Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) APRIL 2014

Vidste du det?

Vidste du det?

Hvad betød det når en person på Bibelens tid med vilje rev sine klæder i stykker?

BIBELEN beskriver flere situationer hvor nogle rev deres tøj i stykker. En sådan handling virker måske mærkelig på læsere i dag, men blandt jøderne var det et udtryk for stærke følelser, som for eksempel fortvivlelse, sorg, ydmygelse eller vrede.

For eksempel ’rev Ruben sine klæder itu’ da han fandt ud af at hans plan om at udfri hans bror Josef ikke kunne lade sig gøre fordi Josef var blevet solgt som træl. Deres far, Jakob, ’rev sin kappe itu’ da han troede at Josef var blevet ædt af et vildt dyr. (1 Mos. 37:18-35) Job „sønderrev sin ærmeløse overklædning“ da han fik at vide at alle hans børn var blevet dræbt. (Job 1:18-20) Et sendebud „med tøjet sønderrevet“ kom til ypperstepræsten Eli og fortalte at israelitterne havde lidt nederlag, Elis to sønner var blevet dræbt og pagtens ark var blevet taget. (1 Sam. 4:12-17) Da Josias hørte lovbogens ord blive læst op og forstod at folket havde syndet, „sønderrev han sine klæder“. — 2 Kong. 22:8-13.

Ved retssagen mod Jesus „sønderrev ypperstepræsten [Kajfas] sine yderklæder“ da han fejlagtigt troede at Jesus sagde noget blasfemisk. (Matt. 26:59-66) Ifølge en rabbinsk overlevering skulle enhver der hørte Guds navn blive spottet, rive sine klæder i stykker. En anden rabbinsk overlevering fra tiden efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem lød dog: „Han som nu om dage hører Guds Navn blive spottet, behøver ikke at sønderrive sine klæder, for ellers ville hans klæder til sidst ikke være andet end laser.“

Selvfølgelig havde det at man rev sine klæder i stykker, ingen værdi i Guds øjne medmindre ens sorg var ægte. Derfor tilskyndede Jehova sit folk til at ’sønderrive deres hjerte, ikke deres klæder, og vende om til ham’. — Joel 2:13.