kredstjenesten. Inden jeg forlod USA, blev jeg dog bedt om at følge en kredstilsynsmand i fire uger. Jeg satte stor pris på at tjene sammen med Anthony Conte, en kærlig bror der elskede at forkynde og var meget dygtig til det. Vi tjente sammen i Cornwallområdet nord for New York.

På vores bryllupsdag

Da jeg kom tilbage til Østrig, fik jeg tildelt en kreds hvor jeg mødte Tove Merete, en køn ugift søster. Hun var blevet opdraget i sandheden fra hun var fem år gammel. Når brødrene spørger os hvordan vi mødtes, svarer vi med et glimt i øjet: „Dét arrangerede Afdelingskontoret.“ Vi blev gift et år senere, i april 1967, og fik lov at fortsætte i rejsetjenesten sammen.

Året efter blev jeg klar over at Jehova i sin ufortjente godhed havde antaget mig som sin åndelige søn. Det blev begyndelsen på et særligt forhold til min himmelske Far og til alle dem der, ifølge Romerbrevet 8:15, ’råber: „Abba, Fader!“’

Merete og jeg fortsatte sammen i kreds- og områdetjenesten indtil 1976. Om vinteren måtte vi somme tider sove i uopvarmede soveværelser med temperaturer under frysepunktet. En morgen da vi vågnede, opdagede vi at den øverste del af vores tæppe var blevet hvid og stivfrossen af vores ånde! Vi besluttede til sidst at tage et lille elektrisk varmeapparat med  os så vi kunne holde en tålelig temperatur om natten. Nogle steder måtte vi traske gennem sneen til et iskoldt udhus hvis vi skulle bruge toilettet om natten. Vi havde ikke vores egen lejlighed, så om mandagen blev vi som regel i det hjem hvor vi havde boet ugen før. Tirsdag morgen rejste vi så videre til den næste menighed.

Jeg er glad for at kunne sige at min kære hustru altid har været en fantastisk støtte. Hun elsker simpelt hen forkyndelsen, og jeg har aldrig nogen sinde skullet tilskynde hende til at gå ud. Hun elsker også vennerne og er meget opmærksom på andre. Alt dette har været en stor hjælp.

I 1976 blev vi indbudt til at tjene på Afdelingskontoret i Wien, og jeg blev medlem af Afdelingskontorets Udvalg. På det tidspunkt førte kontoret i Østrig tilsyn med arbejdet i adskillige lande i Østeuropa og sørgede for den hemmelige transport af litteratur til disse lande. Jürgen Rundel, der stod for dette arbejde, var en meget initiativrig bror. Jeg fik det privilegium at arbejde sammen med ham, og senere blev jeg bedt om at føre tilsyn med oversættelsen til ti østeuropæiske sprog. Jürgen og hans hustru, Gertrude, tjener stadig trofast og er i dag specialpionerer i Tyskland. I 1978 begyndte Afdelingskontoret i Østrig at lave fotosats til bladene på seks sprog og at trykke dem på en lille offsettrykkemaskine. Vi sendte også abonnementsblade til forskellige lande. Otto Kuglitsch, der nu sammen med sin hustru, Ingrid, tjener på Afdelingskontoret i Tyskland, stod for dette.

I Østrig kunne jeg glæde mig over mange forskellige tjenestegrene, deriblandt gadearbejde

Brødrene i Østeuropa fremstillede også selv litteratur ved hjælp af duplikatorer eller mikrofilm. Men de havde brug for hjælp fra brødre i andre lande. Jehova beskyttede dette arbejde, og på Afdelingskontoret kom vi til at elske de brødre der i mange år måtte tjene under vanskelige omstændigheder og under forbud.

ET SPECIELT BESØG I RUMÆNIEN

I 1989 fik jeg det privilegium at tage med bror Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd til Rumænien. Formålet var at hjælpe en stor gruppe brødre til at blive genforenet med organisationen. Fra 1949 havde de af forskellige  årsager kappet båndene til organisationen og dannet deres egne menigheder. Men de fortsatte med at forkynde og at døbe nye. De blev også fængslet på grund af deres kristne neutralitet, ligesom de brødre der hørte til den organisation der var godkendt af Hovedkontoret. Arbejdet var stadig forbudt, så vi holdt et hemmeligt møde i bror Pamfil Albus hjem. Ud over ham deltog fire nøgleældste og brødrene fra det godkendte landsudvalg i Rumænien. Vi havde også en tolk med fra Østrig, Rolf Kellner.

På mødets anden aften overtalte bror Albu sine fire medældste til at slutte sig til os med ordene: „Hvis vi ikke gør det nu, får vi måske aldrig chancen igen.“ Efterfølgende blev omkring 5.000 brødre integreret i organisationen. Sikke en sejr for Jehova og sikke et nederlag for Satan!

Hen imod slutningen af 1989, inden kommunismens sammenbrud i Østeuropa, indbød Det Styrende Råd min hustru og mig til at blive overflyttet til Hovedkontoret i New York. Det kom som en stor overraskelse for os. Vi begyndte på Betel i Brooklyn i juli 1990. I 1992 blev jeg udnævnt til assistent for Tjenesteudvalget under Det Styrende Råd, og siden juli 1994 har jeg haft det privilegium at være medlem af Det Styrende Råd.

REFLEKTERER OVER FORTIDEN OG SER FREMTIDEN I MØDE

Sammen med min hustru i Brooklyn, New York

Min tid som tjener på et hotel er for længst forbi. Nu glæder jeg mig over det privilegium at være med til at tilberede og uddele åndelig mad til vores verdensomspændende brodersamfund. (Matt. 24:45-47) Når jeg ser tilbage på over 50 år i særlig heltidstjeneste, er jeg dybt taknemmelig og fuld af glæde over den måde Jehova har velsignet vores verdensomspændende brodersamfund på. Jeg elsker at overvære vores internationale stævner, hvor vi lærer om vores himmelske Far, Jehova, og om sandheden fra Bibelen.

Jeg beder til at millioner af mennesker vil begynde at studere Bibelen, tage imod sandheden og tjene Jehova i forening med vores verdensomspændende kristne brodersamfund. (1 Pet. 2:17) Og jeg glæder mig til fra himlen at være vidne til opstandelsen på jorden og endelig finde min biologiske far. Jeg håber at han, min mor og andre kære slægtninge alle vil ønske at tilbede Jehova i Paradiset.

Jeg glæder mig til fra himlen at være vidne til opstandelsen på jorden og endelig finde min biologiske far

^ par. 15 Se deres livsberetning i Vagttårnet for 1. august 1980.

^ par. 27 I stedet for en menighedstjener og en vicemenighedstjener udnævnes der i dag en koordinator og en sekretær i hvert ældsteråd.