Indstilling for skærmlæser

Search

Vælg sprog

Gå til sekundær menu

Gå til indholdsfortegnelse

Gå direkte til indholdet

Jehovas Vidner

Dansk

VAGTTÅRNET (STUDIEUDGAVE) APRIL 2014

 LIVSBERETNING

Heltidstjenesten — hvor den har ført mig hen

Heltidstjenesten — hvor den har ført mig hen

Nu hvor jeg ser tilbage på 65 år i heltidstjenesten, kan jeg oprigtigt sige at mit liv har været fyldt med gode dage. Det betyder ikke at der aldrig har været triste dage eller dage hvor jeg har været modløs. (Sl. 34:12; 94:19) Men samlet set har det været et rigt og meningsfyldt liv!

DEN 7. september 1950 blev jeg medlem af betelfamilien i Brooklyn. På det tidspunkt bestod betelfamilien af 355 brødre og søstre af mange forskellige nationaliteter og i alderen 19 til 80. Mange af dem var salvede kristne.

HVORDAN JEG BEGYNDTE AT TJENE JEHOVA

Ved min dåb, 10 år gammel

Jeg lærte vores ’lykkelige Gud’ at kende gennem min mor. (1 Tim. 1:11) Hun begyndte at tjene Jehova da jeg var en lille dreng. Den 1. juli 1939, da jeg var ti år gammel, blev jeg døbt ved et zonestævne (nu kaldet kredsstævne) i Columbus, Nebraska, USA. Vi var omkring hundrede forsamlet i en lejet sal for at lytte til en optagelse af foredraget „Fascisme eller Frihed“, der blev holdt af Joseph Rutherford. Halvvejs inde i foredraget samlede en pøbelskare sig uden for den lille sal hvor vi var. De tiltvang sig adgang, afbrød mødet og drev os ud af byen. Vi mødtes på en brors gård lidt uden for byen og hørte resten af programmet. Som du sikkert kan forestille dig, har jeg aldrig glemt datoen for min dåb!

Min mor gjorde en stor indsats for at opdrage mig i sandheden. Min far var en god mand og en god far, men han interesserede sig ikke ret meget for religion eller for mit åndelige liv. Det var mor og andre Vidner i Omaha Menighed der gav mig de tilskyndelser jeg havde brug for.

EN NY RETNING I LIVET

Da jeg var ved at være færdig med highschool, skulle jeg beslutte hvad jeg ville med mit liv. I alle sommerferierne havde jeg været feriepioner (nu kaldet hjælpepioner) sammen med andre på min alder.

To unge ugifte brødre der lige havde afsluttet Gileadskolens syvende klasse — John Chimiklis og Ted Jaracz — fik til opgave at være i rejsetjenesten i vores område. Jeg blev overrasket over at de kun var først i tyverne. Jeg var på det tidspunkt 18 og snart færdig med highschool. Jeg husker stadig da bror Chimiklis spurgte mig hvad jeg ville med mit liv. Da jeg fortalte ham det, sagde han: „Ja, se at komme i gang i heltidstjenesten. Du ved aldrig hvor den vil føre dig hen.“  Det råd og de to brødres eksempel gjorde et dybt indtryk på mig. Så da jeg var færdig med highschool, begyndte jeg i 1948 som pioner.

HVORDAN JEG KOM PÅ BETEL

I juli 1950 rejste mine forældre og jeg til det internationale stævne på Yankee Stadium i New York. Under stævnet overværede jeg mødet for dem der var interesseret i at tjene på Betel. Jeg sendte et brev hvori jeg gav udtryk for at jeg med glæde ville tjene der.

Selvom min far ikke havde noget imod at jeg var pioner og boede hjemme, syntes han at jeg skulle betale et rimeligt beløb for kost og logi. Så en dag i begyndelsen af august var jeg på vej ud for at finde et job, men først stoppede jeg op ved postkassen. Der lå et brev til mig fra Brooklyn. Det var underskrevet af Nathan H. Knorr, som skrev: „Din ansøgning om beteltjeneste er modtaget. Jeg forstår at du er indstillet på at blive på Betel indtil Herren tager dig bort. Jeg vil derfor bede dig om at møde op på Betel, Columbia Heights 124, Brooklyn, New York, den 7. september 1950.“

Da min far kom hjem fra arbejde den dag, fortalte jeg ham at jeg havde fundet et job. Han sagde: „Godt, hvor skal du arbejde?“ Jeg svarede: „På Betel i Brooklyn, til 10 dollars om måneden.“ Det var lidt af et chok for ham, men han sagde at hvis det var det jeg ville, skulle jeg kæmpe for at det blev en succes. Ikke længe efter, ved stævnet på Yankee Stadium i 1953, blev han døbt!

Sammen med min pionermakker, Alfred Nussrallah

Jeg var glad for at min pionermakker, Alfred Nussrallah, også var blevet inviteret på Betel, og vi rejste dertil sammen. Han blev senere gift, og han og hans kone, Joan, kom på Gilead, blev sendt til Libanon som missionærer og kom senere i rejsetjenesten hjemme i USA.

OPGAVER PÅ BETEL

Min første opgave på Betel var i Bogbinderiet, hvor jeg syede bøger sammen. Den første publikation jeg arbejdede med, var bogen Hvad Har Religion Betydet for Folkene? Efter omkring otte måneder i Bogbinderiet blev jeg flyttet til Tjenesteafdelingen, hvor jeg skulle arbejde under bror Thomas J. Sullivan. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med ham og få gavn af den åndelige visdom og indsigt han havde opnået i løbet af sine mange år i organisationen.

Da jeg havde været næsten tre år i Tjenesteafdelingen, kom Max Larson, der var trykkeritilsynsmand, og sagde at bror Knorr gerne ville tale med mig. Jeg spekulerede på om jeg havde gjort noget galt. Det var en lettelse da bror Knorr sagde at han gerne ville vide om jeg havde planer om at forlade Betel i den nærmeste fremtid. Han havde brug for en der midlertidigt kunne arbejde på hans kontor, og ville se om jeg kunne klare opgaven. Jeg sagde at jeg ikke havde nogen planer om at rejse fra Betel. De næste 20 år havde jeg det privilegium at arbejde på hans kontor.

Jeg har ofte sagt at jeg aldrig kunne have betalt for den uddannelse jeg fik ved at arbejde sammen med bror Sullivan og bror Knorr samt andre på Betel, som for eksempel Milton Henschel, Klaus Jensen, Max Larson, Hugo Riemer og Grant Suiter. *

 De brødre jeg har tjent sammen med, udførte deres arbejde for organisationen på en meget struktureret måde. Bror Knorr var en utrættelig arbejder der ønskede at forkyndelsen af Riget fik den størst mulige udbredelse. De der arbejdede på hans kontor, fandt ham let at tale med. Hvis vi så anderledes på en sag, kunne vi frit sige det uden at det blev taget ilde op.

Ved en lejlighed talte bror Knorr med mig om hvor vigtigt det er at tage sig af det man kunne kalde små ting. For at illustrere det fortalte han mig at dengang han var trykkeritilsynsmand, skete det at bror Rutherford ringede til ham og sagde: „Bror Knorr, når du kommer over fra trykkeriet til middag, så tag lige nogle viskelædere med til mig. Jeg skal bruge dem på mit skrivebord.“ Bror Knorr sagde at han straks gik hen på lageret, fandt viskelæderne og lagde dem i lommen. Til middag afleverede han dem så på bror Rutherfords kontor. Det var kun en lille ting, men det var en stor hjælp for bror Rutherford. Derefter sagde bror Knorr til mig: „Jeg kan godt lide at have spidsede blyanter på mit skrivebord. Så sørg venligst for at de ligger der hver morgen.“ I mange år sørgede jeg for at hans blyanter var spidsede.

Bror Knorr understregede ofte vigtigheden af at lytte opmærksomt når vi blev bedt om at udføre en opgave. Engang gav han mig detaljerede instrukser om hvordan jeg skulle tage mig af en bestemt opgave, men jeg hørte ikke ordentligt efter. Jeg var derfor skyld i at han blev bragt i en meget pinlig situation. Jeg havde det elendigt, så jeg skrev et kort brev hvori jeg dybt beklagede det jeg havde gjort, og gav udtryk for at det nok ville være bedst hvis jeg blev flyttet til en anden afdeling. Senere på formiddagen kom bror Knorr hen til mit skrivebord. „Robert,“ sagde han, „jeg har fået din besked. Du begik en fejl. Jeg har talt med dig om det, og jeg er sikker på at du vil være mere omhyggelig i fremtiden. Lad os nu begge vende tilbage til arbejdet.“ Jeg var dybt taknemmelig for hans venlige omtanke.

ET ØNSKE OM AT BLIVE GIFT

Efter at have tjent på Betel i otte år havde jeg ingen andre planer end at fortsætte i denne tjeneste. Men det ændrede sig. I forbindelse med det internationale stævne på Yankee Stadium og Polo Grounds i 1958 så jeg Lorraine Brookes, en søster jeg havde truffet i 1955 da hun var pioner i Montreal i Canada. Jeg var imponeret over hendes indstilling til heltidstjenesten og hendes villighed til at tage derhen hvor Jehovas organisation sendte hende. Lorraines mål havde været at komme på Gilead. Som 22-årig blev hun i 1956 indbudt til den 27. klasse. Efter skolen blev hun sendt til Brasilien som missionær. Lorraine og jeg fornyede vores bekendtskab i 1958, og hun sagde ja da jeg friede til hende. Vi planlagde at gifte os  året efter og forhåbentlig tjene som missionærer sammen.

Da jeg fortalte bror Knorr om mine planer, foreslog han at vi ventede tre år, blev gift og så tjente på Betel i Brooklyn. Hvis et par dengang skulle kunne blive på Betel efter at de var blevet gift, måtte en af dem have tjent på Betel i ti år eller mere og den anden i mindst tre år. Så Lorraine indvilligede i at tjene to år på Betel i Brasilien og et år på Betel i Brooklyn før vi blev gift.

Vores eneste kontakt i de første to år vi var forlovet, var pr. brev. Det var for dyrt at ringe, og der var ikke noget der hed e-mails dengang! Da vi blev gift den 16. september 1961, havde vi den ære at bror Knorr holdt vores bryllupsforedrag. Disse få års venten virkede selvfølgelig som lang tid. Men når vi i dag med stor tilfredshed og glæde ser tilbage på over 50 års ægteskab, er vi enige om at det var ventetiden værd!

Vores bryllup. Fra venstre: Nathan H. Knorr, Patricia Brookes (Lorraines søster), Lorraine og mig, Curtis Johnson, Faye og Roy Wallen (mine forældre)

TJENESTEPRIVILEGIER

I 1964 fik jeg det privilegium at besøge andre lande som zonetilsynsmand. Dengang var hustruerne ikke med på disse rejser. I 1977 blev dette ændret. Det år besøgte Lorraine og jeg sammen med Grant og Edith Suiter afdelingskontorerne i Tyskland, Østrig, Grækenland, Cypern, Tyrkiet og Israel. Alt i alt har jeg besøgt omkring 70 lande jorden over.

På en sådan rejse til Brasilien i 1980 var vi blandt andet i Belém, en by ved ækvator hvor Lorraine havde tjent som missionær. Vi gjorde også holdt for at besøge brødrene i Manaus. Under et foredrag på et stadion så vi en gruppe som ikke fulgte den brasilianske skik at kvinder giver kindkys og mænd giver hinanden hånden. Hvorfor gjorde de ikke det?

Det var vores kære trosfæller fra en spedalskhedskoloni der lå dybt inde i Amazonregnskoven. Af sikkerhedsgrunde undgik de direkte kontakt med andre tilstedeværende. Men de kunne ikke undgå at røre vores hjerter, og vi vil aldrig glemme den glæde der lyste ud af deres ansigter! Ja, Jehovas ord er virkelig sande: „Mine tjenere skal råbe af glæde af et veltilpas hjerte.“ — Es. 65:14.

ET RIGT OG MENINGSFYLDT LIV

Lorraine og jeg tænker ofte tilbage på vores mere end 60 års tjeneste for Jehova. Vi er meget glade for de måder vi er blevet velsignet på fordi vi har ladet Jehova lede os ved hjælp af sin organisation. Selvom jeg ikke længere kan rejse rundt i verden som jeg kunne tidligere, kan jeg fortsætte mit daglige arbejde som assistent for Det Styrende Råd, hvor jeg arbejder sammen med Koordinationsudvalget og Tjenesteudvalget. Jeg sætter stor pris på at jeg på denne måde kan have en lille andel i at støtte det verdensomspændende brodersamfund. Vi forbløffes til stadighed over at se de mange unge mænd og kvinder der har taget heltidstjenesten op med samme indstilling som Esajas, der sagde: „Her er jeg! Send mig.“ (Es. 6:8) Denne store skare af heltidstjenere minder mig om sandheden i de ord kredstilsynsmanden sagde til mig for så mange år siden: „Se at komme i gang i heltidstjenesten. Du ved aldrig hvor den vil føre dig hen.“

^ par. 20 Nogle af disse brødres livsberetninger findes i følgende numre af Vagttårnet: Thomas J. Sullivan (15. august 1965, den engelske udgave); Klaus Jensen (15. oktober 1969, den engelske udgave); Max Larson (1. september 1989); Hugo Riemer (15. september 1964, den engelske udgave) og Grant Suiter (1. februar 1984).