Gå direkte til indholdet

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) MAJ 2014

 LIVSBERETNING

Jehova har virkelig hjulpet mig

Jehova har virkelig hjulpet mig

Sammen med min brud, Evelyn, stod jeg af toget i Hornepayne i det nordlige Ontario, Canada, som er et område med store skove. Det var tidligt om morgenen og bidende koldt. En lokal bror hentede os, og efter en god morgenmad sammen med ham, hans kone og hans søn gik vi gennem sneen og forkyndte fra hus til hus. Den eftermiddag holdt jeg mit første offentlige foredrag som kredstilsynsmand. Vi var kun os fem; ingen andre kom.

EGENTLIG gjorde det mig ikke noget at der ikke kom flere til mit foredrag dengang i 1957. Jeg har nemlig altid været ekstremt genert. Da jeg var lille, plejede jeg faktisk at gemme mig når vi fik gæster, selv hvis det var nogen jeg kendte.

Det vil sikkert overraske dig at de fleste af mine opgaver i Jehovas organisation har tvunget mig til at have med mange mennesker at gøre — både venner og fremmede. Jeg har dog hele tiden kæmpet med generthed og manglende selvtillid, så jeg kan ikke tage æren for at det er lykkedes mig at klare disse opgaver. Tværtimod har jeg erfaret sandheden i Jehovas løfte: „Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig. Ja, jeg vil holde dig fast med min retfærdigheds højre hånd.“ (Es. 41:10) En af de måder Jehova har hjulpet mig mest på, er gennem trosfæller. Jeg vil gerne fortælle om nogle af dem. Lad mig begynde med min barndom.

HUN BRUGTE EN BIBEL OG EN LILLE SORT BOG

På min families gård i det sydvestlige Ontario

En solrig søndag morgen i 1940’erne besøgte Elsie Huntingford vores families gård i det sydvestlige Ontario. Min mor åbnede døren mens min far — der var genert ligesom mig — sad indenfor sammen med  mig og lyttede. I den tro at søster Huntingford var sælger, og at mor ville købe noget vi ikke havde brug for, gik far til sidst ud til døren for at sige at vi ikke var interesseret. „Er I ikke interesseret i et bibelstudium?“ spurgte søster Huntingford. „Jo, selvfølgelig er vi interesseret i det,“ svarede min far.

Søster Huntingford kunne ikke have besøgt os på et bedre tidspunkt. Mine forældre havde været meget aktive medlemmer af United Church of Canada men havde kort forinden besluttet at forlade kirken. Hvorfor? Fordi præsten lavede en liste over alle bidragydere, opført efter hvor meget de havde givet, og hængte den op ved indgangen til kirken. Mine forældre, der kun havde beskedne midler, stod som regel langt nede på listen, og kirkens ældste pressede dem til at give mere. En anden præst indrømmede at han for at beholde sin stilling faktisk underviste i noget han ikke selv troede på. Derfor forlod vi kirken, men vi søgte stadig en måde at få dækket vores åndelige behov på.

Eftersom Jehovas Vidners arbejde dengang var underlagt forbud i Canada, brugte søster Huntingford kun Bibelen og nogle notater hun havde i en lille sort bog, når hun studerede med vores familie. Da hun senere var blevet sikker på at vi ikke ville melde hende til myndighederne, præsenterede hun os for bibelsk litteratur. Vi gemte omhyggeligt publikationerne hver gang vi havde studeret. *

Mine forældre lyttede da de blev besøgt fra hus til hus, og blev døbt i 1948

Trods modstand og andre hindringer forkyndte søster Huntingford flittigt den gode nyhed. Hendes nidkærhed gjorde indtryk på mig og tilskyndede mig til at tage standpunkt for sandheden. Et år efter at mine forældre var blevet døbt som Jehovas Vidner, symboliserede jeg min indvielse til Gud. Jeg blev døbt i et metaltrug den 27. februar 1949, 17 år gammel. Fra da af var jeg besluttet på at begynde i heltidstjenesten.

JEHOVA HJALP MIG TIL AT VÆRE MODIG

Til min overraskelse blev jeg indbudt til Betel i 1952

Jeg tøvede dog med at begynde som pioner. I et stykke tid arbejdede jeg i en bank og på et kontor, for jeg havde overbevist mig selv om at  jeg var nødt til at tjene nogle penge så jeg kunne klare mig som pioner. Ung og uerfaren som jeg var, brugte jeg dog mine penge lige så hurtigt som jeg tjente dem. En bror ved navn Ted Sargent tilskyndede mig til at være modig og stole på Jehova. (1 Krøn. 28:10) Dette venlige puf fik mig til at begynde som pioner i november 1951. Jeg havde kun 40 dollars, en brugt cykel og en ny dokumentmappe. Men Jehova sørgede altid for at jeg fik hvad jeg havde behov for. Hvor er jeg taknemmelig for at Ted tilskyndede mig til at tage pionertjenesten op! Det førte til yderligere velsignelser.

En aften sidst i august 1952 modtog jeg et telefonopkald fra Toronto. Jehovas Vidners afdelingskontor i Canada indbød mig til at begynde på Betel den 1. september. Selvom jeg var genert og aldrig havde besøgt afdelingskontoret, var jeg spændt, for andre pionerer havde fortalt mig vidunderlige ting om Betel. Jeg følte mig straks hjemme.

„VIS BRØDRENE AT DU ER INTERESSERET I DEM“

To år efter jeg kom på Betel, afløste jeg Bill Yacos som menighedstjener (nu kaldet koordinator for ældsterådet) i Shaw Afdeling i Toronto. * Kun 23 år gammel følte jeg mig som en naiv bondeknøs. Men bror Yacos viste mig ydmygt og kærligt hvad jeg skulle gøre. Og Jehova hjalp mig virkelig.

Bror Yacos — en tætbygget bror der havde let til smil — var interesseret i mennesker. Han elskede brødrene, og de elskede ham. Han besøgte dem regelmæssigt i deres hjem — og ikke kun når de havde problemer. Bill Yacos tilskyndede mig til at gøre det samme og til at samarbejde med brødrene og søstrene i forkyndelsen. „Ken,“ sagde han, „vis brødrene at du er interesseret i dem. Det vil kompensere for en mængde mangler.“

MIN HUSTRU VISER LOYAL KÆRLIGHED

Jehova har hjulpet mig på en særlig måde siden januar 1957. Den måned giftede jeg mig med Evelyn, der havde været elev i Gileadskolens 14. klasse. Inden vi blev gift, tjente hun i den fransktalende provins Quebec, der dengang var stærkt domineret af den romerskkatolske kirke. Evelyn havde et meget vanskeligt distrikt, men hun holdt sig loyalt til sin opgave og til Jehova.

Evelyn og jeg blev gift i 1957

Evelyn har også holdt sig loyalt til mig. (Ef. 5:31) Faktisk blev hendes loyalitet sat på prøve lige efter at vi var blevet gift! Vi havde planlagt at tage en tur til Florida, men dagen efter vores bryllup bad afdelingskontoret mig være med til et ugelangt møde på Betel i Canada. Dette møde kolliderede selvsagt med vores planer, men Evelyn og jeg ønskede at gøre hvad som helst Jehova bad os om, så vi aflyste vores bryllupsrejse. Den uge gik hun i forkyndelsen i nærheden af afdelingskontoret. Distriktet var meget anderledes end i Quebec, men hun klarede det.

 I slutningen af den uge fik jeg en overraskelse — jeg blev udnævnt til kredstilsynsmand i det nordlige Ontario. Jeg var nygift, kun 25 år gammel og meget uerfaren, men af sted tog vi i tillid til Jehova. Midt i den canadiske vinter steg vi på et nattog sammen med flere erfarne rejsende tilsynsmænd der skulle tilbage til deres distrikter. De opmuntrede os virkelig! Én bror insisterede endda på at vi skulle have den sovekupé han havde reserveret til sig selv, så vi ikke skulle sidde op hele natten. Den næste morgen, kun 15 dage efter vores bryllup, besøgte vi den lille gruppe i Hornepayne, som jeg fortalte tidligere.

Der var flere forandringer i vente for Evelyn og mig. I slutningen af 1960, mens vi var i områdetjenesten, modtog jeg en indbydelse til Gileadskolens 36. klasse, et timåneders kursus der skulle begynde først i februar 1961 i Brooklyn. Jeg var selvfølgelig begejstret, men den kendsgerning at indbydelsen ikke gjaldt Evelyn, satte en dæmper på min glæde. Ligesom andre søstre i en lignende situation blev hun bedt om i et brev at bekræfte at hun var indforstået med at vi skulle være adskilt i mindst ti måneder. Evelyn fældede nogle tårer, men vi var enige om at jeg skulle tage af sted, og hun var glad for at jeg ville få en værdifuld oplæring på Gilead.

I mellemtiden tjente Evelyn på afdelingskontoret i Canada. Hun fik det særlige privilegium at dele værelse med en kær salvet søster, Margaret Lovell. Selvfølgelig savnede Evelyn og jeg hinanden rigtig meget. Men med Jehovas hjælp fandt vi os til rette i vores midlertidige opgaver. At hun var villig til at ofre vores tid sammen så vi kunne blive mere brugbare for Jehova og hans organisation, rørte mig dybt.

Da jeg havde været på Gilead i omkring tre måneder, fik jeg en ekstraordinær indbydelse af bror Nathan Knorr, der dengang ledte det verdensomspændende arbejde. Han spurgte mig om jeg ville forlade Gileadskolen på det tidspunkt og vende tilbage til Canada for midlertidigt at tjene som lærer på Rigets Tjenesteskole på afdelingskontoret. Bror Knorr sagde at jeg ikke behøvede at sige ja til indbydelsen. Jeg kunne fuldføre Gileadskolen hvis jeg ville, og så måske blive sendt ud i missionærtjenesten. Han sagde også at hvis jeg besluttede at vende hjem til Canada, ville jeg måske aldrig blive indbudt til Gilead igen, og med tiden ville jeg sikkert blive sendt tilbage til distriktet i Canada. Han lod det være op til mig at træffe afgørelsen efter at jeg havde talt med min hustru.

Evelyn havde jo allerede fortalt mig hvordan hun betragtede teokratiske opgaver, så jeg sagde straks til bror Knorr: „Uanset hvad Jehovas  organisation vil have os til, gør vi det med glæde.“ Vi har altid følt at uanset hvad vi personligt foretrak, skulle vi tage derhen hvor Jehovas organisation sendte os.

I april 1961 forlod jeg altså Brooklyn og vendte tilbage til Canada for at undervise på Rigets Tjenesteskole. Senere blev vi medlemmer af betelfamilien. Så modtog jeg til min store overraskelse en indbydelse til den 40. klasse på Gilead i 1965. Endnu en gang måtte Evelyn i et brev bekræfte at hun var indforstået med at vi skulle være adskilt. Men nogle få uger senere modtog hun til vores store glæde en indbydelse til at komme på skolen sammen med mig.

Da vi var ankommet til Gileadskolen, fortalte bror Knorr os at elever der fik franskundervisning, som vi gjorde, ville blive sendt til Afrika. Men ved afslutningshøjtideligheden fik vi at vide at vi skulle til Canada! Jeg blev udnævnt til afdelingstilsynsmand (nu koordinator for Afdelingskontorets Udvalg). Eftersom jeg kun var 34 år gammel, sagde jeg til bror Knorr: „Jeg er temmelig ung.“ Men han forsikrede mig om at jeg nok skulle klare opgaven. Og lige fra begyndelsen bestræbte jeg mig for at tage ældre, mere erfarne brødre på Betel med på råd inden jeg traf vigtige beslutninger.

BETEL — ET STED HVOR MAN BÅDE KAN LÆRE OG UNDERVISE

Beteltjenesten har givet mig fantastiske muligheder for at lære af andre. Jeg nærer stor respekt og beundring for de andre medlemmer af Afdelingskontorets Udvalg. Jeg har også lært meget af de hundreder af skønne kristne mænd og kvinder — unge som gamle — vi har mødt gennem vores liv, både her på afdelingskontoret og i de menigheder hvor vi har tjent.

Jeg leder det teokratiske morgenprogram for betelfamilien i Canada

Beteltjenesten har også givet mig mulighed for at undervise andre og styrke deres tro. Apostlen Paulus sagde til Timoteus: „Bliv i det du har lært.“ Han sagde også: „Hvad du har hørt af mig med mange vidners støtte, det skal du betro til troende og trofaste mennesker, som igen vil være tilstrækkelig egnede til at undervise andre.“ (2 Tim. 2:2; 3:14) Somme tider bliver jeg spurgt om hvad mine 57 år på Betel har lært mig. Mit enkle svar er: „Gør villigt og prompte det Jehovas organisation ønsker, i tillid til at Jehova vil hjælpe dig.“

Det føles som om det var i går jeg kom til Betel som en genert og uerfaren ung mand. Men i alle disse år har Jehova ’grebet min højre hånd’. Gennem kærlige trosfæller bliver han ved med at forsikre mig: „Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.“ — Es. 41:13.

^ par. 10 Den 22. maj 1945 ophævede Canadas regering forbuddet mod vores arbejde.

^ par. 16 Når der dengang var mere end én menighed i en by, blev de enkelte menigheder kaldt afdelinger.